Tag chancen på CPH:DOX

Udkantskina, fiktive filmskabere og kompromisløse kunstfilm – det er nogle af de øjenåbnende ting, du kan opleve på årets CPH:DOX.

Netudgaven har mødt programredaktør Mads. B. Mikkelsen til en snak om ambitionerne for filmfestivalen, der på få år er blevet internationalt anerkendt, ikke mindst for at præsentere film der udvider det dokumentariske begreb og gør ivrigt brug af iscenesættelsen.

“Der er virkelig mulighed for at opdage nogle nye ting på festivalen i år. Jeg håber, at folk tør tage chancen og opsøge nogle film, som man ikke kender i forvejen. Opdage nogle nye navne, nogle nye instruktører, nogle nye kunstnere og på den måde blive klogere.”

Sådan siger programplanlægger Mads B. Mikkelsen, da Netudgaven møder ham til en snak om hans forventninger og forhåbninger til årets festival. I det sidste år har han sammen med resten af redaktionen set sig ør i alverdens dokumentarfilm for at sammensætte et såvel bredt som nyskabende program. Nu sidder han på festivalens hovedkvarter i et gammelt dampvaskeri på Nørrebro, hvor stemningen dagen før dagen er hektisk. Der bliver holdt hurtige statusmøder i den smalle korridor, danske og internationale gloser summer i mobiltelefonerne, paller med drikkevarer står klar til distribution i entreen, og tavler tapetseret med post its fylder godt op i de beskedne kontorer.

“Jeg glæder mig for eksempel til den algeriske film “Bloody Beans”, en mørk film, som har filmiske forgængere blandt surrealisterne og de franske dokumentarfilmspionerer fra ‘60erne. For eksempel den store fornyer Jean Rouch, hvis film var præget af et fabulerende lag, der udfordrer betragterens rolle som distanceret tilskuer og får ham til at gå ind i den situation, der skildres. Noget af det samme vil man opleve i “Bloody Beans,” lover Mads B. Mikkelsen.

På grænsen mellem kunst og virkelighed
Dokumentarfilmen som genre spænder vidt i både form og indhold. Derfor har CPH:DOX delt programmets 180 film, koncerter og cross over-begivenheder op i en række temaer og serier. Bloody Beans indgår i festivalens kunstserie, hvor filmene er kendetegnet ved at bevæge sig i grænselandet mellem kunst og dokumentar – et grænseland som DOX længe har arbejdet i, og som afspejler festivalens innovative tilgang til dokumentargenren. Ifølge Mads B. Mikkelsen er den gensidige interesse mellem filmverdenen og kunstverdenen en voksende international strømning og dér, hvor nogle af de allermest interessante film skal findes lige nu:

“Når en film skal igennem de traditionelle kanaler, oftest en eller anden form for tv-finansiering, så bliver der virkelig rundet mange hjørner og indgået mange kompromiser, før den endelige film er færdig. Når en etableret kunstner laver et filmprojekt, så har man muligheden for at lave noget, hvor afstanden mellem den oprindelige idé og det færdige værk er meget mindre. Den form for kreativ frihed kan give nye perspektiver til dokumentarfilmen,” forklarer programredaktøren.

Intellektuelt maskespil. Ctrl+alt+delete
Intellektuelt maskespil. Ctrl+alt+delete
Udover selve filmene er flere af festivalens events revet helt ud af lærredet. Det gælder fx dobbeltgængerseminaret “Ctrl+Alt+Delete”, hvor deltagerne agerer stand-ins for eksisterende og fiktive filmskabere, intellektuelle og kritikere til en art performance-debat om kontroltab i kunstnerisk praksis og om filmen som samfundsproblem. Eller mesterinstruktøren Michalangelo Frammartino, der vandt hovedprisen Dox:Awards i 2010 med filmen “Le Quattro Volte”, men i år bliver eksponeret på Den Frie Udstillingsbygning med video-installationen “Alberi”.

Tobias Moe følger CPH:DOX – følg ham på Twitter og få flere tips til must-sees

Kinesisk nybølge
Et af de tungest vejende temaer på Dox 2013 er fokus på Kina. Ikke mindst fordi den uafhængige kinesiske dokumentarisme har 25 års jubilæum, hvis man regner fra tv-serien “River elegy” fra 1988, der fremhæves som første eksempel på en kinesisk dokumentar, skabt uden støtte fra statslige midler. Men også fordi, der er sket voldsomme skred i kinesisk dokumentar de seneste år. Mens ‘jubilæet’ har været fejret i historisk lys på mange andre festivaler og udstillingssteder, er ambitionen på DOX at give et samtidigt bud på, hvordan der bliver arbejdet med film i ‘udkantskina’:

“Vi har ti nye kinesiske film med, der alle kommer fra udkanten af det officielle produktionsapparat, og som på forskellige måder repræsenterer dét man lidt poppet kunne kalde den kinesiske nybølge. Med ti film kan vi selvfølgelig ikke vise alt, hvad der rør sig i kinesisk film lige nu – det ville være umuligt, men vi stræber efter at give bredt indblik i den aktuelle kinesiske filmscene,” forklarer Mads B. Mikkelsen.

Med Ai Weiwei som gæstekurator kan Leni Riefenstahls klassiske værk Olympia ses i et helt nyt perspektiv.
Med Ai Weiwei som gæstekurator kan Leni Riefenstahls klassiske værk Olympia ses i et helt nyt perspektiv
Den mest celebre kinesiske aktør er kunstneren Ai Weiwei, der udover sin enorme indflydelse på den globale kunstscene dyrker et sidekick som systemkritisk dokumentarist. Han har vaskeægte verdenspremiere på lørdag den 9/11 i Grand med filmen “Stay Home!” om kvinden Liu Ximei, der som ti-årig bliver smittet med HIV på et hospital efter en ulykke, men er afskåret fra enhver hjælp fra systemet, da hun er barn nummer to.

Ai Weiwei optræder desuden som gæstekurator, det vil sige, at han har udvalgt 10 film til en serie, hvor publikum får mulighed for at se eller gense film som Dr. Strangelove, Olympia eller Sicko gennem Weiweis optik.

Kontekst is king

DOX er meget mere end film. Fx en kinesisk gadefest fredag d. 8.11
DOX er meget mere end film. Fx en kinesisk gadefest fredag d. 8.11
“Den kemi, der kan være mellem filmene synes jeg er ekstremt interessant. Når Ai Weiwei viser Leni Rifenstahl og Michael Moore i den samme serie, så får filmene en anden betydning end den, de oprindeligt havde. Michael Moores Sicko er måske ikke en film, mange husker som et filmhistorisk hovedværk, men når man ser den i en kontekst, hvor den fungerer som et stykke retorik, og så får man lyst til at se den igen. Det gælder også for vores fire internationale konkurrencer, at der er en intern dialog imellem filmene. Så det er helt klart også en måde at gå til festival på – at se alle filmene i en serie,” slutter Mads B. Mikkelsen.
Den opfordring er hermed giver videre. Skulle det knibe med tiden, forsikrer programredaktøren, at alle film er valgt primært for deres særegne kvaliteter og sagtens kan ses enkeltvis.
Se hele programmet på cphdox.dk

FAKTA
Sidste år besøgte godt 52.000 mennesker CPH:DOX. Det gør festivalen til en af de største i Europa.
I løbet af de 11 dage, festivalen varer, vises i alt 200 film fra hele verden
CPH:DOX drives af 12 fastansatte og 200 frivillige, der hjælper med at få tingene til at glide under selve festivalen.

Skrevet af
More from Tobias Moe

BYLYD special – om CPH:DOX

I denne særudgave af BYLYD ser vi frem mod dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der...
Læs mere