Albert Camus – en fødselsdagshyldest til et uundværligt intellekt

Albert Camus ville i år være fyldt 100 år. Han døde i et biluheld i 1960, men hans historier, hans karakterer og hans sætningskonstruktioner er stadig tilgængelige og hans tanker er yderst aktuelle, relevante og essentielle i dag! Algieren, rank, modig, tynget, storrygende, filosoffen, kunstneren, kvindevennen, realisten, pacifisten, drømmeren. Hvem var han? Hvad tænkte han? Og hvad kan hans tanker og fortællinger bruges til i forståelsen af mennesket og verden?

Camus skrev dagbog fra 1935 til sin død i 1960 – det blev i alt til ni hæfter (carnets), hvoraf nogle er blevet renskrevet og redigeret af Camus selv. I det følgende undersøges hans dagbøger og, ud fra udvalgte citater fra dagbøgerne, forsøger jeg at give et indblik i Camus’ inderste tanker om livet, mennesket, samfundet og sig selv.

Camus’ holdning til den menneskelige moral var både tvetydig og omskiftelig i løbet af hans liv og forfatterskab. For Camus var omdrejningspunktet for tænkningen og mennesket, erkendelsen af livets absurditet. Det kommer til udtryk i hans dagbøger og i hans voldsomme kritik af både kristendommen og marxismen, som han sidestiller som to forskellige religioner.

I Camus’ bog Breve til en tysk ven (1966) indleder han med et citat af Pascal: ”On ne montre pas sa grandeur pour être une extémité, mais bien en touchant les deux à la fois”, Man viser ikke sin storhed ved at stå fast på et yderpunkt, men derimod ved at berøre begge yderpunkter på én gang.”

Citatet beskriver den overordnede tankegang som Camus’ tænkning bar præg af hele livet, og som bl.a. kommer til udtryk i hans stillingtagen til 2. Verdenskrig og Algierkrigen.

Livets absurditet og læssevis af blod
Camus talte for de rent menneskelige værdier – værdier han betragtede som konkrete rammer for menneskets liv og grundvilkår. Der eksisterede ingen Gud eller nogen genopstandelse. Menneskets lod kunne kun forbedres i det små, og derfor ville enhver radikal plan for at forbedre menneskets vilkår kræve umenneskelige ofre: ”Der skal læssevis af blod og århundreders historie til for at nå frem til en umærkelig ændring af menneskets grundvilkår”. Derfor var han ikke kristen, marxist eller eksistentialist. Hans forkærlighed var den græske tænkning og filosofi; ’hellenismen’, der handler om mådehold og ligevægt – spørgsmålet om den personlige lykke.

Livet for Camus var absurd, og den eneste måde man kunne arbejde med denne absurditet på, var ved at være stolt og værne om sin ære. Absurditeten er et symptom, og efter erkendelsen af symptomets eksistens begynder den fremadrettede søgen efter kuren, som netop består i menneskets ubegrænsede mulighed og drivkræft: ”Jeg selv ser pessimistisk på menneskets grundvilkår, men optimistisk på mennesket”. Absurditeten bør accepteres og være udgangspunktet for al tænkning og forbedring af livet og det menneskelige livsvilkår: ”Den der fortvivler over begivenhederne er fej, men den der sætter sin lid til menneskets grundvilkår er gal”.

Moralen og de 99 blanke sider
Hvorvidt man kan kalde Camus for moralist er diskutabelt – mange læsere af hans værker har gjort det. Læsningen af hans dagbøger tyder dog på, at det eneste mærkat Camus brugte om sig selv var ’kunstner’ eller ’forfatter’. Ikke desto mindre er moralopfattelse et centralt tema i hans værker og refleksioner, og man ser en tydelig splittelse i denne moralopfattelse.

Albert Camus (1913-1960), French writer. Leysin (Switzeland), 1947.

Ud fra læsningen af hans dagbøger skifter hans opfattelse af moralen fra at være relativ til at være insisterende – fra at være opløftende til at være pessimistisk. I 1936 skriver han: ”Hvis jeg skulle skrive en bog om moralen, ville den have 100 sider, og de 99 ville være blanke. På den sidste ville jeg skrive: ”Jeg kender kun én pligt, og det er at elske.” Og hvad resten angår, siger jeg ”nej”. Jeg siger ”nej” alt hvad jeg kan”.

Her opfattes moralen som noget grundlæggende – men også som noget delvist personligt. I 1946 skriver Camus igen om moralen, men her fra et mere fornuftbestemt samtidssyn: ”Tror I ikke, at vi alle er ansvarlige for manglen på værdier. Og hvis alle vi, der kommer fra Nietzsche, nihilisme eller den historiske realisme, offentligt sagde, at vi havde taget fejl, at der findes bestemte moralske værdier, og at vi fra nu af vil gøre det nødvendige for at styrke dem og vise eksempler på dem, tror I så ikke, at det ville være begyndelsen til et håb?”. Her bliver det tydeligt, at Camus bliver mere politisk og pragmatisk i et opråb til sig selv og sin samtid – et håb om at der findes grundlæggende moralske værdier, som kan hjælpe mennesket ud af absurditeten, og at de store samtidstænkere og intellektuelle var specielt ansvarlige for at belyse disse værdier og fremme dem.

Moral var essentielt for Camus – derfor kan man kalde ham moralist. Når det er sagt, skabte det også stor splittelse i ham at bekende sig til moralen, leve op til den og leve efter den. Igennem sit liv skuffede samtiden og menneskene ham – og ikke mindst skuffede han sig selv: ”I erkendelse af mine svagheder har jeg af alle kræfter prøvet på at være et moralsk menneske. Moral dræber”. Og i Paris i 1959 – et år før sin død, hvor hans depression var overskyggende, skrev han: ”Jeg har opgivet det moralske synspunkt. Moral fører til abstraktion og uretfærdighed. Den er ophav til fanatisme og forblindelse. Den, der er dydig, må hugge hovederne af. Men hvad så med den, der forfægter moralen uden at kunne leve efter den. Hovederne falder, og han lovgiver, troløst. Moralen hugger midt over, adskiller, skærer kødet fra. Man må undgå den, acceptere at blive dømt og ikke længere selv dømme, sige ja, skabe enhed – og i mellemtiden lide alle dødens kvaler”.

Det er tydeligt, at moral var et omdrejningspunkt i hans liv men også et ’begreb’, der aldrig blev defineret og aldrig blev forstået til fulde.

Økonomien udgør historiens stof – ideerne nøjes med at styre den
Camus var på mange måder kritisk over for den intellektuelle venstrefløj og mente, at den på mange punkter var for snæversynet og egoistisk i dens tankegang og handlinger: ”Kyniske og realistiske anskuelser gør det muligt at skære igennem og foragte. Alle andre tvinger til forståelse. Heraf de førstes anseelse hos de intellektuelle”.

Camus mente, at Jean-Paul Sartre og hans følgeskab havde disse kyniske og realistiske anskuelser, hovedsageligt fordi deres tanker havde grobund i eksistentialismen og marxismen, en filosofi og en ideologi som Camus tog stor afstand fra. Sarte og Camus havde udviklet et venskab op gennem 1940’erne, som blev udfordret af deres forskellige syn på konflikten i Algeriet, og som til sidst udmundede i en offentlig debat mellem de to. Camus var pacifist, og havde i sine unge år været medlem af kommunistpartiet, men meldte sig ud og tog afstand til kommunismen. Sartre var kommunist og støttede de algierske oprøreres voldelige angreb mod det franske kolonistyre. Camus, som selv kom fra Algeriet, troede på en diplomatisk løsning mellem Frankrig og Algeriet.

Camus mente, at Sarte og de andre franske intellektuelle der bekendte sig til marxismen udnyttede masserne (Sartre hævdede, at han i sin kamp netop forsvarede masserne): ”De intellektuelle skaber teorier, masserne økonomien. Når alt kommer til alt udnytter de intellektuelle masserne, og via de intellektuelle udnytter teorien økonomien. Derfor må de nu fortsætte belejringen og den økonomiske underkastelse – så masserne forbliver masser af arbejdere. Det er sandt at økonomien udgør historiens stof. Ideerne nøjes med at styre den”.

Jean Paul Sartre
Jean Paul Sartre

Ud fra dette citat mener Camus altså, at de intellektuelle var dybt afhængige af masserne, og at masserne skabte de intellektuelles økonomiske afsæt, hvorefter de intellektuelle kunne italesætte ideer for samfundet og for masserne og på den måde bevare deres økonomiske platform. Camus havde ikke meget til overs for de franske intellektuelle i midt 1900-tallet, og han mente at de fejlede i rollen som intellektuelle: ”Naiviteten hos den intellektuelle anno 1950, som tror, det er nødvendigt at være stejl for at tage sig større ud”. Sartre hævdede, at han beskyttede masserne i sit virke – og netop at han levede for masserne. Camus mente, det var tomme ord og at Sartre og hans intellektuelle følgesvende udnyttede masserne til deres egen fordel.

Kristendommen og marxismen
Camus troede hverken på kristendommen eller marxismen, og han mente, de begge stod i vejen for den menneskelige erkendelse og individets frihed. Hans modstand mod marxismen bundede i høj grad i en overordnet holdning til teorier og ideologier, som fastlåste og ødelæggende: ”Når man vil forene verden i en teoris navn, er der ikke andre veje end at hugge de rødder over, som knytter mennesket til livet og naturen”.

camus 3

Camus var modstander af fastlåste fronter og mente at de kun gjorde skade og begrænsede mennesket og tænkningen. Han mente at teorien og troen fjernede menneskets refleksion – den forblændede mennesket og fastlåste det: ”Påvisning: At abstraktionen er det onde. Den fører til krige, lidelser, vold osv. Problem: hvordan den abstrakte synsvinkel fastholdes over for kødets pinsler – ideologien over for den tortur, der udføres i samme ideologis navn”.

For Camus var der intet mål, der helligede midlerne. Han mente, at både kristendommen og marxismen havde fået folk til at udføre handlinger, der kunne forsvares ud fra religionens (her forstås både kristendommen og marxismen) præmis og dermed blev udført. De fastlåste fronter (trosoverbevisninger) var skyld i blandt andet Algierkrigen.

Ud fra dagbogsanalysen kan det konkluderes, at Camus var en løsgænger. Han ville helst ikke høre til i nogen specifik gruppe, hverken eksistentialisterne, venstrefløjens intellektuelle eller oprører. Hans tilgang til livet var situationsafhængig og omskiftelig. Den var ikke styret af nogen overodnet teori eller systematisk tankegang. Tværtimod var den et virvar af tanker, der formede nogle værdier – den eneste vedvarende og grundlæggende værdi var menneskets absurde situation og menneskets pligt til at få det bedste ud af denne.

Dette var for ham kendetegnet ved det intellektuelle og ansvarlige menneske. I følgende citat, som underbygger denne påstand, citerer Camus sin lærer i gymnasiet og sin livslange ven Jean Grenier: ”Grenier siger om kommunismen: ”Spørgsmålet er følgende: når det gælder et ideal om retfærdighed, skal man så acceptere tåbeligheder? Et ja ville være smukt. Et nej ville være ærligt”. At være afhængig af en teori eller en religion, var for Camus en hindring for den sande erkendelse, og det var også en af hovedgrundene til hans brud med Sartre og de parisiske intellektuelle.

Aristokratiet og den græske filosofi
Camus var meget fascineret af den græske filosofi og tankegang: hellenismen. Han savnede den refleksion og dybde, som han mente hørte til hellenismen, og han savnede aristokratiet, som han på mange punkter beskriver som den ansvarlige institution for samfundets åndelighed: ”Hvad man end hævder om dette århundrede, savner det et aristokrati. Men det fatter ikke, at det er så nødvendigt at give afkald på det mål, det sætter sig offentligt: velstand. Der er ikke noget aristokrati uden ofre. Aristokraten er først og fremmest den, der giver uden at modtage, som ’forpligter’ sig. Enevælden gik til grunde, fordi den glemte det”.

Aristokratiet var bl.a. styreformen i Grækenlands bystat og kendetegnet ved stor rigdom, politisk indflydelse og et stærkt æresbegreb. Rigdommen og æren skulle bevise, at det som tilkom aristokraten var retfærdigt og fortjent på grund af den pligt aristokraten følte og udlevede overfor samfundet og borgerne. Under opgøret med det franske monarki i 1700-tallet blev aristokratiet afskaffet, enevælden glemte at dens hovedsagelige funktion var at give og forpligte sig overfor samfundet, i stedet for at modtage: Den historie der tit forbindes med Marie Antoinette og kager og champagne i massevis overfor udsultede parisiske borgere. Borgerne fik til sidst nok og afskaffede monarkiet.

Camus’ pointe er, at samfundet mangler aristokratiet, i sin ideelle form – tilbage er kun borgerskabet og ingen overordnet institution, som stiller krav og giver åndelighed: ”Ethvert samfund er baseret på aristokratiet, som – hvis det er ægte – består i at man stiller krav til sig selv, og uden dette krav dør ethvert samfund”.

Camus i 1948. Foto:Sipa Press / Rex Features
Camus i 1948. Foto:Sipa Press / Rex Features

Fra en nuværende opfattelse ville man være tilbøjelig til at opfatte den tids franske intellektuelle (herunder også Camus) som den gruppering, der netop havde denne funktion for samfundet, men det mente Camus ikke. Han mente tværtimod, at manglen på aristokratiet var det, der var galt med det franske samfund: ”Aristokratiets eneste kilde er folket. Mellem de to er der intet. Dette intet, som i 150 år har været borgerskabet, prøver at give verden en form og opnår kun et intet, et kaos, der kun overlever endnu på grund af sine gamle rødder”. Samfundet opretholdes altså kun på grund af dets foregående historie og dets forhenværende aristokrati, der har skabt dets rødder: ”Denne verden bevæger sig kun så meget – ligesom en orm, der er hugget midt over – fordi den har tabt hovedet. Den leder efter sine aristokrater”.

Den græske tænkning var for Camus fuldendt: ”Det ser ud til, at jeg mangler at finde en humanisme. Jeg har selvfølgelig intet imod humanisme. Jeg finder den utilstrækkelig, det er det hele. Og den græske tænkning var for eksempel noget helt andet end en humanisme. Det var en tænkning, der tog alt i betragtning”. Den tog relativiteten og omskifteligheden i betragtning, der havde sit udgangspunkt i skønheden og naturen og dyrkede kærligheden.

Aristokratiet, er ifølge Camus, den åndelige styring, som samfundet mangler. Camus definerer i mange passager funktionen af sin tids intellektuelle, den intellektuelles tankegang og vigtigheden her af: ”Og for enhver intellektuel ender friheden med at falde sammen med ytringsfriheden. Men jeg er udmærket klar over, at det ikke er det, et meget stort antal europæere bekymrer sig om først, fordi alene retfærdigheden kan give dem det materielle minimum, de har behov for, og fordi de, hvad enten det nu er rigtigt eller forkert, gerne ofrede friheden for denne elementære retfærdighed”.

Samfundet har behov for personer der beskytter friheden, og de eksisterede ifølge Camus ikke i høj nok grad. At vælge friheden er den svære vej, men det er nødvendigt for samfundets opretholdelse at nogen vælger den vej: ”Det er ens pligt at gøre, hvad man ved er rigtigt og godt – ”at foretrække”. Er det let? Nej, for selv det man ved er at foretrække, har man svært ved at gøre”.

Camus stillede store krav, både til sig selv og sine franske ’kollegaer’, og måske netop på grund af disse høje krav, mente han ikke, at nogen af dem var lykkedes i missionen, og derfor så han mod aristokratiet, som var engang, og som kunne leve op til hans idealer : ”Visheden som en intellektuel skal have – med visheden følger ansvaret”. Men ansvaret skal også være underbygget af handling, ord er ikke nok: ”Hvad den intellektuelle end mener er han ifølge sin funktion fej, især hvis han kun blander sig i de offentlige anliggender skriftligt. Han kompenserer for sin uformåenhed med et verbalt overbud. Kun den reelle risiko berettiger tanken”.

Camus meldte sig selv til hæren under 2. Verdenskrig, men fik afslag på grund af sin tuberkulose, men på denne måde havde han handlet, han havde vist sit mod og sit værd, og var derfor berettiget tanken og meningen om krigen, som han bl.a. udtrykte gennem modstandsbladet Combat.

Kunstneren omskaber verden
Ensomheden er et centralt tema i Camus’ dagbogsskrivning, han nød ensomheden, fandt den nødvendig og produktiv. Dette stemmer godt overens med hans stillingtagen som ’løsgænger’ fri for politisk og ideologisk standpunkt, kunstneren bør være uafhængig, aldrig fuldbyrde sig fuldstændig, aldrig fastlåse sig på et bestemt udgangspunkt, en religion eller en ideologi – for da forsvinder tankerne og friheden: ”Enhver fuldbyrdelse er en form for trældom. Den tvinger en til en endnu højere fuldbyrdelse”.
Læsningen af Dagbøger giver et indblik i Camus’ liv som en kamp og en balancegang mellem at leve og at være lykkelig, men samtidig at opfylde den pligt, som han følte overfor samfundet.

Han troede på at kunstneren kunne gøre en forskel: ”Det er kunsten og kunstneren, som omskaber verden, men altid med en bagtanke af protest”. Kunstnerens rolle er at omskabe verden i protest over dens nuværende tilstand; at være kritisk og reflekterende, men en vigtig pointe af Camus er også at omskabelsen må ske med tålmodighed og ikke via revolution, da revolutionen ødelægger mere end den gavner.

Camus havde et meget kritisk syn på sin samtid og på sig selv. Camus skriver: ”Hvis jeg ikke havde givet efter for mine lidenskaber, havde jeg måske kunnet gribe ind i verden og ændre noget. Men jeg gav efter, og derfor er jeg kunstner, og kun det.” Her føler han ikke at han har været i stand til at ændre verdens begivenheder. Han erkender i dette citat at han lever via sine værker, sine historier og er derfor ikke, efter sin egen definition, aristokrat men ’blot’ kunstner.

bøger

Camus’ udødelige tanker
Camus’ tanker om moral, om menneskets tilstedeværen i samfundet, om samfundets opbygning, om religioner og ideologier er lige relevante og vigtige i dag, som for et halvt århundrede siden. I en dansk kontekst kan Camus’ tanker om aristokratiet bl.a. sætte tanker i gang omkring velfærdsstaten som samfundsinstitution i en økonomisk krise.

En tænker bliver altid bedømt ud fra sin kontekst. Camus bliver forstået anderledes i dag, end han gjorde i sin samtid. Da hans tankegang er fri og uafhængig af ideologi, tiltaler den på mange måder den nuværende dominerende forståelse af livet og mennesket i det vestlige demokratiske samfund. Hans tekster dømmer ikke, de stiller ikke urimelige krav, men de stiller de nødvendige. Og disse nødvendige krav er revet fri af tid og sted.

De er evige og vil fortsætte med at være relevante til evig tid. Mennesket vil altid undre sig over sin tilstedeværelse. Håbløsheden hersker til tider. Men som menneske i verden har man, lig kunstneren, et ansvar, og det er kærlighed til livet og samfundet. Klichéfyldt som det tenderer til at lyde, er det ikke desto mindre sandt. Camus formulerer det så elegant, så dybt og komplekst, så smukt og æstetisk at alle burde blive ved med at læse hans værker igen og igen.

Så med et tillykke og en tanke til det hinsides, lader jeg Camus slutte denne artikel af, med et citat fra forordet til udgivelsen af hans ungdomsessays L’envers et L’endroit (1958). To år før sin død udgiver han og ser tilbage på sin ungdoms værker, erkender at han til en vis grad er en smule pinlig over deres kejtede passager og deres ungdommelige naivitet, men erkender samtidig, at der på disse kejtede ungdomssider er mere sand kærlighed, end der findes på de sider der senere fulgte. Måske fordi de endnu ikke var blevet revet halvt itu af livet og dets ydre omstændigheder.

”I drømmen om livet står mennesket på dødens jord, det finder sin sandhed, og det mister den igen, for tværs gennem krige, jammerråb, retfærdighedens og kærlighedens galskab, og til sidst gennem smerten, at vende tilbage til dette fredens land, hvor selv døden er en lykkelig tavshed.”

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Ugandas paradoksale homo-had

De sidste par år har Ugandas hetz mod homoseksuelle skabt ramaskrig i...
Læs mere