Tankelæsning for begyndere

Den populærvidenskabelige presse genlyder med jævne mellemrum af højlydte påstande om, at man nu endelig er i stand til at læse vores tanker ved hjælp af hjerneskanningsteknologi. Netudgaven præsenterer her syv gode råd, som gør dig i stand til selv at vurdere, hvad der er op og ned i de mange påstande.

Skal man tro de overskrifter, som med jævne mellemrum trækker forsider på avisernes videnskabstillæg og videnskabelige internetsider, er det kun et spørgsmål om tid, før man ved hjælp af hjerneskannere er i stand til at læse indholdet af vores bevidsthed og afsløre vores tanker. At vi som mænd f.eks. pludselig ville kunne forstå, hvad kvinder egentlig tænker (som i filmen ”What Women Want” med Mel Gibson).

Mens de fleste sikkert gyser ved tanken om det ultimative brud på tankelivets fred, er drømmene om de mange muligheder, som en sådan teknologi åbner for, også begyndt at få liv. I håb om snart at kunne afsløre vores dybeste fantasier; at kunne afsløre potentielle terroristers hensigter før de føres ud i livet, eller at kunne forvisse sig om en anklagets skyld eller uskyld, selv uden fysiske beviser (á la ”Minority Report”), følges udviklingen fra flere sider med tilbageholdt åndedræt og krydsede fingre.

Fup eller fidus?
Hidtil har de overskrifter, som har lovet os, at ”forskerne nu kan læse vores tanker”, alle vist sig at være overdrevne. At gennemgå dem alle og vise hvorfor ville imidlertid kræve alt for meget tid og plads.

Som en særlig service for netudgavens læsere har vi derfor nedenfor gengivet en kort tjekliste med syv punkter, som gør det muligt, selv for den uerfarne læser at genkende, hvornår (og hvorfor) der ikke er tale om reel tankelæsning, men snarere endnu et desperat forsøg på at tiltrække læsere ved at spille på vores frygt for at miste tankelivets fred.

1. kriterium: tankelæsning eller tankegenkendelse?

Skal man kunne overbevise os om, at der har fundet tankelæsning sted, må den vigtigste forudsætning være, at tankelæseren ikke på forhånd ved noget om, hvad offeret (eller afsenderen) tænker, men alene får sine informationer gennem den kanal, hvorigennem tankelæsning finder sted.

De studier som oftest omtales i pressen som eksempler på ”tankelæsning”, foregår typisk på følgende vis: Først placeres forsøgspersonen i en hjerneskanner, hvor han eller hun udsættes for en række forskellige påvirkninger, typisk i form af billeder eller film. I de senere (og endelige) forsøg anvendes nu de data, som man har opsamlet under disse indledende øvelser til at lave et mere eller mindre kvalificeret gæt på, hvad forsøgspersonen monstro tænker eller oplever.

I et af de seneste tilfælde, hvor man påstod at have kunnet ”læse folks drømme”, krævede dette, at man først mere end 200 gange lod forsøgspersonerne sove i en hjerneskanner, hvorefter man vækkede dem og lod dem fortælle, hvad de drømt. På baggrund af disse indledende øvelser kunne man efterfølgende i mellem 60 og 70 procent af tilfældene gætte sig frem til, om de havde drømt om mennesketomme bygninger eller gader fyldt med mennesker alene ud fra skanningsresultatet.

Det tankeindhold som man dermed højtideligt kan erklære, man har aflæst, er kort sagt et indhold, man selv har leveret. Det ville derfor være mere rigtigt at tale om tankegenkendelse frem for egentlig tankelæsning, som i hvert fald i den traditionelle opfattelse af ordet ville kræve, at man kunne udsige noget om vores tankeindhold uden først selv at levere det indhold, som man senere forsøger at genkende.

For at afgøre i hvor høj grad der er tale om tankegenkendelse eller tankelæsning, er det vigtigste derfor at finde ud af, hvor omfattende de indledende øvelser har været, før det egentlige forsøg går i gang.

2. kriterium: sanseindtryk eller tankeaktivitet?

Når vi hører om, at det skulle være lykkedes at ”læse tanker”, vil de fleste sandsynligvis tænke på den ”indre monolog” (eller hvilken metafor man nu engang anvender), som vi oftest opfatter som identisk med vores tankeaktivitet.

Størstedelen af de studier, som påstås at have påvist, at man nu kan ”læse vores tanker”, har imidlertid koncentreret sig om de områder i hjernen, som primært er ansvarlige for modtagelse og analyse af vores sanseindtryk. Det man typisk registrerer, er dermed ikke komplicerede tanke- eller handlingsforløb, såsom planlægningen af alt det, du har tænkt dig at gøre i morgen, men derimod oplevelsen eller erindringen af forholdsvis simple sanseindtryk som f.eks. synet af en bil eller et ansigt, som man selv kontrollerer under forsøget.

I et af de mest omtalte forsøg skannede forskernes hinandens hjerner, mens de så en række filmklip. Hjerneaktiviteten i hjernens synsområder blev nu i et efterfølgende forsøg med nye videoklip brugt som baggrund for (ud af en database på over 5.000 timers video hentet fra YouTube) at udvælge de 100 klip, som lå tættest på de klip som i det oprindelige forsøg havde fremkaldt en lignende aktivitet i hjernens synsområder. Disse klip blev smeltet sammen til et enkelt, kortvarigt (og meget grumset) filmklip, som med lidt god vilje kunne opfattes som en gengivelse af personens synsoplevelse.

Selvom det kan virke overvældende at se indholdet af andres personers oplevelser gengivet i bevægelige (om end meget utydelige) billeder, er der dermed stadig kun er tale om en genkendelse af hjerneaktiviteten i hjernens primære sanseområder, som bruges til at skabe en gengivelse af en bestemt sansepåvirkning, som man selv har præsenteret hjernen for (og derfor kender i forvejen).

En god tommelfingerregel er derfor altid at undersøge, hvilke dele af hjernen man egentlig har undersøgt. Det kan ofte give en idé om, hvilken form for ”tanker” det egentlig er, man påstår at have læst.

3. kriterium: en enkelt træffer gør ingen sommer

Menneskehjernen har en medfødt tendens til at hæfte sig ved sammenfald og ligheder, ofte på bekostning af forskellene. Denne udprægede tendens er en af grunde til, at mere showprægede tankelæsere (og selvudnævnte medier) ofte har let spil, når det gælder om at overbevise os om, at de har indblik i ting, som kun vi ved. Der skal ofte kun enkelte træffere til, før vi føler os overbeviste om, at de har en viden om os, som enten må stamme fra telepati eller ”det hinsides”.

Samme effekt gør sig desværre også gældende, når det gælder de videnskabelige forsøg på tankelæsning.

Ikke mindst i forhold til de ofte meget højlydte forestillinger om, hvordan vi snart vil kunne aflæse både vores intentioner og planer, så er de reelle resultater stadig meget beskedne. Læg derfor altid meget nøje mærke til, præcis hvor meget information, man har kunnet aflæse. At kunne se at en person tænker på en tilfældig person frem for et sted, er en ting. Det er noget helt, helt andet at kunne aflæse, hvilken person der er tale om.

4. kriterium: kan resultaterne overføres fra person til person?

Hidtil har det kun i meget begrænset omfang været muligt at overføre resultaterne fra en person til en anden. Vores hjerner udviser nemlig en ekstrem variation og er i vidt omfang individuelle, selvom de er opbygget over en fælles grundplan og udviser mange fælles træk.

Ikke blot er der både små og store forskelle på hjernens opbygning (og dermed også hjerneaktiviteten) fra person til person. Hjerneaktiviteten vil typisk også variere hos hver enkelt person fra dag til dag, sågar afhængig af tidspunktet på dagen. Dette er endnu en årsag til, at det ofte kræver en lang række indledende øvelser, før man kan gøre sig håb om at udlede noget fra den enkelte persons hjerneaktivitet.

Vi er kort sagt meget langt fra den situation, hvor en person kan komme ind fra gaden, og man alene ud fra en enkelt skanning af hjernen kan sige noget om, hvad han eller hun tænker. Vær derfor altid opmærksom på, om det er lykkedes at overføre resultaterne fra en person til andre – og igen: hvor mange indledende øvelser, der har været nødvendige hos hver person, før man har haft nok data til at gennemføre det egentlige forsøg.

5. kriterium: hvad man vil gøre vs. om man vil gøre det

Der er en kolossal forskel på, at kunne forudsige hvad en person vil gøre, og at kunne forudsige om en person vil udføre en bestemt handling.

Mens førstnævnte tilfælde kræver, at man ud af et ubegrænset antal handlemuligheder snævrer sig tilstrækkeligt ind på netop dét, som forsøgspersonen har i sinde, kræver sidstnævnte blot, at man er i stand til at afgøre, hvornår personen har tænkt sig at udføre en bestemt handling, som man på forhånd ved, hvad er.

Størstedelen af de studier der er blevet citeret som bevis for, at forskerne om ganske kort tid med stor sikkerhed vil kunne forudsige vores handlinger, falder naturligvis i sidstnævnte kategori. Dvs. der er tale om, at man ud fra hjerneaktiviteten har kunnet forudsige, om forsøgspersonen ville trykke på en knap eller hvilken knap forsøgspersonen ville trykke på: den røde eller den grønne.

At det f.eks. (med større eller mindre held, dvs. statistisk sikkerhed) har kunnet lade sig gøre at forudsige, hvorvidt og hvornår en person ville udføre en bestemt handling (eller hvilken af to handlinger der var tale om), op til flere sekunder før personen selv angav at have truffet sit valg, er naturligvis tankevækkende.

Men det er samtidig meget langt fra forestillingen om, at man ud fra en hjerneskanning alene kan have nogen som helst idé om, hvad en person vil foretage sig, når han eller hun forlader laboratoriet. Vær derfor altid opmærksom på, hvordan man i givet fald har begrænset eller defineret forsøgspersonens handlemuligheder i sådanne forsøg.

6. kriterium: statistisk sikkerhed vs. praktisk anvendelse

Den statistiske usikkerhed der stadig er forbundet med de nævnte teknikker er ikke mindst afgørende at huske på i lyset af de mange åbenlyse forhåbninger om at kunne afgøre f.eks. skyldsspørgsmål eller forudsige kriminelle handlinger ved hjælp af hjerneskanningsteknik. Selvom man forestiller sig, at det skulle blive muligt at afkode kriminelle hensigter eller gerninger (og løse problemet med at skelne mellem løse forestillinger eller indbildninger og reelle hensigter og gerninger) med lad os sige 99 procents sikkerhed (hvilket ganske sikkert er alt for optimistisk), ville det jo stadig betyde, at metoden slog fejl i et tilfælde ud af hver 100.

Stillet overfor de mange utopiske forestillinger om tankepolitiets fremtidige effektivitet, bør man derfor spise brød til, og erkende at denne form for ”tankelæsning” indtil videre mere er et interessant kuriosum end et praktisk redskab. Men Minority Report er stadig en god film!

7. kriterium: tankelæsning vs. tankekontrol

I modsætning til store udfordringer man stadig står over for i forsøget på at kunne aflæse tankeindhold alene ud fra hjerneskanninger, har man haft stor succes med at anvende måling af hjerneaktivitet til at fjernstyre forskellige mekaniske apparater. Seneste er det f.eks. lykkedes at fjernstyre en minihelikopter via måling af aktiviteten i hjernens motoriske områder.

Mens den praktiske anvendelse af tankelæsning, forstået som forsøget på at få indblik i hvad en person egentlig tænker og overvejer, måske både er og forbliver begrænset, så er der modsat et stort potentiale i at udvikle forskellige måder at fjernstyre elektroniske og mekaniske apparater på – alene ved tankens kraft. Ikke blot til gavn for personer som måske har mistet en arm eller et ben, og på den måde kan lære at styre kunstige lemmer, men også som en helt ny måde at fjernstyre og kontrollere f.eks. elektronik på. Denne udvikling er allerede i fuld gang og det giver knapt mening at liste de seneste succeser, da de hele tiden overhales af nye.

Når denne form for ”tankefjernkontrol” har langt større potentiale end den egentlige tankelæsning, skyldes det bl.a., at den udnytter hjernens evne til at omstille og indstille sig på nye og anderledes opgaver såsom at benytte eller fjernstyre avanceret teknologi. Det er mindre problematisk end at skulle overvinde den kæmpe udfordring, som ligger i at aflæse vores individuelle hjerne- og tankeaktivitet, og derved produktet af alle de erfaringer og omstillinger, vi hver især har samlet op gennem livet.

Det man skal være opmærksom på er her, at sådanne former for ”tankefjernkontrol” ikke nødvendigvis betyder, at man har afkodet eller forstået, hvilke tanker der ligger bag det signal, som bruges til at fjernstyre apparatet med.

Hvornår vil forskerne så kunne læse vores tanker?
I en meget banal forstand er påstanden om, at ”forskerne nu kan læse vores tanker” naturligvis helt på sin plads. Accepterer man hjerneforskningens grundlæggende antagelse om, at vores hjerneaktivitet hænger uløseligt sammen med vores tankeaktivitet, er det jo netop, hvad f.eks. en hjerneskanner gør: aflæser den aktivitet, som er ansvarlig for vores tankevirksomhed! Der er blot meget langt herfra og til at tro, at man dermed også automatisk er i stand til at aflæse vores bevidste oplevelse af vores egen tankeaktivitet.

Ovenstående liste er derfor ment som en hjælp, som gerne skulle gøre det lettere at vurdere, hvor meget kød der egentlig er på historien, næste gang du læser overskrifter eller hører rygter om, at ”forskerne nu endelig kan læse vores tanker”. Med listen ved hånden burde det være muligt at undgå i hvert fald det mest oplagte mediehysteri.

At ovenstående forbehold indtil videre har været fuldt ud nok til at punktere alle hidtidige påstande om tankelæsning i traditionel forstand, er naturligvis ingen garanti for, at dette ikke vil kunne lykkes på et tidspunkt i fremtiden. Personligt er jeg skeptisk – men jeg kan jo lige så lidt som enhver anden spå om fremtiden.

En af de seneste gange jeg blev bedt om at kommentere pålydender om, at forskerne nu kan læse vores tanker, lovede jeg (efter at have gjort min borgerpligt og forsøgt at lukke luften ud af ballonen på den mest sobre, men også humoristiske facon) at vende tilbage, så snart jeg fik nys om forskningsresultater, som tydede på, at man nu endelig var ved at have knækket nødden. At det endelig var ved at lykkes at se ind i vores kranier og udefra aflæse, hvad det er, der egentlig foregår i vores indre.

Jeg har ikke haft brug for at ringe tilbage endnu.

Artiklen præsenteres i samarbejde med projektet hjernedannelse.

Yderligere læsning og artikler brugt i teksten:

Nishimoto et al. (2011) Reconstructing visual experiences from brain activity evoked by natural movies. Current Biology, 21: 1641-1646.

Horikawa T et al. (2013) Neural Decoding of Visual Imagery During Sleep. Science, 340: 639-642.

Soon et al. (2008) Unconscious determinants of free decisions in the human brain. Nature Neuroscience, 11: 543-545.

More from Thomas Thaulov Raab

Kæmpeøglen med monsterlemmet

I forlængelse af Netudgavens nyligt publicerede vejledning i hvordan man skriver den...
Læs mere