Velfærdsarkitekturen vender tilbage

Uden arkitekternes velmente omsorg for fysiske rammer som boliger, skoler og hospitaler var der aldrig blevet tale om en velfærdsstat. Ligesom på Christiansborg har velfærdsstaten gjort kraftigt comeback på dagsordenen i arkitekturen i den seneste tid.

Efter ‘00ernes bekymringsløse byggeboom, hvor drøndyre luksuslejligheder og prestigefyldte kulturbyggerier skød op som solsikker på en sommereng, er ‘den nye virkeligheds’ realiteter gået op for både banker, borgmestre og bygherrer. Langt fra flertallet har råd til 150 m2 med havudsigt, og hvis ikke velfærdsstaten skal drukne i verdenshavets frie markedskræfter, må man på ny finde ud af, hvordan der bygges til de mange.

For tiden bliver der skrevet, talt og fortalt om velfærd som sjældent før i arkitekturdebatten. En af de største agitatorer er arkitekt Jesper Pagh, der skriver ph.d. om arkitektens rolle i udviklingen af velfærdsstaten og er redaktør for magasinet Twentyfirst (tidligere Arkitektur DK). For ham handler det blandt andet om at nuancere spørgsmålet om arkitektonisk kvalitet:

“Arkitektfaget er meget værkorienteret, og vurderingen af kvalitet bliver ofte knyttet til originalitet og æstetik alene. Men det er også nødvendigt at spørge, hvilken funktion et byggeri har i et større samfundsmæssigt perspektiv. Kunne det tænkes, at dét, mange betragter som den danske modernismes guldalder i 1950-60erne, ikke kun fandt sted, fordi der på det tidspunkt var usædvanligt mange dygtige arkitekter, men fordi de arbejdede på et stort fælles projekt, nemlig velfærdsstaten,” spørger han.

Udstilling om velfærd

Karen og Ebbe Clemmensens Kildeskovshallen. En af de originalskitser, man ekstraordinært kan opleve på Rundetaarn. © Danmarks Kunstbibliotek
Karen og Ebbe Clemmensens Kildeskovshallen. En af de originalskitser, man ekstraordinært kan opleve på Rundetaarn. © Danmarks Kunstbibliotek

Også i et af landets mest berømte bygningsværker, Rundetaarn, sættes velfærden under lup med udstillingen “Sådan levede vi”, der viser dansk arkitektur i perioden 1950-75. Det var her, grundstenene til den danske velfærdsstat bogstavelig talt blev lagt, og derfor er perioden også vigtig at kigge tilbage på, når velfærdssamfundet skal videreudvikles. Det mener Jannie Rosenberg Bendsen, en af udstillingens tre initiativtagere:

“Meget af det almene boligbyggeri vi har i Danmark er jo helt fantastisk, men fordi vi har en tendens til at tage det for givet, er vi også blevet lidt blinde over dets kvaliteter. Mange er måske vokset op i eller i nærheden af almene boliger fra 1950erne og ser ikke, hvor meget kærlighed der er blevet lagt i at skabe byggeri, som er rart at bo i for alle.”

Hvidovre er unik
Udstillingen fortælles gennem originale tegninger og modeller, der er blevet sat i stand til lejligheden og desuden er meget svære at komme til at se for offentligheden til daglig. Udover de mest ikoniske byggerier og planer i dansk arkitekturhistorie som Bellahøj, Kildeskovshallen og Tinggården vises også nogle af de umiddelbart mere ‘undseelige’ byggerier.

Et af de flotteste er Bredalsparken i Hvidovre fra 1949, der som landets første større standardiserede boligområde står som et unikt eksempel på, hvordan man tilfredsstiller periodens enorme behov for billige boliger og samtidig sikrer høj arkitektonisk kvalitet:

“Det er lykkedes arkitekten Svenn Eske Kristensen at skabe en unik balance mellem enkel arkitektur, der er nem at aflæse, og små variationer i brystninger og facader, som bryder med monotomien. De 3-4 etagers blokke er forskudt fra hinanden for at optimere lysindfaldet og minimere naboens indkig, så hele bebyggelsen på trods af en volumen på knap 1400 lejligheder fremstår enkel, menneskelig og rar,” forklarer Jannie Rosenberg Bendsen, der har skrevet ph.d. om dansk arkitekturs særkender og til daglig arbejder som konsulent i Kulturstyrelsen.

Hun har tilrettelagt udstillingen sammen med Claus M. Schmidt fra Danmarks Kunstbibliotek og selvstændig konsulent Vera Noldus.

Den industrielle fascination
Men velfærdsstatens arkitektur rummer også uheldige eksempler, hvor standardiseringen er blevet så omfattende, at den har spændt ben for menneskelig kreativitet. I slutningen af ‘60erne og ‘70erne overtager det stadigt stigende behov for boliger og en tiltagende fascination af det industrielle byggeri det centrum, som ellers så kendetegnende har tilhørt mennesket i den danske og skandinaviske modernisme.

Brøndby Strand er et godt – eller skidt – eksempel på såkaldt “kranspors-arkitektur”, hvor blokkene ligger placeret på hver side af en hovedvej, som akkurat er så bred, at kranen har kunnet køre igennem og smide modulerne på plads.

Intentionen var stadig at give et stort antal mennesker adgang til grønne arealer og de bedst mulige rammer for livsudfoldelse. Men ønsket om at planlægge hverdagslivet helt ned i mindste detalje – forholdet mellem højden på husene, størrelsen af gårdrummet og husmoderens mulighed for at gå ud på altanen og kalde børnene op til middag, når far kom hjem fra kontoret – kunne ikke stå mål med samfundsudviklingen. Det forklarer arkitekt og redaktør Jesper Pagh:

“Man forsøgte at skræddersy løsningerne til at imødekomme netop den analyse af hverdagslivet, man havde lavet på forhånd. Men det viste sig hurtigt, at dette hverdagsliv på afgørende punkter så helt anderledes ud – fx det ret væsentlige faktum, at kvinderne forlod hjemmet for at gå på arbejde midt i det hele. Så blev friktionen mellem det forestillede og det oplevede så stor, at mindst een af delene måtte blive slidt op.”

Velfærdsbyggeri er motor for vækst
Slidt op, det blev både ideerne og betonen, og flere af de hurtigt opførte modulbyggerier står i dag over for de mest omfattende renoveringsprojekter i historien. Albertslund Syd renoveres for godt 900 millioner kroner, og fornyelsen af Brøndby Strand kommer til at nærme sig de 4 milliarder, hvoraf en stor del er fremrykkede investeringer i forbindelse med Regeringens vækststrategi.

Ligesom dengang de blev opført, bliver velfærdsarkitekturens boliger, skoler og hospitaler altså igen brugt som samfundsøkonomiens redningsplanke. Så meget desto vigtigere er det at lære af historien, mener Jannie Rosenberg Bendsen fra udstillingen på Rundetaarn:

“Arkitekterne har i de sidste årtier haft større fokus på prestigebyggerier og udlandet. Nu handler det om at finde tilbage til den almindelige hverdagsarkitektur. For ligesom dengang har de en vigtig rolle at spille for formgivningen af fremtidens velfærdssamfund, nu hvor så stor del af bygningsmassen skal renoveres,” slutter hun.

Udstillingen “Sådan levede vi” kan ses i Rundetårn indtil d. 2. februar og er gratis, hvis man betaler den beskedne entre til tårnet på 25 kroner.

Mere om velfærdsarkitektur

Magasinet Arkitektur DK (nuværende Twentyfirst) har dedikeret de sidste to numre i 2013 (og således de to sidste numre overhovedet, før magasinet skiftede navn) til en kronologisk gennemgang af velfærdsstatens fysiske udvikling. Køb dem her

Arkitektforeningen har arkitekturens betydning for velfærd som politisk fokusområde i 2014. Læs hvorfor her

Kroppedal Museum sætter gennem udstillingen Nyere Tid fokus på velfærdssamfundet, fingerplanen og Vestegnen.

Arkitektskolen i København skød i efteråret med konferencen “Form til velfærd” gang i en større indsats for at styrke velfærdsarkitekturen som mål for forskning. Læs mere om projektet

Rundetaarns Magasin har selv lavet et interview med en anden af udstillingens initiativtagere, Claus M. Schmidt. Læs det her (side 16/17)

Skrevet af
More from Tobias Moe

Trængsel skal ikke graves ned

“A developed country is not a place where the poor have cars....
Læs mere