Årets bedste teateroplevelser – dem der var og dem som kommer

Netudgavens kunstredaktør ser tilbage på scenekunstens store øjeblikke i 2013 og peger på hvilke der kunne blive uforglemmelige i 2014.

Jeg undskylder på forhånd. Jeg er ikke ude på at disse dansk teater eller udvise arrogance overfor dansk scenekunst – dertil har jeg simpelthen levet for længe – men jeg må blankt erkende, at mine største teateroplevelser alle fandt sted udenfor kongeriget eller var internationale gæstespil.

Og det skal med det samme siges, at jeg så LANGT fra har set alt scenekunst herhjemme i det forgangne år, og at jeg på ingen måde kan favorisere den internationale scene på et fyldestgørende grundlag. Alligevel er det svært ikke at tilskrive det en smule betydning, at jeg enten skulle rejse ud af landet – eller kunstnerne skulle rejse ind i landet – for at jeg kunne få de store, rørende oplevelser, som bliver siddende i både krop og bevidsthed.

Det er blevet til fem favoritter. Jeg kunne muligvis finde flere – men ikke hvis jeg skal holde mig til det ypperligste. Hvordan er jeg så endt med netop disse fem? Jo, i mine yngre dage kunne man let manipulere mig til at begejstres, hvis det var klogt eller kedeligt eller aldrig set før. Den sande kunst skulle helst være lidt elitær.

Så bliver man ældre, klogere og falder til ro med, at kedeligt og utilgængeligt nok ikke er svaret på al god kunst, og at de store oplevelser er andet end postreflekterede indtryk og konstruktioner i ens eget hoved. De gode oplevelser kan man genkende med det samme. De skal ikke tænkes frem i bagrefleksionens skær. De går lige i hjertekulen, udfordrer ens bevidsthed og intellekt og udløser tårer, måben, latter, kvalme – man er ikke i tvivl om at man overværer noget sublimt.

Jeg er en sucker for ord. Alligevel har mine store oplevelser i 2013 primært været på den mere ordløse scene – dansen, danseteatret og performanceinstallationens. Et enkelt drama har sneget sig ind, som måske kan kompensere for fraværet af ord i de øvrige – det kommer naturligvis fra Tyskland, her spares der sjældent på ordene.

Den bedste scenekunst er for mig bedst, når jeg oplever at ingen artikel, ingen bog, ingen film ingen anden genre eller andet medie kunne have fortalt denne historie, forløst denne tanke bedre. Scenen – hvor end den måtte befinde sig – var den ultimative partner. Disse fem værker lever til fulde op til denne fordring. De har bevæget mig, flyttet mig, udfordret mig og villet mig noget. Og der er en kongstanke. Hvis man ikke vil mig noget – hvis kunstnerne ikke interesserer sig for samtalen, så skal de blive hjemme.

Årets forestillinger

Exhibit B af Brett Bailey/Festival d’Avignon, Avignon, 2013

Exhibit B betyder bevismateriale B, og sydafrikanske Brett Bailey anvender referencen som en henvisning til koloniseringens ufortalte historier og dermed fremlagte bevismateriale som forestillingen/udstillingen præsenterer. Bailey har gjort Église des Célestins, en kirke fra 1395 midt i Avignon, til sin scene. Først træder man ind i våbenhuset, hvor man afventer sin indkaldelse enkeltvis. Herefter fortsættes ind i forestillingen, som fremfor alt er en udstilling med levende skulpturer. I tavs andægtighed går man rundt i det højloftede, overvældende romanske kirkerum, som fyldes af korsang fra fire sangere fra Nama folket i Namibia. Med en sær skamfuldhed betragter man de levende skulpturer – ofrene for kolonialisering – som med borende øjne tavst følger én med blikket i en blanding af anklage og tilgivelse. Hver enkel levende installation er formidlet med en kort tekst, der faktuelt bringer konteksten på plads og udramatisk redegører for virkelighedens grusomheder.

Jeg stod i kø i fire timer for at udsætte mig selv for denne ubarmhjertige oplevelse. Det er mit håb og ønske at Exhibit B måtte komme til Danmark. Det er en rå og samtidig smuk forestilling som indprenter sig og ikke giver slip.

Koret fra Namibia i Exhibit B
Koret fra Namibia i Exhibit B

Two Cigarettes in the Dark af Pina Bausch/Sadlers Wells, London, 2013
Tyske, nu afdøde Pina Bausch er en koreograf og danser som ved gud forstår at lade kroppe tale. Og som har så rasende et scenisk sprog at man hulker, skriger af grin, bliver urolig og sluttelig ikke kan andet end at fare op af sædet og råbe bravo! For ikke alene har hendes forestillinger en kinæstetisk effekt – men lige så stor er den intellektuelle oplevelse. Hendes historier er så solidt plantet i en menneskelig forståelse, en erkendelse af livets absurditeter og vores hysteriske længsler, groteske og grænseoverskridende adfærd. Hun er en mesterlig observatør der omsætter sine observationer med en kirurgisk præcision. Og i hendes fysiske omskrivninger og metaforiske koreografier genkender man det hele. Således også i Two Cigarettes in the Dark.

Chambre 20 af Sophie Calle/Festival d’Avignon, Avignon, 2013
Sophie Calle er en kunstner der med sine personlige og nærværende fortællinger efterlader raffinerede spor, denne gang med objekter ledsaget af korte tekster, som fylder hotel La Mirande midt i Avignon. På en svedende sommerdag går man gennem de smalle gange og petitte rum i den smukke historiske bygning, hvor blomstertapetserede værelser og badeværelser fremstår som sig selv. Med diskret plantede fremmede objekter, der supplerer Sophie Calles korte, intime, sjove, forunderlige historier, smugkigger man og læser sig anekdotisk igennem en del af Calles liv for tilsidst at finde kvinden selv, henslængt på sengen iført en robe, mørke briller og et fjantet, teenaget fnis.

En rørende oplevelse, som jeg gennem de hjembragte tekster ind imellem genopliver og forestiller mig hotellet La Mirande på ny. Heriblandt historien om manden der skriver til Sophie, at han lige er kommet ud af et forhold og gerne vil tilbringe hans sidste periode af sin hjertesorg i hendes seng. Så hun sender ham sin seng. Tre måneder efter skriver manden tilbage, at smerten er forsvundet.

Sophie Calle tager en skraver i hendes egen udstilling
Sophie Calle tager en skraver i hendes egen udstilling

Partita 2 af Anne Teresa de Keersmaker/Festival d’Avignon, Avignon 2013
Lyden af Bach. I mørke, i 20 minutter med Court d’honneurs tårnhøje mure som bagtæppe, der skimtes i skæret fra himlen, der endnu ikke er helt sort. Så træder Anne Teresa de Keersmaker og Boris Charmatz ind – eller rettere de ankommer løbende i sneakers og pas de deux’en kan begynde. Jeg kan ikke oversætte min ordløse oplevelse til et andet sprog. Blot at jeg forlod Court d’honneur med en sær overrumplende lykkefølelse. Et trinsprog så enkelt og dog så talende, et værk så komplet og vidunderligt legende.

I mange år er jeg gået udenom Keersmaker. En overdosis af minimalisme og abstrakt dans under mine studier, som var fascinerende læsestof, men aldrig krøb ind under min hud, gjorde at jeg i en periode boykottede den rene dans. Alt for mange gummisko – alt for meget hverdag – kunne de da ikke gøre lidt ud af sig selv!? Men pauser er gode. Gensyn endnu bedre!

Købmanden i Venedig af Tilmann Köhler og Staatsschauspiel Dresden/Shakespeare Festival, Helsingør 2013
Teaterdirektør og kunstnerisk leder, Lars Romann Engel omskabte i 2013 den traditionsrige Hamlet Sommer festival til en Shakespeare festival. Og tak for det. Måske festivalen ikke er kommet helt optimalt fra start – men det nye koncept giver mulighed for at præsentere andre Shakespeare forestillinger. Heriblandt Købmanden fra Venedig, som Tilmann Köhler har iscenesat med holdet fra Staatsschauspiel Dresden.

Købmanden er fra Shakespeares hånd et lidt bizart stykke dramatik, der både rummer komedie og mere tunge psykologiske dimensioner. Tilmann favner det hele og tematiserer fremmedhad, udstødelse og fællesskab i en stærkt underholdende og hamrende energiladet aktualisering af Shakespeares stykke, som antages at være skrevet i slut 1590′erne.
Videoen nedenfor er et noget hasarderet sammenklip, som trailere ofte er – men kan måske godt give et indtryk at forestillingens energi og iscenesættelse.

Hvad SKAL jeg bare se i 2014?
Listen er naturligvis aldeles ufuldstændig, og der tilføjes forhåbentlig masser af overraskelser undervejs. Men de følgende forestillinger er uomgængeligt grundstof. Og jeg må atter krybe til korset og indrømme at alle er internationale opsætninger.

Pina Bausch/80 og Palermo Palermo
Jeg er så verliebt i Pina Bausch, så årets første teaterrejse går til London. For endnu engang at se en af hendes gamle forestillinger; 80 – a piece by Pina Bausch fra 1980 på Sadlers Wells. Og sidenhen, ud på sommeren, til Theatre de la Ville i Paris for at se Palermo Palermo fra 1989. Og hvorfor? Fordi ethvert Pina Bausch værk ganske enkelt er en berigende oplevelse, og min lykke vil være gjort hvis jeg en dag skulle nå igennem hele hendes omfattende repertoire.

Tilmann Köhler/Jugend ohne Gott
Og så vil jeg meget gerne se Ödön von Horváths Jugend ohne Gott på Deutches Teater af Tilmann Köhler. Köhler var manden bag Købmanden i Venedig, og Jugend ohne Gott, på dansk Gudløs Ungdom, er en af de mest tankevækkende bøger jeg har læst. Romanen foregår i 1936 og handler, med forfatterens egne ord, om mennesket i den fascistiske stat. Hovedpersonen, den unge lærer, befinder sig i et dilemma: hvordan handler man som humanist i et samfund, der anser det for sin moralske pligt at opdrage ungdommen til krig og nationalisme. Det er enestående litteratur, og jeg glæder mig til at se transformationen fra tekst til scene.

 Foto: Arno Declair
Foto: Arno Declair

Rimini Protokoll/Situation Rooms
Og så går vi lige en måned tilbage og atter til Paris i foråret for at se Rimini Protokolls seneste forestilling, Situation Rooms i Parc de la Villette, en forestilling som har fået mange anbefalinger og roser med på vejen. Rimini arbejder med utallige rammer og former. Nogen vil måske kende dem fra deres audiowalks, andre fra de manipulerende busture tilbage i 2005, hvor Københavns Internationale Teater første gang introducerede dem i Danmark – atter andre måske fra deres forestilling 100% København på det Kongelige Teater under sommerens Metropolis Festival.

Med Situation Rooms kaster Rimini sig over filmen – eller som de kalder det – simultanous cinema – med våben som tema. Jeg talte med en af de kunstneriske ledere, Stefan Kaegi, da kompagniet sidst var i Danmark – man vil kunne læse interviewet til marts her på Netudgaven.

She She Pop/Schubladen
Tredje rejse ved jeg ikke hvor går hen, for deres turné ligger ikke fast efter premieren i Berlin i starten af januar. Men sikkert er det, at jeg kommer rendende hvortil det skal være for at se She She Pops seneste forestilling Schubladen. En forestilling med tre øststyskere og tre vesttyskere bygget på performernes personlige materiale, indsamlet gennem 40 år.

Jeg oplevede første gang She She Pop i Yokohama ved et tilfælde. Jeg havde fået tiltusket mig en billet på anbefaling, til en ellers udsolgt forestilling, og havnede på forreste række. Plaget af gedigen jetlag havde jeg svært ved at holde øjnene åbne. Jeg kæmpede med genstridige øjenlåg midt i et teaterstykke med tysk tale og japanske undertekster. Jeg var skamfuld over at udsætte spillerne for, hvad der må have set ud som en overvældende kedsomhed. Og så. En halv time inde i forestillingen sker der noget magisk, som jeg ikke er i stand til at forklare. Og resten af forestillingen kæmper jeg ikke med øjenlågene men med denne gang for at holde tårerne tilbage. I de følgende to timer sidder jeg bogstavelig talt halvkvalt i gråd, som når man til en dansk begravelse forsøger at tøjle sorgen. Jeg har aldrig før eller siden oplevet noget lignende. Forestillingen hed Testament og er bygget over Shakespeares King Lear. Og her lukkes også diskussionen om hvorvidt klassikere fortjener evigt liv.

Trailer: Schubladen (She She Pop) from She She Pop on Vimeo.

Teatro los Sentidos/Heart of Darkness
Og så starter sommerens festivaler. Dem må vi vende tilbage til en anden gang. Efterårs sæsonen indeledes for mit vedkommende uden tvivl på Republique med Heart of Darkness af Teatro los Sentidos. Mesteren over dem alle, Enrique Vargas er i byen med en versionering af Joseph Conrads roman fra 1899. Sentidos er kendt for sine labyrinter – forestillinger hvor publikum lukkes ind én ad gangen og, på sin rejse rundt i et poetisk univers, bombarderes med indtryk skabt til alle sanser. At træde ind i Sentidos værker er magisk. Jeg har rejst verden rundt for at se hans forestillinger – de er ganske enkelt som et narkotika.

Jeg besøgte Enrique Vargas i november i hans teater på Mount Juic i Barcelona til en snak om hans arbejde, som man vil kunne læse om senere på året her på Netudgaven. Denne mand er en teatergud, glæd jer!

Fra forestillingen Small exercises for dying well, som lige har haft premiere i Barcelona i december. Den kommer også på listen, så snart turneplanen ligger klar
Fra forestillingen Small exercises for dying well, som lige har haft premiere i Barcelona i december. Den kommer også på listen, så snart turneplanen ligger klar

Mats Ek/Giselle
Og til december tillader jeg mig en vis tilbageskuen. Den svenske koreograf Mats Ek gæstespiller med Cullberg balletten på Teatre de la Ville i Paris. Jeg så forestillingen for omkring 20 år siden, og den tog FULDSTÆNDIG r…. på mig. Kan ballet også være det?! Så jeg vil forsøge mig med et gensyn og se hvad den gør for mig denne gang.

Giselle blev uropført på Salle de Peletier i 1841 og har fundet vej til mange scener siden – i mange forklædninger. Mats Ek er kendt for at genvride klassiske værker med mod og friskhed, deriblandt Svanesøen og Giselle, som er historien om en bondepige, der dør af et knust hjerte.

Mats Eks Giselle med Cullberg balletten i en opførsel på Bayerische Staatsoper
Mats Eks Giselle med Cullberg balletten i en opførsel på Bayerische Staatsoper

Godt nytår og godt teaterår!

More from Annette Max Hansen

Under den samme himmel?

Solen er ved at gå ned, og det blå lys lægger sig...
Læs mere