Bashar al-Assad: Manden der ville reformere Syrien

Assad startede med at ville reformere Syrien, men endte med at blive omdrejningspunkt i en blodig krig. Han er repræsenteret ved fredsforhandlingerne i Geneve, men hvem er han, og hvad vil han opnå?

Bashar al-Assad gestikulerer som en gentleman og rynker øjenbrynene en smule, mens han taler, ”Hvordan kan man lykkes som præsident, hvis folket er mod en? Vil du være præsident bare for at være præsident?” Han slår spørgende ud med armene. ”Det er umuligt!”

I interviewet med FOX News fra september sidste år, sidder Assad klædt i et nydeligt jakkesæt med det syriske flag i baggrunden. Han er velargumenteret og taler overbevisende for sine synspunkter, imens han gang på gang gentager, at han kun er præsident, så længe hans folk står bag ham.

Reformatoren Assad
Det lå ikke i kortene, at Assad skulle være præsident i Syrien. Hans far Hafez al-Assad havde udvalgt den ældste bror til at arve magten, men da han dør i et biluheld i 1994, trækkes Assad hjem fra sine øjenlægestudier i England for at gøres klar til at overtage Syrien.

Da Hafez dør i 2000, og den dengang 33-årige Bashar al-Assad får magten, varslede det om nye tider i Syrien. I hans indsættelsestale nævnte han ordet ”reform” fire gange. Dermed indledte han, hvad der betegnes som Foråret i Damaskus – en tid hvor optimismen blomstrede i takt med, at der dukkede offentlige debatklubber frem, private dagblade og magasiner og ikke mindst internet.

”Han var den mand, som gerne ville arbejde for at modernisere Syrien, og folket havde en masse forhåbninger,” sådan mindes Assad-tilhængeren Muhammed Mahfoud tiden.

Men også hans nuværende politiske modstandere var forhåbningsfulde dengang: ”Da Assad kom til magten i 2000, begyndte vi faktisk at tænke på ham som en præsident. Han lovede at forny Syrien og lave reformer. Og han gjorde faktisk også noget – han bragte nogle nye ting til landet,” siger Jan Pêt Khorto, som dengang var en del af det kurdiske mindretal i Syrien, men i dag lever i eksil i Danmark. Han var en af dem, der brugte lidt af den nyvundne ytringsfrihed til at skrive kritisk om systemet. ”For dét endte jeg med at sidde 107 dage i et af efterretningstjenestens underjordiske fængsler.”

 
Billede-3-Syrienart-2

Assads nærmeste

Billedet af Assad tretten år senere er unægteligt noget anderledes. FN og Human Rights Watch beskylder ham for at begå massive overgreb på sit eget folk og blandt andet gasse flere hundrede mennesker med nervegiftgas. Anklager han selv nægter sig skyldig i. Ifølge flere kilder var Bashar al-Assad oprigtigt indstillet på at skabe nye tider i landet, men lederne af sikkerhedstjenesten og højtstående folk i det gamle Baathparti lod ham snart forstå, at sådan leder man ikke Syrien. Systemkritikerne blev for åbenmundende, og hvis han ville holde sammen på folket, skulle de bringes til tavshed igen.

Assad lyttede dengang – som nu – til, hvad sikkerhedstjenesten og de gamle medlemmer i Baathpartiet sagde. For selvom Assad er navnet på én mand, er de handlinger og mål, der tilskrives ”Assad” en hel gruppe af tætte allierede – dem, som populært kaldes ”Assad-regimet”.

”Bashar er det ydre ansigt. Han er bestemt meget magtfuld, og alting må igennem ham. Men der er andre, som har meget stor indflydelse på, hvad han gør,” siger Jakob Skovgaard-Petersen, professor på Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet.

”Regimet” udgør ikke en formel gruppe men en række fremtrædende og betroede folk fra efterretningstjenesten, generalstaben, rådgivere og ikke mindst nære familiemedlemmer. Hvor mange, der udgør regimet, er usikkert, men alle har de en fælles interesse i, at styret består. Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen er deres primære mål i krigen, at ”de vil beholde deres liv, deres magt, deres ejendom og deres privilegier.”

Opbakning i befolkningen

Assad er overbevist om, at den folkelige opbakning, han havde i starten, ikke har forladt ham. ”Så hvordan er det, at jeg stadig kan have magten efter to et halvt år? Fordi en stor del af det syriske folk støtter mig, regeringen og staten.”

I maj måned udkom en NATO-rapport, der tilsyneladende gav ham ret. Ifølge rapporten stod 70 procent af den syriske befolkning bag ham. Hans tilhængere siger, at tallet er endnu højere, og hans modstandere siger, at det er meget lavere. Men én ting er de enige om – det er næsten 100 procent af syrerne, der vil have fred og ro nu, også hvis det betyder at acceptere, at Assad bliver.

”Der er max 15-20 procent, der vil have Assad. Resten vil bare have ham, fordi de ikke vil leve i frygt for noget, der måske er værre. Folk er trætte af krigen, og nu vil de bare gerne have brød og fred,” siger syreren Jan Pêt Khorto, med henvisning til den voksende gruppe af jihadister i Syrien, som i manges optik får Assad til at fremstå som ’det bedre alternativ’.

Fremtidens præsident?

I forbindelse med Geneve II har den syriske informationsminister meddelt, at den syriske regering ikke kommer til fredsforhandlingerne, hvis kravet er, at Assad skal ophøre som præsident. Men ifølge Syrienkender Naser Khader vil der aldrig blive fred i Syrien, så længe Assad er ved magten, da han virker som en rød klud på mange. Men Naser Khader ser en anden realistisk mulighed for fred: ”Jeg tror, den mest stabile løsning ville være, at man accepterer, at dele af regimet fortsætter. Desværre. Men det er i hvert fald det, der måske kan forhindre blodbadet i at fortsætte.”

Den tidligere politiske fange Jan Pêt Khorto ser det også som en mulig løsning, at dele af regimet får lov at blive, under forudsætning af at Assad går af, og demokratiske valg indføres.

Assad selv siger, at det syriske folk skal bestemme hans skæbne. Men hvis han beholder magten, vil han starte med at slå de jihadistiske grupper tilbage, og derefter bringe Syrien tilbage til der, hvor det var før krigen: ”Hvis vi kan stoppe de milliarder af kroner, der kommer i støtte til oprørerne fra Saudi Arabien og Qatar, og den logistiske støtte fra Tyrkiet, så kan vi ordne det her problem på nogle få måneder.”

More from Nicoline Larsen

Lad være med at knalde – for verdens skyld

For tiden presser både Danmarks Radio, Københavns Kommune og Rigshospitalet på for...
Læs mere