Et oprør mod undertrykkelse blev til mellemøstlig magtkamp

Krigen i Syrien raser på sit tredje år. Den 22. januar løber FN’s fredskonference af stablen og håbet om at opnå en våbenhvile, der kan lede til fredsforhandlinger, dominerer verdenssamfundets bevidsthed. Men hvad er Syrien for et land, og hvad kæmper parterne i krigen for?

En tilstand af frygt og begrænset frihed har været normalitetstilstanden for syriske borgere i mange årtier. ”Syrien er ikke et fattigt land som for eksempel Jordan. Det er ikke nogen socialøkonomisk opstand, det er mere et spørgsmål om undertrykkelse” fortæller Ole Wøhlers Olsen, som var Danmarks ambassadør i Syrien indtil 2005. På trods af Syriens økonomiske problemer de seneste årtier, forårsaget af begrænsede oliereserver, en stor befolkningsvækst og tørke, som har mindsket udbyttet i landbruget, mener han ikke, at man skal se den folkelige opstand i Syrien som et produkt af social nød, men derimod som en kamp mod undertrykkelse.

Billede-Syrienart-1

I 1946 forlod Frankrig som det sidste imperiale styre Syrien. Landet kunne for første gang erklære sig selvstændigt, og en syrisk identitet og nationalisme voksede frem. På grund af de mange stormagter, der gennem tiden har invaderet Syrien, kan man se befolkningssammensætningen som et etnisk kludetæppe, der blandt andet består af sunni- og shiamuslimer, kristne, drusere, kurdere og alawitter. Der har altid været en udpræget accept og tolerance grupperne imellem. Alle de forskellige kulturer og trosretninger har beriget og inspireret hinanden.

30 års stabilitet og undertrykkelse
Efter Syrien var blevet selvstændigt, forsøgte mange forskellige grupperinger at overtage magten i landet. Det var det socialistiske Baath-parti, der trak det længste strå, og i 1963 overtager de magten ved et statskup. Syv år senere bliver Hafez al-Assad, Bashar al-Assads far, Syriens præsident. Det bliver starten på en 30-års æra, hvor Hafez al-Assad og hans regering får opbygget et sammentømret og utilnærmeligt magtapparat, som sørger for stabilitet og ro for de syriske borgere, men også fratager dem enhver form for elementær handlings- og ytringsfrihed.

Al-Assad-familien er en del af det religiøse mindretal alawitter, som udgør ca. 12 procent af befolkningen og er en gren af shiamuslimerne. Derfor var Hafez al-Assad fra begyndelsen klar over, at han skulle etablere alliancer for ikke at blive væltet af eksempelvis den sunnimuslimske majoritet. Den magtstruktur, han brugte 30 år på at etablere, er den samme som den nuværende præsident Bashar al-Assad navigerer ud fra. Magtstrukturen hviler på fire søjler: præsidenten, Baath-partiet, hæren og sikkerhedstjenesten, og er fasttømret af loyalitet og korruption – alle de vigtige og indflydelsesrige poster i det syriske samfund er besat af støtter af regimet.

Enhver, der udtaler sig kritisk om regeringen, bliver enten fængslet, banket eller forsvinder sporløst. Baath-regeringen har indplantet en frygt i de syriske borgere: ”Selv et ægtepar, en mand og en kone, der ligger sammen i deres seng, tør ikke snakke om regeringen eller den politiske situation i Syrien”, fortæller Jan Pêt Khorto, der er kurdisk-syrer og flygtet fra Syrien til Danmark i 2006 efter at have siddet i fængsel og blevet chikaneret af den syriske regering.

Håbet og revolutionen
Når oprøret netop starter i 2011, er det på grund af en række forskellige faktorer, fortæller Ole Wøhlers Olsen. I 30 år har man haft et stabilt og veldefineret magtsystem med Hafez al-Assad som den enerådende leder. Efter ham kommer hans unge søn på 33 år, Bashar, og indfører økonomiske reformer og er for første gang i Baath-regeringens historie lydhør over for folkelige meninger omkring Syriens problemer. Fra 2000-2001 åbner Bashar for en forandring af systemet og perioden bliver kaldt Damaskus’ forår, da håbet for en friere offentlighed blomstrede i den syriske hovedstad.

Den folkelige diskussionslyst bekymrer magtapparatet bag Assad, og de støtter ikke hans forsøg på dialog med borgerne. I løbet af 2001 ændrer Bashar og styret kurs og fængsler mange af dem, der har givet deres mening til kende. Bashar manifesterer sin magt, og det såkaldte Damaskus’ forår er forbi.

Kursændringen bliver fulgt op af det arabiske forår, hvor den syriske befolkning bliver inspireret og motiveret: ”Når du har en ballon, og du fylder den op med vand og bliver ved med at fylde i og fylde i, så sprænger den på et tidspunkt. Den syriske ballon var meget stor, og det arabiske forår stak hul på den”, fortæller Jan Pêt Khorto fra sit eksil i København.

Syriens rolle i Mellemøsten
Krigen har i løbet af de tre år den har varet, udviklet sig til meget andet end ’blot’ et folkeligt oprør mod et diktatorisk styre. Interesseparter fra både Mellemøsten og Vesten, både statslige og ikke-statslige, forsøger at påvirke krigens gang ud fra egeninteresser – blandt andet ved at støtte de kæmpende parter økonomisk. Syriens rolle i Mellemøsten er vigtig at forstå for at forstå krigen. Ifølge Ole Wøhlers Olsen kan krigen i Syrien nemlig ses som en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien.

Saudierne er imod, at Iran får en øget magtposition i området. Deres splid er rodfæstet i konflikten mellem sunni- og shiamuslimer. Iran er, ligesom Irak, Assad-regimet og Hizbollah i Libanon, styret af den shiamuslimske trosretning. Damaskus forbinder Iran med Hizbollah, og derigennem kan Iran forsyne Hizbollah med våben og økonomiske midler, så de kan bevare deres magtposition i Libanon. Saudi-Arabien er sunni-domineret og blandt andet støttet af Qatar og de andre små golfstater. De er interesseret i at få klippet navlestrengen mellem Iran og Hizbollah over og på den måde mindske Irans magt. Derfor støtter de oprørerne med våben og økonomiske midler, da Saudi-Arabien og deres støtter vil vælte Assad-regeringen og Irans allierede.

Mulige fredsløsninger
Syrien udgør altså slagmarken for magtbalancen i Mellemøsten. Ydermere er krigen blevet en magtkamp mellem et Islamorienteret og et vestligt-sekulærtorienteret Mellemøsten med de jihadistiske gruppers indtræden. Den syriske befolkning startede oprøret, da de så en mulighed for at få deres frihed, som det var lykkedes i blandt andet Tunesien. Her tre år efter er situationen en helt anden. Der hersker krigstræthed blandt befolkningen, og borgerne ønsker lige så lidt en jihadistisk magtovertagelse som en genindsættelse af Assad.

Regeringen, civilbefolkningen og de sekulære oprørsgrupper, der kæmper for et frit Syrien har dermed én fælles fjende, og det er de jihadistiske oprørsgrupper som al-Nusra og ISIL. Man kan forestille sig et scenarie, hvor den “fælles” kamp mod jihadisterne kan være et samlingspunkt for de sekulære oprørsgrupper og regeringen. Dette kan lede til et forlig, hvor Assad fjernes som præsident, den bagvedliggende magtstruktur består og regeringssystemet med tiden kan udvikle sig mere demokratisk. De forskellige løsningsforslag vil blive diskuteret den 22. januar ved FN’s Geneve II-forhandling, hvor man i første omgang må arbejde på at skabe våbenhvile og adgang for humanitær-bistand, vurderer Ole Wøhlers Olsen.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Platon er ultramoderne – når det kommer til pik og patter

Queerjihad, intetkøn, heteroseksuelt verdens-herredømme, transseksualitet – alle disse begreber og strømninger påvirker...
Læs mere