Genève II-konferencen kan løse første bid af Syrienkonflikten

Konflikten i Syrien er så fragmenteret, at den må løses i bidder. Man kan forestille sig, at der først findes en løsning mellem Den Frie Syriske Hær og regimet, forklarer mellemøstforsker.

Krigen i Syrien er ikke entydig, og de modstridende parter er mange. Genèvekonferencen i dag den 22. januar giver et spinkelt håb til at løse bare en enkelt af Syrienkonfliktens bidder.

”Man kan ikke forestille sig, der bliver fred over det hele lige foreløbig, men man kan forestille sig, at nogle dele af konflikten måske bliver afsluttet. Det kunne være den del af konflikten, der står mellem Den Frie Syriske Hær og regimet,” vurderer lektor på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle, som også er medlem af Center for Resolution and International Conflict.

Både repræsentanter for Bashar al-Assads regering samt for oppositionen deltager. Det er Syriens Nationale Koalition (SNC), som repræsenterer oppositionen. SNC er anerkendt af verdenssamfundet som repræsentant for oppositionen i Syrien. Det er en paraplyorganisation for blandt andet Den Frie Syriske Hær (FSA) samt andre grupperinger, der kæmper for et demokratisk Syrien.

Den dobbelte krig
Genève II åbner muligheden for en fredsaftale mellem FSA og regeringen. FSA har udtrykt, at de er en sekterisk blandet gruppe, der kæmper for en sekulær stat. Det gør, at de kæmper en dobbeltkrig dels mod regeringen og dels mod de sekteriske islamiske oprørsgrupper, der kæmper for en ikke-sekulær stat.

”Der er efterhånden mange i den frie syriske hær, der synes, de har en lige står stor fjende i islamistiske grupper, som de har i regimet,” forklarer Sune Haugbølle.

FSA er ikke i stand til at vinde på begge fronter og vil måske overveje en afslutning ved at indgå våbenhvile med regeringen. Et scenarie som Sune Haugbølle ser som mest sandsynligt.

”Det kunne være en løsning, der var i USA’s interesse. Det kunne også være en løsning, der var i Irans interesse, og i Hizbollahs interesse, for de føler sig også konfronteret af den samme form for sunni-fundamentalisme,” udtaler Sune Haugbølle.

En våbenhvile mellem regeringen og FSA skal altså findes i deres fælles modstand mod radikale sunni-islamiske grupperinger, der kæmper for en ikke-sekulær stat. USA’s interesse i en sådan løsning, ligger i deres kamp mod det, de opfatter som terrorhandlinger for eksempel 11. september. Iran og Hizbollahs interesse bunder i, at de begge støtter den Syriske regering, samt at deres befolkning eller medlemmer består af shia-muslimer.

Billede-til-Syrienartikel-4-1024x682

Regeringen skal deltage
Men så let kommer parterne nok ikke frem til en løsning. Syriens Nationale Coalition (SNC), har stillet en række betingelser for deres deltagelse i Genève II. En udfordring der i sidste ende måske umuliggør forhandlingerne. For eksempel nægter SNC at gå i dialog eller forhandle med regeringen.

”Man kan ikke finde en løsning med en regering, hvis man siger, at regeringsmedlemmer eller ministre ikke må deltage. Det er, som at skulle operere på en patient, der ikke er til stede under operationen,” mener freds- og fremtidsforsker samt leder af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) Jan Øberg.

Alle skal repræsenteres, hvis der skal findes en løsning, mener også lektor ved Institut for Kulturelle og Globale Studier ved Aalborg Universitet Søren Schmidt. En fremtidig løsning skal afspejle alle grupperinger.

”Hvis alle ikke bliver tilgodeset, så kan de jo nægte at indgå i det (en fredelig aftale red.). De har våben at forsvare sig med og kan forhindre implementeringen af løsningen. Så alle de større parter skal sige, ’det er ok med os’,” forklarer Søren Schmidt.

Dog er det ligeledes på grund af et krav fra SNC, at Iran ikke deltager i konferencen.

Syrien har brug for hjælp udefra
Hvis det lykkes at skabe fred mellem SNC, herunder FSA, og regeringen kan freden i fremtiden kun bevares med hjælp udefra, mener Jan Øberg. Til Genèvekonferencen skal parterne også forhandle retningslinjer til, hvordan våbenhvilen kan blive overholdt, fortæller Jan Øberg.

”De bliver nødt til at drøfte en eller anden form for peace keeping mission. For du kan ikke bare sige til folk, de ikke må skyde på hinanden, du er nødt til at have folk overalt, der monitorerer og sørger for, de ikke gør det,” forklarer Jan Øberg.

FN eller EU har midlerne til at udføre en sådan mission, og verdenssamfundet skal virkelig gøre noget for freden, for at det skal lykkes i Syrien, fortsætter Jan Øberg.

”Når vi så er kommet derhen, hvor folk er holdt op med at slå hinanden ihjel, så kan vi måske begynde at have fredsforhandlinger,” slutter Jan Øberg.

Syriens præsident Bashar al-Assad er også parat til at imødekomme det Syriske folk i et forsøg på at løse konflikten, udtaler han til Fox News. Han er parat til at finde et nyt politisk system:

”Vi skal have genopbygget infrastrukturen, der er blevet ødelagt, Vi skal have genopbygget økonomien. Vi skal have et nyt system, der passer til det syriske folk, et nyt politisk system og et nyt økonomisk system og meget andet,” fortæller Bashar al-Assad til Fox News.

More from Line Brabeak

Genève II-konferencen kan løse første bid af Syrienkonflikten

Konflikten i Syrien er så fragmenteret, at den må løses i bidder....
Læs mere