Vidensfestival i dronningens sal

”Der er sgu lang vej fra en kælder på Falster til Den Sorte Diamant”, vrænger festivalveteranen og radioværten Knud Romer i pausen. Han er lige ankommet, kort tid før han skal på scenen til RÆSONS Vidensfestival for andet år i træk.

Fra Vidensfestival til Aftenshowet
Knud Romer benytter pausen til at fortælle os, hvordan han har tænkt sig at kommentere på Martin Kongstads ide om, at parforholdet er dødt. Kongstad er på lige før Romer. Knud Romer er egentlig træt af at blive kaldt provokatør, og han er derfor stoppet med at slagte folk i sit radioprogram. Han er gået tilbage til gymnasielektionen om ren vidensformidling, hvor formålet er, at lytterne skal blive klogere, i stedet for at høre på diskussioner og konflikt.

Romer stiller gratis op som taler til RÆSONS og Clement Kjersgaards Vidensfestival af den simple grund, at han snart udgiver en slags børne-ABC, som skal sælges: ”Det handler om at være et navn på plakaten, så man kan komme i Aftenshowet og tale om sin bog, så den sælger”, beretter den drævende debattør med vanlig slagkraft, imens han læner sig ind over det høje kaffebord.

Han taler skarpt, uden øh’er eller pauser, og forklarer nøgternt, at med hans restskat, er det altså kostbar tid, han bruger på det her arrangement. Så der er ingen dannelsesmission bag hans deltagelse? ”Nej, det er ren business”.

Han fortsætter med at forklare, at mandens pik er så lille i forhold til andre pattedyrs, fordi hannen i menneskeriget ikke skal kæmpe med så mange andre om at få sæden længst op. Det har man sikret med noget, han kalder ludertesten og narrefissetesten, som han efterfølgende forklarer på scenen.

Men nu tager vi sagerne på forskud, for Romer kommer først i dagens anden pause, og på dette tidspunkt er der allerede løbet en halv festival af stablen.

Festivalformen som medie – det nye sort
Arrangementet foregår for tredje år i træk i Den Sorte Diamant – en yderst finsleben og knaldsort firkant, der hælder ud mod Københavns havnefront. Der er brugt “Absolute Black” granit til bygningen, der er brudt i Zimbabwe. Glasvæggene mod læsesalene er fremstillet i Tyskland, hvilket næsten er symbolsk, når man tænker på den disciplin der dagligt udvises af universitetsstuderende i de læsesale.

Det er her man kommer i kontakt med finkulturen i København, og man kan sågar være medlem af etablissementet i den såkaldte Diamantklub. Vi kan også kalde dem Politiken(+)-segmentet. Diamantklubben er Det Kongelige Biblioteks kulturklub, der åbner for en verden af ferniseringer, internationale forfattere og koncerter (mest jazz og klassisk). I løbet af dagen får vi lov til at føle, hvordan diamantmedlemmer går til festival.

Der er 450 lokaler i Diamanten, men i dag er det kun Dronningesalen, der tages i brug. Loftsmaleriet er udført af Per Kirkeby, men han er her ikke, for loftsmaleri hører ikke ind under dagens videnskabsvifte. Det gør derimod astronomi, filosofi, kvantefysik, informationsvidenskab, kunstens metafysik og teatervidenskab.

Vidensfestivalens 20 talere er opdelt i tre heats, med indlagte pauser til at tegne abonnement på RÆSON eller Dansk Magisterforening, der i øvrigt disker op med gratis kaffe. Nærmest panikslagent får vi hældt lidt for meget kaffe ned lidt for hurtigt i hver pause, for det er næsten umuligt at forestille sig, at koncentrationen ellers kan holde til både kometer, Putin og Stine Bosse.

Prisen for at deltage i dette vidensmekka, er den nette sum af 495 kroner. Hvis vi forestiller os, at vi i stedet for vores rugklappere i baglokalet havde betalt for madbilletterne til 70 kroner til frokost og aftensmad, og laver et overslag i timetal, betaler vi 53 kroner i timen for at være der – omregnet til 32 kroner pr. oplæg. Penge godt givet ud sammenlignet med kommunikations- og lederkurser til flere tusind kroner om dagen.

VIDENSFESTIVAL

Hvis vi var i tvivl om, hvorfor vi er her, bliver det slået fast i velkomsttalerne fra arrangørerne. Vi skal være klogere, end da vi kom. For viden er godt, og man kan ikke få for meget. Selvom tidens trend er, at al viden skal være brugbart, samfundsnyttigt, vækst – eller produktivitetsskabende, får vi at vide, at det her er noget helt andet. Det er nemlig ikke bare en festival – det er helt nyt medie, som Clement Kjersgaard uddyber i pausen:

”Du ser ikke vidensformidling på denne måde andre steder. Der er masser af eksperter i TV, men der er det hakket, tygget og kogt til dagens tema. Her handler det i stedet om at afmontere sig selv, i stedet for hele tiden at tænke på, hvad vi kan lære af det, eller, hvilken betydning har det for huspriserne eller Goldman Sachs? – Ikke nogen. Det handler om at aflære sig selv den aktualitetsvinkling. Jeg skal også selv huske på, at stoppe min indre nyhedsjournalist, der tænker, hvad er nu den aktuelle implikation af det du lige har sagt”.

En businessfest for viden – Oh my science
Der er både kvantefysik, naturvidenskabelige opdagelser, Lone Frank og astronomi på den naturvidenskabelige del af palletten, og det starter hårdt ud med kosmos og livsformer på jordens mulige tvilling:

”Måske er der bare kolibakterier på jordens tvillingeplanet, men i virkeligheden er vi jo også bare en variant af kolibakterier. Vi deler 80 % gener med en sukkerroe”, fortæller astrologen Anja C. Andersen, der er helt overbevist om, at der findes andet liv end os derude, og at vi indenfor fem år vil vide, om der findes en pendant til vores jord derude i rummet.

I første heat anvender talerne powerpoints, imens de indvier os i den viden de brænder for. Vi lærer, at kometer er store snavsede snebolde, der er ligesom kvinder i Saudi Arabien, fordi vi bliver nødt til at bruge vores fantasi, for at se det allermest spændende – hvad der er inden under overfladen.

Mens astrologen begejstret formidler, med tydelig tale og jokes, opstår der en mærkelig symbiose, mellem Anjas ord om mørkt stof, den mørklagte Dronningesal og Diamantens Absolut Black. Den første linje der trækkes på vidensdagen, er mellem videnskab og tro, for kort efter komettalen kommer præsten Kathrine Lilleør på scenen for at fortælle os om skabelsesberetningen, og om hvordan frygten for døden er roden til ondskab, og at Hitler dermed kan betragtes som en mand, der var forkrøblet af dødsangst.

Det er Clement Kjersgaard, der styrer talerne, og derefter får publikum mulighed for at stille et par spørgsmål. Indimellem de mange vidensstrømme reklameres der for talernes egne bøger. Der skal ikke være tvivl om, at det her er tale om en gruppe, der har givet forlæggerne noget at lave de sidste mange år, og det glemmer de heller ikke at nævne i oplæggene, hvor langt de fleste netop tager udgangspunkt i foredragsholderens egen titel.

VIDENSFESTIVAL

Faktisk, er den eneste der glemmer at reklamere for sit bogprojekt, Knud Romer. Alt imens hans forgænger som taler, forfatteren Martin Kongstad, udfører en slags stand-up for den nordsjællandske Tisvilde-overklasse, med referencer til græske øer, fine restauranter, hotel i Provence og særlige saltflager, sidder Romer upåvirket, med øjenbrynende kronisk placeret lidt skævt oppe over øjnene.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad der skete, da han gik på scenen, men han leverede et så rasende forsvar for humaniora, at han fik dagens absolut største bifald. Han kom simpelthen til at brænde så meget for hans halshugning af dansk erhvervs manglende indsigt i Wienerkredsende, flygeltyper, komponister og kunst – på både, tysk, engelsk og dansk, at han fuldstændig glemte sin business og sin restskat.

I 40 hæsblæsende minutters opfodring til humanisterne om at sætte skabet aggressivt tilbage på plads, uden manuskript eller vejrtrækninger, glemte han vidst også, at han egentlig har besluttet sig for, at stoppe med at slagte folk verbalt.

Krænkelse LIVE
VIDENSFESTIVAL

Hvis man forsøger at skrive noget universelt, og løfte sig op over tiden, eller samfundssvarende, som en generationsroman ved at forsøge at gribe tiden, er det en forfængelig ambition, og så bliver det kedeligt.”

Det bedyrer en yderst velklædt Søren Ulrik Thomsen fra scenen, om digte og kunstens metafysik, alt imens værten sidder foldet sammen som en dreng, imens han lytter intensivt fra en stol på scenen. Hold kæft hvor er digteren velklædt, med seler, grå tweet, mavse og stil.

Stemningen er intim, og det bliver den ved med at være under Leif Davidsen beretning om Putinismen. Det er først herefter, at Knud Romer efter højst 30 energiske sekunder piller de argumenter, som Martin Kongstad har brugt en halv time på at fremføre, fra hinanden. Så er der igen ro på sættet, der først for alvor bliver åndeløst, da Peter Øvig Knudsen bruger ordet ”krænker” over 50 gange, med eftertryk, om hans egen dokumentarisme.

Manden bag Blekingebande – og Hippiebøgerne, forsøger bestemt ikke at skrive hverken universelt eller samtidsromansk. Han vil såmænd bare have fat i hjernemassen, og for første gang bliver publikum for alvor provokeret.

Hvordan kan han tillade sig at krænke, og krænke igen, når han ved, at han krænker? Er krænkelsens nye erkendelser krænkelsen værd? Publikum har set ham før, for Peter Øvig Knudsen er ligeså meget genganger som Politiken(+)segmentet, der sidder nede i salen. Langt over halvdelen rakte hånden i vejret, da der blev spurgt, hvor mange gengangere der var til stede.

Skal man da følge værtens egen mission om overraskelsesmomentet som det, der skal måle festivalens udvikling over for dets faste publikum, er det i god tråd med ambitionen, at Øvig siger ”krænkelse”, så mange gange, at ordet næsten får en ophøjet betydning, som det ikke havde før.

Hjernemassejournalistik
Peter Øvrig Knudsen er blevet trukket i retten, anklaget for at være skyld i selvmord, politianmeldt og svinet til, for at dokumentere detaljerede hændelser, der til tider kolliderer med hans kilders egne erindringer om deres egne handlinger.

Alle disse krænkelsesdilemmaer har efterladt dokumentaristen i et personligt hul, som han med en ny bog forsøger at skriver sig ud af, ved at genskrive disse krænkelser i en slags retrospektiv krænkelsesrefleksion – hvor han selvfølgelig gentager de krænkelser han allerede er blevet beskyldt for én gang.

Alt det kalder han for hjernemasseparadokset. Fordi vigtige nye erkendelser skal igennem mavefølelserne, før de sætter sig fast. De grusomme detaljer er derfor en forudsætning for Knudsens dokumentarisme, og her helliger krænkelsesmidlet altså erkendelsesmålet.

Han er træt af forkælede velfærdsproblemer, og beskæftiger sig derfor med liv, død, fundamentalisme og hjernemassekrænkelser. Journalister skal altså anvende ”hjernemassen”, når det giver mening, og derfor vil jeg nu gentage en ren krænkelse af Lars Von Trier, som Knudsen muntert leverede til vidensfestivalen.

I et tidligt interview med Trier, har Peter Øvig Knudsen fået ham til at fortælle om sin vildeste filmscenedrøm. I drømmen falder 200 fuldbodsheste ud af et militærfly. Von Trier fik dengang Knudsen til at slette en detalje, en enkelt sætning, ved scenedrømmen, fordi han frygtede for sit gode ry og omdømme. Det var før nazikommentaren, så både Peter Øvig Knudsen, og jeg, vurderer derfor, at han nu kan klare at få det offentliggjort.

Eller med andre ord, at de grusomme detaljer ved scenedrømmen er af offentlig interesse, fordi den udpensler hjernemasseprincippet for de stakler, der ikke fik billet til Øvig Knudsens sceneshow ved RÆSONS Vidensfestival.

Den hemmelige detalje er, at Lars Von Trier forestillede sig, at der sad en hær af dyrlæger i militærflyet. Lige inden de mange fuldblodsheste falder fra himlen, giver dyrlægehæren dem en indsprøjtning med et dødeligt stof, der får dem til at gå i abstrakte og forfærdelige kramper på vej ned igennem luften.

Kære Lars Von Trier, undskyld.

Et antropologisk særsyn
VIDENSFESTIVAL

Hverken Yahya Hassen eller Lisbeth Zornig Andersen, der står øverst på Politikens apolitiske meningsdannerliste fra 2013, har været på scenen til denne fest for viden, men der er ingen tvivl om, at mening, viden og tro alligevel er blevet hældt ud over Dronningescenen til denne festival.

Ifølge teaterinstruktøren Peter Langvad, er hele setupet faktisk intet mindre end et antropologisk særsyn, fordi publikum har trodset kulden, for at få viden direkte fra scenekanten. Før frokost kom RÆSONS egen Lasse Marker fra P1 programmet kulturknuserne på som dagens surprise-act, og på meget kort tid fik han sagt en helt masse provokerende ting om kulturens problemer.

Jeg forstod ikke de indforståede pointer, for jeg er ikke kulturjournalist, men han må have trukket gennemsnitsalderen for hele salen ned med omkring 10 år. Han havde fem punkter i sit oplæg, og det femte var i hvert fald:” kulturjournalisterne laver kun begivenhedsjournalistik”. Lasse Marker er P1’s yngste tv-vært, så han må vide hvad han taler om. Derfor er dette netop et forsøg på begivenhedsjournalistik, som de rigtige kulturjournalister bedriver.

Foto: Nadia Fryd

RÆSONS VIDENSFESTIVAL 2014, 25. JANUAR

Vært: Clement Kjersgaard

Oplægsholdere:

Anja C. Andersen, Astronom.

Kathrine Lilleør, sognepræst og forfatter.

Stine Bosse, erhvervskvinde og direktør for Det Kongelige Teater.

Vibeke Schou Tjalve, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier.

Matin Mojaza, ph.d. studerende. Forskningscentret CP3-Origins.

Peter Tudvad, filosof og forfatter.

Søren Ulrik Thomsen, digter.

Leif Davidsen, forfatter.

Martin Kongstad, journalist og forfatter.

Knud Romer, forfatter og radiovært.

Lone Frank, videnskabsjournalist.

Vincent Fella Hendricks, professor i filosofi.

Lasse Marker: En del af chefredaktionen for RÆSON, og vært i programmet kulturknuserne.

Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter.

Peter Langdal, teaterinstruktør.

Helge Kragh, professor i videnskabshistorie.

Frederik Hjorth og Asmus Leth Olsen

More from Tine Toft Jørgensen

Vidensfestival i dronningens sal

”Der er sgu lang vej fra en kælder på Falster til Den...
Læs mere