De intellektuelle – retfærdighedens forkæmpere og debattens salt

Frederik Stjernfelt

Danmark har gennem tiden haft sine intellektuelle, som har forandret verdens gang. I oplysningstiden var Johan Friedrich Struensee en af de vigtigste intellektuelle i Danmark, og han forandrede både Danmark og Europa, da han gennemskuede og italesatte samfundets irrationalitet og uretfærdighed.

En anden dansk intellektuel som bør fremhæves er Søren Kirkegaard, der satte ord på menneskets indre modsætning, grundlagde tankerne til eksistentialismen, og italesatte menneskets absurde situation, mens han samtidig gav mennesket redskaber til at få det bedste ud af livet gennem blandt andet følelser som angst, fortvivlelse og kærlighed. Han skriver i sit værk Oieblikket om genier, en beskrivelse som på mange måder passer på den intellektuelles rolle og funktion i samfundet:

Genier ere som Tordenvejr.
De gaae mod Vinden,
forfærde Menneskene, rense Luften.
Det Bestaaende har opfundet
adskillige Tordenafledere
.”

Intellektuelle skal som genier rense luften, selvom tordenafledere i form af blandt andet magthavere prøver at hindre dem i dette. I Danmark er det længe siden vi har haft brug for at rense luften helt, og gøre op med den grundlæggende irrationalitet og uretfærdige opbygning af vort samfund, men det samme gør sig ikke gældende andre steder i verden.

Flere steder står verden netop nu i flammer, og intellektuelle forsøger at kvæle ilden. Dele af verdenshistorien er blevet skrevet af enkelte mennesker, som med deres indsigt og handlinger har forandret og påvirket verdens gang. En af dem døde i år – Nelson Mandela. Den russiske gruppe Pussy Riot gjorde omverdenen opmærksom på den uretfærdighed der hersker i det russiske samfund, og medlemmerne Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alyokhina ofrede sig selv og deres frihed for at kæmpe for retfærdigheden i det russiske samfund

I Syrien har intellektuelle længe kæmpet mod det diktatoriske regime. Mange har siddet i fængsel i årtier under Hafez al-Assad og sønnen Bashar al-Assad, men er stadig blevet ved med at kæmpe for befolkningens frihed efter deres frigivelse. Deres ord har påvirket befolkningen og givet mod og viljestyrke til dem der mangler.

Kampen for retfærdigheden og magthavernes sidste krampetræk viser nu sit grimme ansigt. De intellektuelles vigtigste funktion er, at de altid skal intervenere mod samfundets irrationalitet. Men før jeg foregriber mit eget forsøg på at udforme en dækkende definition af en intellektuel bør begrebets historiske oprindelse beskrives og udforskes.

Begrebet bliver skabt – Dreyfussaffæren

Første gang ordet ’intellektuel’ blev anvendt, til at beskrive en gruppe i samfundet, var i 1898 i den radikalliberale parisiske avis L’Aurore, hvor forfatteren Emile Zola (bakket op af over 100 af Paris’ mest fremtrædende kulturpersonligheder) i et åbent brev anklagede den daværende franske præsident Felix Faure og det bedre borgerskab for at have ført en uretfærdig rettergang mod den jødiske officer Albert Dreyfuss, der var blevet uskyldig dømt for spionage. Dreyfussaffæren provokerede den franske intelligentsia, da den var et udtryk for den antisemitisme, der herskede i samfundet, og prikkede til deres nyerhvervede retfærdighedsfølelse, der var udsprunget af den franske revolution.

Émile Zola skrev det verdensberømte åbne brev: “J’accuse” (Jeg anklager) om Dreyfus-affæren, der drejede sig om en domfældelse for spionage af en uskyldig fransk officer. Brevet var stilet til den franske præsident og blev offentliggjort i avisen L’Aurore den 13. januar 1898

Det var redaktøren George Clemenceau, der valgte at bringe brevet under overskriften “Manifeste des intellectuels”, De intellektuelles manifest, og dermed optrådte de intellektuelle for første gang som en politisk selvbevidst og defineret gruppe. Sagen endte med at Dreyfuss’ dom blev ophævet og han blev frikendt. De intellektuelles første manifest havde den ønskede effekt og de var blevet bevidst om deres mulige magt i samfundet.

Der har gennem historien eksisteret mange forskellige opfattelser af, hvilken rolle de intellektuelle bør spille i samfundet. Ifølge den danske professor ved Århus Universitet, Dorthe Jørgensen, har de intellektuelle siden antikken fungeret som både filosoffer, præster og digtere.

Kendetegnet for dem var ikke samfundskritik, men derimod at forvalte samfundets grundlæggende værdier og fungere som åndelige vejledere. Derfor er det bemærkelsesværdige ved Zolas brev, og Clemenceaus navngivning af de intellektuelle, ikke så meget det, at de intellektuelle får et navn, men dét at begrebet knyttes til samfundskritik og politisk bevidsthed. Dermed skifter det karakter fra at være en forvaltning af de grundlæggende værdier, til at omfatte en debat af disse.

Hvad karakteriserer den intellektuelle?

Den franske forfatter Julien Benda og den italienske politiske filosof Antoni Gramsci har skrevet nogle af de vigtigste værker om de intellektuelle i 1900-tallet. De definerer de intellektuelle og deres rolle i samfundet meget forskelligt. I 1927 skrev Benda “La Trahison des clercs”, De intellektuelles forræderi. Benda opfatter de sande intellektuelle, som en lille eksklusiv skare, hvoraf nogle af de fremmeste eksempler er Sokrates, Jesus og Voltaire. Ifølge Benda beskæftiger den intellektuelle sig med kunst, videnskab og metafysik. Benda ser de intellektuelle som værende af en anden verden, og derfor betegner han dem også som les clercs, de gejstlige.

Samtidig er de intellektuelle dybt forankret i deres samtid, da de skal bruge deres metafysiske viden til at påvirke den. Sande intellektuelle bliver ikke blot ved tankerne, da de er drevet af en metafysisk passion for at forsvare retfærdighed og sandhed, og netop derfor er Sokrates, Jesus og Voltaire eksempler på sande intellektuelle, da de ifølge Benda uselvisk stillede sig op og forsvarede de svage mod uretfærdighed og undertrykkelse – de forstyrrede deres samtids status quo, fordi de kunne gennemskue dets fejl og uretfærdigheder.

Den intellektuelle optræder som absolut kompromisløs og selvopofrende, når det kommer til at tjene i retfærdighedens tjeneste. Jesus blev naglet til korset. Sokrates blev dømt til døden, protesterede ikke mod dommen, og sluttede med følgende ord til den beskuende forsamling: ”Nu er det tid for at bryde op, jeg for at dø og I for at leve; men hvem af os, der har de lykkeligste udsiger, er ukendt for alle andre end Gud”. Voltaires skæbne var mindre drabelig, han slap for at blive stillet over for det ultimative ultimatum og døde en naturlig død i Paris.

Samtidig med Bendas værk udkom, var Antonio Gramsci fængslet. Gramsci var både forfatter, politiker og filosof, ydermere kommunist. I 1926 blev han fængslet af fascisterne og sad indespærret frem til 1937. I den periode skrev han 32 fængselsskrifter, hvoraf dele af dem omhandler de intellektuelle. Han skrev blandt andet: ”alle mennesker er intellektuelle, kunne man derfor sige, men ikke alle mennesker fungerer som intellektuelle i samfundet.”

Gramscis definition af de intellektuelle står i kontrast til Bendas, idét han mener, at alle mennesker i princippet kan fungere som intellektuelle. ”I dag er enhver som arbejder inden for et område, der beskæftiger sig med formidling eller produktion af viden en intellektuel i Gramscis forstand” skriver den amerikanske professor Edward Said i sit værk ”Den intellektuelles ansvar”. Ifølge Gramsci udfylder de intellektuelle forskellige funktioner i samfundet afhængigt af erhverv, der dog i alle henseende har noget med formidling og kommunikation at gøre.

De intellektuelle efter religionens fald

Mange forbinder også de intellektuelle med den franske intelligentsia op gennem 1950’erne og 60’erne, og i særdeleshed Jean-Paul Sarte og Albert Camus. Jean-Paul Sartre har skrevet værket ”Et forsvar for de intellektuelle”, hvori han definerer de intellektuelles rolle og ansvar i samfundet, og forsvarer de intellektuelle mod samfundets negative holdning til intelligentsiaen, som han mente herskede i Frankrig op gennem 1960’erne. Sartre var en af de mest centrale figurer inden for eksistentialismen, som opstod efter Anden Verdenskrig, en filosofisk retning der skulle redde det forvirrede og gudsforladte menneske.

Som følge af troen på en skabende Gud gik essensen forud for eksistensen, da essensen var fastlagt på forhånd af Gud. Eksistentialismen vendte dette forhold om: eksistensen gik forud for essensen, og kun mennesket bestemte essensens indhold. Sartre og Camus udviklede deres filosofier og holdninger til de intellektuelle efter traditionsbruddet, hvor relativisme og manglende værdier herskede.

Traditionsbruddet har varet ved lige siden, og eksistentialismens tankegang er dominerende i de fleste Vestlige lande. Er de intellektuelles opgave at genskabe de moralske værdier som forsvandt med blandt andet nihilismen? – spørger Albert Camus sig selv i sin dagbog. Og måske rummer dette spørgsmål en sandhed, og skal svares med et ’ja’. Måske skal de intellektuelle i dag være moralens vogtere. De skal se de store linjer i livet, mennesket og samfundet, give det egoistiske menneske transcendenserfaringer, der får det til at handle ud fra en overordnet tro på en verdensorden og en næstekærlighed.

To typer intellektuelle

Camus og Sartre er to typer af intellektuelle, hvilket kom til udtryk i deres forskellige holdninger til Algierkrigen. Sartre tog aktivt stilling: Algeriet skulle befries fra Frankrigs koloniherredømme – koste hvad det ville, også bomber… Kommunismen var vejen frem og de intellektuelle skulle befri masserne. Camus var mere tvivlende, og tilkendegav sin tvivl. Selv var han algier, men mente ikke at en abrupt befrielse af Algeriet var vejen frem, da Algeriet havde været underlagt Frankrig i så lang tid, at de ikke var i stand til at klare sig selvstændigt fra den ene dag til den anden. Camus’ virke som intellektuel lå i at han ikke tog klar stilling, men lagde vægt på at beskue problemstillinger nuanceret og fra mange perspektiver, hans grundlæggende tvivl var hans vigtigste egenskab som offentlig debattør, Sartres var stillingtagen.

Camus, Sartre; to intellektuelle og et dyr
Camus, Sartre; to intellektuelle og et dyr

Læs også Albert Camus – en fødselsdagshyldest til et uundværligt intellekt

Said skriver: ”Når vi mindes en intellektuel som Sartre, mindes vi derfor hans personlige særheder, følelsen af en vigtig personlig indsats, besværet, risikoen og viljen i sig selv til at sige ting om kolonialisme, eller om engagement eller om sociale konflikter som gjorde hans modstandere rasende og opildnede hans venner, og måske endda gjorde ham selv forlegen med tilbagevirkende kraft.” Sartre handlede, udviste mod og bekendte sig til kommunismen og eksistentialismen, Camus ville ikke bekende sig entydigt til noget som helst.

Sartre var mest succesfuld i 50-60’erne, i dag er det Camus’ værker der sælger. Camus er moderne, da han ikke bekender sig til nogen idelogi eller religion – han er sat fri af tid og sted. Han formulerer en af den intellektuelles vigtigste funktioner i sin dagbog: ”Og for enhver intellektuel ender friheden med at falde sammen med ytringsfriheden. Men jeg er udmærket klar over, at det ikke er det, et meget stort antal europæere bekymrer sig om først, fordi alene retfærdigheden kan give dem det materielle minimum, de har behov for, og fordi de, hvad enten det nu er rigtigt eller forkert, gerne ofrede friheden for denne elementære retfærdighed.” Den intellektuelle bør være frihedens forkæmper, og for friheden skal han være klar til at ofre sin egen elementære retfærdighed.

Den intellektuelles klassetilhørsforhold

De intellektuelle beskyldes ofte for at tilhøre den elitære klasse. Den ungarsk-tyske sociolog Karl Mannheim så den intellektuelle som uafhængig af klassetilhørsforhold. Derfor var den intellektuelle, ifølge Mannheim, i stand til at komme med saglige og upartiske løsninger på samfundets problemer. Dette synspunkt er ideelt for den intellektuelle. Men både Sartre, Benda og Gramsci problematiserer de intellektuelles tilhørsforhold og mener at de naturligt tilhører den herskende klasse. Derfor skal de konstant forsøge at løsrive sig fra dette tilhørsforhold for at kunne være saglige og upartiske.

At den intellektuelle ofte kommer fra den herskende klasse, mens hans opgave er at tale de svages sag, er den intellektuelles indre modsætning. Det Sartre, med inspiration fra Hegel, kaldte den intellektuelles ulykkelige bevidsthed. Den intellektuelle skal, ifølge Sartre, være bevidst om sin indre modsætning, da han aldrig kan løsrive sig fuldstændig. Det er tilhørsforholdet til den herskende klasse, der har givet den intellektuelle de redskaber, som gør ham til intellektuel. Men en delvis løsrivelse må nødvendigvis ske, da den intellektuelle ikke må tjene den herskende klasses interesser, da det er ensbetydende med at tjene partikularismen. Den intellektuelle skal tjene alle samfundets klasser og samfundets bedste som hele, den intellektuelle skal være universalismens tjener.

Den intellektuelle som særpræget – personlighedsdyrkelse
”Så til syvende og sidst er det den intellektuelle som repræsentativ skikkelse der betyder noget – en som klart repræsenterer et standpunkt af en art og, en, der bringer sit publikum velartikulerede fremstillinger trods alle slags barrierer”, skriver professor Edward Said. Hans pointe er, at den intellektuelle i sin natur er offentlig, og derfor skal den intellektuelles person også være særegen og bemærkelsesværdig. Både i fysisk fremtoning og gennem sin personlige stemme skal den intellektuelle skille sig ud – den intellektuelle skal så at sige opfylde mange af de samme krav som en ’popstar’.

Edward Said nævner Sartre som eksempel og den persondyrkelse der var af ham i Frankrig i 1950-60’erne. Sartre var Sartre, alle kendte hans formuleringer, hans pens personlighed. Han var lille, havde udestående fiskeøjne, store uelegante flæbende læber, men han var klog og dragende som bare fanden. Pillemisbruger, dameliderlig og caféafhængig. Tilpas udsvævende og forargende til at opnå stjernestatus og samtidig være en af Frankrigs vigtigste tænkere.

Danmarks egen intellektuelle popstar?
Hvis man skal udnævne en dansk intellektuel popstar kunne buddet være Knud Romer. Han er et godt eksempel på en dansk intellektuel som har den fysiske fremtoning og personlige stemme, som er altafgørende for den intellektuelles offentlige gennemslagskraft. Hans sprog er sammensat af smukke og overakademiske formuleringer blandet med bandeord og fuck og alt det der. Alt sammen indhyllet i en sjov og skæv Lolland-Falstersk accent. Rytmen i talestrømmen er også særegen, hurtig, stikkende og uhyggelig præcis. I Danmark er Romer, Romer. Der findes kun én af hans slags. Evighedsstudenten, reklamemanden, misbrugeren og retfærdighedsforkæmperen.

Knud Romer. Fandenivoldsk forfatter fra Falster
Knud Romer. Fandenivoldsk forfatter fra Falster

I sin film ”Et blad falder til himlen” bruger han sin egen personlige historie og sin fars sidste tid til at problematisere det danske sundhedsvæsen. Han bringer den menneskelige værdighed på dagsordenen, en værdighed der, selv i en af de bedste velfærdsstater i verden, ikke er en selvfølge. Romer er et bud på på en dansk personlighed som har karakteren, særegenheden og modet til at bære titlen intellektuel.

Den ultimative test
”Der har ikke været nogen større revolution uden intellektuelle. Intellektuelle har været fædre og mødre til bevægelser og selvfølgelig sønner og døtre, selv nevøer og niecer” skriver Said i ”Den intellektuelles ansvar”. Den intellektuelle har ordet i sin magt, han skal være imminent kommunikativ og gennemskuende. Ethvert land og enhver revolution har sine intellektuelle. Verden er lige nu i revolutionens tidsalder. Og ord og skrifter har skabt aktive handlinger der netop nu udspiller sig i blandt andet Syrien, Egypten og Ukraine. Den intellektuelle er både med til at bryde verden og samfundsordnen op – hakke den ud i brudstykker, men har også pligt til at lime brudstykkerne sammen igen for at skabe en tilbagevendende orden af ny karakter.

Menneskets sande væsen viser sig ofte i krisesituationer. Ydre forudsætninger som får mennesket ud i nogle yderliggående situationer, hvor menneskets mod og selvopofrelse bliver testet til det yderste. Det er i disse øjeblikke, at et menneske enten bliver til en intellektuel ved at påtage sig sin samfundsforpligtelse, eller vedbliver at være menneske, i hvert fald ud fra Bendas definition.

Under Anden Verdenskrig var der mange af de tyske intellektuelle der svigtede, og som netop ikke gennemskuede samfundets irrationalitet. En af den moderne tids største filosofiske tænkere, Martin Heidegger, støttede nazismen og opfyldte dermed ikke det ultimative krav til den intellektuelle.

Men disse ’verdens vendepunkter’ kan følgelig ikke bruges som den ultimative test på at definere nogle personer som intellektuelle, dertil er der heldigvis ikke nok begivenheder af en sådan kaliber, specielt ikke set i en dansk kontekst. Gramscis definition skaber plads til flere forskellige slags intellektuelle, som opfylder forskellige roller i samfundet. Kravet er, at de alle skal tilkendegive deres mening i offentligheden og dermed være med til at skabe en dynamisk offentlig sfære, hvilken er et uundværligt element for ethvert demokratisk samfund.
Intellektuelle i Danmark – Debattens salt

Ifølge forfatter og professor Frederik Stjernfelt er de intellektuelle uvurderlige for den danske offentlige debat. ”De er jo debattens salt i en vis forstand. De tilføjer en dimension til den offentlige debat. De argumenterer på almenhedens vegne, og er ikke repræsentanter for nogen interessegrupper. Derfor producerer de jo en ret fri og ræsonnerende modus i debatten” fortæller han. I de fleste tilfælde diskuterer intellektuelle med hinanden, da de har forskellige syn på den pågældende sag.

Striden mellem intellektuelle er med til at danne ramme for de problematikker og dilemmaer der udspiller sig i Danmark, forklarer Frederik Stjernfelt og fortsætter. ”Deres strid udgør et offentligt skuespil, som andre kan generere egne synspunkter ud fra. Demokratiet er jo ikke kun det, at man afgiver sin stemme ved frie og fair valg. Men også at man afgiver en informeret stemme. Og hvad vil en informeret stemme sige? Det vil sige, en stemme som har orienteret sig i den foregående debat.”

De forskellige informerende stemmer er vigtige, da de resterende borgere kan navigere efter dem i debatten, uddyber han: ”Det kræver, at der er personer som ytrer sig på forskellige måder i det offentlige rum, så man kan orientere sig om, hvilke synspunkter der verserer på en sag, og så beslutte sig for, hvilket standpunkt man selv indtager, og afgive sin stemme derefter.” De intellektuelle ridser så at sige banen op for resten af befolkningen. Og det gør de via deres informerede stemmer og deres interne strid og diskussion.

Definitionen på en intellektuel

Portræt maleri af J. F. Struense af Hans Hansen, som hænger på Rosenborg Slot.
Portræt maleri af J. F. Struense af Hans Hansen, som hænger på Rosenborg Slot.

Al definition kan siges at være ”her og nu bestemt”. Den historiske kontekst er af afgørende betydning for opfattelse og forståelse – og dermed også for definitioner. Det er dog muligt at lave en generel definition af den intellektuelle, i og med at et af de grundlæggende træk ved den intellektuelle er, at han skal kunne løsrive sig fra sin egen samtid og se og videregive de store og vigtige træk ved livet og mennesket. Kirkegaard udtrykker i et citat, at det der adskiller geniet fra resten af menneskeheden er dets evne til at frigøre sig fra det gængse og vedtagne.

Man skal dog huske, at selve frigørelsesprocessen og originaliteten også er bundet til den foreliggende kultur – geniets virksomhed udfolder sig på basis af eller i afstandtagen til kulturen. Det er en utopi at udføre en fuldstændig frigørelse – geniet skal altid forstås ud fra de kulturelle omstændigheder, som det lever under. Men der er stadig nogle karaktertræk som er revet fri af tid og sted, og som gør det til geni – og til intellektuel.

Efter at have undersøgt teorier om de intellektuelle, og flere europæiske leksikas definitioner på de intellektuelle har jeg formuleret en definition, som jeg finder dækkende:

”Den intellektuelles opgave er at afkode, evaluere og klarlægge et samfunds eksisterende etablerede værdier som er realiseret juridisk, administrativt og socialt. Den intellektuelle besidder viden og kompetencer. Fortolker og videregiver transcendenserfaringer i skrift og tale, er ikke bundet af nationale rammer, men tænker globalt og metafysisk og er i stand til at klarlægge egenskaber ved mennesket og verden. Den intellektuelle er offentlig og karakteriseret ved ansvarlig viljestyrke til at handle, afsløre samfundets irrationalitet og intervenere med den eksisterende realitet.”

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Valg i Uganda – hvem vinder og bliver det uden vold?

I dag afholdes præsident- og parlamentsvalget i Uganda. Flere spår valget bliver...
Læs mere