Folkeskolens formålsparagraf skal opdateres

Øget statslig og kommunal kontrol med folkeskolen, hyppigere udskiftning af ledere og lærere, snævrere målsætning og højere forventninger. Vækst er kodeordet i den økonomiske krise – og nu også i vores folkeskole. Folkeskolereformen griber grundlæggende ind i formålet med skolen. Det er et administrativt paradigmeskift, som får konsekvenser for pædagogikken. Lasse Carlsen analyserer folkeskolereformen, som netop nu er i høring i kommunerne.

Hvordan kommer mit barns skoledag til at se ud efter sommerferien 2014?

Det spørgsmål er der mange, som i øjeblikket stiller sig selv. Folkeskoleforliget mellem regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti har leveret meget luftige rammer for den nye folkeskole – f.eks. ”mere varieret skoledag”, eller ”nye og bedre muligheder for at inddrage pædagoger”. Undervisningsministeren har i samråd ikke kunne give konkrete svar på, hvordan målene udføres i praksis. Fælles for de kommunale oplæg, der nu er sendt i høring, er, at de ligesom regeringen, heller ikke leverer konkrete svar. Så selvom politikerne både lokalt og nationalt står i kø for at tage ansvar for ’en bedre’ skole, så har de ingen endelige forestillinger om, hvordan det skal gøres. Den endelige udmøntning er lagt ud til en måbende samling skoleledere, skolelærere og pædagoger.

Det er givet på forhånd, at folkeskoleeleverne skal have:

  • længere og mere sammenhængende skoledage med understøttende undervisning
  • mere undervisning og dermed mere tid sammen med lærerne
  • bevægelse hver dag
  • bedre resultater målt i tests og afgangsprøver

Men hvor meget mere undervisning, hvilke opgaver skal lærere henholdsvis pædagoger varetage og præcis hvad betyder sammenhængende? De spørgsmål kan hverken Folketinget eller undervisningsministeren og nu heller ikke kommunerne, der stod i spidsen for folkeskolereformen, give svar på.

Faktisk er det kun i forhold til lærernes arbejdstid og kravet om elevernes resultater, at der er kommet tydelige udmeldinger. Det, der skulle være en kovending i dansk pædagogik og skoletænkning med ”Ny Nordisk skole”, er blevet til spekulativ fortolkning ned gennem hele systemet.

Fra en kritisk synsvinkel må man erkende, at kvaliteten nok ikke bliver højere. Primært fordi lærerne har mindre tid til forberedelse. Kravet om sammenhæng i skoledagen hænger dermed i en tynd tråd. Men der er faktisk yderligere grund til bekymring over, hvilke former for pres fremtidens skolesystem kommer til at lide under.

Politisk kontrol er opgør med dannelsesbegrebet
Allerede i midten af 1990’erne begyndte Finansministeriet en kampagne med henblik på effektivisering af de offentlige institutioner. I 1995 udkom publikationen ”effektive institutioner – mål- og resultatstyring”, som var et tilbud til institutioner ”som har mod på at gå i gang med mål- og resultatstyring”.

I dag er tilbuddet blevet til et krav. Folkeskolerne har gennem en del år arbejdet med såkaldte kvalitetsrapporter, som er omdrejningspunkt for samarbejde mellem skoleledelser og forvaltning. Sammen med skolereformen indføres nu en ny og mere enkel kvalitetsrapport 2.0, som indeholder en række resultatkrav, der skal sikre, at skolerne er i konstant faglig udvikling. Andelen af de dygtigste elever skal stige år for år – og andelen af de dårligst præsterende elever skal falde år for år. Elevernes præstationer er nu det helt centrale omdrejningspunkt.

På mange skoler har man derfor stillet sig selv spørgsmålet – hvad hvis vi ikke lever op til resultatkravene? Det har Københavns overborgmester, Frank Jensen, i mellemtiden leveret svar på; nemlig at skoleledere, som ikke formår at løfte resultatkravet om elevernes præstationer, kommer under administration eller fyres. Han blev fulgt op af Københavns børne- & ungdomsborgmester, Pia Allerslev, som taler om lønbonus til ledere, der skaber gode resultater.

På skolerne kan man derfor ikke længere se frem til afgangsprøverne eller tests med forventninger til elevernes præstationer, men derimod med frygt for, om de underpræsterer. Og som udløber af den frygt må rædselsscenariet være, at skoleledere i hele landet kommer til at arbejde for at lægge de problematiske familier på is og i værste fald få familierne til at føle sig presset til at skifte skole. De har som sådan ingen værdi for skolelederen.

Ny formålsparagraf?
Derfor bør man samtidig med folkeskolereformen indføre en ny formålsparagraf. Den meget brede formulering, der igennem historien har domineret, lægger vægt på en alsidig opgave, hvor dannelse og livsduelighed har været nøglebetegnelser. Med den seneste formålsparagraf fra 2006 er den alsidige udvikling hensat til sidste linje, som et appendiks til forberedelsen til videre uddannelse og lysten til at lære mere. Den nye reform lægger hovedsagligt vægt på elevernes faglige præstationer i sin målsætning. Dannelsesbegrebet ændrer på den baggrund karakter fra mål til middel, idet trivsel og sociale kompetencer kan være et middel til at opnå bedre resultater, men ikke nødvendigvis er det. Selvom det i sig selv ikke er meningen med reformen, som også præges af mange bløde værdier, så bliver det konsekvensen. “Folkeskolens formål gennem tiderne”.

Screen-Shot-2014-02-03-at-16.46.26Konkurrence og resultatkrav producerer vindere, det er jo godt – og tabere, det er knap så godt. I bedste fald kommer ændringen i formålsparagraffen til at have en positiv effekt på afgangs- og testresultaterne. Men folkeskolen varetager en meget vigtigere opgave i samfundet end at levere resultater i nationale tests og afgangsprøver. Hvilket incitament har skolelærere og -ledere i fremtiden til at lægge et stort stykke arbejde i udsatte børns trivsel, hvis ikke det umiddelbart kan aflæses på resultatlinjen? Den slags opgaver bliver der dagligt lagt mange kræfter i rundt omkring på landets skoler, og det er en højst bekymrende udvikling, hvis den type socialarbejde forsvinder.

Folkeskolelærerne var aldrig gået med til en skærpelse af folkeskolens formål af den karakter. De stod for godt et år siden på Christiansborg Slotsplads i bidende kulde for at protestere mod både lockout og forringelserne i folkeskolen. De blev ikke inviteret indenfor. Lærerne vil fortsat kæmpe for kvalitet, samarbejdstid og fornuft, men de har brug for opbakning.

More from Lasse Carlsen

Der er behov for et mediefag i folkeskolen

Igennem de seneste år er viden blevet tilgængelig i en sådan grad,...
Læs mere