Kampen for at blive et Alternativ

Alternativet søsatte i denne uge sin “Street Week” – en underskriftsindsamling, der skal gøre Uffe Elbæks nye parti opstilingsberettiget til Folketinget. Partiet har store visioner, men intet partiprogram – det er ved at blive udarbejdet på en lang række workshops, der bl.a. involverer tibetanske syngeskåle. Spørgsmålet er, om det nyfødte parti har nogen chance. Og burde det have det?

“Forestil jer, at I er molekyler i et glas vand. Mærk hvor der er brug for jer i rummet.” På Nørrebro – 3,3 km. fra Christiansborg – afholder Alternativet denne februar-aften et politisk laboratorium. Målet er at finde idéer til en ny politik for “uddannelse og livslang nysgerrighed”. Idéer, der i sidste ende kan bruges, når inderkredsen i det nystiftede parti senere på foråret skal formulere et partiprogram.

Det er fire måneder siden, Uffe Elbæk annoncerede sit nye parti. Det skete under stor mediebevågenhed – det er trods alt ikke hver dag, en tidligere minister stifter et nyt parti -, men hurtigt lagde stilheden sig om Alternativet. Uffe Elbæk har foreslået asyl til whistle-bloweren Edward Snowden, og i Information har nogle af Alternativets tanker givet vand til møllen om en redefinering af vækst-begrebet.

Men bortset fra det: stilhed. Dyb stilhed. Den slags stilhed, der kan ses i meningsmålingerne: Alternativet ligger til et sted mellem 0,0 og 0,3 procent af stemmerne – langt fra nok til at nå deres erklærede mål om at komme op over spærregrænsen og ind i Folketinget.

Alligevel er humøret højt på Nørrebro. Mødeleder Jon Skjerning-Rasmussen har langt hår og et stort mørkt skæg, og han slår på en tibetansk syngeskål for at få ro i lokalet, hvor knap 50 nysgerrige fylder hver en siddeplads.

De bliver bedt om at gå rundt i lokalet uden at se på hinanden. Derefter skal de gøre det igen, men denne gang “holde øjenkontakten lidt længere end det umiddelbart føles naturligt”.

Scenen minder mere om første dag på en højskole end et møde i et seriøst politisk parti. Men hvis man tror, det kun er idealistiske skolelærere og blåøjede kunstnere i Alternativet, tager man fejl.

Frustrerede over manglen på debat
Blandt de fremmødte denne aften er blandt andet en af partiets talspersoner og med-initiativtagere, Josephine Fock. Hun er sekreteriatschef for Offenligt Ansattes Organisationer (OAO) og har forhandlet direkte over for tre forskellige finansministre.

“Vi kunne sagtens have skrevet et partiprogram. Men det er ikke interessant. Vi vil gerne involvere så mange som muligt. Jeg tror på, at det kan være med til at styrke folks interesse for politik. Vi vil en bæredygtig omstilling, og vi synes selv, vi har skitseret nogle meget klare politiske værdier og visioner. Man kan sige, at vi har lagt fundamentet for huset, men vil vil gerne have hjælp til at bestemme, hvor rummene skal ligge.”

Metoden skal ses i sammenhæng med et bredere opgør med den nuværende måde at tænke politik på.

“Mange kommer her, fordi de er interesserede i en ny politisk kultur. De er frustrerede over manglen på debat.”

Som eksempel nævner hun øremærket barsel til mænd.

“Pludselig blev den taget ud af finansloven. Ingen fik det for alvor forklaret. Og slet ikke involveret i, om det var den rigtige beslutning. Det er vigtigt, at folk forstår mellemregningerne. Det skal kunne forklares og forstås.”

Den nye politiske kultur starter med, at man anerkender, at virkeligheden ikke er sort/hvid, mener Josephine Fock. Derfor skal både befolkningen og politikere blive bedre til at lytte og acceptere, at modparten kan have en god pointe.

“Folk er blevet trætte af forsimplingen. De ved jo godt, at der alt muligt mellem ja og nej. Men det kræver enormt mod at sige: Jeg er lidt enig med den og den.”

Afstanden mellem tanke og magt
På Nørrebro har de fremmødte sat sig om seks borde. Alderen spænder mellem start-tyverne til et stykke over pensionsalderen, tøjstilen varierer mellem partisanertørklæde og designerskjorter, men diskussionen er livlig, mens de diskuterer gode og dårlige læringsoplevelser.

 

josephinefockDer er kun godt tre km. til Christiansborg, men det ubesvarede spørgsmål er, om afstanden mellem idéerne på The Hub til realpolitik i magtens centrum alligevel er for stor. Er det overhovedet realistisk at tro, at Alternativet kan bygge den bro?

En undersøgelse lavet for Ugebrevet A4 viste for nylig tyder på, at opgaven ikke er så urealistisk, som den umiddelbart kan virke. Undersøgelsen viser, at 22 procent af de, der stemte på rød blok ved seneste valg, mener, at der er behov for et nyt parti på venstrefløjen. Kan Alternativet samle bare en fjerdedel af dem, er døren til Folketinget åben.

Frustrationen over S-SF-R ses også i meningsmålingerne, hvor Socialdemokraterne og SF bløder, og i demonstrationerne over skolereformen, offentlighedsloven og Dong-salget.

“Der er ingen tvivl om, at tilliden mellem centrum-venstre partierne og mange af deres vælgere er tyndslidt,” siger Rune Slothuus, professor ved Statskundskab og forsker i politisk holdningsdannelse ved Aarhus Universitet.

Er man blandt de utilfredse venstrefløjsvælgere, har man indtil for nylig kun haft en reel mulighed, at lægge stemmen hos Enhedslisten. Det er her Alternativet håber at være et … ja, alternativ.

“Man så det jo under den tidligere regering,” siger Rune Slothuus. “Venstres og Konservatives meget velfærdsvenlige retorik skabte rum for et nyt parti, der var mere liberalistisk.”

Han pointerer dog, at det er en stor opgave at få opbakning til et nyt parti, og selv om tilliden til politikere er faldende, er der en grundlæggende opbakning til det politiske system.

Josephine Fock er – ikke overraskende – optimistisk. Ifølge hende kan Alternativet også være tillokkende for den liberale del af højrefløjen.

“Jeg mener jo, at vores tanker om iværksætteri kan appellere til borgerlige vælgere,” siger hun, men accepterer samtidig, at det hovedsageligt er fra venstrefløjen, partiet skal søge sin opbakning.

Ekspert i genbrug
I Helsingør bor Jasper Steinhausen. Det er folk som ham, der giver håb i Alternativets lejr. Han er 39, arbejder med grøn omstilling i konsulentvirksomheden Cowi og har indtil nu stemt socialdemokratisk med enkelte afstikkere til SF. Men han er ikke tilfreds med den regering, han selv har hjulpet til magten.

“Jeg havde håbet, de ville gøre mere for en reel grøn omstilling,” siger han og peger på betalingsringen som eksempel på sted, hvor han havde håbet på mere gennemslagskraft fra Thorning-Schmidts regering.

For ham handler det om selve grundindstillingen til politik.

“Regeringen siger ligesom den tidligere finansminister: “Sving dankortet.” Men jeg tror ikke på, at vi skaber et solidt, levedygtigt samfund ved at bruge den logik, vi har brugt de seneste 30 år,” siger han.

Gennem sit arbejde er Jasper Steinhausen optaget af, hvordan vi som samfund finder en måde at indordne os på, som ikke skader miljø og klima på samme måde som i dag. Han giver et konkret bud på, hvad grøn omstilling betyder for ham.

“Alle de dimser, vi køber til hverdag, bliver produceret østpå. I stedet for at tænke, at vejen ud af den økonomiske krise er at købe flere dimser, bør vi tænke mere cirkulært. Vi skal blive eksperter i at genbruge og opgradere mekanik,” siger han og peger på, at en sådan omstilling også kan betyde danske arbejdspladser.

“Det kan godt være, at vi stadig vil importere vores elektronik østfra, men servicen, hvor man bruger dele af mekanikken igen, kan foregå i Danmark. Det betyder danske arbejdspladser. Det er oplagt, at regeringen kigger mere på det.”

“Cirkulær økonomi”, “grøn omstilling” og “genbrug” lyder alt sammen som noget, der kunne komme ud af Johanne Schmidt Nielsens mund. Så hvorfor ikke bare støtte det grønne alternativ, der allerede findes på venstrefløjen?

“Enhedslistens måde at drive politik på er jeg ikke altid så begejstret for,” siger Jasper Steinhausen. “Den er meget konfrontatorisk, mener jeg. Samtidig ser jeg EU som en del af løsningen, og den opfattelse deler jeg jo ikke med Enhedslisten.”

Ikke en hovsa-bevægelse
Det er samme overvejelser, der i første omgang fik Uffe Elbæk til at overveje at stifte et nyt parti.

“Enhedslisten har en stærk miljøprofil, men deres svar er en støtte stat. Det mener vi ikke nødvendigvis. Dele af Radikale har også et stærkt engagement i miljøet, men de mener ikke, der er behov for at stille spørgsmålstegn ved vækststrategien,” siger han.

Så kortfattet kan Alternativets plads på det politiske spektrum defineres. Men selve den politiske metode – det der gør, at partiet indkalder til politiske laboratorier som det på Nørrebro – skal ikke undervurderes, mener Uffe Elbæk. Han ser tegn på, at der er stor interesse for større inddragelse – ikke bare i Danmark, men også globalt.

“Vi ser tilsvarende bevægelser i hele Europa, hvor der på trods af store forskelle også er en klar fællesnævner: Befolkningen føler sig marginaliseret. Der er en stor frustration over den måde, man organiserer politik på, og mange føler, at den politiske klasse lever sit eget liv,” siger han og nævner Dong-sagen som et dansk eksempel. En sag, der med Elbæks ord kan blive “dråben til at flyde over” for mange danskere.

“Folk er frustrerede over, at de ikke får hele sandheden at vide. Det kan man jo også se på modstanden mod den nye offentlighedslov. Vi er interesserede i at sige: Hvad sker der, hvis vi sænker skodderne lidt?”

Uffe Elbæk er selv blandt de centrum-venstre vælgere, der har fundet det stadigt sværere at støtte helhjertet op om regeringens politik.

“Det er mere voldsomt end, hvis man går fra en kæreste. Det er også et fællesskab, man træder ud af, når man træder ud af sit eget parti. Det er ikke noget, man bare gør. Man overvejer det dybt dybt dybt, og man overvejer det længe. Men på nogle meget principielle punkter begyndte jeg at slå mig på min egen regering. Jeg havde det meget, meget svært med offentlighedsloven, diskussionen om Snowden, konkurrencestaten, barsel… Man bygger en frustration op. I starten tænkte jeg, “vi får også meget igennem”, men det når på et tidspunkt en kritisk masse. Jeg tænkte, hvis ikke vi skal gøre noget, hvem skal så?”

I dag er det tydeligt for ham, at bruddet var rigtigt. Han har selv været ude ved flere orienteringsmøder i hele landet, og med hans egne ord er det lang tid siden, han har set “200 mennesker møde op til politiske møder af ren nysgerrighed.” Det vidner om stor interesse, mener han. At dømme ud fra mødet på Nørrebro har han ret.

“Det her er ikke en hovsa-bevægelse. Det er noget, der stikker langt dybere. Spørgsmålet er, om det bliver Alternativet, der får succes med at tappe ind i den.”

Efter planen skal Alternativets partiprogram vedtages op til det politiske stormøde på Bornholm. Men allerede 22. februar arrangerer partiet en heldags workshop med fokus på en bedre uddannelsespolitik. Alle er velkomne.

More from Thorkil Jakobsen

Kunne konflikten i Ukraine være undgået?

Demonstrationerne i Ukraine har for længst udviklet sig til en magtpolitisk kamp...
Læs mere