Teatrets usynlige medspillere: 1. del: Scenografen

Scenografien får sjældent mere end én linje i en anmeldelse, selvom den er fast inventar i enhver forestilling. Den kan være både konkret og abstrakt, og selvom den er særdeles synlig, er den bedst, når den ikke skiller sig ud. I hvert fald ifølge scenograf Camilla Bjørnvad.

‘Teatrets usynlige medspillere’ er den første i rækken af en serie artikler, der kigger nærmere på alle de mennesker, der er med til at skabe teaterforestillingerne, men som gemmer sig i kulissen.

“Der er jo ingen, der ønsker at være usynlig, men hvis publikum oplever forestillingen som en helhed, at de ikke tænker over scenografien alene, men som en med-energi, så har scenografien opnået den bedste rolle, den kan have.” Ordene er scenograf Camilla Bjørnvads. Netudgaven har sat hende stævne på Husets Teater kort før premieren på SNE, bygget over Orphan Pamuks roman om det moderne Tyrkiet, for at blive klogere på scenografiens rolle og scenografens arbejde og proces.

Alle, der har set en teaterforestilling, har set resultatet af scenografens arbejde, men hvordan vil du selv beskrive scenografens opgave?

“Det handler om at bygge et rum, en spilleplatform, hvor skuespillerne kan være. Og siger de “jeg kigger ud af vinduet”, eller “jeg går hen til døren”, så er det en meget konkret ting. Og så kan man overveje, om der skal være et vindue eller om det er en metafor for noget andet”, forklarer Bjørnvad. Scenografen bevæger sig i krydsfeltet mellem det konkrete og det abstrakte, og udfordringen er at finde den rette balance.

“En scenografi må gerne være abstrakt, men den skal være tilgængelig. Der skal være noget vedkommende, og der er det virkeligt godt at kende virkeligheden: Hvordan ser et nedløbsrør ud og hvad med et hustag?” siger Bjørnvad, som benytter meget realistiske fragmenter fra virkeligheden til at forankre scenografien. Med genkendelige detaljer og konkrete referencer er det nemt for publikum at aflæse, hvor historien foregår, mener Bjørnvad.

Bjørnvads kuber fungerer som drejescener.
Bjørnvads kuber fungerer som drejescener.
Bevægelse i grå beton

Der er gået tyve år siden den nu 42-årige scenograf slog igennem sammen med Marianne Nilsson, med scenografien til teaterkoncerten Gasolin på Dr. Dante. Siden har hun arbejdet med både teater, film og tv, og d. 1. februar havde to forestillinger premiere med hendes scenografi; Den Stundesløse på Folketeatret og SNE på husets Teater. Arbejdet som scenograf sidder så dybt i hende, at hun instinktivt tænker detaljer, hun lægger mærke til i hverdagen, ind i en potentiel scenografi. Alt kan i princippet omsættes til scenen.

“Det er nok noget, jeg ikke kan lade være med – en visuel måde at opleve verden på. Det gør alle måske nok, men jeg kan bruge det i mit arbejde” forklarer Camilla Bjørnvad.

Det hele begynder med manuskriptet, som Bjørnvad læser igennem for at kende handlingen og afdække hvilke temaer, der er på spil. Dernæst mødes hun med instruktøren, som fortæller om sin vision, og hvad hun/han vil med forestillingen. Herfra går jagten ind på miljøer, der kan blive til tegninger og modeller af forestillingens forskellige scener. Med SNE, var inspirationen lige ved hånden.

I Pamuks bogforlæg udspiller handlingen sig i Tyrkiet, men i forestillingen SNE er handlingen flyttet til den fiktive forstad ‘Karsberg’. Idéen er, at dette betonbefængte byområde kan findes overalt i Europa. Bjørnvad kunne derfor trække på inspiration fra området omkring Dortheavej i Københavns nordvest-kvarter, hvor hun har boet i syv år.

“Der kan et højhus være dybt inspirerende med betonen, materialerne og nogen, der kigger ud af et vindue. Og det kan så inspirere et helt rum. Så det er noget med at gå 1:1 med historien og være så konkret som muligt: Hvad er det for et sted, hvad er det for nogle mennesker, og så starte derfra.”

Derfra søger Bjørnvad videre og arbejder med temaerne i forestillingen for at understrege dem visuelt. I SNE gælder det en kærlighedshistorie med politiske og religiøse undertoner. Forestillingen er skrevet meget fragmentarisk og skifter hyppigt fra sted til sted. Teksten er naturalistisk, og handler om en ny begyndelse. Samtidig har Bjørnvad fundet et poetisk lag, som hun gerne vil have med i scenografien, for at undgå forestillingen udelukkende bliver et politisk statement.

“Jeg mærker efter, hvornår historien er spændende for mig og snakker med instruktøren om, hvornår det er spændende for hende. Og der er det de menneskelige udviklinger for karaktererne, der er det spændende” forklarer scenografen.

Hvordan omsætter du en menneskelig udvikling til et visuelt udtryk?

“Ja, hvordan gør jeg det” siger Bjørnvad og griner lidt mens hun tænker sig om. Der er jo det med bevægelse, som hun er meget optaget af for tiden. Hun vil gerne væk fra en statisk og monumental scenografi, og prøver derfor at skabe energi og foranderlighed i rummet gennem bevægelse. Til SNE har hun derfor skabt to betonlignende kasser med vindues- og døråbninger. Kasserne står på hver sin drejeskive og kan drejes uafhængigt af hinanden. Ved at dreje på dem, kan scenografen skabe forskellige rum, og kasserne kan bruges som baggrunde for scener udendørs. Så langt så godt.

Åbningsscenen i SNE
Åbningsscenen i SNE
“Men samtidig kan man bruge drejefunktionen som en forlængelse af en følelse – til at skabe forvirring og kaos, som symbol på det, karaktererne føler. Bevægelsen er med til at trække det poetiske frem i stykket og underbygger samtidig det fragmentariske forløb” forklarer Bjørnvad.

Gesamtkunstwerk

Scenografien er en del af helheden. Teatret er et stort samarbejde, hvor alle parter skal påvirke og inspirere hinanden, fortæller Camilla Bjørnvad, som er afhængig af et tæt samarbejde med alle parter.

“Det her rum (scenografien til SNE, red.), kunne man jo lave mange forskellige forestillinger i. Man kunne lave en danseforestilling eller noget helt andet. Det er et åbent rum, men når skuespillerne kommer på, og de har meget naturalistiske kostumer på, en hættetrøje og joggingbukser, så bliver rummet et betonmiljø i en forstad” siger Bjørnvad og uddyber: “Uden samspillet mellem kostumer og scenografi, ville rummet blive meget abstrakt og så ville publikum nok kede sig, for de havde ingen invitation til at komme med indenfor.”

Så når skuespillerne optræder i blødt tøj er det med til at bløde det kolde og kantede betonmiljø lidt op, hvilket gerne skal underbygge en central konflikt i forestillingen: Bløde mennesker med følelser i et hårdt og kantet kvarter.

“Det er i konflikten mellem de to, dramatikken ligger, og det er det, som jeg også prøver at skabe: En kontrast mellem miljøet og det menneskelige” forklarer Bjørnvad.

På samme måde er lyssætningen helt essentiel for scenografien, og forestillingen generelt:
“Det er jo lysmanden, som fremkalder billedet. Uden lyset har jeg ingenting” fortæller Bjørnvad, som er vant til at lave storyboards til hver enkelt scene med modeller og stemningsbilleder for at vise, hvad hun og instruktøren tænker. For selvom alle i princippet ved, hvordan et betonmiljø ser ud, er der mange måder at vise det på, og så er det ikke nok at snakke om det. Der skal billeder på.

Nye muligheder – samme medie

De senere år har der været en stigning i brugen af video og fotografier på teatrene, både herhjemme og i udlandet. En udvikling der nok skal ses i sammenhæng med den teknologiske udvikling.

“Engang var bare det, at man gerne ville have et billede projekteret et problem, og der var aldrig lys nok, så scenen skulle være mørklagt. Da var teknologien en modstander, og derfor foretrak mange at lave det mere unplugged. Men det er fedt, når det bliver brugt ligeså smidigt som lys eller en drejescene” mener Bjørnvad, som ikke selv er skolet i de nye tekniske virkemidler, og derfor er afhængig af eksempelvis en lysdesigner, som kan det til fingerspidserne.

Når vi læser en bog, danner vi selv alle billederne. Når vi ser en film, får vi billederne serveret. På teatret er det vel en blanding: Vi får præsenteret noget, som påvirker os til selv at danne større billeder. Kan teatret da gå for langt med de tekniske muligheder, så billederne bliver serveret i stedet for?

“Man skal hele tiden definere teatret. Så hvis du bruger video, så er teatret stadig rummet”, siger Bjørnvad og forklarer, at det aldrig er formålet at lave en film på scenen, selvom filmmediet godt kan friste. “Nogle gange er film jo bare for fedt, og man bliver totalt forført, så man får lyst til at få den energi ind i teatret, men det kan teatret ikke”, siger Bjørnvad.

I stedet skal teatret være sig sin force bevidst og udvikle den. “Man kan lave levende teater. Der er et levende publikum, der står levende mennesker på scenen, og scenen er levende, du ser ting ske foran dig. Og det sprog, det er teatrets sprog, og det er det, teatret kan”, mener Camilla Bjørnvad.

SNE spiller på Husets Teater fra 1. februar til 1. marts 2014. Mandag til fredag kl. 20:00 og lørdag kl. 17:00.

Medvirkende: Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda.
Manuskript: Hakan Savas Mican og Oliver Kontny.
Instruktion: Alexa Ther
Scenograf: Camilla Bjørnvad
Lysdesigner: Antonio Rodrigues-Andersen

Foto: PR foto af Henrik Ohsten Rasmussen

More from Adam Villaume

Gæstespil inspirerer og udvikler os

Forud for Det Kongelige Teaters præsentation af programmet for sæson 2014/2015 giver...
Læs mere