Frygten for at kalde nogen for fattig

Regeringens Ekspertudvalg er kommet med en officiel fattigdomsgrænse. Så burde spørgsmålet om, hvorvidt der findes fattige i Danmark være ude af verden. Det er dog ikke tilfældet.

Den økonomiske fattigdomsgrænse er så teknisk, at de færreste forstår den. Debatten er blevet lukket ved, at definitionen af grænsen er gjort uoverskuelig for det brede flertal. Det er et demokratisk problem.

Magnus Pedersen fra kooperativet Analyse og Tal ser nærmere på, hvordan fattigdomsgrænsen blev til.

Fra 346.000 til 42.000 fattige
For et år siden fik Danmark en officiel fattigdomsgrænse. Ikke mange lagde mærke til det. Det kunne ellers have været en tiltrængt social branding af den socialdemokratiske regering.

Men man valgte i stedet at lade den sive ud til brug i departementerne og kontorlokalerne i Danmarks Statistik uden en offentlig debat. Joachim B. Olsens og Co.’s sag om Fattig-Carina hang stadig tykt i luften fra tiden omkring regeringens start. Regeringen var måske hverken stolt over sin formåen ej heller kamplysten.

Der var heller ikke meget at værre stolt af. Udvalget havde sænket fattigdomsgrænsen, så der i stedet for at være 346.000 nu alene var 42.000. Problemet var lige blevet en anelse mindre omfangsrigt. Selvom Danmark er et af Europas mest lige lande, har vi faktisk fået Europas mest restriktive fattigdomsgrænse.

Af samme årsag mødte grænsen heftig kritik fra skaren af fattigdomsforskere. Ingen af dem favoriserede Ekspertudvalgets metode. Den var alt for restriktiv. Der var langt flere fattige end udvalget hævdede.

Men vigtigst af alt. Den viste ikke konsekvenserne af fattigdom: De hårde budgetter fattige lever med, de mange fødselsdage de undlader at deltage i, de tandlægebesøg der aldrig bliver til noget.

Alt det var væk til fordel for ét tal og en restriktiv grænse.

Få af de forskere, der almindeligvis beskæftiger sig med fattigdom, er økonomer, og ingen af dem, der har bidraget til fattigdomsforskningen deltog i Ekspertudvalget.

Antal-fattige

 

De politiske eksperter
Hvordan skete det så? Jo, man havde en debat. Den handlede om Dovne-Robert, Fattig-Carina og den studerende Sofie, der mente hun var fattig. Debatten blev især ført at borgerlige debattører, mens mange fra den røde lejr holdt sig ude af diskussionerne.

Der var tale om enkeltsager og debatterne faldt ud til de borgerliges fordel. Resultatet var at temmelig mange ikke blev anset som fattige nok til at få velfærdsstatens hjælp. Sådan blev det i hvert fald fremstillet i mediebilledet.

Debatten i medierne skabte en stor usikkerhed omkring de fattigdomsmålinger som EU, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre opmålte løbende, og som stort set alle viste, at antallet af fattige steg i Danmark. Ikke så overraskende, når Danmark har haft Vesteuropas største stigning i indkomstulighed i 00’erne. Derfor virker det paradoksalt, at fattigdomsoptællingerne falder i 2011.

Langt størstedelen af dem, der før 2011 blev vurderet som fattige, blev taget ud af Ekspertudvalgets beregninger. Før 2011 opmålte man oftest fattige som personer med indkomst under halvdelen af medianindkomsten. Nogle gange tog man studerende med, andre gange udelod man dem.

I 2011 ændrede det sig radikalt. Nu skulle der helt andre, restriktive kriterier til. ’Fattige’ kunne nu ikke eje over 100.000. Studerende var i ’selvvalgt økonomisk situation og ville alle tjene langt mere senere i livet’ og var derfor ekskluderet fra fattigdomsmålingerne. Derudover var der også tale om, at man skulle leve i fattigdom i længere tid.

Med den nye grænse skulle man ikke alene tjene under halvdelen af medianindkomsten i et enkelt år, men nu i minimum tre år i træk. Der er ingen fortilfælde i resten af de vestlige lande for så restriktive fattigdomsgrænser.

Som formanden for Ekspertudvalget, Torben M. Andersen, forklarede på Dansk Sociologikongres i januar, garderede udvalget sig mod borgerlige debattører, der ville kaste sig over deres nye grænse.

De frygtede nye Carina’er, Robert’er og Sofie’er. De lavede den mest restriktive grænse for at undgå at tabe en offentlig diskussion.

Målingerne af fattigdomsgrænsen virker teknisk, men er i grunden politisk. De grupper, der defineres som fattige er udvalgt ud fra politiske kriterier.

Studerende lever øjensynligt i ’selvvalgt fattigdom’, vurderer udvalget. Underforstået er det deres eget problem, hvis de med en stor studiegæld bliver en del af den fjerdedel af de nyuddannede akademikerne, der ender i arbejdsløshed.

Kortvarigt fattige’ er ikke fattige nok. Ejer du en bil, en dyr garderobe eller en andelslejlighed er du afskrevet, selvom din indtægt ryger igennem gulvet. Det kan diskuteres, men metoden lægger ikke op til det, når kategorierne blot bliver fjernet fra målingerne, og man sætter en økonomisk indkomstgrænse for, hvornår man er fattig.

Der ligger ikke nogle videnskabelige grundforudsætninger forud for at fjerne disse grupper fra fattigdomsmålingerne. Det er derfor alene et politisk valg.

AE

 

En demokratisk fattigdomsgrænse
Spørgsmålet er derfor om den usikkerhed, der har været om fattigdom er afklaret. Det er min vurdering, at der fortsat er behov for at diskutere, hvem vi, som samfund, mener lever i en tilstand, der er så fattig, at der er brug for alvorlig hjælp.

Det er svært at forestille sig, at det for de fleste virker mere overbevisende eller overskueligt, at sætte en – i internationale sammenhænge – lav og vilkårlig indkomstgrænse. Kunne den ikke være mange andre steder end der, hvor regeringen har sat den?

Det kunne den sådan set godt, for det er et politisk valg, hvor den sættes. De metoder man har valgt at udelade er, ud fra min vurdering, mere gennemskuelige for de fleste. Det er dem, der bruges af de forskere, der ikke sad med i udvalget.

De opmåler, hvilke afsavn befolkningen har, og hvilket budget man har på bundlinjen. Det kan man nemt forholde sig til og bruge i en politiske debat. En debat, der er brug for uanset om man er blå eller rød, men som det primært er de røde, der arbejder for kommer på dagsordenen.

Der synes altså at være et billede af, at de økonomiske samfundsdiscipliner afskærmer flertallet af befolkningen fra de debatter, der er allermest afgørende. Som figuren ovenfor illustrerer er den reelle diskussion om fattigdom et spørgsmål om, hvilke grupper i samfundet, der – imod deres egen vilje og uden de selv er ansvarlige for det – havner i fattigdom.

Der kan være mange argumenter for udvalgets afgrænsninger, men det afgørende er, at det er de politiske vurderinger, der bliver lagt frem til debat. Det er en diskussion de fleste kan være med i, men den er svær at tage, når offentligheden præsenteres for færdige fattigdomsberegninger. Fokusset fra hvem man mener er fattige fjernes. Deres fattigdomsberegninger kommer i stedet i fokus.

Ekspertudvalgets bud er langt fra mindre politiske end andres, de er bare sværere at gennemskue og har langt mere legitimitet i regeringskontorerne.

Jeg vil derfor mene, at vi risikerer at lade en lille gruppe med teknisk snilde og lange uddannelser definere de ord, vi bruger i vores diskussion om fattigdomsgrænser. Det burde istedet være noget vi alle deltager i at definere. Det kunne det også, især hvis man brugte nogle andre metoder, til at vurdere hvem der er fattige. Og det er den første diskussion, der skal tages.

Så kan vi vende os mod indholdet – om der skal gøres noget og i så fald hvad der skal gøres ved fattigdommen i Danmark.

More from Magnus Skovrind Pedersen

Akademiker. Du er prekær!

Igen i år slår optaget på de videregående uddannelser alle rekorder. Men...
Læs mere