Kritisk kunst er en vigtig del af demokratisk politik – seminar på KØS

Kunst kan stadig bidrage til kampen mod kapitalismen, mener den belgiske filosof Chantal Mouffe. Hun var hovedtaler på Museum for Kunst i det offentlige rum – KØS’ seminar om kritisk kunst i storbyrummet, hvor det blev betvivlet, om der overhovedet findes en offentlighed.

Hvad bestiller kunsten i det offentlige rum? Skal den stimulere turismeindustrien, booste økonomisk vækst og æstetisk forbedre levebetingelserne for borgerne? Eller skal den kritisk gribe ind og eksponere magtforhold? Og hvordan bærer den sig i så fald ad med det?

Grænserne mellem kunsten, hverdagslivet og byen ophæves, og kunsten forlader i stigende grad de konventionelle udstillingssteder, hed det i oplægget til seminaret ’Kunst i krydsild: Konflikt og forhandling i nutidens storbyrum’, der var sat i værk af KØS til at tage bestik af den nye situation.

Kvalificeret forvirring

Og der er ingen entydige svar, forklarer Sabine Nielsen, phd-stipendiat ved KØS og KU. Snarere handler det om at undersøge de kategorier, der danner grundlag for diskussionen.

”Formålet med seminaret er at blive forvirret på et højere niveau,” siger Sabine Nielsen.

I sin indledning opfordrer hun til, at vi studerer de interessante sammenstød, der opstår mellem kunst og administrativt regelrytteri.

”Vi kan bruge den slags konfrontationer til at sætte fokus på de uafsluttede politiske forhandlinger, der foregår, når kunsten træder ind i det urbane rum,” siger hun.

Som eksempel viser hun et billede af den amerikanske graffitikunstner Shepard Faireys fredsmaleri på husmuren ved Jagtvej 69. Kort efter færdiggørelsen blev det overmalet med ordene ”Go home, yankee hipster!” og ”Intet glemt, intet tilgivet”. I nogles øjne forsøgte myndighederne dekorativt at udglatte stedets konfliktfyldte karakter.

Uenighed er det politiske

For at operere kritisk i den antagonistiske slagmark, som det offentlige rum er, skal samtidskunsten holde sig sin modhegemoniske effekt for øje, siger Sabine Nielsen. Dermed slår hun tonen an for dagens hovedtaler, den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe.

Chantal Mouffe og Martin Krasnik og Chantal Mouffe. Foto: Hans Peter Auken Beck
Chantal Mouffe og Martin Krasnik og Chantal Mouffe. Foto: Hans Peter Auken Beck

Mouffe tager plads bag mikrofonen og lægger ud med at indkredse kunstens status under den neoliberale kapitalisme. Hun taler engelsk med kraftig fransk accent.

Mouffe er ikke enig i, at den kritiske kunstner skulle være medskyldig i fremkomsten af den neoliberale kreativitetsøkonomi, sådan som sociologerne Boltanski og Chiapello har hævdet. Ligeledes afviser hun situationisternes pessimistiske diagnose, at kritisk kunst er blevet indoptaget i kapitalismens stofskifte og nu er umulig.

”Kritisk kunst kan ikke udgøre en avantgarde, men den kan stadig spille en vigtig rolle i modhegemoniske kampe. Kritisk kunst er en vigtig del af demokratisk politik,” fastslår Mouffe.

Den neoliberale konsensuspolitik stiller os ganske vist i en ny situation, men situationen åbner også nye oppositionsstrategier, mener hun.

”Kunsten kan bidrage til kampen mod kapitalismen. Men det kræver en forståelse af demokratisk politik,” siger Chantal Mouffe og opridser så det radikaldemokratiske politikbegreb, som hun har udviklet sammen med den politiske filosof Ernesto Laclau.

”Der findes ingen konsensus uden eksklusion …” siger Mouffe.

Mikrofonen skratter, og lyden falder ud.

Der opstår et akavet, men bedårende øjeblik, da moderatoren Martin Krasnik tager sit headset af og placerer det på Chantal Mouffes knivskarpe, blonde page.

Mouffe fortsætter. Uenigheden er den egentlige beskaffenhed af det politiske, forklarer hun. Et radikalt demokrati skal sørge for, at intet falder til bunds og sedimenterer sig som hegemoniske ’sandheder’, der ikke længere er til diskussion. Kun derved får vi mulighed for at spørgsmålstegn ved magten.

Foto: Hans Peter Auken Beck
Foto: Hans Peter Auken Beck

”Er det en marxistisk idé?”, spørger Martin Krasnik triumferende, som om der i spørgsmålet lå en potentiel fornærmelse.

”Vores tænkning er blevet kaldt postmarxistisk,” svarer Mouffe upåvirket.

Hun forklarer, at marxismen har blik for antagonisme, men dog har begået den fejl at stirre sig blind på klasseantagonismen. Derfor har den ikke set patriarkatet og kapitalismens øvrige semiotiske og subjektiverende identitetsmaskinerier.

Neoliberalismen elsker overskridelse

Vi gør klogest i at skrotte udtrykket ’politisk kunst’ og i stedet kalde det kritisk kunst, mener Mouffe. ’Politisk kunst’ implicerer nemlig, at kunsten i sig selv er neutral, og det politiske indhold først tilsættes bagefter som en slags statement. Og det er en forkert indstilling.

”Kunst og politik er ikke to adskilte felter, vi skal forbinde. Politik har altid en æstetisk dimension, og æstetik har altid en politisk dimension,” siger Mouffe og henviser til det, den franske filosof Claude Lefort kaldte politikkens iscenesættelse, for eksempel i valghandlingens ritualiserede liturgi.

Uanset hvad man som kunstner vælger, bliver man involveret i en politisering, som kan tage mange former. Det upolitiske kunstværk findes ikke.

”Vil det sige, at hvis man ikke betragter sig selv som kritisk kunstner og alligevel laver kunst, så bekræfter man de eksisterende magtstrukturer?” spørger Martin Krasnik.

”Ja, selvfølgelig,” svarer Mouffe prompte og trækker nonchalant på skuldrene.

Men det stemmer ikke, at kritisk kunst kun kan trives uden for kulturinstitutionerne. Ligesom der hersker en fejlagtig idé om, at det skønne er borgerligt, mener Mouffe.

”Skønhed kan være subversivt,” fastslår hun og tilføjer, at det mest transgressive ikke nødvendigvis er det mest radikale.

”Neoliberalismen elsker overskridelse. Så er der noget, der kan sælges.”

En tilhører er utilpas ved ’os mod dem’-retorikken, der forudsætter, at neoliberalismen er ond, mens alle seminarets tilstedeværende er gode.

”Det er en kompleks situation. Vi er alle sammen neoliberalister, og vi er nødt til at bekæmpe neoliberalisten i os selv,” svarer Mouffe.

Jakob-Fenger
Jakob Fenger. Foto: Hans Peter Auken Beck

Kunsthistoriker Andrea Phillips fra Goldsmiths University of London påminder om, at over halvdelen af kulturinstitutionernes budgetter i dag er privatfinansierede. Den såkaldte offentlighed er en fiktion, som vi adresserer hinanden igennem.

Og det er en realitet, at kunstinstitutioner må tale kapitalismens sprog for at overleve. Problemet opstår, når et radikalt indhold støttet af kunstnere og aktivister bliver placeret i den neoliberale biennaleform, forklarer hun med et eksempel fra Istanbul-biennalen, som hun kuraterede.

”Vi har nået grænsen i forhold til at lade os vareliggøre i en neoliberal form. Nu må vi gøre noget andet,” siger Andrea Phillips.

Utopiske ideer

Herefter fremlægger Jakob Fenger fra kunstnergruppen Superflex og kunstneren Jens Haaning forskellige værkeksempler på kritiske kunstinterventioner i det offentlige rum.

Begge har betjent sig af ombytningsstrategier. Superflex har transplanteret en nøjagtig kopi af Europarådets herretoilet til en tyrkisk restaurant i Ghent. I sit projekt Albanian Pigeons har Jens Haaning transporteret 30 duer fra Albanien til Grækenland.

”Jeg arbejder med utopiske idéer, som ikke nødvendigvis er rationelle og funktionelle,” siger Jens Haaning.

Andrea Philips. Foto: Hans Peter Auken Beck
Andrea Philips. Foto: Hans Peter Auken Beck

Han er ikke meget for at skelne kategorisk mellem offentligt og privat. Det er svært at sige, hvad der er offentligt, mener han.

”Jeg føler mig godt tilpas her, men det ligner ikke mit soveværelse. Og man skal betale 350 kroner for at få lov til at være her,” siger Jens Haaning og kigger ud over det næsten udelukkende kvindelige publikum på stolerækkerne i Arkitektskolens hvidmalede kasernebygning.

Andrea Phillips og Chantal Mouffe har udtrykt skepsis over for biennaleformen. Jens Haaning tilføjer, at der er en komisk selvmodsigelse i at tale om at bekæmpe neoliberalismen i et institutionelt forum som det seminar, der netop finder sted.

”Det her seminar må da været noget af det mest neoliberale og nationalistiske, man kan forestille sig,” siger han skælmsk.

Seminaret ’Kunst i krydsild: Konflikt og forhandling i nutidens storbyrum’ var arrangeret af KØS og fandt sted på Kunstakademiets Arkitektskole fredag den 21. marts

More from Anna Ullman

Kritisk kunst er en vigtig del af demokratisk politik – seminar på KØS

Kunst kan stadig bidrage til kampen mod kapitalismen, mener den belgiske filosof...
Læs mere