Kunne konflikten i Ukraine være undgået?

Demonstrationerne i Ukraine har for længst udviklet sig til en magtpolitisk kamp mellem Rusland og USA. Men er det konsekvensen af en alt for blød amerikansk udenrigspolitik? Eller for hård?

I kølvandet på Krim-konflikten er debatten om USAs udenrigspolitik blusset op igen. Barack Obama har de brugt de seneste fem år på at finde en balance mellem Bushs meget aktive med-os-eller-imod-os-politik på den ene side og eftergivenhed på den anden. Han valgte et begrænset militært engagement i Libyen og har indtil videre holdt kampvognene ude af Syrien.

Til gengæld er han aktiv i brugen af andre virkemidler. Drone-angreb, kortvarige angreb med specialstyrker og målrettede økonomiske sanktioner har været blandt hans foretrukne metoder for magtanvendelse. Taktikken er blevet kaldt “Ligth footprints”.

Men er det de lettere fodaftryk, der har givet plads til Putins fremmarch, eller er det den, der skal redde USA ærefuldt ud af konflikten?
Konflikten på halvøen i det sydøstlige Ukraine har for længst har udviklet sig til en direkte magtkamp mellem Rusland og USA. Ud af de 11 personer, som USA har rettet sanktioner mod, er syv russere, deriblandt nogle af den russiske præsident Putins nærmeste rådgivere. Fra russisk side er optrapningen et klart signal om, at bjørnen ikke længere affinder sig med en plads langt nede ad det internationale hierarki.

Spørgsmålet om NATOs udvidelse
I årene efter Den Kolde Krig stod NATO – med USA som absolut hovedaktør – med et dilemma: Skulle det udvide mod øst og risikere at provokere Rusland, eller skulle det lade de genfødte østeuropæiske stater definere deres egne forsvarspolitiske forholdsregler med risiko for regional ustabilitet og russisk indflydelse?

NATO er som bekendt en forsvarspolitisk sammenslutning i direkte opposition til det daværende Sovjetrepublikken. En udvidelse ville blive set i det lys. Det ville være et offensivt træk og et klart signal til Rusland om, at landet ikke kunne intimidere sine mindre naboer mod vest.

Men mange var imod den offensive løsning. I 1997 skrev 50 tidligere senatorer, ministre, ambassadører og eksperter i et åbent brev til daværende præsident Bill Clinton, at udvidelsen ville være en fejl af “historisk betydning”. De havde fire overordnede argumenter:

1) Udvidelsen kunne provokere og true Rusland og forene de nationalistiske kræfter i landet.

2) De lande, der ikke blev indlemmet – deriblandt Ukraine -, ville blive efterladt til at passe sig selv.

3) Det kunne svække NATOs muligheder for at gøre sit arbejde: Beskytte sine medlemslande. Man var i tvivl om, hvorvidt alliancen ville have mulighederne og viljen til at følge op på et angreb på et af sine nye medlemslande.

4) Det kunne svække USAs engagement i NATO. Modstanderne frygtede, at udfordringerne ved at beskytte de nye – og på det tidspunkt meget ustabile – stater ville puste liv i de kræfter i USA, der er tilhængere af en større grad af amerikansk isolation.

På trods af modstanden blev en udvidelse igangsat. I 1999 blev Tjekkiet, Ungarn og Polen indlemmet i NATO. I 2004 fulgte Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og de Baltiske Lande.
USAs muligheder kan betragtes ud fra, hvad der i international politisk teori beskrives som defensiv eller offensiv realisme. Begge teorier anerkender, at stater grundlæggende kæmper om magt og derigennem statens egen sikkerhed. Men den defensive fløj mener, at unødig brug af magt kan virke mod hensigten og fremprovokere fjendtlig adfærd. Den offensive fløj i derimod lægger afgørende vægt på, at andre stormagter bør holdes nede, så de f.eks. ikke udgør en trussel mod USA.

Den russiske aggressivitet på Krim kan ses som en konsekvens af den offensive strategi siden murens fald. Det mener Erik Kulavig, centerleder på Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.

“Man havde en klar intention om at stoppe Natoudvidelsen mod øst. Nu var det nok. Det var det, konflikten i Georgien handlede om for få år siden, og det er det, det handler om lige nu i Ukraine og på Krim,” sagde han forleden til Politiken og fortsatte: “Strategisk og geopolitisk ligger Krim sådan placeret, at hvis Ukraine skulle få den tanke at melde sig ind i Nato, så vil Rusland kunne presse regeringen i Kijev både nordfra og fra Krim. Krim er altså fra Putins synsvinkel en slags forsikring mod at Nato udvider sig længere østpå.”

Et vakuum efter Bush
Argumentet om at NATOs offensive strategi er årsagen til Putins militære indmarch i Krim har sine modstandere. Condoleezza Rice, tidligere udenrigsminister under George W. Bush, mener, at Obamas politik har skabt rum for, at andre stormagter kan begynde at røre på sig. I et nyligt interview med New York Times sagde hun om Obamas udenrigspolitik:

“Der var en holdning om, at hvis USA trak sig tilbage og stoppede med at “pålægge” og “insistere” i verden, ville vakuummet blive fyldt ud med gode ting: det internationale samfund og dets allierede. Men det, der har fyldt tomrummet, er brutale diktatorer, ekstremistiske kræfter – specielt i Irak og Syrien – og nationalisme.”
Hun er blandt de kritikere, der mener, at manglen på vilje til at gå ind i Syrien samt nedskæringer i det amerikanske militærbudget har sendt et signal til omverdenen om, at der er større råderum. Et signal, der også har nået Putin. Og et signal, der vil nå Iran, Kina og andre stater, som USA har et anspændt forhold til.
Imod det argument taler, at de første tegn på en ny aggressiv russisk udenrigspolitik allerede viste sig under den tidligere præsident George W. Bush, da Rusland gik ind i Georgien.

Obama under pres
kke desto mindre presser konflikten Obama. Han og udenrigsminister John Kerry har flere gange udtrykt, at de betragter afstemningen i Krim som ulovlig. Det samme har den danske udenrigsminister Martin Lidegaard.

“I praksis er valget en farce, vi forventer ikke, at det får betydning, for det er i strid med folkeretten,” sagde han for nylig til Berlingske.

Men Obama-administrationen er realister nok til at gå ud fra, at international lov vil blive ignoreret, hvis den ikke er i statens egen interesse. Med andre ord: Hvis ikke de negative konsekvenser overskygger de positive konsekvenser, der kan være ved at bryde international lov er, er loven i praksis ligegyldig.
Det virker som om Putin har lavet det regnestykke og nået frem til, at fordelene ved en grad af kontrol med Ukraine – ikke mindst en lukning af muligheden for at landet bliver optaget i NATO – er større end de sanktioner, det vestlige samfund i praksis er i stand til pålægge Rusland.

Indtil videre har USAs og EUs svar været diplomati og økonomiske sanktioner direkte møntet på Putins inderkreds. Men diplomati kræver, at man har noget at forhandle med, og indtil videre virker Putin ikke rystet over de økonomiske sanktioner – tværtimod har han svaret igen ved at anerkende Krim som selvstændig stat. Og ingen vestlige ledere virker opsat på at bringe militæret direkte i spil – bortset fra sikkerhedsforanstaltninger i bl.a. Polen.

Tilbage står, at Obama må overveje sit næste træk nøje. Hans tanker går måske på tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights “do-ability doctrine”: “Der hvor du kan gøre en forskel, gør det, men du må også være parat til pragmatiske justeringer.”

Har han værktøjet til at gøre en forskel? Er Ukraine en direkte konflikt med Rusland værd? Eller må han være defensiv og lave en “pragmatisk justering”, der i praksis accepterer, at Ukraine ikke bliver NATO-medlem, og at Rusland vil have stor indflydelse i – om ikke andet så i hvert fald den østlige del af – landet? Er det tid til at være hård eller blød?

More from Thorkil Jakobsen

Kunne konflikten i Ukraine være undgået?

Demonstrationerne i Ukraine har for længst udviklet sig til en magtpolitisk kamp...
Læs mere