Nedbrydningen af den fjerde væg i film og tv-serier

I filmens verden har der altid været noget betryggende ved at blive taget i hånden og blive fulgt igennem en historie af en dygtig og ofte alvidende fortæller. Det bedste eksempel herpå er uden tvivl fra filmen ’En Verden Udenfor’, hvor fortælleren over alle fortællere, Morgan Freeman, guider seeren gennem historien via sin yderst behagelige stemme – teknisk set via voice-over teknikken.

I en del film og en håndfuld tv-serier gennem tiden, tager de skridtet videre. For selvom en voice-over er rettet direkte mod seeren, og har som formål at få udviklingen i fortællingen og karakterernes tanker og overvejelser til at stå klart frem for seeren, gør nedbrydningen af den fjerde væg dette på en anderledes og mere direkte måde.

’Den fjerde væg’ er et udtryk, der stammer fra teatrets verden, hvor det betegner den usynlige fjerde væg mellem scene og publikum. Dette fænomen kan uden de store vanskeligheder overføres til film og tv, hvor den fjerde væg ikke findes ved scenekanten, men ved selve det fysiske medie man bruger til at se programmer eller film.

No go

Nedbrydningen af den fjerde væg finder således sted, når karakteren i en film eller en tv-serie – i et stykke fiktion, overtræder grænsen for historiens fiktion ved at henvende sig direkte til seeren. Og selvom man på filmskolen traditionelt lærer, at man ikke på den måde må bryde historiens fiktion – dens illusion om at være virkelig – er der en del postmoderne instruktører, der bruger dette brud som et bevidst stilteknisk virkemiddel. Og det må siges at være et middel der virker; alle de seje drenge gør det.

John Cusack i ’High Fidelity’, Edward Norton i ’Fight Club’ og senest Kevin Spacey i ’House of Cards’ samt Leonardo DiCaprio i ’The Wolf of Wallstreet’. De taler undervejs direkte til kameraet (og dermed seeren), og bryder den fjerde væg.

Teoretisk set hører dette brud under kategorien ’metafiktion’, idet karakteren gør seeren opmærksom på fiktionen i serien eller i filmen, og dermed underlæggende kommenterer sin egen rolle, historien og måske endda selve mediet. Således får det et islæt af metafiktion

Bonding

Grundlæggende kan vi som nysgerrige mennesker altid godt lide at få forklaret noget; at blive hjulpet til at forstå en sammenhæng. I forhold til film og tv-serier er der flere måder at forklare og fortælle historien og sammenhængene på.

Én måde er ved at lade handlingen og replikkerne forklare historien i sig selv, hvilket er den metode langt de fleste instruktører benytter sig af. En anden måde er via den førnævnte voice-over stemme, der forklarer sammenhænge og nogle gange karakterernes tanker og motiver til seeren. Og endeligt er det muligt at forklare og fortælle ved, at karakteren henvender sig direkte til seeren – altså nedbrydningen af den fjerde væg. Der er i øvrigt ofte tale om en blanding af de tre fortælleteknikker.

Di Caprio i The Wolf of Wall Street
Di Caprio i The Wolf of Wall Street

Den sidstnævnte form for fortælleteknik involverer seeren på en mere direkte måde end de andre former, idet karakteren så at sige rækker hånden ud og transcenderer skærmen og skaber en samhørighed, et bånd mellem sig selv og seeren; et bånd der i øvrigt ekskluderer de andre karakterer i filmen eller serien og som kun eksisterer mellem den henvendende karakter og seeren. For selvom for eksempel Leonardo DiCaprios karakter i ’The Wolf of Wallstreet’, ’Jordan Belfort’, snakker direkte ind i kameraet, mens han går mellem en masse andre karakterer, kan disse andre karakterer ikke høre, hvad han siger direkte til kameraet (selvom de i princippet burde kunne høre det).

På den måde opstår der en særlig form for intimitet og et bånd mellem karakteren og seeren, der altså delvist er bygget på en udelukkelse af andre karakterer, og knytter seerens forståelse, empati og engagement til karakteren.

Her bliver karakteren til en menneskeliggjort fortæller, der kommenterer små dele af sin egen historie i ’synk’ med sin person og selvforståelse, og ikke bare via voice-over teknikken som i ’En Verden Udenfor’.

Dette kan desuden også ses i serien ’House of Cards’, hvor Kevin Spaceys karakter ’Frank Underwood’ ofte gennem interne vittigheder skaber en indforståelse med seeren, som de andre karakterer ikke er indviet i. Somme tider sender han endda et blik direkte ind i kameraet, der har til formål at latterliggøre en anden karakter eller synliggøre, at han ’ved bedre’ i forhold til den anden karakter. På den måde bagtaler han på sin vis sammen med seeren, den anden karakter, og dette kan skabe det førnævnte bånd mellem Kevin Spaceys karakter og seeren, samtidig med, at det bryder den fjerde væg mellem fiktion og virkelighed.

Nedbrydningen af den fjerde væg bliver, som i ovenstående tilfælde, ofte brugt i forbindelse med underholdning og humor, hvor selve måden at henvende sig til seeren på, kan skabe et underholdende fundament.

Kevin Spacey i House of Cards
Kevin Spacey i House of Cards

Samtidig kan nedbrydningen virke som en sofistikeret og intellektuel måde at fortælle på, idet den indeholder det førnævnte metafiktions-lag, som potentielt får seeren til at overveje selve måden at fortælle på, og hvilke betydninger der kan ligge i den. Og den kan skabe en relation, der er med til at forstærke, hvordan vi skal opfatte karakteren.

Den medsammensvorne

Nedbrydningen involverer samtidig seeren på en mere direkte måde i fortællingen, hvilket kan bidrage til at fange seerens opmærksomhed. Det er en måde at gøre seeren til medhandlende på. Vi bliver som seere en slags medsammensvorne.

En undersøgelse fra ’Journalism Quarterly’ konkluderer desuden, at nedbrydningen af den fjerde væg opfattes som mere underholdende (for eksempel når teknikken bruges som et fundament for humor), mere kognitivt involverende og mere sofistikeret, af seeren, end andre mere traditionelle fortælleteknikker.

I de nævnte film og serier bruger de nedbrydningen meget sporadisk, og det er en essentiel faktor for at denne teknik skal kunne fungere. En overdrevet brug af teknikken, ville få hovedkarakteren til at fremstå som en slags tv-vært i stedet for som karakter i en fortælling, hvilket ville ødelægge selve historien. Der skal stadig være plads til indlevelsen. Hvis bruddet opstår for hyppigt forhindres muligheden for indlevelse.

I den førnævnte undersøgelse fra 1991 skriver Philip J. Auter og Donald M. Davis følgende:

”Also, breaking the fourth wall may be a technique that must be relegated to the less realistic worlds of comedy programming. […] Our willing suspension of disbelief – so necessary in dramatic programming to allow us to accept plot and action – would most certainly be shattered by characters making asides to the viewer”.

I modsætning til hvad de herrer Auter og Davis skriver, kan vores accept af historien altså i alle de nævnte eksempler sagtens holde til dette brud på den fjerde væg. Seeren kan altså acceptere dette brud – i hvert fald i moderate mængder – selvom der ikke (i alle tilfælde) er tale om deciderede komedier.

På den måde er vi fuldt ud i stand til at opfatte på et metafiktivt niveau det ene øjeblik (ved direkte seerhenvendelse) og acceptere fiktionen det andet øjeblik. Og ikke blot er vi i stand til dette; men vi sætter pris på det fortælletekniske skift, da det tilfører en interessant dimension til filmen eller serien.

Vi elsker det

Et af de absolut bedste eksempler på nedbrydningen af den fjerde væg forekommer i den førnævnte serie ’House of Cards’. Nærmere bestemt i det første afsnit af den netop lancerede anden sæson, hvor Kevin Spaceys karakter, i slutningen af (og for første gang i) afsnittet, udtaler følgende:

”Did you think I had forgotten you?[…]”.

Replikken er selvfølgelig tiltænkt seeren, ’you’ er os, og viser på tydeligste vis, hvorledes denne teknik direkte inkluderer seeren i seriens univers, og i karakterens intimsfære – også i praksis, idet han befinder sig alene på sit badeværelse. Derudover bliver det involverende aspekt endnu stærkere af, at karakteren stiller et spørgsmål – det drager seeren ind i dramaet på skærmen.

Og når Kevin Spaceys karakter taler direkte til os, hvilket vi ikke er vant til fra mange andre serier, er det meget vanskeligt for os at ignorere ham. Han beder ikke bare om vores opmærksomhed – han forlanger den; på en måde som forstærker og bliver forstærket af hans karaktertræk i serien, og som samtidig tiltrækker og involverer os som seere.

Og vi elsker det. Fordi vi bliver taget alvorligt.

More from Jeppe Zabel

Hvorfor bliver der ikke lavet flere originale film?

For cirka to år siden kreerede Andrew S. Allen en infograf på...
Læs mere