Alle skider – men ingen lort er ens

Insektmennesket - evnen til over kolossale strækninger at komme i kontakt med hinanden. Illustration: Ida Felicia Noack

“Sans for helvede”, råber Jorn i 1948. Og hvis han kunne, ville han nok råbe endnu højere idag.
Ingen lort er ens, men følelsen når den klemmes ud af røvhullet og med et ’blop’ rammer vandet i toilettet, en græsplæne, en jordbund eller Beijings gader er eksakt den samme for alle mennesker.

Vi taler ikke så meget om at skide, da det opfattes som u-civiliseret og ulækkert. På trods af det, er vi alle bevidste om, at vi alle gør det – altså skider – og gør det jævnligt. Dét, at vi ved, at vi alle sammen skider skaber tillid imellem os. Det gør os til mennesker, til primitive væsner, og det er betryggende. Følelsen af lortens rejse fra kroppens indre til den ydre verden er en del af det Asger Jorn kalder menneskenes sansefællesskab. Sansefællesskabet er det mest essentielle og det vigtigste i verden og menneskets liv – kun gennem det kan vi forstå hinanden.

Sansefællesskabet
At forstå kunsten, mennesket og livet, er kun muligt hvis vi er bevidste om hvordan vores sanser fungerer. Første fase i denne forståelse er erkendelsen af det menneskelige sansefællesskab, som gennemsyrer alt hvad vi ser og oplever i verden – lige fra et toiletbesøg til et Picasso-maleri: ”For at forstå kunstens væsen må vi forstå sansningens karakter. Man hører tit, at det påstås, at ingen opfatter eller sanser det samme. Var dette rigtigt, da var det simpelthen umuligt at nyde en anden kunstners arbejde. Da ville det være umuligt at skrive en kogebog, da ville der overhovedet ikke kunne eksistere kunst eller kultur, for alt dette som er opbygget i fællesskab er netop opbygget på grundlag af sansningens fællesskab. Hvordan kunne man konstatere, at et menneske er farveblindt, om vi ikke går ud fra, at den umiddelbare sanseoplevelse stort set virker på samme måde på alle mennesker.”

Sansefællesskabet. Det mest basale menneskelige sansefællesskab er det, at vi alle skider. Illustration; Ida Felicia Noack
Sansefællesskabet. Det mest basale menneskelige sansefællesskab er det, at vi alle skider. Illustration; Ida Felicia Noack

Således skriver Jorn. Sansningen er fælles, fastslår Jorn, og samtidig retter han en alvorlig kritik mod sin samtid En kritik som på mange måder rammer endnu mere plet i dag. Ifølge Jorn sanser vi ikke nok. Ikke engang tilnærmelsesvis nok, hvilket er faretruende, da det ”at tilintetgøre vores sanser er begyndelsen til selvmordet.” Menneskets naturlige orienteringsredskab er sanserne, og hvis disse tilbagekastes, vil mennesket miste sine instinkter og fare hvileløst og forvirret omkring: ”Sindets eller sansernes direkte virksomhed er oplevelse, hvorimod erkendelsen eller forståelsen af det oplevede er fornuftens eller tankens bearbejdelse af stoffet.

Derfor er den kunstneriske oplevelse før-logisk, om man så må sige, overordnet erkendelsen, og derfor kan man udemærket opleve kunst uden at forstå den, og hvad der er lige så almindeligt i vor ”intelligente” verden, forstå kunst uden at opleve den.” At forstå kunsten er at dyrke pseudokunsten, og det er der ifølge Jorn mange som gør. Kunst som taler til intellektet, frem for til sanserne, er ikke ligefrem en sjældenhed i dag, hvor det ikke er ualmindeligt at der følger en to-siders manual med, som forklarer dig om det intetsigende ”kunstværk” du står overfor. Jorn ville sige, at mærker du intet ved blot at iagttage værket, da sanser du ikke, og dermed er værket ikke kunst for dig, lige meget hvor mange fremmedord og kunstepoke-bølger ordene i manualen præsenterer dig for.

Smørkage og spegesild
Det er både prætentiøst og naivt at sætte intellektet og refleksionen før sansningen: ”Mange lærer så en fandens masse om kunst, og både de selv og andre tror, at de har ”forstand på kunst”. Det er som at sætte en mand, hvis smagssans er lammet, til at spise en bøf. Den smager ham lige som smørkage eller spegesild, og så tror han, at han ved at få remset op, hvad der findes af kalorier, æggehvidestoffer, salte og vitaminer i bøffen, at han ved, hvad det drejer sig om.

Den, der ikke formår at opleve kunsten spontant må nøjes med at opleve dens mængde eller kvantitetsforhold og trænger ikke ind til dens organisme eller kvalitet.” Bøffen skal i første omgang smages ligesom kunstværket skal opleves, og først herefter kan man benytte intellektet og sproget til at beskrive oplevelsen og sansningens effekt. Jorn benytter sig ofte af analogier om dyr til at forklare menneskets naturlige kerne: ”Man har specielt ved insekter studeret deres evne til, over ganske kolossale strækninger, at komme i kontakt med hinanden. Disse evner hos dyrene må hidrøre fra ukendte og uudforskede sanseevner og i lige høj grad af ukendte meddelelsesevner.”

Hans beskrivelse af insekters kontakt til hinanden er et opråb til menneskene om at stole på det, man kunne kalde en sjette sans, og den udefinérbare dragning og kontakt, som til tider opstår mennesker imellem. En dragning som det nyeste skud på dating-stammen, fænomenet Tinder, problematiserer en hel del. Her er det ikke sanserne der råder, når man siger ja eller nej til et ansigt på mobilskærmen, men derimod en rationel æstetisk sans, som i øjeblikket bestemmer hvad man tror man tænder på og leder efter. Sanserne og indtrykkene af det fremmede, levende menneske, får ikke lov til eller mulighed for at overmande og overraske én.

Menneskets driftssystem
For at forklare de menneskelige drifter, optegner Jorn et billede af et jernbanenet: ”Mennesket er som et jernbanenet, hvor togene uafbrudt kører. Lokomotiver, skinner og sveller udskiftes og vore sanser er banegårdene, hvor der modtages og udleveres, kontrolleres, indlades og udlades gods og passagerer såvel som nyt jernbanemateriel. Selv om det hele er nyt fra inderst til yderst, er sjælen eller organisationen stadig den samme, om end også denne udvikles for til sidst at forgå, for at give plads for en ny trafikform. Vi ser derfor, at det man kalder sjælen i virkeligheden er selve kroppen, fordi det kvalitetsløse materiale simpelthen falder fra hinanden uden at danne en krop eller organisme.

Det man kalder menneskets drifter er forbindelsesledningerne, som går imellem den besjælede eller levende krop og sanserne. De driver mennesket imod og opsøger de for sundheden og lysten værdifulde sanseopleveler. For at kontrollere den spontane strøm af sanseoplevelser har kroppen et system af afbrydere, der bremser og regulerer drifternes arbejde ved at skabe sjælelige tilstande af angst, afsky, træthed, søvnighed, modbydelighed og væmmelse, og afstænger de oplevelser, der ikke må komme ind og virke i mennesket. Det naturlige afbrydersystem er dialektisk og svinger imellem en stadig aktivitet og passivitet dirigeret efter kroppens øjeblikkelige behov.”

Mennesket er altså udstyret med et automatisk afbrydersystem – et beskyttelsesskjold som holder skadelige signaler for døren. Bliver vi udsat for noget, som truer med at skade os, vil det fremprovokere ubehagelige følelser og fysisk ubehag, som automatisk vil udmunde i, at vi lukker ned, flygter eller modangriber. Jorns pointe er, at der i mennesket, gennem sanserne, er indlejret et system som ved hvad der er godt og skidt, sundt og usundt for mennesket, og dette system reagerer instinktivt før fornuften og rationalet træder ind. Derfor bør vi ikke tænke os til hvad der er rigtigt og forkert, da vi allerede, gennem vores før-logik, ved det.

Følgesvendene: lyst og moral
”Vi ophæver simpelt hen konflikten mellem lyst og moral ved at gøre lysten til moralens rettesnor.” Ifølge Jorn er der ikke noget modsætningsfuldt mellem menneskets lyst og moral. Dét mennesket lyster er også det, der er moralsk rigtigt. Det er en tankegang der står i opposition til kristendommens syndefaldsmyte om, at mennesket er draget af det syndige og derfor skal bruge sin fornuft og moral til at bekæmpe den umiddelbare fristelse. Med et snuptag fratager Jorn os fra den byrde, som vi så tit har fået indpodet, og som vi også selv dyrker. Syndefaldsmyten består i, at mennesket er et syndigt væsen, hvis lyster skal kontrolleres og holdes nede, for ellers vil de udrette skade og ødelæggelse. Syndefaldsmyten, som gennemstrømmer så mange sider af vores samfund og idéliv, er en af grundene til, at mennesket har fjernet sig fra sansningen og at samfundet er blevet umusikalsk.

Hvis vi bortkaster syndefaldsmyten et kort øjeblik, og accepterer Jorns præmis om lysten som moralens rettesnor, må lystens karakter og funktion beskrives: ”Den umiddelbare lystfølelse er den rent umiddelbare sanseoplevelses virkning, sansernes møde med stoffet. Denne lystfølelse er det man kalder den æstetiske nydelse.

Tager vi det konkrete eksempel med bøffen, så er den æstetiske nydelse uløseligt knyttet til den moralske lystfølelse. Nydelsen af det smukke er uløseligt knyttet til nydelsen af det gode. Det vil sige, at vi ikke i oplevelsen kan spalte smagen fra fordøjelsen. Vi må altså slå fast, at den højeste æstetiske nydelse er den, der er i overensstemmelse med den moralske nydelse.” Derfor er mennesket naturligt altid draget af lystfølelsen, som stemmer overens med den moralske nydelse, da det er den højeste æstetiske glæde, som mennesket kan opnå, og derfor altid higer efter.

Menneskene som jernbanenet. Illustration: Ida Felicia Noack
Menneskene som jernbanenet. Illustration: Ida Felicia Noack

På samme måde pointerer Jorn, at man aldrig kan kigge på et kunstværks æstetiske udtryk uden også at se på dets moralske udtryk. Først når disse to spiller sammen, kan man kalde værket for kunst. Kunst skal derfor, ifølge Jorn, altid være moralsk ligesom mennesket. Når vi stopper med at stole på vores sanser, gør vi det dermed også sværere for os selv at leve på den moralsk korrekte måde, og vi opnår sjældent den højeste æstetiske glæde. Jorn mener, at der er mange dynamikker i samfundet som forvirrer mennesket og fjerner det fra den højeste æstetiske glæde.

For at forklare dette vender vi tilbage til billedet af mennesket som et jernbanenet, og kigger på hvad der kan forvirre og forvrænge systemets forbindelseslinjer (de menneskelige drifter), så togene ikke længere kører til tiden, og banegårdene bliver overbefolkede: ”Dette system af drifter og afbrydere er ganske fortræffeligt så længe de virker naturligt, dvs. styret af det enkelte individ selv på basis af hans behov. Ingen andre end mennesket selv kan jo med sikkerhed vide hvor stort og specielt netop hans behov er. At nå frem til selv at kontrollere og tilfredsstille sine behov er det vi kalder at blive voksen.”

Når vi som menneske er i stand til at lytte til vores forbindelseslinjer og afbrydere, er vi så at sige velfungerende – vi er blevet voksne og er i stand til at tage vare på vores eget liv og vores egen skæbne. Jorns pointe er dog, at der lurer en masse farer omkring os, som kan forpurre vores systems funktionsdygtighed: ”Det beklagelige ved vor civilisations struktur er dette, at man ikke tror at det enkelte menneske selv kan udforme sit afbrydersystem og det ulykkelige er, at andre mennesker gennem opdragelse er i stand til at opbygge et kunstigt net af unaturlige afbrydere i et andet menneske, og det mest ulykkelige er, at dette net af sociale grunde netop udbygges, hvor der skulle være fri passage i de naturlige livskrav som belemres med usikkerhed, angst, ja endog med modbydelighed og afsmag, og netop denne afsmag for livets frihed og rigdom, kolorit og variation er det man kalder ”den gode smag”.

Jagten på ”det gode liv”
Jorns udtryk om samfundets jagt på, at udbrede den ”gode smag” kan i dag erstattes af den allestedsnærværende tale om ”det gode liv”. Før SF krakelerede, og forhenværende sundhedsminister, Astrid Kragh, flygtede til Socialdemokratiet, var hun i gang med at oprette et korps af såkaldte ”Lighedsambassadører” der skulle lære de (underforstået) uvidende og uansvarlige mennesker at leve det ”sunde” og det ”gode” liv. Forslaget kom efter, at en rapport fra Sundhedsministeriet ”Ulighed i sundhed” viste, at folk med lave uddannelser døde før folk med høje uddannelser, hovedsageligt grundet livsstilssygdomme. Astrid Kragh udtalte følgende om ideen bag korpset:

”Lighedsambassadørerne er folk fra for eksempel idrætsforeninger, patientforeninger og erhvervslivet, og det kan for eksempel være direktøren eller kollegaen. Alle forpligter de sig på at påvirke andre menneskers sundhed med kærlige skub.” Et ”kærligt skub” er her i Jorns optik et ønske om at oprette et kunstigt afbrydersystem i et andet menneske og dermed forpurre dette menneskes eget naturlige afbrydersystem. Sagt på en anden måde, nægter man med ”det kærlige skub” at anerkende den anden person som voksen. Ideen om lighedskorpset og ”det gode liv” er blot ét ud af mange eksempler på statslige råd og formaninger om hvordan man som borger lever godt og rigtigt, så man ikke belaster den danske stat og dermed koster alle danske borgere dyrt.

Et andet presserende eksempel er fremdriftsreformen. Man kan sige, at vi selv har sat os i denne kattepine. Vi har en af de bedste velfærdsstater og et af de bedste uddannelsessystemer i verden, som vi er stolte af – og med god grund. Problemet er dog, at der med privilegier altid følger et skyldsforhold. Grundet alle de goder, vi som danske statsborgere har, skylder vi også staten og hinanden at leve et fornuftigt og – med økonomiske termer – ”billigt” liv. Vi skal være effektive, sunde og arbejdsdygtige.

Vi er afhængige af den danske stat, og med afhængighed følger forpligtigelser, hvilket altid i en vis grad formindsker den personlige frihed. Med mere sociologiske termer er der i den moderne vestlige verden sket en sammenblanding af den civile og offentlige sfære, hvilket udmunder i et udefinérbart miskmask, hvis indmad er mennesker, der hovedløst prøver at få fat i det, som alle taler om: ”det gode liv” og dermed negligerer deres egne forbindelseslinjer og afbrydersystemer.

Hannah Arendt italesatte denne sammenblanding af sfærerne ved at navngive staten som ”én stor husholdning”, et navn der på mange måder passer godt til den danske stat. Godtager vi Jorns præmis om, at man først er et voksent menneske, når ens egne forbindelseslinjer fungerer, og når man lytter og navigerer efter ens eget afbrydersystem, opstår der to mulige grunde til, at politikere, som Astrid Kragh, ser det som en nødvendighed at igangsætte projekter som et ”Lighedsambassadørkorps”:

1) Den danske befolkning er ikke færdiguddannede voksne med et velfungerende sanseapparat og afbrydersystem, men uansvarlige og hovedløse børn.
2) Den danske stat opfatter fejlagtigt sine borgere som børn der skal ledes og guides til det ”sunde” og ”rigtige” liv – og fortalere for den ”gode smag.”

Jeg lader disse to mulige grunde svæve lidt og lader Jorn fortsætte: ”Er driftens naturlige baner spærrede, må den søge andre veje og skaber derigennem unaturlighed og sjælelig ubalance. At få drifterne ledet ind i unaturlige og perverse baner kaldes af rationalisten sublimering og af den religiøse omvendelse.”

Under den gregorianske reformation af kristendommen i 1050 skulle kirken renses, og en af renselsesprocesserne var at indføre cølibat. Nu var det ikke længere kun munkene der ikke måtte have seksuelt samkvem, de lokale præster skulle også leve i cølibat, og måtte fra den ene dag til den anden, stoppe med at dyrke sex med deres koner – i hvert fald officielt. Med et snuptag oppefra var en af de mest naturlige ting i deres liv blevet gjort syndigt og unaturligt. I dag er vi gået fra den religiøse tidsalder til den rationalistiske og sublimering forstået som ”omstilling af en primitiv drift mod et sublimt mål, og som en tilpasning af væremåde, således at individet kan udføre en handling, som tidligere ville være betragtet som uacceptabel på en acceptabel måde”, dominerer nu mange af de gennemstrømmende opfattelser i vores samfund.

Det urbilledlige i os selv
Hvis man er kritisk overfor Jorns teori, og ikke tror på det naturlige menneskelige drifts- og afbrydersystem, er der stadig et vigtigt og overordnet spørgsmål som ikke syntes besvaret, på trods af, at det er hele grundlaget for sublimeringsprocessen: Hvad er det ”gode liv”? Hvem har retten til at definere det? Er det Astrid Kragh? Overlægen? Alkoholikeren? Det synes paradoksalt, at intet menneske endnu har kunnet besvare, hvorfor vi befinder os på denne jord, men alligevel ser sig selv som i stand til at definere det overordnede ”gode liv” for alle andre mennesker.

Hvorfor er det gode liv eksempelvis det lange liv? Den holdning er gennemtrængende i vores samfund, men også gennemtrængende ulogisk. For Jorn er det at leve – det at være menneske i verden – lig med at sanse og at skabe: Men kan man eksistere uden at leve, uden at skabe, uden at arbejde, da er ”det onde” en realitet, da er døden levende og livet bliver dødt. Skal vi udrydde det ondes magt af vor tilværelse, da må vi befri os for den dødvægt, der i dag ligger over vort samfundslegeme og forhindrer at dette kan leve, så det, der er nederst, kan komme øverst, og det der kommer øverst, kan cirkulere ned igen, at vi, som maleren Paul Klee udtaler det flytter os fra det forbilledlige uden for os til det urbilledlige i os selv.” Skabelsen og progressionen er en del af vort sansende væsen, og den højeste æstetiske nydelse er til enhver tid forbundet med den moralske nydelse. Lyst og moral er ikke modsætninger men følgesvende. Ingen andre end dig selv kan fortælle dig hvornår du skal skide, på samme måde som ingen andre kan fortælle dig, hvordan du opnår det ”gode liv”.

Så sans, skab og lev for helvede da!

Asger Jorn var gennem hele sit virke meget optaget af skriftens og billedets sammenspil. Derfor har tegneren Ida Felicia Noack kreeret illustrationer ud fra en tolkning af hans ord og teorier som gennemgås i denne artikel.

Jorn skriver manuskriptet til “Magi og Skønne kunstner” i 1948, men ingen forlæggere ønsker at udgive det. Først i 1971 udgiver Borgens Forlag bogen, hvor citaterne i artiklen er hentet fra.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Platon er ultramoderne – når det kommer til pik og patter

Queerjihad, intetkøn, heteroseksuelt verdens-herredømme, transseksualitet – alle disse begreber og strømninger påvirker...
Læs mere