Alfred Jarry – Hinsides skildpadden

Den symbolistiske forfatter, avantgardist og excentriker Alfred Jerry udgav i 1898 den neo-videnskabelige roman Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger. Det er en besynderlig, sjov og skarp bog, der har inspireret både Burroughs og Ballard.

(…) ligesom tusind trommer for mig ikke larmer nær så meget som en enkelt tromme, og tusind intelligente væsner tilsammen udgør en hob, der styres af instinkter, er et individ ikke et individ for mig, hvis han præsenterer sig for mig sammen med flere af sine ligemænd, og jeg vil påstå, at et hoved kun er et hoved, når det er skilt fra sin krop.
– Doktor Faustroll

Forfatteren Martin Larsen har oversat Alfred Jarrys besynderlige bog om “de love, der styrer undtagelserne”. Den er både vanvittigt indforstået og dybt vedkommende og velskrevet.

Alfred Jarry på sin sportscykel, 1890erne.
Alfred Jarry på sin sportscykel, 1890erne.

Vi sidder på Café Vogelkop på Vesterbro, Martin Larsen og jeg. Caféen har en velspækket bogreol, og på hylden bag os står den kompakte, grønne bog, det hele handler om: Alfred Jarrys Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger, der udkom på dansk på forlaget Basilisk tidligere på året, oversat fra fransk og med imponerende noteapperat af Martin Larsen. Jeg har læst bogen grundigt og flere gange. Men jeg kan ikke få greb om, hvad den handler om. Jeg ville dumpe til eksamen i den. Alligevel synes jeg, den kan noget helt vildt og vigtigt, og det synes jeg sjældent en bog kan. Aldrig før har jeg haft sådan en stærk oplevelse med en bog, jeg ikke forstår. For at forstå lidt mere har jeg inviteret bogens dedikerede oversætter på kaffe, og heldigvis har han takket ja.

Videnskaben om imaginære løsninger
Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger er en kort roman om Doktor Faustroll, der sammen med fogeden, der er romanens fortæller, og aben Balle-fjæs sejler rundt i et mystisk øhav i den drønbesynderlige neo-videnskab patafysikkens tro tjeneste. Læg dertil et par breve og udregninger og et tillæg med Optegnelser til hjælp for den praktiske konstruktion af en tidsmaskine. Næsten halvdelen af oversættelsen er oversætterens noter. Nyttige noter for læseren, for romanen er i den grad en nøgleroman, flere kapitler er skrevet til forfatterens venner og kredser om indforståetheder fra Jarrys excentriske liv i de parisiske symbolistkredse.

Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger, Basilisk, 2014
Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger, Basilisk, 2014

“Lad os begynde ved begyndelsen, titlen, ligefrem”. Martin Larsen nikker ivrigt og fortæller, hvordan Jarry med Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger satte patafysikken på neo-videnskabens mærkværdige dagsorden. Jeg er matematisk student, jeg har skrevet speciale i termodynamikkens 2. lov. Men patafysik? Ordet er ganske nyt for mig.

“Denne her patafysik…«, prøver jeg. Jeg har googlet hjemmefra uden at komme forståelsen af denne videnskab nærmere. »…hvad er det lige der er med den?”

“Hm….jaeh…det er jo så heldigt at patafysikken er defineret i bogen”, smiler Martin Larsen lidt skælmskt. Han rækker ud, tager den grønne bog, det hele handler om ned fra hylden og vi bøjer os over den og læser i definitionskapitlet: Patafysikken er videnskaben om imaginære løsninger, der symbolsk tilskriver genstande, som er virtuelt beskrevne, deres grundtræk. (…) Den vil udforske de love, som styrer undtagelserne, og vil forklare et univers, som er supplementært til dette.

Undtagelseslove, supplementærunivers? Der er ikke megen hjælp at hente i sådanne definitioner. Slet ikke i en roman, hvis hovedperson, Doktor Faustroll, (…) blev født som treogtresårig i Tjerkessien i 1898, og hvor kapitlerne bl.a. hedder Om doktorens båd som er en si, Om solen som et køligt legeme og Om Guds overflade.

I en selvdementerende parentes får vi sågar at vide, at Faustroll definerede universet som det, der er sin egen undtagelse. Jeg tager en dyb indånding; forsøger at tro på mit projekt – at Martin Larsen om nogen må kunne give en slags svar, så jeg fortsætter: “Men hvor meget er nonsens, hvor meget er videnskab?”
“Det er vist et endnu uafklaret spørgsmål”, svarer Martin Larsen roligt og fortæller om de små, men faktisk ikke så få, patafysiske institutter, der findes verden over den dag i dag. Med studentikose intellektuelle, forskere og forfattere, der mødes på universitetslofter og dyrker en paradoksernes, undtagelsernes, modsætningernes videnskab, nej, neo-videnskab.

“Disse patafysikere, de dyrker jo det, at man i virkeligheden aldrig kan adskille videnskab fra nonsens – videnskaben gør sig jo alle menneskeligt mulige anstrengelser for at være logisk sammenhængende, men forfølger man et hvilket som helst ræsonnement langt nok, bygger det på en absurditet eller et aksiom, der ikke kan retfærdiggøres af systemet selv«. Jeg nikker, og han fortsætter: »Det er ligesom historien om, at hele verden hviler på ryggen af en elefant. Men hvad hviler elefanten så på? På en kæmpestor skildpadde. Men hvad hviler den så på? Patafysikken er videnskaben om det, der ligger hinsides skildpadden.”

Historien om Doktor Faustroll lefler ikke for læseren, og anmeldelser i forbindelse med den danske udgivelse er stort set fraværende. Jeg frygter derfor, at bogen kommer til at leve et stille liv og spørger Martin Larsen, hvad han tror eller måske bare håber, der kommer til at ske med den. Han er realistisk og anderledes udramatisk. Han håber selvfølgelig at bogen vil blive læst, den er jo en del af litteraturhistorien, og derfor skal den da findes på dansk, men han ved også, at det nok mest bliver i litterære kredse, som den del af litteraturhistorien, den er.

“Sådan er det jo, det er ikke en nem bog at gå til”, siger han konstaterende. Jeg kan i min iver ikke acceptere, at kun smalle, litterære kredse skal få glæde af bogen:

“Hvordan får vi så flere til at læse den? « spørger jeg, klar til løbesedler, virale kampagner, you name it. »Der er jeg nok den forkerte at spørge”, svarer Martin Larsen og tager en rolig slurk af kaffen. Så fortsætter han uanfægtet i det litteraturhistoriske og fortæller, hvordan blandt andet det eksperimenterende skrivefællesskab OuLiPo, med bl.a. Georges Perec og Raymond Queneau, var aldeles inspirerede af Alfred Jarry.

Martin Larsen er selv en forfatter med hang til eksperimenter, der næppe rammer bestsellerlisterne. Han debuterede i 1997 med digte på diskette og har derudover blandt andet udgivet ottebindsværket Monogrammer, der består af alle lovlige danske navne. Han havde egentlig kendt til Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger i årtier, da han besluttede sig for at oversætte den, selvom hans franske var nogen lunkent. Siden han første gang læste bogen har han genlæst den og genlæst den og genlæst den. Hans fokus har flyttet sig undervejs, fra patafysikken over selve bogens handling over forfatteren som person til symbolismens abstrakte æstetik og komplekse udtryksform.

Jeg aner ikke hvor mit eget fokus er, måske har jeg slet ikke noget. Måske har Alfred Jarry og Doktor Faustroll tryllebundet mig, så jeg en lykkeligt læsende stund har sluppet min fornuft og læst bogen på dens umiddelbart ubegribelige præmisser. Undervejs røres jeg. Både af de biografiske noter om Alfred Jarrys liv og tidlige død, den lille, fattige mand med den moderne cykel, der gik i de rigtige saloner og opfandt den så berømte Kong Ubu, han efterhånden forvekslede sig selv med. Men også af den kompromisløse historie om Doktor Faustroll og hans (ikke-)gerninger i det yderst abstrakte øhav, hvor han blandt andet besøger Klangenes ø, hvor solen og månen ved daggry og skumring skralder som bækkener, og den mobile, pansrede og firkantede ø Cyril.

Sproglig skarphed, sæbebobler og polske monstre
Måske er det fordi bogen meget hurtigt og på alle planer vender vrangen ud af logikken, at min læseoplevelse er så intens. Min hjerne er et hurlumhejhus, mine tanker og ræsonnementer er rundtossede og ender i blindgyder. Den nærmeste sammenligning, jeg kan komme på (for noget må man da kunne sammenligne med!) er de sidste sæsoner af evigheds-tv-serien Lost, hvor logik og fysik igen og igen må føje sig for neo-videnskabelig nonsens beyond videnskab. Hvor de indtørrede lig, vore helte finder, vistnok er dem selv, de er allerede døde i en anden tid hinsides denne.

Hvad gør man, når noget insisterer på videnskaben men samtidig benægter den?
Det er et mærkeligt og for mig ret nyt rum at være i. Jeg er i frit fald, jeg lader mig forføre. For Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger rører og rammer. Måske – i den mere jordnære ende – fordi den er vanvittigt velskrevet med en baldrende idiosynkratisk lyrisk energi. Lad mig forsøge at citere fra et par af de passager, der har boret sig mest fast i mig:

Der er intet rædselsvækkende, hvis det da ikke er en efterladt galge, en bro med udtørrede piller og en skygge, som stiller sig tilfreds med at være sort. Frygten vender hovedet bort med sænkede øjenlåg og presser sin stenmaskes læber sammen.

De sorgfulde pupiller kryber opad mod den vinrøde himmels knæ; men englen har fanget det nyfødte monster i glaspalæets blod og kastet ham ned i bunden af flasken.

Der går en engel gennem Café Vogelkop, vi nipper til vores kaffe. Så drister jeg mig til at spørge:”Kan man misforstå denne bog?” “Ja”, svarer Martin Larsen og uddyber: “Hvis man læser og tror det er ren rablen, så er der noget, man ikke har fået med, så er både patafysikken og symbolismen blevet overset”.

Doktor Faustroll møder bl.a. Havbisp Løgnhals, der ligner et polsk 1500-talsmonster (Aldrovandi, 1642). Billede: Wunderkammer.
Doktor Faustroll møder bl.a. Havbisp Løgnhals, der ligner et polsk 1500-talsmonster (Aldrovandi, 1642). Billede: Wunderkammer.

Men ellers forklarer han ikke meget. Vi snakker en time, men da jeg lytter interviewoptagelsen igennem fylder mine talestrømme mere end Martin Larsens. Måske er jeg for ivrig i mit forsøg på bedre at forstå min læseoplevelse. Det er sjældent, at jeg har store, vilde oplevelser med så sære og svære bøger. Måske synes Martin Larsen bare, at han allerede har gjort sit udi forklaringerne. Nu klør han sig lidt i skægget, trækker på skuldrene, tier. Og det er vel meget forståeligt – den ukuelige forfatter har grundigt og pædagogisk rammet historien om Doktor Faustroll ind i både for og efterord samt føromtalte noteapparat.

Et noteapperat, der udgør en polyfoni af fortællinger i sig selv og kommer omkring 1800-tals bøger med gode råd til børn, der gerne vil lave flotte sæbebobler, Jarrys eksklusive badekar, Polske 1500-talsmonstre og uddybende forklaringer på begreber som Epikurs Klinamen (en minimal, uforudsigelig bevægelsesretning med katastrofale konsekvenser, læser jeg mig til i en energisk-koncis note).

Martin Larsen har ikke bare oversat bogen, han har formidlet den. Det betyder ikke, at jeg forstår hverken patafysikken eller bogen, men det betyder, at jeg oplever bogen, lader mig overgive til den og ikke strander i rablen. Og at jeg bliver nysgerrig på alt muligt videnskabeligt, uvidenskabeligt og neovidenskabelig på, under og hinsides skildpadden. Det er godt gået. Det er en vigtig bog, en poetisk pause fra logikken.

Vi siger farvel med et håndtryk. Så går vi ud i forårssolens kolde kvadrater.

More from Lea Fløe Christensen

Den gode og sande historie fra knokkelhulerne

Den største kliché af dem alle, at virkeligheden overgår fantasien, understreges i...
Læs mere