Det er bare et trick! Rom på rollelisten

Hoved- og biroller i en film tilhører traditionelt skuespillerne. Men locations har ofte en væsentlig funktion som medfortæller af historien. I den italienske Oscar-vinder, ”Den Store Skønhed”, er Rom blandt hovedrolleindehaverne.

Der er zoomet ind på en kanonmunding. Vi hører braget fra et skud. Stilheden efterfølges af kirkeklokker. Der panoreres over en park og et mindesmærke med ordene ”Roma o Morte” – Rom eller Døden. Så er både sted og stemning slået an. Vi er i Rom, den evige stad, der med Garibaldis slagord er værd at dø for – eller det sted, hvor døden er lettere at have med at gøre end andre steder, som forfatteren Madame de Staël skal have sagt. Der er da også flere der dør i de følgende par timer. For det er bare et trick, en forestilling. Vi er ikke i Rom i virkeligheden, men i filmen ”Den Store Skønheds” anslag. Stemningen er indbygget i de locations, der er valgt, og de monumenter og bygninger, der udgør scenografien.

Destination placement
Den Store Skønhed er et portræt af Jep Gambardella spillet af Toni Servillo. Men filmen er også et portræt af Rom. En films locations er ikke valgt tilfældigt. Der er taget bevidst stilling til, hvor man vil filme for at opnå en særlig betydning. Vi bliver fortalt, hvor vi er, hvad det er for en slags sted filmen foregår – enten for at underbygge en stemning eller for at lokke filmpublikummet til at synes om stedet og måske endda få lyst til at tage dertil.

Jep går tur i Parco degli Acquedotti, hvor han har overværet en happening. Parken er en offentlig park, der har navn efter de akvædukter, der krydser igennem den. Parken er i øvrigt også en location i Fellinis ”La Dolce Vita”.
Jep går tur i Parco degli Acquedotti, hvor han har overværet en happening. Parken er en offentlig park, der har navn efter de akvædukter, der krydser igennem den. Parken er i øvrigt også en location i Fellinis ”La Dolce Vita”.

Det er en helt bevidst strategi i mange film. Lige som der er tale om product placement, når produkter placeres i en film som en form for reklame, så kan steder også anvendes – det kaldes destination placement, og man taler også om filmturisme. Byer og steder konkurrerer om at indgå som locations for at profitere på en øget omsætning.

På samme måde findes der arkiturisme, hvor markant ikonarkitektur kan trække folk til. Det har ikke nødvendigvis betydning for en films handling, men er blot en spektakulær kulisse, der er med til at brande en by. Det har Rom nu næppe brug for, og det har heller ikke været instruktøren Paolo Sorrentinos mål med ”Den Store Skønhed”, selv om man får ubetinget lyst til at tage til Rom pronto!

Arkitektur og kunst spiller en rolle
Scenen med kanonen foregår på Roms ’8. høj’, Gianicolo. Vi ser også Fontana dell’Acqua Paola fra 1600-tallet, en gigantisk fontæne med brusende vand. Hvis ikke man kender Gianicolo og allerede ved, at man er i Rom, så er der ingen tvivl, når Colosseum senere toner frem. Den tidligere gladiatorarena, der blev påbegyndt i år 72, er et arkitektonisk ikon for Rom og viser helt præcist, hvor filmen foregår.

Men arkitekturen og kunsten kan også fortælle noget om de personer, der er med i filmen. Når vi ser Colosseum, ved vi altså, at vi er i Rom. Vi ved måske også, at Colosseum har stor betydning for romerne, ikke kun som fysisk ikon og turistmagnet, men også som symbol. Det har siden 700-tallet heddet i en profeti af den hellige Beda Venerabilis, at så længe Colosseum holder, holder Rom; når Colosseum falder, falder Rom; når Rom falder, falder verden. Vi ser Colosseum fra Jep Gambardellas terrasse, og på den måde får vi noget at vide om ham. At han, lige som Colosseum, trods alt står endnu! Og mere konkret: At han må have en dyr lejlighed med sådan en placering.

Jep og Ramona kommer på deres nattevandring til Roms kunst- og arkitekturskatte også ind i Villa Medicis park. I dag har Det Franske Akademi til huse her, og man kan komme på guidede ture og besøge forskellige udstillinger.
Jep og Ramona kommer på deres nattevandring til Roms kunst- og arkitekturskatte også ind i Villa Medicis park. I dag har Det Franske Akademi til huse her, og man kan komme på guidede ture og besøge forskellige udstillinger.

Det bliver fortalt på mange måder, at Jep hører til i Roms mondæne inderkredse, men altså også ordløst via udsigten fra hans terrasse. Måske giver udsigten også associationer til de gladiatorkampe, der engang blev udkæmpet på arenaen – dødbringende underholdning der bringer tankerne videre til Jeps ’kampe’ på terrassen, hvor han tilbringer mange aftener og nætter med underholdende og spiddende samtaler med sine intellektuelle eller velhavende venner.

Jep møder den yngre kvinde Ramona. Hun tilhører ikke Jeps mondæne verden, og Roms skønhed ligger langt fra hendes dagligdag. Jep tager hende med på en vidunderlig tur til nogle af Roms allerskønneste steder. Det er en form for dannelsesrejse, og hun repræsenterer i sin umiddelbare tilgang til det, de oplever, et oprigtigt og uspoleret blik på den skønhed, de møder. Flere af stederne er turistmål i virkelighedens Rom, og man kan selv tage ud for at se dem. I Palazzo Spada oplever de et særligt trick, et synsbedrag, i Borrominis søjlegang, hvor han med falsk perspektiv skaber en illusion af, at gangen er meget længere, end den i virkeligheden er.

De besøger også de Capitolinske museer. Her dvæles der mest ved skulpturen Marforio i gården i Palazzo Nuovo. Marforio var engang placeret ude i byen, hvor han blev én af Roms såkaldte talende statuer. I 1500-tallet opstod en tradition med at sætte kritiske og ofte ironiske meddelelser op på særlige statuer; Marforio blev gjort tavs, da han blev flyttet på museum. Måske er Marforio et billede på Jep. Ligesom meddelelserne kan Jep være kritisk og ironisk over for sine venner eller de personer, han som journalist interviewer, men som forfatter er han blevet tavs.

Filmens officielle plakat viser Jep og Marforio, ganske vist klippet sammen fra to forskellige scener i filmen, men med fin sammenhæng i den elegante attitude med armene afslappet henslængte. Der bliver også panoreret forbi de mange skulpturer indenfor på museet, men dvælet primært ved én – Den Døende Galler. Det er næppe tilfældigt. Måske er det et symbol på Jeps følelse af, at alle omkring ham dør, og et symbol på, at han erkender sin egen dødelighed.

Flere steder spiller en konkret bygningsdel en rolle. Trapper hænger per definition sammen med bevægelse op eller ned, og de er derfor oplagte som symboler på ophøjelse eller nedtur. Helt tydeligt er det i brugen af Scala Santa, den hellige trappe, som ligger ved Roms domkirke, San Giovanni in Laterano. Filmens hellige kvinde slæber sig på sine knæ op ad trappen og nærmere Gud. Jeps trapper er mere prosaiske. Han oplevede som ung en stor skønhed, der har en trappe til et fyrtårn som et vigtigt billede, en trappebevægelse der går opad.

Trapper er et vigtigt element i filmen. De er med til at underbygge stemningen afhængig af, om personerne går op eller ned ad dem. Her fører de nedad efter en begravelse, hvor stemningen er tung
Trapper er et vigtigt element i filmen. De er med til at underbygge stemningen afhængig af, om personerne går op eller ned ad dem. Her fører de nedad efter en begravelse, hvor stemningen er tung

En anden tur ad en trappe går nedad, og stemningen er tung, det er efter en begravelse. Situationen har forbindelse til fyrtårnet og til det vendepunkt, der får betydning for Jep og hans forvandling igennem filmen – fra den ingen, han efterhånden er blevet, tilbage til sig selv. Jep besøger på et tidspunkt Tempietto, Bramantes lille renæssancetempel fra begyndelsen af 1500-tallet. Her siger en lille pige til ham, at han er nessuno, ingen. Set i sammenhæng med renæssancens idealer om, at mennesket er i centrum i højere grad end det guddommelige, så virker det stærkere at være ingen netop her.

En imaginær rejse
“At rejse er ganske nyttigt, det sætter fantasien i arbejde. Resten er kun skuffelser og strabadser. Vor egen rejse er helt igennem imaginær. Det er dens styrke. ” Den Store Skønhed begynder med et citat af den franske forfatter Céline fra bogen ”Rejse til nattens ende”. Og filmen slutter med Jep, der siger, at det hele bare er et trick. Der findes en virkelighed, men alting er også fundet på.

Påfund er nødvendige i film for at virkeliggøre sandheden. Sorrentino henviser til Fellini, der engang har sagt, at han frem for cinéma vérité, den sandhedssøgende film, som var en dokumentarfilmbevægelse fra hans egen filmtid i 1950’erne, foretrækker løgnens film. Løgnen er skuespillets sjæl. Mens det, der skal være autentisk, er den følelse, der opstår, når man ser på.
Fellinis film ”Roma”, ”8½” og ”La Dolce Vita” er ifølge Sorrentino store mesterværker, der ikke kan ignoreres i arbejdet med at lave en film som ”Den Store Skønhed”. Lokationen er det skønne Rom, hvor Sorrentino, der oprindeligt er fra Napoli, selv bor. For ham er det en skønhed, der ikke kun består af det smukke, men også af det bizarre, det melankolske og hele sammenvævningen af det profane og det religiøse, der er til stede overalt i Rom.

Der er mange andre steder fra Rom med i filmen. Piazza Navona i en sen nattetime, Via Veneto, Tiberen og dens bredder og broer og bygninger, Palazzo Barberini og Aventinerhøjen med fontænen ved Santa Sabina og kigget til Peterskirken igennem nøglehullet ved malteserordenens priorat – for blot at nævne noget af det, man selv kan besøge.

Alle veje fører til Rom – på film eller i virkeligheden. Det er bare at komme af sted på denne skønne rejse af tricks og forestillinger. Det er en prisbelønnet rejse, der har både en Golden Globe, en BAFTA og en Oscar med i bagagen.

Det fulde citat af Céline, fra dansk udgave oversat af Lars Bonnevie, Rejse til nattens ende, Forum 1999.

At rejse er ganske nyttigt, det sætter fantasien i
arbejde. Resten er kun skuffelser og strabadser.
Vor egen rejse er helt igennem imaginær.
Det er dens styrke.

Den går fra livet til døden.
Mennesker, dyr, byer og ting, alt er fantasi.
Det er en roman, blot en aktiv historie.
Det siger Littré som aldrig tager fejl.

Og så kan alle for resten gøre det samme.
Man skal blot lukke øjnene.

Det er på den anden side af livet.

More from Dorthe Bendtsen

Bond-bygninger og guld galore – Goldfinger fylder 50 år

En bar kan have en James Bond-agtig indretning, en person kan ligne...
Læs mere