Essay: ”Jeg får lige en latte to go”

København er for rasende, især den del af den, der foregår i trafikken, skriver forfatterinden Irmelin Prehn i dette essay.

Jeg stod i krydset mellem Rosenørns Allé og H.C. Ørstedsvej. Klokken var over midnat, jeg havde været ude at høre jazz på en søndag, jeg var nyforelsket (det er jeg stadig). Med min cykel holdt jeg for rødt med retning mod Gammel Kongevej og drømte om et par ganske særlige øjne, og hvornår jeg ville se dem igen. Der var stille på gaden. De fleste mennesker lå i deres senge og lod søvnen gøre sit. En taxa holdt i det modsatte kryds. Jeg var utålmodig efter at komme hjem, luften var kold. Jeg rykkede længere frem. Jeg forestillede mig at kunne komme hurtigere over vejen, når lyset endelig skiftede. Som om den halve meter ville gøre den store forskel. Lige om lidt ville det blive grønt. På den krydsende cykelsti kom et par cyklister drønende gennem stilheden. Jeg opdagede, at jeg i min iver havde placeret forhjulet ude på cykelstien, så hvis ikke jeg snart flyttede mig, ville jeg spærre vejen for dem; de ville i værste fald køre lige ind i mig.

Et lille forelsket fjols
Det samme havde den forrestkørende cyklist bemærket. Samtidig med at han kom farende, råbte han: ”Pas påååå!” og jeg skyndte mig at flytte mig og ærgrede mig i samme nu over min ubetænksomhed. I samme øjeblik cyklisten passerede, fandt han det på sin plads også lige at tilføje et: ”Fjols!” – og det udsagn var møntet på mig, det blev sagt så højt, at jeg ikke var i tvivl.

Han havde for så vidt ret i, at jeg havde opført mig som et fjols ved at stå der på vejen og glane uden at være opmærksom på, at der trods det sene tidspunkt og søndagens lave puls, fandtes andre trafikanter end lige mig. Ja, han havde ret; jeg var (og er) et lille forelsket fjols. Han var fuldt berettiget til at gøre mig opmærksom på min uhensigtsmæssige trafikadfærd. Alligevel nagede det mig, det lille ord ”fjols”, det gnavede sig ind under huden. Nuvel, han kunne ikke vide, at jeg er et så nærtagende menneske, men det undrede mig, at han fandt det nødvendigt at sætte eftertryk på sin irettesættelse på den måde.

Dagen efter var jeg ude at købe ind.
Mens jeg placerede varene i kurven og låste min cykel op, kom en fejemaskine forbi på cykelstien. En mand i arbejdstøj gik ved siden af med en blæsemaskine. Klokken var to, der var ikke mange cyklister, men en enkelt, der gerne ville forbi, bemærkede meget irriteret, idet han passerede, hvorfor fanden de ikke kunne gøre det der om morgenen i stedet? Hertil replicerede manden i arbejdstøjet, hvad sandt jo var, at de skam bare forsøgte at passe deres arbejde.

Man kunne have haft lyst til at spørge den travle, passerende cyklist, om han virkelig ville foretrække, at fejemaskinen kørte i morgenmyldretiden, hvor hundredvis af byens cyklister skal af sted på arbejde og i skole? Men han var allerede væk.

Min tid gælder
En sommerdag sidste år så jeg én lave et højresving, hvor hun ikke måtte. Det resulterede i en irettesættelse fra en anden cyklist, som greb hårdt fat i hendes overarm, idet han passerede. Hun standsede, tog sig til armen og sagde ingenting. Jeg forestiller mig, at det må have føltes, som om den var ved at blive flået af. Han havde fart på.

Irettesættelsen såvel som forseelsen er udtryk for det samme: At jeg er et vigtigt menneske. At min tid gælder. At der ikke er tid at spilde på elskværdigheder. I det offentlige rum er der ikke længere nogen ure, der går. Vi har ingen fælles tid, kun vores egen.

Som når nogen kommer ind på en café og siger: ”Jeg får lige en latte to go”.

Nå, gør du det? Jamen, tak for oplysningen, tænker jeg, indtil det går op mig, at det er en slags forespørgsel, for ikke at sige en decideret ordre, idet ekspedienten rækker ham koppen. Han betaler med sit kort samtidig med, at han taler med en ven i sit headset.

Måske er det et storbyfænomen?

Måske er det den større brug af personlig teknologi i det offentlige rum?

Måske er det fordi alle touch screens er så blanke, at man kan spejle sig i dem?

Før i tiden, eller i hvert fald i Matador (som er min tidsmaskine, idet jeg trods alt kun har levet 28 år på denne Jord), havde hatten en social funktion; man lettede på den, når man passerede folk på gaden, eller man tog sig til hatten og nikkede til hinanden, som Hr. Varnæs, når han går rundt i Korsbæk by.

Nu er hatten et fashionstatement, der skal fortælle omverdenen, hvor funky dens ejermand m/k er. Man hilser ikke på fremmede mennesker, man ænser dem knap nok. Der er ingen grund til at spørge nogen om vej, alt kan slås op på Google.

Så snart solen er væk, er alle danskere grå
Det slog mig for nyligt, da foråret begyndte at skinne, hvor sjældent man ser mennesker smile på gaden. Det lader til, at alle kommer frem af deres vinterhuler, kigger forskræmte på hverandre og hvisker: ”Guuud, nej, der er andre mennesker,” og dernæst skynder sig at tage solbrillerne på. Så snart solen er væk, er alle danskere grå.

Da jeg var teenager rullede jeg i mit stille, indadvendte sind med øjnene over de voksnes snak ved middagsbordet om sædernes forfald, om manglen på pli, om den fremherskende ego-kultur. Jeg tænkte, det passer ikke, jeg vil ikke give dem ret, jeg vil elske mine medmennesker. Men nu, 14 år senere, ser jeg kundernes sure og ligeglade ansigter i supermarkedskøen, når deres varer ekspederes, de manglende undskyldninger når fodgængere støder ind i hinanden på gaden eller den måde, der bliver skubbet på, når mennesker skal ind i en bus. Jeg ser på mig selv. Er jeg et hak bedre, alle mine gode intentioner til trods?

Vi savner et høfligt sprog
I Samvirke læste jeg for nylig en artikel om den manglende høflighed i det offentlige rum. Om hvordan vi savner et høfligt sprog. Hvordan vi gjorde op med autoriteterne og formaliteterne i 1960’erne og 70’erne. Sammen med afskaffelsen af De-formen røg en masse høflighedsfraser som f.eks. ”Undskyld, tillader De?”, ”Vil De være så venlig at…” og lignende. Og vi har ikke rigtig fundet en erstatning for dem. Vi bryster os stadig af at være et frigjort og åbent folkefærd. Men det er bare ikke sådan, vi opfører os. Og jeg vil ikke pege fingre ad 68’erne, thi jeg holder meget af deres fodformethed. Den frigjorte og uformelle omgangsform fungerer bare ikke uden en snert af den der hippie peace, love & understanding-ånd. Der må være en vis generøsitet til stede. Men hvor findes den nu?

De fleste, mig selv inklusiv, er tilsyneladende blevet en flok (selv-)forelskede fjolser, der væbnet med høretelefoner og Ray-Bans går rundt i byrummet i vores egne små celler. Vi bilder os ind at være imødekommende, mens vi glemmer, at der er andre mennesker i verden end vores 300 followers på Twitter.

”Ja, det kan godt være, det er sådan”, vil nogen sikkert tænke, ”men jeg prøver nu altid at være venlig og smile til folk. Det er de andre, der er galt på den.”

Sådan har vi det bedst; det er altid de andre, der er nogle fjolser, enten fordi de står og glaner dumt på H.C. Ørstedsvej, eller fordi de kalder en medtrafikant/et medmenneske en idiot. Det fungerer godt sådan at være fri for at kigge på sine egne grimheder.

At give sig tid. At standse op
Hvordan kan vi finde et sted, hvor vi ikke går tilbage til en stiv omgangstone, som virker kunstig eller griber til en professionaliseret høflighed, som når f.eks. kassemedarbejderen, der lige har været på servicekursus, i Rema 1000 spørger mig: ”Ønsker De en kvittering?” (så føler jeg mig altså som en statist i en forskruet udgave af Matador) men samtidig forstår at vise respekt og hensyn over for hinanden?

Mest generede det mig, at manden på cyklen bare kørte forbi. At jeg ikke nåede at sige undskyld for min fejltagelse. At han ikke gav mig den mulighed. Lige som manden, der brokkede sig over fejemaskinen, afleverede sin replik og kørte. Altid bare videre, videre, ikke standse op, ikke se hinanden i øjnene; man kan tillade sig meget mere i sin anonymitet.

Måske er det et sted at starte (altså foruden at opføre sig hensigtsmæssigt og færdselslovmæssigt korrekt): At give sig tid. At standse op. Løfte sit ansigt fra smartphone-skærmen. Se hinanden i øjnene. Tale sammen, frem for bare at haste forbi. At huske at sige undskyld og give plads til, at andre kan sige det samme. Give os tid til at ville hinanden noget godt.

Besøg Irmelins blog her

More from Irmelin Prehn

Essay: ”Jeg får lige en latte to go”

København er for rasende, især den del af den, der foregår i...
Læs mere