Provolitteratur, obskønitet og tidernes grænsesøgning

My mother made me lie down backwards upon a couch in the room, she lifted my skirts and petticoats, and was about to spread my legs when the president barked at her, ”Come now, come now. These damned females have a positive mania of always showing the front! Now, let’s turn her around!
– Marquis D’Argens, Thérèse Philosophe (1748)

Litteraturen har en lang historie med at provokere og forarge læsere. Mange bøger er løbende blevet censureret og erklæret forbudte, og forfattere er hevet i retten, anklaget for obskønitet. Men hvad er det ved litteraturen, der kan provokere og rykke ved vores opfattelse af, hvad der er normalt? Er det den virkelighed, vi genkender i litteraturen, der provokerer, eller er det den rystende uigenkendelige fiktion?

Censur og forbud mod bøger klinger måske gammeldags i vores moderne, danske ører. Men bøger forbydes stadig i hele verden. Bøger, der er kontroversielle og kritiske overfor religion, samfund og ideologier, bliver til stadighed censureret. For eksempel er Jung Changs ”De Vilde Svaner” fra 1991, der gennem fortællingen om tre generationers kvinder i Kina behandler emner som kvindeundertrykkelse, stadig forbudt i hjemlandet. Det er selvfølgelig ikke kun litteraturen, der ligger under for magthaveres censur og undertrykkelse af ytringsfriheden. Men litteraturen kan tilmed så meget mere end at være et talerør for magtkritik. Den kan provokere, forarge og rykke ved opfattelsen af, hvad der er normalt.

Pirrende Provokationer

Det er lakajen, der har nøglerne, og som lænker og løser dig, og pisker dig, når du skal straffes, og man ikke har tid til dig.
– Pauline Réage, O’s historie (1954)

En af de utallige, saftige forsider til Fanny Hill.
En af de utallige, saftige forsider til Fanny Hill.

Noget, der virkelig har fået folk til at tabe kæben gennem tiden, er den slibrige, erotiske og pornografiske litteratur. En af de helt kendte historier om bogcensur er John Clelands klassiker ”Fanny Hill” fra 1748 om den 15-årige prostituerede Fanny, der blev forbudt i originaludgaven for dens erotiske indhold, og erotikken er da heller ikke til at overse:

Og nu hvor den var fri af skjorten, så jeg med undren og overraskelse ikke en drengs legetøj eller en mands våben, men en majstang af så umådelig størrelse, at skulle den have været proportional med resten af hans krop, ville den have tilhørt en ung kæmpe.

Heftige sager for samtiden! Først i 1965 blev bogen lovliggjort ved Højesteret i Danmark, en milepæl der var med til at bane vejen for frigivelsen af pornografien to år senere. Det er tankevækkende, hvor hurtigt vores grænser ændres: ”Fanny Hill” var for så forholdsvis få år siden forbudt i Danmark, og i dag bliver erotisk litteratur som ”50 Shades of Grey”, der bugner af sadomasochistisk sex, helt åbent læst, kommenteret og diskuteret. Der er sket et kæmpe skred for, hvad det er socialt accepteret at læse og snakke om sideløbende med, at vores grænser er blevet rykket for, hvad der seksuelt er acceptabelt.

Et alternativ til det etablerede samfund

Moloch! Moloch! Robot apartments! invisible suburbs! skeleton treasuries! blind capitals! demonic industries! spectral nations! invincible mad houses! granite cocks! monstrous bombs!
– Allen Ginsberg, Howl and Other Poems (1956)

Den samme historie gentager sig næsten med 1950’ernes beatgeneration i USA. Her blev ejeren af City Lights Bookstore i San Francisco, Lawrence Ferlinghetti, anholdt for at udgive og sælge Allen Ginsbergs ”Howl and Other Poems” på grund af dens påståede obskøne karakter. Beatgenerationen, som Ginsberg var en del af, var et modsvar til det konforme, amerikanske samfund. Den skrev fra minoriteternes synspunkt, de sorte, homoseksuelle og om det vilde liv med jazz og narkotika. Beatlitteraturen provokerede samtiden, fordi den udfordrede det etablerede samfund og dets normer. Igen var litteraturen med til at rykke grænser for, hvordan man kunne leve sit liv, og hvordan man kunne tænke – altså for hvad der var normalt.

Har provokationen nået sine grænser?

Litteratur kan provokere, rykke ved grænser og give et modsvar til samfundets normer. Men hvad der er normalt, og hvad der er provokerende har også meget at gøre med den kulturelle, historiske, samfundsmæssige og sociale kontekst. Hvad der er provokerende i ét land, er det ikke nødvendigvis i et andet. Derfor er det svært at sige, hvordan litteratur provokerer på globalt plan i dag. Så lad os zoome ind på, hvordan litteraturen provokerer i Danmark.

Selvom det er under 50 år siden, at ”Fanny Hill” blev gjort lovlig i Danmark, har de fleste nok svært ved at forestille sig en lignende sag i dag. Mens bøger stadig censureres og forbydes rundt om i verden, har provokationen måske nået sine grænser i frisindede Danmark? Kan litteraturen overhovedet provokere os mere?

En go’, gammel provokation: Nabokovs Lolita (1955) – her i flabet 1970er-forside.
En go’, gammel provokation: Nabokovs Lolita (1955) – her i flabet 1970er-forside.

I nyere tid har blandt andet ”100 tag med hårbørsten før sengetid” af Melissa Panarello fra 2004 vagt opsigt og harme herhjemme i andedammen, fordi den handler om en kun 14-årigs seksuelle udskejelser. Men det, der provokerer i bogen, er egentlig det samme, der provokerede i Nabokovs ”Lolita” fra 1955.

Det er altså ikke en provokation, der rykker ved grænserne for, hvad det er muligt at udgive bøger om, det er snarere end udforskning af en allerede etableret provokation. De ”gamle” provokationer kan altså stadig få os til at diskutere, hvad der er normalt og unormalt, og for eksempel hvor ung en pige må være, før hun udforsker sin seksualitet. Men samtidig virker det som om, at det, der virkelig kan provokere i nyere litteratur, har noget markant andet på spil.

En grotesk virkelighed

HAN SAGDE IKKE HABIBI
HAN SAGDE HÆNDERNE ELLER FØDDERNE
OG KNÆKKEDE EN TRÆLAMEL AF SENGEN
– Yahya Hassan, Yahya Hassan (2013)

Hvilken litteratur kan få os op af stolen i dagens Danmark? Har vi ikke hørt alle provokationerne før? Nej. Vi bliver provokeret, når Natascha Kampusch skriver om sin indespærring. Når Yahya Hassan skriver om at være muslim i Danmark. Når Knausgård fortæller om sin barndom. Og når vi læser om at være dansk soldat i Afghanistan. Det virker som om, at den litteratur, der virkelig kan skabe debat og provokere i dagens Danmark mere er en spejling af virkeligheden end en udfordring af den. Det provokerende ligger ikke længere i et fiktivt modsvar til virkeligheden, men i stedet i en udlæggelse af virkeligheden, som den (cirka) er. Det er ikke længere fantasier, der provokerer os, det er nærmere det groteske ved virkeligheden.

Den gamle svada

Litteraturen kan udforske måder, vi kan erkende virkeligheden på. De fiktive provokationer, der har stødt folk før i tiden, har selvfølgelig også forholdt sig til virkeligheden. Men hvor det groteske før udfordrede måden man overhovedet levede og tænkte på, kæmper det moderne menneske konstant med at forstå en verden, der kan virke fremmed og grotesk i sig selv. Før blev man provokeret af et alternativ til de etablerede normer. Nu bliver vi måske mest af alt provokeret af, hvad der rent faktisk foregår indenfor de gældende normer. Den provokerende litteratur har rykket vores grænser for, hvad der er normalt, men dermed har det provokerende også forankret sig i vores virkelighed som en tiltagende normalitet. Det er den gamle svada om at virkeligheden altid overgår fantasien: ingen fantasi er så grotesk som virkeligheden.

More from Maria Kjeldsen

Provolitteratur, obskønitet og tidernes grænsesøgning

My mother made me lie down backwards upon a couch in the...
Læs mere