Den Europæiske Stemme

I disse uger frem mod Europaparlamentsvalget i maj, diskuteres EU på livet løs. Europa synes endelig at tilnærme sig en samlet europæisk offentlighed. I den sammenhæng vil vi her på Netudgaven bringe en række artikler i forsøget på skubbe til de øvrige mediers fokus og favne en bredere debat. Vi starter serien med denne leder om de aktuelle fronter i den danske EU-debat.

Europaparlamentet er det eneste organ i EU, hvor medlemmerne er direkte valgt af EU´s borgere: det er EU´s eneste folkevalgte forsamling, som hvert femte år står på valg. Man kan derfor håbe, at indeværende valgkamp vil have EUs helt afgørende funktioner, udfordringer og potentialer som opdrejningspunkt: EU som en kommende socialstat, det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed.

Den 25. maj nærmer sig, og valgkampen er for alvor skudt i gang. På DR skete det med programmet Debatten, hvor flere af de mest prominente kandidater var inviteret til debat om Danmarks forhold til EU.

”Truer EUs udvikling den danske samfundsmodel eller er Europa tværtimod, mere end nogensinde, garanten for dansk velfærd og danske arbejdspladser? Dette er spørgsmålet.”

Med overstående spørgsmål rammesatte Clement Kjærsgaard debatten og tegnede samtidig konturen omkring valgkampens lokale hovedarena: er EU løsning eller årsag til Danmarks udfordringer? Men er det med dette afsæt, at EU’s udfordringer og potentialer bedst diskuteres?

Alle har lige meget ret
Denne forskel, om man betragter EU som enten løsning eller problem, afspejler sig ikke overraskende blandt EP kandidaterne: mellem dem, som ønsker mere og dem, som ønsker mindre EU. Men samtidig, og langt mere interessant, ser det ud til at have stor betydning for den måde de betragter EUs udfordringer. De gør det nemlig hver især på en måde, som gør det muligt for begge lejre at have ret uden at være enige. De har hver deres bud: EU’s udfordringer skal betragtes udfra enten makro eller mikroniveau.

I den første lejr, blandt dem som ser EU som løsningen, eller de såkaldt EU-positive, fremstilles EUs udfordringer på makroniveau. Løsningen på de udfordringer EU unægteligt medfører er simpel: mere EU! Velfærdsturisme og løndumping, uanset størrelsen på disse problemer, lader sig i denne optik kun løse gennem EU ved mere EU. Argumenterne for denne tilgang finder støtte på det makroøkonomiske plan, hvor langt størstedelen af eksperterne er rørende enige om, at Danmark har gavn af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det indre marked skaber mere velstand, vækst og skatteindtægter: EU giver et samlet plus på den samfundsøkonomiske bundlinje.

Logikken på makroniveauet er simpel: EU er godt, mere EU er bedre og de indre problemer som EU medfører opvejes af fordelene. Selvom der i den seneste uge er sået tvivl om mængden af danske jobs, som er direkte afhængige af et fuldt medlemskab af det indre marked, har argumentet fortsat stor vægt.

På et direkte spørgsmål i Debatten om, hvordan det skaber flere arbejdspladser, at der er 80.000 østarbejdere i Danmark svarer uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) netop med udgangspunkt i det makroøkonomiske blik på EU:

”DA’s analyse viser jo netop, at det skaber 900 millioner kroner om året for det danske samfund, at vi har mulighed for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det er da med til at skabe ny vækst, nye jobs i Danmark. Fordi man kan rekruttere den arbejdskraft man har behov for, når man har behov for den. Det er med til at give danskere jobs”.

I den anden lejr, blandt de mere EU-skeptiske kandidater, hævder man, at EU er problemet og mindre af samme som løsningen. Og det gør de uden at få mindre ret end modparten. På mikroniveau argumenterer kandidaterne nemlig ud fra den enkelte borgers oplevede virkelighed, der, hvor borgerne befinder sig, og hvor det er svært at acceptere, når ikke danske EU-borgere kommer til landet og tager arbejde på et tidspunkt, hvor mange danskere mister deres. Og sværere endnu er det at se fornuften i, at samme arbejdere kan hæve børnepenge til børn, der ikke engang bor i Danmark. Dertil kommer den stribe af sager om social dumping, der underbyder de danske overenskomster og lønniveauer, ofte med hjemmel i Europæisk lovgivning.

Kandidat til Europaparlamentet fra folkebevægelsen mod EU, Christian Juhl markerer tydeligt forskellen mellem de to niveauer:
”Når spørgsmålet er om EU kan betale sig, så bliver jeg nød til at kigge over på arbejdsgiverne og sige; ja. For arbejdsgiverne kan det betale sig. Men for os der er jord- og betonarbejdere, rengøringsassistenter og chauffører, kan det sgu ikke betale sig. Når min kammerat i Silkeborg, som har været jord- og betonarbejder, står arbejdsløs og har mistet dagpengeretten, og nu skal se, at østeuropæisk arbejdskraft kommer ind og overtager hans arbejde, så synes han ikke det er sjovt, og så er der ingen fortjeneste ved det.” (Christian Juhl Enhedslisten og Folkebevægelse mod EU). Med værn eller forbehold som midlet argumenteres der på mikroniveau for mindre EU som løsningen.

Stemmebox

Debattens ind- og udgange
Fronterne i den danske EU-debat er altså klart tegnet op.
Problemet er, at begge lejre har ret – eller uret om man vil. Og man kan frygte, at debatten hurtigt bliver den gamle for eller imod, ja-nej-debat, som ikke alene er ufrugtbar for debatten men også for EU. Det vil koste på den lange bane. Kun en konstruktiv, oplyst og nuanceret debat kan lede det europæiske fællesskab mod den udvikling og det Europa, som vi ønsker. Ensidige betragtninger og debatter om EUs udfordringer og udviklingspotentialer vil ofte ende i blindgyder.

Når den enkelte dansker oplever, at EU underminerer vedkommendes jobmulighed, er det ikke blot et problem for den enkelte. Det er et grundlæggende legitimeringsproblem for EU.

EU er i sin konstruktion langt fra så demokratisk, som de enkelte nationale demokratier. Alene den fysiske og mentale afstand til Strasbourg, men også den proaktive domstols praksis gør EUs demokratiske legitimering problematisk. Når det tidligere var et mindre problem, var det fordi EU ikke hentede sin legitimering demokratisk, men gennem sine resultater. EUs forskellige befolkningerne oplevede, at EU gjorde deres liv bedre – sikrede rettigheder, øget velfærd og rigere muligheder. Det er ikke den virkelighed borgerne står overfor i dag, og det afspejler sig i de EU-skeptiske partiers flotte meningsmålinger.

Spørgsmålet er nu: hvordan skal EU skabe stærkere legitimitet blandt borgerne?

En ting er givet på forhånd. Som alle andre forhold er det nødvendigt med forventningsafstemning. Når der gøres status, hvad er det så vi faktisk står med, hvad er det vi ønsker, og hvad er realistisk at opnå? Lad os kalde det en art Europa-oplysthed.

På den baggrund kan vi tage en debat om EU, som ikke har sit udgangspunkt i enten et for eller imod. En diskussion som anerkender EU, som det enestående politiske projekt det er, og med åbent sind tør møde de udfordringer som det fremkalder. Ikke med en tossegod optimisme eller et dystopisk skræmmebillede, men en diskussion som kan rumme borgernes bekymring og projektets muligheder. Hvad der løses bedst indenfor EU, og hvad der løses bedst decentralt er afgørende debatter, hvis den folkelige opbakning skal sikres.

Det er ganske vist. Oplyste borgere foretager kvalificerede valg. Det gælder naturligvis også ved det forestående EP-valg. Kunne vi turde forvente, at selv dem der måtte ønske at forlade EU gjorde det på et oplyst grundlag? Ser de hvad der er på spil, ser de risikoen?

De EU-skeptiske partier oplever nok stor opbakning, men de kan være med til at europæisere debatten: synliggøre reformer, der kunne føre EU mod de positive resultater, som er nødvendige for at sikre fornyet folkelig legitimitet og forankring.
Hertil hører en stærk ledelse, der forstår, at (også økonomisk) solidaritet med unions svageste medlemmer ikke blot formes udfra en tanke om nødværge og undtagelses-forpligtelse (som krisen frembringer), men udfra den grundlæggende erkendelse, at det er selve forudsætningen for EUs eget ønskelige fremtidsscenarie: bevægelsen mod stærkere legitimitet og politisk integration – en stærkere europæisk stemme.

*Netudgaven udgiver hver fredag frem til Europaparlamentsvalget en ny artikel med et EU-relateret tema. Næste fredag bringer vi en mere indgående artikel om de nationalistiske og EU-skeptiske vælgere og deres partier.

More from Johannes Bech Dalsgaard

PB43 lukker: prags

Digter Johannes Bech Dalsgaard har skrevet et flagrende, lyst og kærlighedsramt prosadigt...
Læs mere