Et kig bag højredrejningen i Danmark

Er det for simpelt at forklare højredrejningen med ”god og klar kommunikation” fra Morten Messerschmidts side? At diskussionerne kun handler om for og i mod EU? Velfærdsydelser? Begrænset indvandring?

Emnerne er forsimplede måder at diskutere EU på, men de lever i bedste velgående i den offentlige debat, og de appellerer til simple ja og nej-svar i stedet for den relevante debat om mulighederne for indflydelse på centrale spørgsmål i det europæiske samarbejde. Debatter der centrerer sig om frygt appellerer til EU-skeptiske vælgere. Men hvorfor har debatten taget den retning? Hvilke mekanismer for offentlig debat ligger der bag, at højrefløjen får så massiv fremgang ved #EP14DK?

Hvis årsagerne bag det store fremskridt, som højrefløjen har nydt i Danmark og i Europa gennem den sidste årrække skal forklares, så er der to præmisser for den offentlige debat: a) kommunikations væsen og b) medierne og politikernes rolle i debatten, som det er værd at kigge nærmere på.

Kommunikationens væsen

Kommunikation kan forstås som et forhold, hvor kun kommunikation kommunikerer og ikke mennesker. Hvad betyder det? Det lyder som udgangspunkt besynderligt, at mennesker ikke kommunikerer med hinanden. Dog er forklaringen ret enkel.

European_Parliament_Plenar_hall-1024x330

 

Mennesker har hver især en unik måde at omsætte de indtryk, som de oplever i hverdagen. Menneskets kognitive evner er så udviklede, at alle informationer fra simple til komplekse omsættes forskelligt fra menneske til menneske. Det være sig fra enkle kommandoer, som ”gå derhen,” til komplekse videnskabelige tekster. Vi kan godt iagttage, at en person følger en instruks, men vi kan ikke vurdere om personen modtager kommandoen positivt eller negativt. Det eneste vi kan iagttage med sikkerhed er, at personen går – men ikke hvilken motivation personen har for at følge kommandoen. Når vi på et senere tidspunkt kigger tilbage på hændelsen vil vi også kun kunne forholde os til kommandoen efterfulgt af bevægelsen fra punkt A til B. Motiver og årsagsforklaringer på handlingen vil herfra kun være fortolkning.

På denne måde giver det også mening, at det kun er kommunikation, der kommunikerer. Vi kan se tilbage på, hvad der blev sagt, hvad der blev svaret, og hvad der blev gjort, men vi kan ikke med sikkerhed sige, hvorfor der blev reageret. Kort sagt, vi kan altså ikke vide, hvad der foregår inde i andre menneskers hoveder. Det eneste vi kan forholde os til er kommunikationen, som den er udtrykt og ligger foran os.

Den offentlige debat kan derfor betragtes, som produktionen af kommunikation, der foregår i samfundet via medierne, som det er åbent for det enkelte menneske at fortolke, men ikke forstå. I tilfældet med Dansk Folkeparti kan vi kortlægge hvilke debatter og forklaringer på fremgangen, der har været dominerende i de sidste mange år, og det er vores eneste holdepunkt, når vi skal forsøge at finde en forklaring.

Hvad betyder det for politisk kommunikation?

Et menneske kan kun reagere på den kommunikation, det stilles overfor. Hvis en opinionsundersøgelse kun indeholder spørgsmål x, y og z har respondenten ikke mulighed for at svare på spørgsmål a, b eller c. Derfor kan en opinionsundersøgelse ikke bruges som et fact sheet på, hvad vælgerne mener – men den kan bruges til at reflektere over, hvad vælgerne bliver spurgt om og ligeså vigtigt, hvad de ikke bliver spurgt om.

Lige sådan forholder det sig med politikere og politiske temaer. Vælgerne kan kun reagere på, hvad der står foran dem. Hvis alle politikere udtrykker cirka det samme om et emne, betyder det ikke, at befolkningen er enig. Det betyder, at vælgerens mulighed for at tilslutte sig en holdning er indsnævret.

Medierne og politikernes mulighed for at præge debatten

Medierne omtales ofte som den fjerde statsmagt. Det gør de, fordi vi i dag lever i et samfund, hvor medierne i ligeså høj grad som politikerne er med til sætte dagsordenen. Da medierne – traditionelle såvel som sociale – er den primære kanal, der binder befolkning og politikere sammen kan fremstillingen af medierne som den fjerde statsmagt – alt andet lige – betragtes som plausibel. Da medierne er et bindeled for kommunikation på tværs af befolkningen medfører det også, at mediernes aktører, journalister og kommentatorer, har stor indflydelse på, hvordan kommunikation formidles videre til befolkningen.

Det der adskiller politikerne fra kommentatorer og journalister er, at det er politikernes privilegium at starte en ny politisk diskurs. Man kan sammenligne det med et kæmpe fodboldstadium, hvor politikerne er selve spillerne på banen. Kommentatorerne og journalisterne sidder på første række, og lige bag dem sidder de borgere, der følger intenst med i politik.

I takt med at afstanden til banen øges, jo mere filtreret bliver den beretning om politik som borgeren får. Borgerne er i stedet afhængige af de kampreferater, der skrives af tilskuerne på første række. Referaterne er kommentatorernes og journalisternes farvede gengivelser af, hvordan kampen er forløbet, men dog stadig kun et referat af kampen.

En god politisk kommunikationsstrategi fra et politisk parti vil bestå i at kordinere de muligheder, som kommentatorerne har for at beskrive kampens forløb. På denne måde opnås den bedste mulighed for, at befolkningen kan knytte an til den debat eller diskurs, som politikeren ønsker befolkningen skal kunne relatere sig til.

Hvis kommentatorerne gennemgående begynder at rose et partis nye politik eller ”nye drejning” opstår der en positiv gentagelse af partiets linje, og derved bliver folks mulighed for at reagere positivt på en politisk strategi forøget. Det der tidligere kunne blive omtalt som, ”at man ikke fulgte de politiske spilleregler,” kan senere betegnes som et brud og en nyskabende måde at føre politik på.

I tilfældet med Dansk Folkeparti er sammenligningen oplagt. Fra ikke at være stuerene, er partiet nu en etableret del af det politiske fællesskab, hvor kommentatorer, journalister og andre politikere accepterer, at de hører til. Det samme gør deres emnevalg og deres måde at deltage i debatten på.

Kort sagt, de andre partier og ”kommentariatet” har accepteret, at Dansk Folkeparti er en central spiller i den politiske debat. En del af partiets store indflydelse kan med dette blik tilskrives, at både politikere og medier spiller spillet på Dansk Folkepartis betingelser. Befolkningens mulighed for at knytte an til andre måder at anskue politiske spørgsmål på bliver derfor indsnævret.

Play your own game

Hvis andre politiske partier mener, at Dansk Folkeparti har fået for meget plads til at udbrede EU-skepticismen, så kræver det, at de andre politiske partier – både fra højre og venstre begynder at tale om politik på deres egne præmisser og fokusere mere på, hvad de har tilfælles på midten, fremfor hvad de har tilfælles med det yderste højre. De samme politiske udfordringer skal i højere grad behandles ud fra andre præmisser end ud fra Dansk Folkepartis nulsumsretorik. De skal så at sige ændre befolkningens tilslutnings muligheder i den offentlige debat.

Højrefløjens fremgang kan forklares ved, at den offentlige debat giver vælgerne en langt større mulighed for at være euroskeptiske end der egentlig er basis for, hvis man ser på fordelingen af pro-europæiske partier i Folketinget. Men når eksempelvis Socialdemokrater, Venstre og Konservative i mange år har forsøgt at tage ejerskab over eller efterligne en del af Dansk Folkepartis synspunkter – såsom grænsekontrol, velfærdsydelser, strengere straffe til udlændinge m.m. – og den simple reducerende måde at adressere politik, så giver de selvsamme partier vælgerne ringere muligheder for at forme egne holdninger i forhold til en alternativ politik. De giver billedlig talt serveretten til Dansk Folkeparti, når de kun lader Dansk Folkepartis kommunikation kommunikere, eller sagt på en anden måde, når de prøver at efterligne Dansk Folkepartis spilleplan. De kunne prøve med deres egen.

More from Thomas Noppen

Pressen og politikernes troværdighed under pres

Nepotisme, en. [nepoˈtismə] … det forhold, at en person giver sine slægtninge...
Læs mere