Europamestre i velfærd?

Skal vi dele ud af de danske velfærdsydelser til hvem som helst i Europa, eller kan vi bygge en mur af særlovgivning rundt om velfærden? De seneste måneders debat om børnefamilieydelsen er blevet gjort til lidt af en politisk prøvesag for danskernes velvilje overfor deres medborgere i resten af EU. Men der er mere på spil end smålighed, hvis det danske velfærdssystem står for fald: Høj velfærd kan være en styrke i konkurrencen med de øvrige, europæiske lande.

Det danske velfærdssystem har tit været kritiseret for at være en byrde for den danske lønkonkurrenceevne, fordi det finansieres af en høj indkomstbeskatning. Kritikken er typisk kommet fra økonomer og kommissioner hvis råd nok høres af politikerne, men sjældent efterfølges.

Ingen af de skiftende regeringer har haft politisk mod eller vilje til at ændre afgørende på niveauet. De ændringer, der trods alt er gennemført, tog meget lang tid. For eksempel den mere end ti år lange proces om ændringerne i efterlønnen.

Men nu er der dukket en ny naturkraft op i EU-debatten, som er sværere at ignorere: Borgere fra andre EU-lande, som med traktaten i hånden kan kræve danske velfærdsydelser til deres familiemedlemmer i hjemlandet.

Børnefamilieydelsen er kun en af flere ydelser, der er i søgelyset. Og selv om det i realiteten er et overskueligt millionbeløb (under én procent af den samlede udbetalte børneydelse), der sendes ud af landet, har det skabt en debat i forargelsens tegn: Kan det virkelig passe, at vi bruger danske skattekroner til at forsørge børn i Polen?

Modsvaret til forargelsen er lige så forarget: Når den polske far forlader familien for at arbejde i Danmark med hårdt fysisk arbejde, som kun få danskere gider tage, og til en minimal løn, som han endda betaler skat af, er det så virkelig ikke mere end rimeligt, at der falder en tak af fra Danmark til børnene i Polen?

Den moraliserende debat kører sandsynligvis videre i sit eget spor, og ikke mindst nu, hvor regeringen er blevet stemt ned i Folketinget på sagen.

Det mest oplagte offer i sagen er imidlertid hverken politikerne eller polakkerne, men velfærdsstaten.

For hvad var i grunden formålet med børnefamilieydelsen, og hvad er det vi mister, hvis vi trækker stikket ud på ordningen? Og hvad med dette fremtidsscenarie: hvad hvis vi sætter alle velfærdsydelser og ordninger ned på det gennemsnitlige europæiske niveau?

Mere på spil end velfærdsromantik
Det kan ses som en god ide. Hvis vi kapper fortøjningerne til vores nuværende velfærdssystem, slipper vi af med betydelige offentlige udgifter og får som samfundsøkonomi samme konkurrencegrundlag som nationer, der i dag tilbyder færre velfærdsydelser og derfor opkræver mindre i skat. Det er vel en god markedstyret løsning?

Men det synspunkt holder kun, hvis man alene ser velfærdsydelserne som en byrde.

For der er også vigtige indirekte fordele ved velfærdsstaten. Velfærdsstaten er ikke bare en gavebod, men også en del af det komplicerede samspil, som danner rygraden i en moderne økonomi. Det danske velfærdssystem er således medvirkende til at gøre det attraktiv for virksomheder at placere investeringer her i landet.

Eksempelvis kompenserer den såkaldte flexicurity model på det danske arbejdsmarked til dels for, at de danske lønninger generelt er højere end de øvrige EU lande. Den skaber stabilitet, fleksibilitet og sikkerhed for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Denne model kan ikke opretholdes uden en ret høj kompensationsgrad i dagpengesystemet og offentlig betalt efteruddannelse. Men den er med til at gøre det danske arbejdsmarked smidigt og udgør et stærkt investeringsparameter for udenlandske virksomheder. Således har den danske model (sammen med Holland) siden udgjort inspirationen for EU’s strategi for fleksibel arbejdsmarkedspolitik.

Velfærdssystemet har desuden skabt sin egen industri, som ligefrem er begyndt at kaste eksport af sig. Selv børnehaver og plejehjem indgår nu i systemeksport til f.eks. Kina, som er inspireret af den danske pædagogik og ældrepleje. Men også i en industriel sammenhæng er der utvivlsomt en sammenhæng imellem det udførlige, danske velfærdssystem og den industri, der er opstået inden for bl.a. biotek.

Bag disse successer ligger et årtier langt samspil imellem industrien, uddannelsesinstitutionerne og de offentlige service- og behandlingstilbud. Hvor ville f.eks. Novo Nordisk have været i dag, hvis de danske myndigheder i 60erne og 70’erne havde givet pokker i sukkersyge, og ikke havde subsidieret en bred behandlingsindsats?

Perspektiverer man endnu bredere, bidrager velfærdssystemet desuden til social sammenhængskraft og stabilitet. Begge dele vil få stigende betydning for nationernes indbyrdes konkurrence om højteknologiske arbejdspladser, hvor virksomhederne i højere grad er afhængige af et velfungerende omgivende samfund end det var tilfældet i industrisamfundet.

Det er på dette punkt, at lande som Kina og Indien risikerer at komme til kort. De sociale spændinger i disse lande matches slet ikke, som f.eks. i Danmark, af et socialt sikkerhedsnet. Og helt grundlæggende hersker der ikke den samme konsensus omkring et socialt sikkerhedsnet. Det har betydning for deres langsigtede konkurrenceevne og mulighed for at tiltrække vidensarbejdere.

Forklaret i en samfundsøkonomisk ramme kan man sige, at usikkerhed skaber spændinger og omkostninger. Denne type omkostninger er lavere i Danmark end i mange andre lande.

Hvem vinder de arbejdspladser som vender tilbage til Europa?
90’ernes og nullernes massive udflytning af arbejdspladser til Østen er en irreversibel proces – vi får ikke de samme arbejdspladser tilbage.

Men den teknologiske udvikling går stærkt og har i nogle tilfælde reduceret arbejdskraftsbehovet så meget, at gevinsten ved udflytningen til Østen, begynder at blegne. Udviklingen hjælpes på vej af de årlige lønstigninger på op til 10 og 20%, som Østen i disse år oplever.

Det er uklart, hvor mange arbejdspladser der vender tilbage til Europa. Men det er givet, at konkurrencen om de tilbagevendende og fremtidige arbejdspladser bliver hård.

Lad det være sagt med det samme, selv om det sikkert giver sig selv: Danmark kan ikke konkurrere på arbejdslønnen alene. Men heldigvis er der andre parametre, for det er jo virksomhedens samlede omkostninger, det i sidste ende handler om.

Og taler vi om højteknologiske arbejdspladser, er det ikke ligegyldigt, om man placerer sin virksomhed i et socialt meget stabilt eller mindre stabilt land. Når man taler om vidensarbejde og arbejdskraft med nøglekompetencer, er det bestemt ikke ligegyldigt, om det omgivende samfund f.eks. prioriterer trygge rammer for familien og et højt niveau af service- og sundhedsydelser.

Disse faktorer hører med i regnestykket om, hvorvidt virksomheden havner i Portugal eller Danmark. Og ligeså vigtigt, det er faktorer som har langt større betydning i dag end i 90’erne, hvor arbejdspladserne flyttede ud.

Der er således gode grunde til at tænke sig om, inden man beslutter at beskære det danske niveau af velfærdsydelser.

De relativt få penge til børnefamilieydelsen og andre ydelser, som rammer skævt og havner i lommerne på modtagere i udlandet, som dybest set ikke burde have fået dem, kan i den sammenhæng være et lille offer at bringe.

Europamestre i velfærd? Måske er det en bedre idé end det umiddelbart lyder.

More from Søren Bülow

Europamestre i velfærd?

Skal vi dele ud af de danske velfærdsydelser til hvem som helst...
Læs mere