Fornuft og følelse i EU-debatten

Euro-skepticismen vinder frem i disse år. En voksende gruppe af fortvivlede EU borgere ønsker at minimere eller helt gøre en ende på EU. Mens bevægelsen mobiliseres med tiltagende styrke spås de euroskeptiske partier et decideret jordskredsvalg i mange målinger. Hvorfor?

Rækken af euroskeptiske partier blandt EU-medlemslandene er lang. Deres EU-politiske programmer er imidlertid forskellige og et hurtigt gennemsyn afslører, at der er mere, som adskiller end samler dem. Nogle vil have mindre EU, nogle vil helt ud af EU og nogle vil have et europæisk samarbejde på andre betingelser. Det gælder eksempelvis Dansk Folkeparti, der ønsker et tættere samarbejde i Europa og ser kvaliteter i visse europæiske strukturer – såsom det indre marked – men er modstandere af unionen og EU-forfatningen.

Fælles for skeptikerne i medlemslandene er, at de står til et kanonvalg d. 22. – 25. maj – hvor EU-parlamentsvalget afholdes. I visse lande står de EU-skeptiske partier endda til helt at vinde valget– eksempelvis UKIP i Storbritannien og DF i Danmark.

Det der engang blev betragtet som hovedsageligt en britisk hovedpine – Storbritannien har historisk været det mest EU-skeptiske medlemsland – har bredt sig som en regulær migræne epidemi udover det europæiske kontinent. I dag finder man stærke EU-skeptiske partier i langt de fleste medlemslande.

Bevægelsens opsving kan ikke udelukkende forklares med henvisning til den økonomiske krise, EU’s demokratiske underskud og ny-nationalismens problematiske forhold til EU. De EU-skeptiske partiers fremgang kan bl.a. ses i lyset af deres måde at kommunikere på.

EU-skeptikerne placerer deres argumenter mod EU i to kategorier:

1) Dem rettet direkte mod EU: EU institutionerne, deres størrelse, deres karakter af at være udemokratiske, træge og fjerne.

2) Dem rettet indirekte mod EU: Opløsning af nationalstaternes selvstændighed.

Det er en kommunikationsform, hvor EU-skeptikerne skaber frygt og angst ved at tale til både vælgernes fornuft og følelser.

Caspar_David_Friedrich_012

 

Det er snedigt. Mens de indenfor den første kategori taler til frygten, det håndgribelige og synlige: EU institutionerne virker enorme, udemokratiske og fjerne for mange europæere, taler de til angsten og vores følsomhed, når de taler om den langsomme opløsning af den nationale identitet og særpræg, som ikke på samme måde er synlig og håndgribelig. Identitet er en følsom, påvirkelig og sårbar størrelse, og det benytter skeptikerne sig af i deres kampagner.

Når menneskers identitet og kultur udfordres er reaktionerne umiddelbare og følelsesladede. På den måde udnytter store dele af den EU-skeptiske bevægelse at tale til og påvirke folks følelser. De har læst på lektien. Et budskab er ofte stærkere, når man taler til folks følelser end, når man taler til deres fornuft.

De EU-skeptiske partier er derfor gode til at nå vælgerne, fordi de gør det modsatte af de fleste pro-europæiske partier. De taler ikke udelukkende til fornuften.

Den EU-skeptiske vælger behøver ikke bruge kræfter på at lade sig overbevise af det konkrete politiske indhold, men blot mærke efter. Særligt blandt vælgere i de kriseplagede lande, er følelsen af fortvivlelse og magtesløshed allerede tilstede. Blandt vælgere i denne del af Europa er det ikke svært at sidestille EU med en slags angst der langsomt kommer krybende og spreder sig som en voksende uro.

Ved at kommunikere på denne måde peger EU-skeptikerne på en eksistentiel vilkårlighed der vækker genklang i os alle; tilværelsen, det nære, nationen, i al dens tilfældighed, følsomhed og endelighed. De beder os ikke blot om at frygte de ydre strukturer – institutionerne mv., men om også at se indad. På den måde udspændes man mellem fornuft og følelse, imellem frygt og angst. Det er derfor den EU skeptiske bølge vækker så dyb bekymring. Den er ikke alene forståelig. Den kan mærkes.

Hertil kommer, at EU skepticismen henter sin succes fra en evne til at pege på menneskets fundamentale skepsis overfor forandringer og endvidere vores ubehag ved forgængelighed. Det er svært, hvis ikke umuligt, at forholde sig til opløsningen af vores traditioner og det konventionelle fælleskabs primærramme – nationen. Og når der endnu ikke findes en EU-identitet til at udfylde og erstatte det tomrum, der kunne opstå ved nationernes opløsning, vækker det gru hos mange.

Der er på disse tangenter, der spilles, og det er det slægtsskab som de EU-skeptiske partier, frivilligt eller ufrivilligt, ender i. Det er uanset om vi taler om Nigel Farages UKIP, Marine Le Pens Front National, Geert Wilders Frihedsparti, Nikolaos Mihaloliakos’s Gyldent Daggry eller Dansk Folkeparti. Blot for at nævne nogle af de mest markante.

Pro-EU siden kan opstille nok så mange mulige positive fremtidsscenarier for EU uden at kunne stille nogle garantier. Man kan ikke kalkulere sig fra en oplevet fornemmelse af usikkerhed.

EU-projektet og EU-skepticismen vækker store følelser i os fordi de også berører vores eksistentielle vilkår. EU’s fremtid hviler på noget, som ikke nødvendigvis kan begrundes rationelt eller kalkuleres. Den indsigt kan være angstprovokerede for selv den mest hardcore embedsmand.

Er alt denne tvivl som EU-skeptikerne buldrer frem med så rimelig?
Tja. I disse senmoderne tider, hvor EU’s respektive nationalstater er i fare for at blive knust af de store globale kræfter, kan man måske argumentere for, at EU netop kan være det ankerpunkt og værn, som sikrer nationernes selvstændig og særpræg i en evig foranderlig omverden.

Den fremadrettede udfordring for EU minder om den vi støder på i tilværelsen. Dialog og oplysning afmystificerer og svækker frygten og angstens styrke – og rækkevidde. Det kan være en måde at håndtere EU-skepticismen på og skabe større folkelig legitimitet og forankring for EU. Et EU der begriber at også negative tilstande, rummer konstruktive erkendelser. Et EU hvor der i højere grad bygges bro mellem projekts inderste elementer – det ideologiske og det pragmatiske, mellem følelse og fornuft. Et EU med mindre angst.

More from Simon Kærup

Knud Romer og journalistikkens tabte uskyld

De klassiske nyhedsmedier er i krise. Stadig færre køber aviser og det...
Læs mere