Game of Votes

Det er fredag den 30 maj. Kl. er 09.20. Hele den danske pressestand og en enkelt udenlandsk journalist sidder klar til pressemøde på Christiansborg i en stor sal med et enkelt åbent vindue. Der er varmt og overfyldt i salen, og dagens hovedpersoner er 20 minutter forsinket. Oppe foran er der plantet en skov af sorte mikrofoner, en fra hvert medie, der alle er klar til at optage præcis det samme pressemøde.

Der er en baggrundsstøj af snak og bedrevidende kommentarer, mere end normalt, når der indkaldes til den slags hastemøder. ”Jeg tror hun udskriver valg. Vismændene har rost regeringen, og Kristian Jensen er stadig ikke spiselig for baglandet”, siger en drævende christiansborg-journalist, der har oplevet det hele før. Der bliver ringet en sidste gang tilbage til redaktionen for at cleare vinkler og kritik.

De over 180 journalister er vant til at mandsopdække de 179 folketingsmedlemmer, og redaktørerne er tidligere rapportere fra Slotsholmen. Alle føler samme tilknytning til spillet på borgen og til de politiske kilder.

Klokken bliver 09.30 og endelig sker der noget. Der bliver sagt et par ord om slagets gang, og man kan høre lyden af flokken, der sætter sig til rette på stolene. Det kommer til at tage en halv time, og der bliver spørgsmål bagefter. Landets statsminister kommer ind i rød blazer, med lukket mund og uden at blinke, mens hun langsomt går hen imod den ene mikrofon. Der går et par pressemedarbejdere efter hende, og så rejser flere af journalisterne fra bagerste række sig op for at se ud over pressestanden, så man igen kan høre stolebenene mod trægulvet.

Lige efter hende kommer Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, med et forknyt men fattet ansigtsudtryk. Han nikker let ud mod salen, men går derefter hurtigt over mod den anden mikrofon, som om han fortryder nikket. De stiller sig bag de to mikrofoner, mens kameraer knipser og salens sultne publikum stikker hovederne sammen.

Pause – det starter med en beslutning
Det pressemøde, du lige har været tilskuer til, har ikke fundet sted. De journalister, der sidder på stolerækkerne, drøner i virkeligheden rundt og leder efter venstrefolk, der vil udtale sig om, hvem der skal være den nye formand for partiet, og om de har tillid til den nuværende.

Eller også leder de efter forargede og angribende kommentarer fra politikere, der mener, at Dansk Folkepartis og Morten Messerschmidts fremgang er farlig og useriøs. Europa-Parlamentsvalget, og så mange politiske beslutninger og processer før det, blev overskygget af en alvorlig personsag i medierne.

Den slags sager skal pressen nok selv sørge for at holde i live og puste til. Hvis politikerne i mellemtiden ville koncentrere sig om at lave politiske løsninger i stedet for hjælpe mikrofonbetvingerne på Slotsholmen, var dette pressemøde måske slet ikke nødvendigt.

Tirsdag – det starter med et brev
Men vent, vi forgriber sagens gang. Vi skal tilbage til tirsdag først på ugen. Lars Løkke Rasmussen konfererer med sin pressechef efter frokost. De diskuterer, hvilken del af socialdemokraternes kommunikationsafdeling der står bag det brev, der ligger på det store, brune skrivebord foran dem. ”Det kommer til at give dem alt for meget goodwill. Det skal vi slet ikke reagere på”, siger pressechefen.

Brevet har en rød rose i hjørnet, men ellers er det håndskrevet. Venstres formand er træt. Han har ikke sovet meget i de seneste ugers medieræs, og slet ikke efter valgnederlaget til Europa-Parlamentsvalget i søndags.

Normalt tager han sig ikke af den slags kommunikationsdetaljer, men denne gang har pressechefen taget fat i ham og trukket ham til side. ”Kære Lars Løkke Rasmussen…”.

Brevet fylder en A4 side, og er krøllet efter flere gennemlæsninger, selvom nogen har forsøgt at rette det ud igen. Det meste af brevet handler om, at det er på tide at lægge den strategiske stridsøkse bag sig for begge partier, efter flere skattesager i medierne, fløjter i parken 1. maj og jordskredssejr til Dansk Folkeparti til både Europa-Parlamentsvalg og i meningsmålingerne til formanden Kristian Thulesen Dahl.

Lars Løkke Rasmussen føler sig truffet af kritikken af, at hans stab skulle have brugt ufine metoder i Skattesagen, men omvendt er brevet ikke et angreb, det er tværtimod et tilbud. Et tilbud om at mødes, efter så lang tid. Et tilbud om at gøre op med partisoldaters angreb på hinandens moral og etik, og ikke mindst et tilbud om at udskyde valget, til Venstre har haft mulighed for at finde ud af, hvad der skal ske med formandsposten.

”Vi har ikke brug for, at de udskriver valg nu. Du skal tænke på dit eftermæle, og vi ved stadig ikke helt, hvordan hovedbestyrelsen har det med Kristian efter alt det her”, siger pressechefen.

Lars Løkke Rasmussen kigger ud af vinduet, og tænker på de seneste ugers møde med vælgere på Strøget. Det har været en kamp at stille sig derned. Ja, selv det at stå op om morgenen. At fortælle sin familie, hvorfor de bliver blandet ind i det hele gang på gang. At skulle se sit politiske eftermæle som Danmarks dygtigste politiske håndværker forsvinde i angrebet på sin person og etik.

I brevet foreslår Statsministeren et pressemøde. Det er for strategisk fra deres side, tænker han, det kan kun går deres vej. Alligevel ser brevet trods alt ud som om, at hun selv har underskrevet det. Det sidste, der står, er noget med, at de bliver nødt til at tage politikerleden seriøst, hvis begge partier skal stå stærkt efter næste folketingsvalg. Der er til sidst skrevet en passage om demokratiet, om at gøre en ende på blokpolitik og noget med at vise vælgerne, at landets førende politikere hellere vil tale om politik end om selvangivelser.

Onsdag – det starter med et møde
Det er onsdag aften omkring kl. 21.00. Vi er et ukendt sted, og Helle Thorning Schmidt er på vej fra mødet og ud i ministerbilen sammen med sin mest betroede pressemedarbejder. I bilen ruller hun vinduet ned, og overvejer igen om det nu var en god ide at lytte til den gamle socialdemokratiske statsminister, og få sin medarbejder til at skrive det brev. Om det ikke i virkeligheden bare er, at lade det parti, som hun og regeringen endelig er ved at få krammet på, slikke sårene for nemt og for hurtigt. Om det ikke giver befolkningen en undskyldning for, at kalde hendes parti og hende for blødsødent, og igen spekulere i, om alt hvad hun gør, i virkeligheden ikke handler om en toppost i Bruxelles.

Hun tænker på det, hun og hendes familie har været igennem på grund af den skattesag. På hvor lidt hun stoler på, at pressen ikke alligevel vil vende det hele til en tabersag for Socialdemokratiet. Men pressechefen har været overbevisende, og det socialdemokratiske bagland kræver et svar på Dansk Folkerpartis fremgang og datoen for valgudskrivelse.

Samtidig er hun træt af kritikken af at være trukket rundt i manegen af De Radikale.

Vi er tilbage på pressemøde fredag formiddag, og Statsministeren er den første, der tager ordet. ”Ja jeg ved godt, at I ikke havde regnet med at se os to tale til hinanden i et godt stykke tid. Der har været stor afstand. Sådan har det altid været, og det er en naturlig tilstand for vores to partier. Politisk kæmper vi, og har altid gjort det, selvom pressen gerne tilskriver os, at vi fører hinandens politik. Men de seneste år er der blevet ført en anden kamp end den politiske. Ideerne for Danmark er trådt i baggrunden, og i stedet har vi ladet stå til, mens vi har ladet andre føre kampen for os, imod hinanden.

Den udvikling skal vi have stoppet. Når en politiker begår fejl, hvis der er tvivl om, hvorvidt vi som politikere betaler den skat, vi skal, så skal det selvfølgelig håndteres med den alvor den slags kræver. Men retsfølelse og retfærdighed er ikke det eneste, der bliver sat på spil, når politiske lederes skattesager fyger rundt i medierne.

Det gør vælgernes tillid til, at vi som politikere forvalter deres interesserer med den opmærksomhed, det kræver. Vi har oplevet en vælgerlede, der har givet sig til udtryk 1. maj og senest ved Europa-Parlamentsvalget, hvor rigtig mange danskere satte deres kryds ved Dansk Folkeparti. Nogle fordi de oplever, at her bliver de taget seriøst og lyttet til.

Jeg har indkaldt dette pressemøde, ikke for at slå på Dansk Folkeparti, men for at fortælle danskerne, at vi er klar til at lave de forandringer, der politisk skal til, for at vi igen kan få lov at tale politik”.

Der er helt stille i salen, og inden den første journalist kan nå at række hånden op, tager Lars Løkke Rasmussen ordet: ”Europa-Parlamentsvalget har handlet mere om min person, end om den politik vi gerne vil føre i Parlamentet. For ikke længe siden, handlede det om Statsministerens husbonds skat. Vi ser det igen og igen, og vi vedkender os, at det har vi som politikere et ansvar for.

Vi har et ansvar for at lade vælgerne beslutte, hvad I mener er den rigtige vej for Danmark. Og vi har et ansvar for, at det bliver gjort på baggrund af politik, visioner og holdninger i stedet for selvangivelser. Statsministeren anmodede tidligere på ugen om et personligt møde, og det takkede jeg efter nogen betænkeligheder ja til. Det gjorde jeg af flere årsager. For det første på grund af valgresultatet i søndags. For det andet fordi, der i aftalen lød et tilbud om, at udskyde udskrivelsen af valget, til vi i Venstre har fundet ro omkring min position og om det Venstre, som skal eksistere op til og efter næste Folketingsvalg.

Der er mange ting vi er dybt uenige om, og sådan skal det blive ved med at være. Men vi er enige om en helt central kerneværdi. Og det er, at i et demokratisk land som vores, skal man kunne se hinanden, og ikke mindst sine vælgere i øjnene og sige, at det man er her for, det vi står på mål for, begge to, det er den politik, som vi fører og har ført.

Hvis vi skal sikre, at den befolkning vi er valgt til at repræsentere på hver vores side af det politiske spektrum, ikke mister troen på, at vi kan og vil andet og mere end at stikke til hinandens personlige egenskaber, så skal vi kunne trykke hænder på, at vi gør det her for Danmark. For politikken. Ikke for hverken jer som journalister, eller af frygt for et politisk eftermæle.

Derfor står vi her i dag. Vi står her, fordi vi har kigget hinanden i øjnene og set det samme ønske efter at lade den næste tid frem til Folketingsvalg og de fire år efter handle om, at tale mere med og om vælgerne, end om moralsk habitus eller privatsager hos hinanden. Det ved vi, at det skal I som pressestand nok hjælpe os med at få ud i lyset, uden hjælp fra hinandens kommunikationsmedarbejdere”.

Han sveder, og nu kan journaliststanden snart ikke holde spørgsmålene tilbage. Statsministeren siger nogle afsluttende ord om, at som sagt venter regeringen med at udskrive valg til den af loven angivne sidste frist, for på den måde at lade danskerne kunne forhold sig reelt til de personer og partier, som de to politikere nu engang er formænd for.

Det er en journalist fra DR, der får lov til at stille det første spørgsmål: ”Er dette et udtryk for, at vi kommer til at se et V-S-R samarbejde op til valget?”. Det spørgsmål bliver stillet i flere afskygninger af forskellige Christiansborgkendinge, sammen med ”Det er en meget strategisk måde at skygge over de privatsager, der har floreret omkring jeres personer, men er det ikke en måde blot at skygge over dem?” og ”Er dette en strategisk reaktion på den fremgang, som Dansk Folkeparti har haft, og som vil presse både Socialdemokratiet og Venstre i et fremtidigt regeringssamarbejde?”.

Allerede under pressemødet er overskrifterne ved at danne sig til trykken. De politiske kommentatorer er linet op og klar på alle kanaler og Twitter er allerede rødglødende af journalister in spe, der kloger sig på betydningen af, og kritiserer baggrunden for, pressemødet.

Socialdemokratiet laver historisk knæfald for Venstre. S og V forbereder regeringssamarbejde. Socialdemokratier udskyder valg i strategisk vælgersmøre. Thorning griber til populistiske midler før valg. Historisk pressemøde skal tække vælgerne. DF presser de store partier til samarbejde. Pressemøde udviser desperation efter DF fremgang.

Forestillingen om det politiske spil og de politiske spindoktorer, der placerer historier om modstanderne strategisk i medierne, lige før et afgørende valg, lever langt stærkere end troen på, at de valgte politikere mener, hvad de siger, og sidder på borgen for at repræsentere og lytte til deres befolkning. Der bliver skrevet stolpe op og ned om, hvordan journalister, kommunikatører, politiske kommentatorer og politikere går op og ned af hinanden, og kigger i krystalkugler og planlægger morgendagens avisforsider i en stor syntetisk proces, der handler om spin i stedet for politik.

En gang imellem ville det være tiltrængt, hvis al den strategiske tænkning og træning kunne kaste lidt politisk mod eller samarbejde af sig.

More from Tine Toft Jørgensen

En bæredygtig vidensfestival

Vidensfestival er en bæredygtig form i en mediebranche, der er langt ude...
Læs mere