Med bogreolen som rejseguide og integrationsfører

En rejseguide kan ikke fortælle hele historien om et land – men det kan forfatterne. Følg med på den litterære rejse.

I mange år har det været et fast princip for mig, at jeg på rejser medbringer skønlitteratur, der er skrevet det sted, jeg skal rejse hen. En rejseguide kan sagtens fortælle mig, at østrigerne tiljublede Hitler på den centrale Heldenplatz i Wien ved Anschluss i 1938, og at det manglende opgør med nazismen efter Anden Verdenskrig har skabt spændinger i det østrigske samfund helt frem til i dag, men det er først, når jeg læser forfattere som Elfriede Jelinek (f. 1948) og Thomas Bernhard (1931-89), at jeg for alvor forstår den særlige østrigske variant af selvhad og nationalforagt, der gennemsyrer både deres forfatterskaber og deres offentlige optrædener og kommentarer.

Når man derefter spadserer langs Wiens Ringstrasse-anlæg og passerer først den storslåede Heldenplatz og dernæst det massive Burgtheater, giver det andre perspektiver end de arkitektoniske.

Bernhards Heldenplatz (1988) handler om det problematiske i at have haft højtstående nazister siddende på centrale samfundsposter, og man forstår det provokerende i at stykket blev uropført så tæt på Wiens Heldenplatz. Stykket var med til at cementere Bernhards ry som ”Nestbeschmutzer” blandt østrigere – altså en, der skider i egen rede. (Den uforsonlige Bernhard foragtede i øvrigt sit hjemland så meget, at han forbød al udgivelse og opførelse af værker og stykker i Østrig efter sin død.)

Strindberg må vige for Ibsen
Jeg er for nylig flyttet til Oslo sammen med min mand, og under oprydningen i vores ikke uanseelige bibliotek har jeg haft fat i bøger, jeg hverken har læst i eller tænkt på i mange år. Af pladshensyn er vores bogsamling arrangeret i to lag, sådan at mindre gode/vigtige/aktuelle/interessante bøger er forvist til de inderste og ikke umiddelbart synlige rækker.

Det kan til tider kan gøre det svært at finde bøger, og rangeringen bør selvfølgelig overvejes med jævne mellemrum. Af hensyn til integrationen i det norske er Ibsens samlede værker nu prominent placeret på første række, mens Strindberg og Lagerlöf har måttet vige pladsen for Hamsuns samlede værker (bogreolen er arrangeret efter emne, geografi og sprog, og her blev det altså de omfangsrige svenskere, der måtte vige).

En forfatter i vejen
En del af oprydningsøvelsen har været at overveje, hvilke norske forfattere der skal være mine integrationsguides. Henrik Ibsen kunne være en oplagt mulighed, men hos ham er jeg aldrig blevet slået af hans norskhed, snarere end af alt muligt andet. Til gengæld kan Oslos gader guide til Ibsen, for der er nemlig indlagt citater fra Ibsens værker i vejbelægningen på Oslos svar på Strøget, Karl Johans Gate.

Det er en fin måde at lægge litteratur ind i byrummet på, men det er det omvendte, jeg leder efter, nemlig litteratur, der i kraft af sine beskrivelser leder mig ind i byrummet – og forhåbentlig helt ind i den norske folkesjæl.

Hamsun, nordmændenes skam
I stedet overvejer jeg at genlæse Knut Hamsun, som bestemt ikke er én, nordmændene er stolte af. På en nylig liste over de 100 mest betydningsfulde nordmænd i historien var Nobelprisvinderen Hamsun ikke medtaget – på grund af sit tvivlsomme (det vil sige lidt for varme) forhold til nazisterne.

I modsætning til østrigerne gjorde nordmændene så rigeligt op med Hamsun, faktisk så meget, at de aldrig rigtig har forholdt sig til ham igen. Derfor gemmer jeg danske Thorkild Hansens Processen mod Hamsun (1978), der beskriver det norske opgør med Hamsun, på anden række bag Hamsun selv – og sætter Hansen på læselisten, til når jeg skal vide mere om nordmændenes grimme fortid.

Hamsun i Nazi-Tyskland i 1943 – et samarbejde, nordmændene aldrig har tilgivet. (Foto: Ryslinge Frimenighed)
Hamsun i Nazi-Tyskland i 1943 – et samarbejde, nordmændene aldrig har tilgivet. (Foto: Ryslinge Frimenighed)

Men det er forår og solskin, og nordmændene ser sunde og fornøjede ud, når de i forbavsende antal motionsløber i grønne områder og rykker ud i solstrålerne foran byens caféer, så snart lejligheden byder sig. Jeg bladrer lidt i Hamsuns Sult (1890) – ”Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania” – men selvom den norske madkultur er pauver, og priserne høje, føler jeg hverken meget slægtskab med Hamsuns sult eller finder megen forklaring på selvforståelsen i nutidens norske overflodssamfund.

Rejselitteratur og lokalguide
Her kommer næste lag i flyttekassen mig til undsætning: Jan Kjærstads trilogi om overmennesket Jonas Wergeland, bøgerne Forføreren (1993), Erobreren (1996) og Opdageren (1999). Efter at have været en af de største læseoplevelser for mig i gymnasiet har trilogien de seneste mange år været henvist til anden række i bogreolshierarkiet. Jeg sætter mig og bladrer.

I dag er jeg knap så modtagelig for både Jan Kjærstads og Jonas Wergelands forføreriske evner (herunder beskrivelserne af, hvordan sidstnævnte forfører og tilfredsstiller kvinder på rad med sin magiske lingam), som jeg var som følelsesfuld gymnasieelev, men blot ved at bladre i den gulnede paperback husker jeg den følelse, jeg først og fremmest fik af at læse om Wergeland: følelsen af, at verden åbnede sig.

Kjærstads trilogi er både en slags kriminalgåde, en art episk fortælling (ganske modigt efter samtidens postmodernistiske credo om alle store fortællingers død) og et forsøg på at beskrive den norske historie og folkesjæl i beskrivelser af de (fiktive) tv-programmer, Wergeland laver for NRK, Norges svar på DR.

Kjærstads fineste træk er den måde, hvorpå han sammenvæver norsk historie med verdenshistorien, som når Wergelands møde med en zambisk ingeniør foran Zambezi-vandfaldene bliver en introduktion til norsk vandkrafthistorie, eller når Jonas Wergeland i Timbuktu møder folk, der vil fortælle ham om den norske opdagelseshelt Thor Heyerdahl. På den måde er det en helt klassisk fortælling om at rejse ud og møde sig selv i det ukendte.

Vigelandsparken
Og som rejselitteratur og lokalguide er Kjærstad stadig fremragende. Det vækker en følelse af genklang i mig at genlæse historier vævet ind i de forskellige Oslo-lokaliteter, jeg så småt begynder at kende til eller vide mere om end blot deres navne: om Majorstuen og Groruddalen og Vigelandsparken.

Adskillige af stederne har jeg læst om hos Kjærstad, før jeg hørte om dem i anden sammenhæng, og selvom det er mere end et årti siden, jeg læste bøgerne, er der stadig en rest af Kjærstads begejstring i mig, første gang jeg besøger Vigelandsparken, en fantastisk og særegen skulpturpark anlagt af Vigeland selv og befolket med hans mange solide, livskraftige menneskeskulpturer.

På den anden side af fjeldet
I dag fortryller Jan Kjærstad mig ikke på samme måde, som da jeg var en udlængselssyg gymnasieelev, men jeg er stadig ganske begejstret for hans introduktion til det at være norsk – og for den side af nordmændene, som er orienteret mod verden.

Nok er Oslo lille, nok ligger Norge nordligt i Europa (en udkant af verden); men nordmændene er selv klar over det og orienterer sig derfor mod resten af verden i udtalt grad. Den side af norsk identitet er Kjærstad god til at beskrive, og det er en egenskab ved den norske kultur, jeg holder meget af: at bag en del af de introverte nordmænds facader er der en længsel efter den del af verden, der ligger på den anden side af fjeldet og Oslofjorden.

More from Anne Kirstine Munk Christiansen

Hvad læser du – egentlig? Status over et bogårs læsevirkelighed

De gode bøger, jeg gerne vil læse, dem læser jeg ikke; men...
Læs mere