Blandt russiske demonstranter – Netudgaven på Pussy Riot udstilling

Luften er tyngende og fugtig. Larmen overdøvende. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt, borer sig ind i min brystkasse så det gør ondt. Mit åndedræt er ujævnt, nærmest gispende. Mine fødder er solidt plantet på asfalten, en fodstilling jeg har tænkt over. Jeg står stabilt. Der skal meget til for at vælte mig. Jeg er omringet af mennesker, og jeg føler mig tryg og klaustrofobisk. Adrenalinen kører rundt i kroppen på mig, slagord strømmer ud af min mund, og jeg er en del af det fælles folkekor.

Jeg råber aggressivt, jeg spytter og løfter min arm. En knippel truer i det fjerne. En kujonknippel jeg ikke er bange for. Jeg fortsætter fremmarchen og råbene. Sveddråber former sig på min pande og glider ned af mit ansigt. Jeg er, hvor jeg skal være. Midt i det hele, klar til kamp – verbalt vil jeg lange slag ud. Jeg er en del af myretuen, der bekæmper overmagten: kriblende, kravlende, ædende – i små bidder vil vi konsummere jerntronen.

Le Bons massepsykologi
Ifølge Le Bon og hans massepsykologi har jeg lige nu glemt mig selv og er blevet indlemmet i massedynamikken. Jeg er blevet anonym mellem alle mine sammensvorne. Anonymiteten skaber en følelse af usynlighed og får mig til at miste følelsen af ansvar. Med tabet af min egen autonomi og ansvarsfølelse bliver jeg primitiv, ufornuftig og følelsesladet – jeg er med andre ord meget tilbøjelig til at handle i affekt. Det samme sker, ifølge Le Bon, med alle mine medsammensvorne demonstranter. I et øjebliks galskab kaster vi alle vores individualitet over bord, og der dannes på magisk vis en kollektiv enhed styret af en fælles bevidstløshed – en tranceagtig gruppementalitet.

Le Bon blev født i 1841 og døde i 1931. Han var fransk psykolog, sociolog og antropolog og beskæftigede sig med masseoprør og de dertilhørende dynamikker, mest kendt er han for sit værk ”The Crowd: A study of the popular mind” fra 1895. Le Bon så med frygt på massens dynamik og på dens formåen. Massen var for ham en ustyrlig størrelse, som opslugte individet og dets rationelle dømmekraft, og, som på grund af den store, samlede fysiske styrke og det manglende rationale var i stand til at udgøre megen skade.

Protestcirklen
Jeg må præcisere, hvor jeg befinder mig – hvilken masse, hvilken plads i hvilket land, hvilken jerntrone skal jeg nippe af, indtil den forsvinder? Jeg står midt i de russiske kunstneres Lusine Djanyans og Aleksej Knedlyakovskys protestcirkel på KODE-museum i Bergen. Mine medsammensvorne er papfigurer. Jeg befinder mig i midten af cirklen, omringet af papmennesker, der alle holder skilte med protesterende slagord. Vi befinder os i Rusland, og de er alle russere. Jeg bliver draget ind i protesten og kan mærke massens styrke. Til højre for mig står tre unge med hver deres skilt: ”We were born to make Kafka true, – only a gun is a good defence – Putin is very bsad.”

Kunstneren Lusine Djanyans er en del af den feministiske kunster- og performancegruppe Pussy Riot. Hun har i samarbejde med kunstneren Aleksej Knedlyakovsky, som var medlem af kunstgruppen Vojna, lavet udstillingen ’White Circle’. Udstillingen skal afspejle protester i russiske byer i perioden 2007-2012, hvor der i 2007 blev protesteret på grund af Duma-valget og i 2012 på grund af præsidentvalget og Putins genindsættelse.

Cirklen består af 500 papfigurer, som er stedfortrædere for mennesker, som ikke selv har mulighed for at være til stede og demonstrere, fordi de enten er fængslet, i husarrest eller frygter at blive anholdt. Værket er en installation, hvor man som beskuer træder ind i massen og på den måde bliver demonstrant og en del af protesterne. De russiske folkelige protester kan gennem værket flyttes og vises overalt i verden. Ideen bag er, at tilskueren skal mærke og forstå den kraft og vilje til at protestere, som ligger i det russiske folk.

Lusine Djanyans bannere fra foran fænslet i Mordovia. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund.
Lusine Djanyans bannere fra foran fænslet i Mordovia. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund.

Fængselsrettigheder og aktivisme i Mordovia
I september 2013 rejste Lusine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky til fængslet i Mordovia der ligger 490 kilometer fra Moska. Her sad Nadya Tolokonnikova fra Pussy Riot fængslet på grund af Pussy Riots optræden i Frelserkirken i Moskva i 2012, hvor hun havde fået to år for dommen ’udøvelse af hooliganisme med udgangspunkt i religiøs foragt’. Nadya Tolokonnikova sultestrejkede på dette tidspunkt i protest mod de forhold, der herskede i fængslet. Og hun havde fået et brev trykt i den engelske avis The Guardian, hvor hun beklagede sig over de indsattes forhold: ”Min brigade arbejder i sy-afdelingen 16 til 17 timer hver dag, fra klokken 7.30 til 00.30. Hvis vi er heldige, får vi fire timers søvn om natten,” skrev hun blandt andet i brevet.

De to kunstnere lavede plakater og grafiske tryk og hængte dem op ved indgangen til fængslet. De trykte blandt andet afsnit fra Nadyas brev, opremsede hvad de fængslede blev udsat for, og portrætterede Nadyas og direktøren for fængslet i Mordovias ansigter. Hver dag kæmpede de mod fængslet ved at lave nye plakater, som fængselsbetjentene blev ved med at rive i stykker.

En døende far
Under festspillene i Bergen, efter udstillingen var blevet åbnet på KODE, fortalte Lusine Djanyan om sine oplevelser fra fængslet i Mordovia: ”Det jeg så overgik min fantasi. Da jeg kom, så jeg en far til en af fangerne dø i indgangen til fængslet. Faren havde rejst i tre dage for at besøge sin søn. Da han var ankommet til fængslet, ventede han i yderligere to dage og kunne ikke få at vide, hvornår det var muligt at se sin søn. Han var gammel, og efter disse anstrengelse døde han, da han var ved at forlade fængslet. Det er ikke kun de indsatte, der bliver behandlet som slaver uden rettigheder, også fangernes familier og pårørende er låst fast og har fået frataget deres rettigheder,” fortæller hun.

‘Vova’ – Verdensfred
Tilbage midt i protestcirklen, hvor jeg stadig befinder mig, får jeg nu øje på tre andre demonstranter. De ser sammenbidte og alvorlige ud med et intenst blik. På deres protestskilte fremtræder der noget, jeg fristes til at kalde ’et samtidigt diktatordigt’:

dukker white circle

Mubarak
Milosovic
Khadaffi
Assad
Vova! You’re next
Please go
Ur Time
Is
Nigh

‘Vova’ betyder også Vladimir på russisk og henviser til Ruslands statsleder Vladimir Putin. Vova har også flere etymologiske betydninger, blandt andet ’folkets mand’ eller ” ham der altid går med fred”. Når det ikke er bundet til en person, kan det også betyde ’freden regerer’ eller ’verdensfred’. Paradoksalt? Måske en kende. I hvert fald ikke det mine medsammensvorne demonstranter forbinder med deres Vova – Vladimir Putin. De er jo alle forhindret i at være her i virkeligheden på grund af ham og må tage til takke med at være repræsenteret af små papfigurer. Det er kun mig, som befinder mig her i virkeligheden, og med fantasiens kraft forestiller jeg mig, at jeg faktisk er en del af den russiske folkemængde et sted i Moskva en dag i 2012, hvor folk læser diktatordigte op på det alvorligt, smukke russiske sprog, alt imens andre bliver slået med knipler.

En ustyrlig masse eller en moralskfunderet protest
Le Bon var en del af det franske aristokrati, og det var blandt andet hændelser som dannelsen af Pariser-Kommunen i 1871 og Dreyffus-affæren i 1894 der gjorde ham opmærksom på folkemassens styrke. Et samfunds elite hviler altid på samfundets masse. Hvis massen opruster og protesterer mod eliten, er eliten nødsaget til at afgive noget af dens magt. Derfor så Le Bon forståeligt nok med frygt på folkemassen og lagde dermed (måske ubevidst) også vægt på massens affekt og irrationelle mekanismer i sin teori.

Disse er ubestridt også til stede i massedemonstrationer og oprør, men i mange tilfælde hersker der også en overordnet logik og et moralskfunderet mål hos de individer, der udgør massen. Ifølge Luisine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky er de russiske protester fra 2007-2012 funderet i krav om retfærdighed og demokrati, en afsættelse af Putin, og et ønske om at erstatte ham med en anden ”Vova”, der kan leve op til den etymologiske betydning af navnet.

Lusine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky. Foto: Art Ukraine. Lusine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky. Foto: Art Ukraine.
Lusine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky. Foto: Art Ukraine.

Den russiske feminismekamp
Lusine Djanyan var en del af Pussy Riots demonstrationer under OL i Sotji, hvor hun blev anholdt, og ved Festspillene i Bergen fortæller hun: ”Feminismedebatten eksistererede ikke i Rusland før Pussy Riot, nu er det blevet lidt et modefænomen at kalde sig feminist. Vi bliver nødt til at studere feminisme-kulturen i andre lande for at undgå at bevægelsen bliver en subkultur.”

På trods af, at de mest kendte medlemmer Nadya Tolokonnikova og Masha Alekhina officielt har forladt Pussy Riot, kæmper de andre medlemmer også videre for at etablere demokrati, feminismebevægelsen og kvinders rettigheder i Rusland.

Efter sine kunstneriske og aktivistiske protester er Lusine Djanyan blevet fyret fra sin stilling som underviser ved kunsthøjskolen i Krasnodar i Rusland og rejser nu rundt med sin udstilling. Installationen er ikke blevet vist i sin helhed i Rusland på grund af censur. Den åbnede på KODE-museum den 24. maj i Bergen i anledning af Festspillene har blandt andet også været vist i Uppsala i Sverige.

Pussy Riot er også repræsenteret i udstillingen, hvor der på protestskiltene blandt andet står:Putin – our nothing! Pussy Riot. Our fight is stronger than fear. Our love is stronger than death.
Pussy Riot er også repræsenteret i udstillingen, hvor der på protestskiltene blandt andet står: Putin – our nothing! Pussy Riot. Our fight is stronger than fear. Our love is stronger than death.

Om Udstillingen:
The White Circle er en installation skabt af Lusine Djanyan og Aleksej Knedlyakovsky. Den besøgende træder ind i en cirkel som består af 500 papfigurer der repræsenterer deltagere i demonstrationer i Rusland i perioden fra 2007-2012. Papfigurerne repræsenterer mennesker der ikke har været i stand til deltage i demonstrationerne af hensyn til deres egen sikkerhed. Demonstrationerne afbildet i udstillingen handler om protester mod kirken, statens magtmisbrug og korruption.

Læs også PussyRiot og modimperiet.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Blandt russiske demonstranter – Netudgaven på Pussy Riot udstilling

Luften er tyngende og fugtig. Larmen overdøvende. Mit hjerte banker hårdt og...
Læs mere