CPH STAGE samler teaterbranchen

Netudgaven har været på festival – og nej det var ikke en musikfestival – for København har fået sin egen teaterfestival, som for andet år i træk har udskudt sommerferien og fortjent tiltrukket ca. 17.000 publikummer.

CPH STAGE debuterede i 2013. Et initiativ der på mange måder vendte op og ned på forestillinger om, hvad dansk teater kan. Ikke som kunstnerisk endeavour men i form af samarbejde og evne til at etablere nye initiativer på kort tid – uafhængig at stor kapitaltilførsel fra staten.

Initiativet var på mange måder en opmuntring, som skabte håb for branchen som solidarisk og generøs – ikke kun overfor publikum – men også overfor hinanden. Det var som om, der var stukket hul på en byld – måske fordi det hele skulle gå så hurtigt, at der ikke var tid til at blive uenige – men måske også fordi en række teatre, så det umiddelbart nødvendige i at gøre det – bare gøre det!

Det der bl.a. var befriende var, at festivalen ikke blev indrammet af et tema, en dagsorden eller havde andet formål end at vise det bedste teatret havde lært. Hvor mange gange har man ikke set en masse bras, som var udvalgt fordi det ramte en ’tematisk nerve’ i festivalens kuratering – men derudover var et tvivlsomt produkt, det bare ’passede’ ind.

Stor, størrre, for stor?
I år, 2014 er CPH STAGE så eksploderet. Festivalen har muteret. Mange flere forestillinger, mange flere involverede teatre, mange flere begivenheder – meget mere af det hele + det nye. I første omgang tænkte jeg – uoverskueligt. Som alle festivaler bliver man hurtig lidt sentimental og konservativ. Som med natfilmfestivalen, der startede som en lille festival, hvor man med lidt god vilje kunne nå at se hele programmet – hvis man vel og mærke forlod visse film før rulleteksterne – ja nogen gange endda før slutningen – havde et folkevognsrugbød med løbende motor holdende udenfor biografen og ind i mellem forcerede nogle hegn – helt bogstaveligt. Ikke mindst; film blev vist om natten. Man sad til kl lort om morgenen – for det var jo natfilmfestival. Herefter fik festivalen vokseværk, som vi har set med mange andre festivaler. Den bevarede sit navn men blev uigenkendelig – filmforevisningerne startede kl 14 og programmet blev så omfattende at nogle af os stod af og nostalgisk måtte sande at festivalen ikke længere levede op til sit navn.

All my dreams come true af Christian Lollike
All my dreams come true af Christian Lollike

MEN CPH STAGEs vokseværk er afgjort en succes – af flere grunde. En af de væsentligste er, at folk gerne vil lege med. Når festivalen er vokset, er det fordi teatre, kunstnere, organisationer og institutioner i stort antal vil være en del af CPH STAGE. Små som store, afhængige som uafhængige, undergrund som overgrund – fælleskabet er ved at slå igennem bagom scenerne. Jeg tillader mig at tro det.
Det skaber ikke mindst et guddommeligt overblik over, hvad dansk teater består af – og det er opmuntrende at opleve troen på synergien udstråle fra branchen selv. Årets Reumert rykkede sågar deres årlige prisshow, så det rundede festivalen af og satte et fornemt punktum.

Reprise reprise reprise
Da jeg var barn lå der en lille biograf i Holte, der hed Reprise Teatret. Den ligger der endnu – og den minder mig lidt om CPH STAGE da den startede. Programmet bestod primært af genopsætninger – hvilket var helt vildt skønt. Alt for meget teater spiller alt for kort tid – her var pludselig et vindue der blev åbnet igen. Ikke mindst får de små producenter en genudsendelsesplatform, som ikke altid er inden for rækkevidde fordi ressourcerne ikke rækker. Så selv om CPH STAGE nu er meget mere end genopsætninger – så er det dog kernen i festivalen, og det skal det blive ved at være.

Fra lukket land til teaterturisme
Selv så jeg ikke en brøkdel af det jeg ville. Der var seminarer, readings, skønne koncepter – der inkluderede cocktails i øvrigt for dem der måtte mene, at der er for få cocktails i dansk teater – dem er vi et par stykker af – og jeg synes ikke jeg nåede at fornemme festivalånden – men jeg tror på den. Og jeg tror på at CPH STAGE også nok skal indfri sine tanker, som blev luftet sidste år, da Mads Wille, Kunstnerisk leder på Husets Teater og formand for CPH STAGE , tog fat i en af de vigtige pointer omkring, hvilke ambitioner man bør have som festival – han nævnte teaterturismen som et kæmpe potentiale.

Og gud hvor er det skønt at høre det ord! Når man nu ellers tilhører dem, der hvert år rejser ud af landet om sommeren for at kunne se teater og væk fra hovedstad og sommerland, hvor det primære kulturudbud består i musikfestivaler, så giver det jo så meget mening. Ikke nok med, at jeg nu kan blive hjemme og se internationale gæstespil – som siden Københavns Internationale Teaters enestående festivaler har haft trange kår – men vi kan nu invitere turister i teatret – vi kan måske ovenikøbet fostre en teaterturisme og invitere verden indenfor og se dansk teater. Avignon – Edingburgh og nu København!

Det nåede jeg at se på CPH STAGE:
Et Dukkehjem/Fix & Foxy/I en privat lejlighed på Østerbro
La Merda/Cristian Ceresoli/Husets Teater
All my dreams come true/Christian Lollike/Aveny T
An intervention/ Mike Bartlett (reading)/Husets Teater
Skrøbelige liv/Sofie Volquartz Lebech/Dansehallerne
Shortcuts/La Verona/Det Kongelige Teater
Plumwine, highmay, lemon/Mute-Comp. Physical Theatre/Dansekapellet

Læs mere om CPH STAGE

More from Annette Max Hansen

Hvor kan jeg se dokumentarfilm i hjemmebiografen?

Til dem der vil se dokumentarfilm året rundt er her par tips...
Læs mere