En kærlighedserklæring til Nordvest

Boganmeldelse – Line Simonsen og Simon Post: Postkort fra Nordvest. 144 sider. BY|PÅ|NY. Fås gratis på biblioteket i Nordvest og kan downloades på www.postkortfranordvest.dk

Denne bog er en hyldest til en livlig bastard og et blomstrende handelsliv. Bogen er et fotodokumentarisk portræt af Frederikssundsvej i Nordvest, en gade, som anarkistisk trodser ethvert forsøg på ensretning. Her flyder papkasserne ud over fortovet, folk går på cykelstien og råber på tværs af lyskrydset. Under byplanlæggernes radar har gaden udviklet sig til en regional handelsdestination, som tiltrækker folk fra hele Sjælland.

Istanbul Bazar – grønthandlernes Rolls Royce
Istanbul Bazar har et kæmpe udvalg af bl.a. tyrkisk honning, over-size slikposer fra Tyskland, frisk fisk og billig tandtråd.

bazar 2

Istanbul Bazar har et kæmpe udvalg af bl.a. over-size slikposer fra Tyskland, frisk fisk og billig tandtråd. Foto: BYPÅNY

Jeg har især kastet min kærlighed på billedserien fra Istanbul Bazar, hvor en fin billedetekst fortæller, at for nogle er stedet “en global købmand med varer, der imødekommer en ustyrlig mangfoldighed. For andre er det 400 m2 af ugenkendelighed, hvor man skal være på tæerne for at forstå koderne, både i teksten på varerne og for ikke at stå i vejen for den hektiske aktivitet.”

Et blik ind bag butiksfacaden
Det tyrkiske konditori Favori Baklavaci er et familieforetagende og de har været i branchen i 20 år. Nordvest har formentlig Nordeuropas højeste koncentration af tyrkiske konditorier.
Det tyrkiske konditori Favori Baklavaci er et familieforetagende og de har været i branchen i 20 år. Nordvest har formentlig Nordeuropas højeste koncentration af tyrkiske konditorier. Foto: BYPÅNY

Billederne har en rå æstetik, som stemmer godt overens med områdets ånd, og der er bevidst ikke brugt kunstigt lys. Det fungerer godt, men på print er enkelte billeder blevet for mørke, og man går glip af detaljerne. Et par billeder kunne have været undværet, og enkelte steder ved øjet ikke helt, hvor det skal se hen.

Men grundlæggende er det en fascinerende samling, og billedernes virkelige styrke ligger i deres insisteren på at ville ind bag facaden. I modsætning til fotobogsklassikeren København Con Amore, der holder sig ude på gaden med fotos af butiksfacader, går Postkort fra Nordvest indenfor og præsenterer læseren for butiksejerne og kunderne.

Historiefortælling og røgkanoner

Foto: BYPÅNY
Foto: BYPÅNY

Historierne står i kø, f.eks. den om security-shoppen, der måtte lukke på grund af fem dyre indbrud og nu har overladt lokalerne til en slikbutik. Videoovervågning, røgkanoner og sirener kunne ikke holde tyvene ude, som gik målrettet efter lageret af kostbare skudsikre veste.

De fleste steder fungerer bogens billedtekster godt og fortæller levende og humoristisk om motivet. Korrekturlæsningen kunne have været bedre, og enkelte steder bliver teksterne en smule Turen går til-agtige, men forfatterne lykkes alligevel med formålet: At give læseren lyst til at gå på opdagelse i gaden med bogen under armen. Samtidig er der masser af fun facts, og man mærker tydeligt det massive gravearbejde, der ligger bag.

Alternativt iværksætteri og jobskabelse
Forfatterne zoomer især ind på de etniske iværksættere og et anderledes handelsliv, som eksisterer på trods. Traditionelle handelsstandsforeninger fungerer ikke her, hvor netværket og dialogen udfoldes på gadeplan og ikke ved formelle møder. På Frederikssundsvej er der jobs til unge og ufaglærte, som ellers ville stå uden for arbejdsmarkedet.

Bogen starter med en faglig indledning, hvor man tydeligt mærker forfatternes baggrund som byplanlæggere med blik for det skæve. De menneskelige og politiske værdier står tydeligt frem:

“Med denne bog ønsker vi at gøre opmærksom på gadens sammenhæng, særkende og iboende potentialer. Et udviklingsprojekt i gaden skal tilgodese det mangfoldige handelsliv, der findes her, og vi mener, at man skal gøre sig umage med at forstå og integrere flere typer af mobilitet, forbrugerkultur og fællesskaber, end hvad der har været synligt i udviklingen af Nørrebrogade, hvor en overstadig cykelentusiasme og byrumsinventar i metermål, har banet vejen for den hvide mands café-venlige stillekultur.”

city kebab
Bogen er dog ikke en kedelig politisk brandtale eller kritisk analyse, men snarere en kærlighedserklæring og hyldest til en anderledes hverdag.

Samtidig er den et vigtigt historisk dokument, hvilket understreges af de forandringer, som Frederikssundvej står overfor med åbningen af metroen ved Nørrebro Station. I det lys er bogen også et vigtigt indlæg i debatten om, hvor vi vil hen med København.

Bogen lanceres d. 20. juni fra kl. 16 med kaffe og kage hos konditoren Favori Baklavaci på hjørnet Frederikssundsvej/Frederiksborgvej.

More from Lea Fløe Christensen

Den gode og sande historie fra knokkelhulerne

Den største kliché af dem alle, at virkeligheden overgår fantasien, understreges i...
Læs mere