I radioen med Per Petterson

Hvordan foregår det, når en meget norsk forfatter interviewes af BBC? Det britiske radioprogram World Book Club har været på besøg i Oslo hos Per Petterson og en lille skare af hans læsere for at indspille en udgave af det prestigiøse bogklubprogram. Netudgaven var med som publikum.

Per Petterson er nervøs. Der er trykkende varmt i lokalet – Forlaget Oktobers ”køligt stilfulde, bleggrå kantine”, som BBC’s faste bogklubvært Harriet Gilbert beskriver lokalet – men vinduerne må holdes lukkede af hensyn til den forestående radiooptagelse. Den lille receptionsbuffet (hvidvin, danskvand, druer, pærer og saltstænger) bagerst i lokalet har allerede adskillige tomme vandflasker.

Udenfor i solskinnet er det varmt, som jeg ikke troede, det kunne være i Oslos forsommer. I slotsparken ikke langt herfra ligger unge kvinder i græsset iført bikini for ikke at gå glip af den mindste brunende solstråle; i Oktobers kantine er Per Petterson iført fuldskæg og lange ærmer og ser varm ud. Han er blevet placeret i en lænestol foran et stort, abstrakt maleri og har front mod den britisk høflige Harriet, ligeledes i en læderlænestol.

Pætterson
På stolerækkerne foran sceneopsætningen sidder et lille publikum på ikke meget mere end 30 personer. Læsere, kalder BBC os, men efterhånden som der bliver stillet spørgsmål undervejs i samtalen, går det op for mig, at der er en overrepræsentation af professionelle læsere: en journalist fra NRK, redaktøren af tidsskriftet Bokvennen, en anmelder fra Morgenbladet. Selv er jeg kommet med, fordi en ven gjorde mig opmærksom på en åben tilmelding på BBC’s hjemmeside; da jeg ankom, fiskede forlagets pressemedarbejder efter, om jeg var ”nogen” på en måde, som fik mig til at tænke, at kun et fåtal af de fremmødte er almindelige læsere.

Per Petterson gnider sig i panden med højre hånd, stryger den så gennem skægget. Karen Holden, producer af radioprogrammet og både yngre og mere afslappet i sit kropssprog end den korrekte og en anelse kejtede vært Harriet Gilbert, byder velkommen og gennemgår rammerne for den næste times optagelser: vi må gerne grine og reagere på samtalen mellem Per og Harriet; hvis vi vil stille spørgsmål undervejs, skal vi kort præsentere os selv forinden; programmet bliver efterfølgende redigeret, så vi skal ikke blive kede af det, hvis vores læserspørgsmål ikke er med, i den færdige udsendelse. Imens retter Per på Harriets udtale af hans efternavn: Pætterson, ikke Pitersen, skal det lyde.

Fra Tronsmo til Oktober
Få skridt nede ad gaden fra de stilfulde kantineomgivelser ligger den alternative boghandel Tronsmo, som Per Petterson arbejdede i, inden han besluttede sig for at blive forfatter. Jeg har selv været forbi Tronsmo, inden jeg dukkede op her, og også i Tronsmo var der arrangeret stole på rækker og receptionsforfriskninger. Kombinationen hvidvin, danskvand, druer, pærer og saltstænger er øjensynligt den eneste gangbare inden for det norske litterære miljø, det være sig et forlag godt tilfreds med sin verdensberømte forfatter eller en alternativ – men ikke nødvendigvis mindre selvhøjtidelig – boghandel, som i dag lancerer det nyeste nummer af Agora – Tidsskrift for metafysisk spekulasjon.

Jeg er ikke den eneste, der har bemærket den korte fysiske afstand mellem Tronsmo og Oktober: Harriet Gilbert har taget sin radiostemme på og leverer først et kort, velformuleret referat af Ud og stjæle heste, emnet for dagens bogklubsession, inden hun stiller Per Petterson det første spørgsmål, om vejen fra at arbejde i en boghandel til at være en succesfuld forfatter.

Det er elleve år siden, Ut og stjæle hester udkom på norsk, og dagens hovedperson har udgivet tre bøger siden, men for et radioprogram, der sendes på BBC’s World Service-kanal – som har 145 mio. lyttere om året – må omdrejningspunktet nødvendigvis være en international bestseller (og Petterson føles umiskendeligt mere aktuel i det norske litterære miljø end interviewobjektet for morgendagens radiooptagelse, Jostein Gaarder, der storhittede med romanen Sofies verden i 1991).

BBC har produceret sine månedlige bogklubprogrammer siden 2002 og talt med forfattere som Joyce Carol Oates, Isabel Allende, Salman Rushdie og Orhan Pamuk. Med kun 12 årlige programmer er udvælgelsesprocessen hård – Jo Nesbø og Henning Mankell har tidligere været gæster, men endnu har ingen danske forfattere optrådt i programmet – og både forlagsmedarbejdernes og forfatterens tydelige nervøsitet er forståelig. Det første spørgsmål besvares (den uhøjtidelige Petterson synes stadig, at Tronsmo er Oslos bedste boghandel), og så beder Gilbert ham om at læse op fra romanen.

BBC World Service i de norske morgentimer
Dagens samtale varer fem kvarter og skal munde ud i 55 minutters radioprogram. Formen er en blanding af oplæsning, spørgsmål fra Harriet Gilbert og fra læserne: Vi i salen kan stille spørgsmål, Gilbert læser spørgsmål op, hun har modtaget på mail, og af og til spiller lydteknikeren et spørgsmål, som er indtelefoneret på programmets telefonsvarer.

Petterson læser ikke op fra en bog, men fra et papirark, der dirrer let i hans ene hånd, og mens han læser, gestikulerer han afdæmpet med den anden. Han ligner en lidt famlende litteraturdirrigent, som prøver at genkende sine egne norske ord i de engelske, han læser højt. Han læser – ganske passende for dagens rammer – om, hvordan NRK i de tidligste morgentimer sender BBC World Service i stedet for norsk radio.

Nordmanden i skoven
Mange af dagens spørgsmål handler om det særligt norske i Pettersons roman. Et spørgsmål handler om, hvorvidt det er særligt skandinavisk at skelne mellem loneliness og solitude. Ufrivillig ensomhed føles bare slemt, svarer forfatteren, og liver så op, da han begynder at tale om den selvvalgte norske ensomhed – i skoven, i hytten, i bjergene. ”Tag bare Knut Hamsuns Pan,” giver Petterson som eksempel. ”Det er en god beskrivelse af det. Løjtnant Glahn strejfer alene om i skoven med sin hund og nyder det meget,” siger forfatteren begejstret på sit udmærkede engelske. Han er lidt mere afslappet nu, og har plads til at joke med sit publikum: ”Men Hamsun var selvfølgelig også skør.”

Gilbert lader ofte ordet gå videre til publikum, og flere gange må hun fiske lidt, før en spørger melder sig. Jeg tager mod til mig og får overrakt en mikrofon og stiller så et famlende spørgsmål om at være flyttet fra Danmark og være interesseret i nordmænds særkender, herunder kombinationen af trang til ensomhed i naturen og en åbenhed mod resten af verden, som jeg synes, man fx finder i NRK’s brug af BBC. Per Petterson tager venligt imod mit spørgsmål og synes helt oplivet – muligvis fordi jeg er dansk (Pettersons mor var dansk), muligvis fordi jeg er så nervøs over at stille et spørgsmål, at min stemme tydeligt ryster.

“En dansker har jo ikke rigtig nogen natur at gå ud og være ensom i.”
“En dansker har jo ikke rigtig nogen natur at gå ud og være ensom i.”

Hvad er værre end at slå sin bror ihjel?
Salen er lille nok til, at Petterson kan have øjenkontakt med dem blandt publikum, der stiller spørgsmål. ”En dansker har jo ikke rigtig nogen natur at gå ud og være ensom i”, siger han (der selv har sommerhus i Danmark) og smiler til mig. ”Dét er en forskel på nordmænd og danskere”.

De spørgsmål, der bliver stillet fra salen, bliver taget imod med interesse og oprigtig begejstring, som da en velforberedt læser har genkendt en sætning, som jegfortælleren i Ud og stjæle heste kasserer, i Pettersons senere roman I kølvandet. ”Så du lagde mærke til det!” udbryder Petterson begejstret.
De litterært fortænkte spørgsmål er Petterson mere utålmodig med. Et spørgsmål telefoneret ind på telefonsvareren handler om fordoblingerne i Ud og stjæle heste. Nej, svarer han, tvillingerne skal ikke minde om Romulus og Remus eller andre verdenskendte tvillingepar. ”Hvad er værre end at slå sin bror ihjel? Det er at slå sin tvillingebror ihjel,” gengiver Petterson sin ukunstlede tankerække og indrømmer så, at det nok er et umuligt regnestykke.

Teenagelæsere i Slovakiet
Samtalen når vidt omkring i løbet af de fem kvarter: Petterson taler om sprog og modviljen mod at redigere sine tekster. Han skriver så langsomt, påstår han, at han kun har råd til redigering, hvis han har skrevet dårlige sætninger eller lavet deciderede fejl. Så fortæller han om at diskutere sin roman med gymnasieelever i Slovakiet, hvor Ud og stjæle heste er en fast del af pensum, og han joker lidt med, hvor få bøger han sælger i Storbritannien. ”Den første gang, Ud og stjæle heste blev omtalt i The Guardian, var det i rejsesektionen,” fortæller han ikke helt uden bitterhed. I Minnesota, derimod, en stat med mange efterkommere af skandinaviske udvandrere, går salget glimrende.

Til sidst spørger Gilbert, om der er flere spørgsmål, og Pettersons hånd ryger op som en ivrig skoledrengs. Han vil ikke slutte, før han har fået lov til at læs et kort stykke fra Jean Rhys’ Voyage in the Dark. Han finder et andet papirark frem og begynder at læse op, nu mere begejstret, mere fri. Han er egentlig slet ikke til al virakken omkring ham, fornemmer man. Hellere ville han sidde i en hytte, langt ude i den norske vildmark, og læse Rhys’ roman – og af og til skrive en god sætning.

Interviewet med Per Petterson kan høres på: http://www.bbc.co.uk/programmes/p02042qc

More from Anne Kirstine Munk Christiansen

Med bogreolen som rejseguide og integrationsfører

En rejseguide kan ikke fortælle hele historien om et land - men...
Læs mere