Litteraturen findes. Der findes to slags litteratur.

Hvorfor er litteraturen ikke delt op i stil med kunst og brugskunst: En litteratur, der er et kunstnerisk værk i sig selv og en litteratur, der er skrevet med et (for)brug for øje, med et mål om at underholde?

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), og mange efter ham, definerer kunst gennem sit modsætningsforhold til videnskab og håndværk, der begge er sat i verden med et bestemt formål. Kunsten derimod er fri (autonom) i den betydning, at kunstneren selv skaber de regler, kunstværket følger. Derfor kan kunsten heller aldrig tjene noget udefra påtvunget formål. Kant beskriver i forlængelse heraf kunst som erkendekræfternes frie spil og leg, der i visse heldige tilfælde kan give mennesket en oplevelse af hvordan verden er i sig selv (Ding an sich), en oplevelse af kort at kunne kigge om bagved gardinet og få et glimt af transcendensen. Modsat er videnskabens og håndværkets frembringelser altid kun en oplevelse af hvordan verden tager sig ud gennem vores erkendelses – og sanseapparat (Ding für uns).

Set i dette perspektiv vil det også være naturligt at tal om, at der findes to former for skrift: En, der er frembragt ved erkendekræfternes frie spil og en anden, der er frembragt med et konkret brugsønske om at underholde. Og læsere der, som mig, har set en flig af Ding an sich gennem litteraturen ved lige præcis nu hvad jeg taler om. Men hvorfor er opdelingen af litteraturen så ikke sket, hvorfor er den langtfra så tydelig som ved kunst og brugskunst?

Er det angst?
Er det fordi folk, der beskæftiger sig med litteratur, er bange for at krænke en forfatter ved at kaste ham i kategorien for underholdning? Men hvorfor egentlig? Skulle den ene kategori være bedre end den anden? De to slags litteratur er jo bare forskellige. Eller måske er vi bange for at opkaste en æstetisk dom fordi smagsdomme er blevet fy, fy, skamme. Dommen kunne jo være forkert!

Og hvad med den litteratur, som ligger et sted imellem de to kategorier? Jo, jo, den slags bøger er der masser af. Fuldstændig som der findes utallige værker i mellemrummet mellem kunst og brugskunst, uden at man af den grund ophæver disse to kategorier.

Det trivielle kan godt være spændende

Der var en gang noget der hed triviallitteratur. Her ville sikkert 99 % af alle krimier og mon ikke mindst 50 % af alle romaner og noveller ryge direkte ind, hvis man prøvede at genoplive den kategori i dag. Journalist ved Jyllandsposten Johnny Harboe skrev for et par år siden om Christian Jungersens seneste roman ”Du forsvinder”, at:
[quote]”Selvom målgruppen garanteret vil føle sig ramt dybt i hjertet, peger ikke meget udover ferielæsningen på terrassen bag ligusterhækken eller ud over snakken ved det månedlige møde i læseklubben. Der er ikke langt ned til triviallitteraturen.”[/]

Christian Jungersen.
Christian Jungersen.

Harboe har langt hen ad vejen fuldstændig ret. Jeg hørte Jungersen tale om sin bog på Ordkraft Festival i Aalborg i 2012. Det var spændende at høre om hvordan han arbejder med sine narrativer, plots og ikke mindst om hvordan han indsatte en række fake kopier af fagbøger mv. i bogen for at få det til at virke troværdigt og for at få det hele til at gå op. Og resultatet er spændende, ja medrivende. Det handler om ægteskab, sygdom, hjernen, alderdom, kærlighed og sex. Den slags er jo netop altid underholdende, når det er skrevet fornuftigt, og hatten af for det. Det er bare ikke litteratur som kunstnerisk bedrift; det er litteratur som underholdning, som jeg og mange andre har slugt på et par dage. Det samme kunne man fx sige om Peter Høegs ”Elefantpasserens børn”.

Smukkeste sorg i Norden
På dette års Ordkraft Festival mødte jeg en helt anden slags forfatter, som jeg interviewede en times tid på selve festivalen. Tomas Espedal. Og det er dælenfløjtemig litteratur som kunstnerisk værk.Som journalist Peter Nielsen fra Information skriver om Espedals seneste bog ”Bergeners”:

[quote]”Kærlighedssorgen er knugende gennem hele bogen, men alligevel fordyber Espedal sig ikke i den. Han bevæger sig rundt omkring og i spring. Det er hans kunst. Vi får ikke kronologi og tragiske følgelogikker, men episoder og fragmenter. For sådan er et liv, når det erindres og bliver til prosa. Og noget af den smukkeste prosa, der skrives lige nu i Norden”.[/]
Tomas Espedals seneste roman “Bergeners” (2013).
Tomas Espedals seneste roman “Bergeners” (2013).

Det er som om at det er selve livet, selve tilværelsen, der er på spil i Espedals pen, sætning efter sætning efter sætning. ”Bergeners” er for mig eksistentiel litteratur på et meget højt kunstnerisk og erkendelsesmæssigt niveau, på Nordisk Litteraturpris niveau, det er jeg sikker på. På samme måde som Espedal var fx mange af Marguerite Duras’ bøger også stor kunst.

Jungersen, Espedal og E. L. James?
Det var så Espedal og Jungersen som eksponenter for hver sin litteraturkategori. Men så er der jo også bøger skrevet af fx E. L. James; er det så noget tredje helt udenfor litteraturkategori? Nej nu skal jeg nok være ordentlig. Men jeg mener det, når jeg siger: Der burde findes to litteraturkategorier – en til kunst og en til (for)brugslitteratur der primært vil underholde.

Hvorfor?
Som det sjældent er frugtbart at vurdere kunst og brugskunst ud fra ens kriterier (og ofte jo helt uanstændigt overfor begge kategorier), så er det samme på spil i litteraturen. Opsplitningen af litteratur i to forskellige dele vil spare alle – læsere, forfattere, kritikere – for mange unødvendige misforståelser. Man skal ikke læse Jungersen og Espedal efter samme læst, det gavner ingen. Har jeg ret?

More from Jørgen Dissing Nørgaard

Litteraturen findes. Der findes to slags litteratur.

Hvorfor er litteraturen ikke delt op i stil med kunst og brugskunst:...
Læs mere