Mød Niels Lyhne

Hvorfor er det så svært for Niels at eksistere? Er det kvinderne, der ødelægger ham? Skriveblokeringen? Krigen? Næ, det er såmænd hans lod som litterær skabning. En litterær skabning født ud af et samfundspolitisk projekt, der endnu ikke har fundet fodfæste.

Forfatteren kalder ham en dårlig fritænker. Brandes kalder ham soldat for det nye. De litterære analytikere kalder ham sadomasochist. Jeg kalder ham en vellykket protagonist. Hvorfor nu det?
[quote]Han havde for første Gang følt Frygt for Livet, for første Gang virkelig begrebet, at naar det havde dømt En til at lide, saa var denne Dom hverken digtet eller truet[/] J. P. Jacobsens ‘Niels Lyhne’ vokser op med traditionelle kristne værdier, men bliver erklæret ateist allerede i de spæde pubertetsår. Han er et produkt af sin forfatters fantasi, af Brandes’ samfunds- og kunstidealer og af en seksualmoral, der lige så langsomt slipper tøjlerne.

Bogen om Niels havde arbejdstitlen `Atheisten’, men da den kom på gaden i 1880 var det med navnet `Niels Lyhne’ på titelbladet.
Niels er en mand af mange og faste principper – docerende og idealistisk. Idealismen står dog stærkest i tanke og ord, for han har svært ved at få greb om sin egen eksistens.

Kristendommen som fælles reference
[quote]Nye var de, forbitret nye, nye indtil Overdrivelse, og det maaske ikke mindst, fordi der inderst inde var en sælsom, instinktstærk Længsel, der skulde overdøves, en Længsel, det Nye ikke kunde stille[/] Teolog og litteraturkritiker Northrop Frye har i ’The Great Code – The Bible and Literature’ (1982) undersøgt, hvordan Bibelen influerer på vestlig litteratur.
Det kodebegreb, titlen afslører, skal forstås som den adgang til kunst (herunder litteratur), som bibelkendskabet giver. Manglen på adgang til kunst defineres i Erik A. Nielsens ’Kristendommens retorik’ (2009) som et ’bibeltab’. Et bibeltab, som ifølge Nielsen truer med at blive et betydningstab.

Kodeindflydelsen gør, at bibeltabet og betydningstabet aldrig er samtidige i kunstens verden. Bibeltabet sker i direkte forbindelse med fravælgelse af kristendommen, hvorimod betydningstabet finder sted langt senere, når referencerne er ugyldiggjort som følge af manglen på fælles viden.

I Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (1872) berører Brandes, hvordan død og synd problematiseres i en sekulariseringsproces; ’Her sige altsaa Videnskaben og Orthodoxien hinanden skarpt imod; mod Orthodoxiens: ”Døden er kommet ind i Verden med Synden”, stiller Videnskaben sit ”Nei! Døden er ikke kommen ind i Verden med Synden” . To poler har nu pludselig adgang til at strides om et sandhedspatent; grænserne trækkes meget tydeligt op.

Brandes klandrer dansk litteratur for at være sakket agterud, og efterspørger større krav til og af litteraturen. ”En Bog er en handling, ikke et Vaaben”, skriver han i forsøget på at billedliggøre behovet for, at værkerne skal ændre på eksisterende samfundsforhold ved at kalde på reaktioner uden decideret at fremtvinge dem.

Behovet for seksuel underkastelse
[quote]Han trængte til at ydmyge sig for hende, bøje Knæ og kalde hende hellig[/] De kvinder Niels begærer, er ældre, syge, gifte, forsømte eller kasserede kvinder. Kort sagt, brugte kvinder. Han tager resterne med sig og nyder dem, såvel som de kulisser han møder dem i. Kan stolen gynge, er den en kilde til seksuel beruselse. Kan den ikke, er den blot endnu mere æggende i sin nedladende utilbøjelighed.

Selv Niels’ seksuelle referencer bærer altså præg af den brydningstid, han er båret af. Han nyder det syndige og fordækte og lader sig gang på gang dominere seksuelt. Bibeltabet betyder at han må indsætte noget i stedet for Gud og knæler for kvinderne i stedet. Den bibelske reference findes dog stadig – i og med at betydningstabet endnu ikke har fundet sted. Konsekvensen af dette er at Niels stadig kan synde, men aldrig søge syndsforladelse.

Forfatteren på forsiden af sin bog om Niels, digteren, der ikke digter, soldaten, der ikke kæmper, elskeren, der ikke elsker, ateisten, der knæler i bøn.
Forfatteren på forsiden af sin bog om Niels, digteren, der ikke digter, soldaten, der ikke kæmper, elskeren, der ikke elsker, ateisten, der knæler i bøn.

Er det synd Niels bedriver, når han er sammen med kvinderne i romanen? I direkte forstand er det tilfredsstillet begær, og ikke noget han på et åndeligt niveau kan straffes for, i hvert fald ikke så længe han er tro mod ateismen. De seksuelle udskejelser kan således ikke, nøgternt betragtet, betegnes som synd. Det kan derimod dét, som Niels får ud af de seksuelle forhold: det er det grimme og forbudte, der opildner ham. Når han ifølge sine moralske termer synder, så nyder han. Han nyder det fordækte, de nedrullede gardiner, stolens knirken, de sammenbundne ankler på et familiemedlem.
Uden den store kodes læsning, ser man kun det sadomasochistiske islæt. Læser man Bibelen ind, forstår man denne trang til synd og til afgudsdannelse og ditto dyrkelse. Kodelæsningen påvirker ikke værkets udsigelse, men forklarer den og viser, hvordan videnskabens ord farves af de kristne termer.

Den vanskelige død
[quote]Og endelig døde han da Døden, den vanskelige Død[/] Jacobsens beskrivelse af Niels’ død er ikke blot en reference fra Johannes Evangeliet og Kierkegaards skrifter – det er også en bestemmelse af, at døden gennem hele værket har været bevidst for Niels. Han lever sig mod døden båret af livstrods og dødsdrift
Døden er umiddelbart vanskelig, fordi han er alene, men det der først og fremmest vanskeliggør den, er at opstandelse er udelukket. Værket er eskatologisk i sin form – alt peger mod enden, men enden er ny. Døden er en udgang og et endeligt, og ikke længere en indgang til noget højere. Ligesom Niels’ erotiske fantasier, som får karakter af apokalyptiske undergangsfantasier. Den ’lille død’ bliver en gentagende undergang, forårsaget af afguder.

Vi kan måske have en tendens til at se mennesket før værket. Menneske og protagonist behøver dog ikke have samme ærinde, dette kunne måske gøre debatten om dobbeltkontrakter, kokkedøtre og Knauserier lidt mere litterære og lidt mindre tabloide.

Udsprunget af brydningstidens dogmer kan Niels ikke bare gå ud og lykkes som menneske. Han må lide menneskeligt, for at lykkes litterært, eftersom værket om ham bærer den kode, han så ivrigt taler imod.

Niels er en analyse af sig selv – af sit eget projekt. En præcis spejling af både værk og samtidstendenser. Han er en selvoptaget skikkelse, som kun kan rives bort fra sit eget, når en forelskelse giver ham mulighed for at dyrke et andet menneske gennem sig selv. Han har et regnskab at gøre op med den Gud, som har forladt ham. Det gør han bedst ved at dyrke en død uden mulighed for opstandelse.

 

Skrevet af
More from Camilla Buch

Også geografisk til en side

- med et par fiktive teenagere på lokalvandring. I over en måned...
Læs mere