Nye ord under solen

Videnskaben giver os det ALTAFVISENDE, mens poesien forærer os OPFAVNELSESPARATHED.
– en hyldest til digternes ubegrænsede og grænseløse ordforråd.

Avisens ad hoc-ord
Mangler vi ord? Det danske sprogs samlede ordforråd er ifølge sproget.dk på omkring en million ord. Alligevel går der sjældent en dag uden et nyt ord er sammensat og offentliggjort – neologismer der tjener et fast formål. For samfundet er i udvikling, og yderst specifikke ord må skabes for at blive ved med at kunne dække lige præcis dén tendens og den situation. I avisen læser vi om DATASIKKERHED, TILSYNSDIAMANT, SVINEBOYKOT, EPILEPSIHUNDE. De fleste af ordene er harmløse ad hoc-ord, der forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op. Andre af ordene er kommet for at blive.

Især i videnskaben er der brug for at sætte ord på nye fænomener; den anden dag faldt jeg over ordet ALTAFVISENDE, der meget passende betegner en overflade, der afviser alt. Desværre er det ofte de mere udspekulerede, gennemspinnede ord, der dækker for noget andet eller positiviserer problemer, som med fast greb fra politikere og medier tvinges ind i vores ordforråd: ’UDLÆNDINGESERVICE’? Så er service vist et vidt begreb.

I Margrete Aukens nylige EU-kampagne hed det, at ”Skattely er bare et poetisk ord for grådig egoisme”. Jeg ved ikke, hvor poetisk ordet ’skattely’ er. Til gengæld har jeg de senere år fået øjnene op for, hvor poetiske de nye ord i poesien kan være. At læse et digt og så pludselig læse et nyt, nuanceret og smukt ord midt mellem alle de velkendte, det føles forfriskende, ja ligefrem berigende. Disse poetiske neologismer er generøse gestus fra mennesker, der på en anderledes og velsignet uspinnet måde har ordene i deres magt.

Nyheder fra digterordbogen
Det er langtfra flertallet af digtere, der opfinder ord. Tværtimod benytter de fleste et knapt og koncist ordforråd, hvor stemning og mening opstår i sproget, rytmen, sammenhængene, billederne. De har yndlingsord, digterne – man kunne måske ligefrem lave en poesiens ordbog med elementære ord som jeg, du, sol, lys, træ, stjerne, by, nat og himmel. Flød poesien med nyopfundne ord, ville det sikkert have været anstrengt og anstrengende.

Poul Henningsen (PH). Lampernes og INGENSOMHEDENS mand.
Poul Henningsen (PH). Lampernes og INGENSOMHEDENS mand.

Men som undtagelser, der dumper ned i digtene i ny og næ, er det som små sprælske ordnyheder, mit øje standser op ved, mit sind studser over og min mund smager på: INGENSOMHED (Mod nul, Poul Henningsen, 1967). Ingensomhed? Ingensomhed.

Analytisk kan man splitte ingensomheden i atomer – noget med døden og relationen mellem tosomhed, ensomhed og fravær – men man kan også lade det stå som en stemning midt i digtet, en ny ordoplevelse, man kan smage på og vende tilbage til.

I anledningen af artiklen her, indleder jeg en glad lille jagt efter de poetopfundne ord på mit hjems bogreoler. Det første ord, jeg falder over, er Hans-Jørgen Nielsens tilstand af BRISTEPANIK (fra Hælen, 1981). Et godt ord, synes jeg og gentager det. Bristepanik. Selvom langdigtet handler om alt muligt andet, får det mig til at tænke på Aarestrups Angst (1838):
[quote]
Om lidt, saa er vi skilt ad
Som Bærrene paa Hækken
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken.
[/] Det er da en bristepanisk tilstand. I min iver googler jeg BRISTEPANIK – måske bruges ordet, bare uden for mine kredse? Men Google siger bare Mente du: Brian Stepanek? Nej, det mente jeg ikke.

Angsten for poesien
Jeg skulle igennem en hel ungdom, mere end et kvart århundrede, før jeg for alvor begyndte at holde af poesi. Måske er det den klassiske historie om, hvordan skolens analyser i den bedste mening kan slå interesser ihjel. I alle tilfælde syntes jeg, at poesien var skræmmende og svær, at der altid var noget i digtet, jeg ikke forstod, og som jeg sikkert burde forstå, noget, som alle andre forstod. Heldigvis kom jeg ud på den anden side efter tyve års skolegang. Jeg tog en dyb, uakademisk indånding, og dér lå poesien pludselig og forlangte ikke længere analyser eller facit, den var der bare – smuk, sjov, sær, poetisk!

Tandfald og talebobletid
Poesien har (ligesom medier og spindoktorer) ikke skrevet nogen kontrakt med virkeligheden. Alligevel er poeternes neologismer ofte simple, sammensatte ord, der kan virke ret virkelighedsnære. Tove Ditlevsen skriver fx om ”fyraftensvenlige, trætte mænd” (Kærlighedsdigte, 1965), og Palle Sigsgaard om, hvordan dråber, der rammer spandenes bund, lyder som TANDFALD (Glitrende støv danser, 2007). Simpelt, poetisk og præcist.

Fra Marianne Larsens “Med skyer under fødderne”, 2012
Fra Marianne Larsens “Med skyer under fødderne”, 2012

Andre gange er der fut og spræl i de nye ord. Marianne Larsen er en af de absolut mere generøse og sprællende ordskabere. Jeg åbner Med skyer under fødderne (2012), hvor man som læser møder flertydige, næsten feberramte, ord som TALEBOBLETID, NYHEDSFORRETNING og DOMMEDAGSTØJ. Hen imod slutningen af bogen varmer jeg mig ved et rørende ord – et ord for en tilstand, de fleste nok i virkeligheden godt kender: OMFAVNELSESPARATHED. Videnskaben giver os det ALTAFVISENDE, mens poesien forærer os antitesen OPFAVNELSESPARATHED.

Hos Ursula Andkjær Olsen er der SVEDBRODERI. VÆKSTHUND. EGOISMEUDDRIVELSE (Det 3. årtusinds hjerte, 2012). Ikke behagelige ord, men intense, insisterende.

Og skulle man lave den fuldstændig tåbelige konkurrence om kvantitet af nye ord hos poeterne, ville Simon Grotrian nok vinde. Vilkårlige opslag i Natterøde Daxis (2013) giver adskillige Grotrianske neologismer: Salmerne er spækket med FREMTIDSMÆLKEVEJE, HIMMELMYRETUER, SANDHEDSBRISER og SALIGÆGGEBAKKER.

Fuck den kaffe

Pollen, forstørret. (foto: APMRU og Dartmouth College)
Pollen, forstørret. (foto: APMRU og Dartmouth College)

En håndfuld af mine nye yndlingsord – lige fra de grumme over de underfundige til de smukke – finder jeg i den blændende Digte 2014 (2014) af Theis Ørntoft. Åh, at få TSUNAMISANSER, TÅGEJUICE, EDDERKOPPEHÆNDER, DESIGNERDVÆRG, BLODPROPNOIA, NOIAGRATIN, KØDKLAVER, PRIVATKOSMOLOGI. Og denne sommeraften, hvor folkesygdommen pollenallergi har sneget sig ind i titusindvis af kløende øjne og løbende næser, mens jeg næsedryppende. luftvejsbesværet og pollenpilledopet skriver dette, er der ét Ørntoftord, der går lige ind og siger alt om denne tilstand: POLLENPSYKOSE.

Men alle disse poesiskabte ord, der i årevis har tvistet sproget på skønneste vis, kommer de nogensinde ud af digtsamlingerne og ind i danskernes ordforråd? Det spørger jeg sprogprofessor Jørn Lund om, da jeg møder ham til et af hans mange – i øvrigt vanvittigt underholdende – foredrag om det danske sprog. ”Nej,” svarer han prompte og uddyber så: ”Nej, ikke mig bekendt. Desværre. Måske et par vendinger, ’om lidt er kaffen klar’, sådan noget, ellers ikke noget jeg ved af.” Jeg takker og tænker, fuck den kaffe. Poeterne har foræret os så meget bedre.

More from Lea Fløe Christensen

Alfred Jarry – Hinsides skildpadden

Den symbolistiske forfatter, avantgardist og excentriker Alfred Jerry udgav i 1898 den...
Læs mere