Pussy Riot og modimperiet

Putin tror, han har et (usårligt) imperium. Tidligere Pussy Riot medlemmer Nadya og Masha vil opbygge et modimperium – et imperium der består af mennesker, som kæmper for friheden.

Nadya Tolokonnikova og Masha Alekhina fra russiske Pussy Riot er i gang med at hverve frihedskæmpere rundt omkring i verden, de vil – med Nadyas ord – opbygge et modimperium til Putins. Direkte ankommet fra Cannes festivalen, hvor de var inviteret af Quentin Tarantino og Uma Thurman, står de nu over for mig ved Festspillene i Bergen.

Det er ikke en turistrejse, de er på, der er taktiske overvejelser bag hvert et møde: ”Vi er lige nu i gang med at opbygge et net af betydningsfulde sociale kontakter. Putin tror, han har et imperium, vi vil opbygge et modimperium, men kun et imperium udgjort af mennesker der kæmper for frihed, og vi håber, at vi kan lykkedes med det”, fortæller Nadya alvorsfuldt.

Det er utvivlsomt, at Pussy Riot har taget verden med storm. Popstjerner og toppolitikere har åbenlyst støttet dem i deres sag. De fik hurtigt opmærksomhed på grund af deres punkmusik og teknofarvede elefanthuer.

Nadya og Masha fremstår som kreative, alvorlige og lynende intelligente på én og samme tid. De er begge unge og har hver især et lille barn, på trods af det har de ofret deres elementære retfærdighed i kampen for friheden, hvilket indtil nu har kostet dem næsten to år i russiske fængsler. Da jeg spørger dem om, hvordan de finder modet til at handle, som de gør, kigger Nadya alvorligt på mig og svarer roligt: ”Hvis det var dig der stod i rettens bur, ville du gøre det samme”.

Det er ikke et valg for dem at handle, som de gør, det er en selvfølge, en ageren ud fra de præmisser de lever under. Masha understreger, at der er mange mennesker i Rusland, som viser samme mod og handlekraft: ”Dette spørgsmål kan stilles til alle, der deltog i massedemonstrationerne i Rusland mod Putin og ikke kun til os. Ingen havde forventet, at tusindvis gik ud på gaden for at bede om et fair valg. Pussy Riot startede lige op til valget, og vi lyttede til, hvad gaden fortalte os. Vi udtrykte gadens stemme på dette tidspunkt,” fortæller hun.

Pussy Riot blev for alvor kendt af omverdenen den 21. februar 2012, hvor Masha og Nadya optrådte sammen med tre andre medlemmer af det feministiske punkrock band i Frelserkirken i Moskva. Fra alteret spillede de sangen ”Virgin Mary, Redeem us of Putin”. De fik i alt 45 sekunder på ”scenen”, før politiet fik dem fjernet.

De berømte 45 sekunder på ”scenen”, før politiet fik dem fjernet.
De berømte 45 sekunder på ”scenen”, før politiet fik dem fjernet.

To års fængsel
Politiet anholdt dem to dage senere. Beskyldt for hooliganisme med udgangspunkt i religiøs foragt blev de idømt to års fængsel. De blev sendt til hver deres fængsel langt fra Moskva. I løbet af deres fangenskab forsøgte de begge at gøre oprør mod fængselssystemet. Nadya sultestrejkede og kæmpede gennem breve, bl.a. trykt i den engelske avis The Guardian, for at forbedre forholdene i fængslerne. Masha fik i slutningen af sit forløb lov til at undervise sine kvindelige medfanger.

Lige inden OL i Sotji løslod Putin dem et par måneder før tid – en handling der skulle sikre velvilje hos den vestlige verden, inden de Olympiske lege løb af stablen. De blev ikke frikendt for deres dom, men fik blot amnesti, hvilket betyder, at det er ulovligt for dem at udøve nogen form for politiske aktioner i Rusland: ”Vi kan ikke gøre noget officielt i Rusland lige nu på grund af loven. Vi kan for eksempel ikke stille op til valg, vi kan ingenting på grund af vores dom”, forklarer Masha, hvorefter Nadya med et skælmsk smil tilføjer: ”Men vi har andre måder at gøre det på, en smart måde, men det kan vi ikke snakke om nu.”

En indirekte bekendelse, der afslører, at de pønser på noget i Rusland. Deres metode skal dog være rigtig smart, da Putins lov har karakteriseret Pussy Riot som ekstremister og gjort det muligt at straffe alle, der blot har en forbindelse til dem. Det fortæller den ene af to filminstruktører til filmen ”Pussy vs. Putin” fra Gogol’s Wives Production, som ikke vil stå frem med sit rigtige navn. Han forklarer ligeledes, at der bliver slået hårdt ned på politisk aktivisme og kunst i Rusland: ”Hvis denne film blev vist i Rusland, ville de finde en undskyldning for at lukke den ned. Der er intet rum for politisk aktivisme. Den russiske lov ser Pussy Riot som ekstremister. Så at vise filmen kan give op til fem års fængsel,” fortæller han, efter at hans film er blevet vist ved Festspillene i Bergen.

Zona Prava – en kamp for fængselsrettigheder
Efter at Masha og Nadya er blevet løsladt, er de gået i gang med NGO-projektet ”Zona Prava”, hvor de kæmper for indsattes rettigheder i fængsler over hele verden. De er officielt gået ud af Pussy Riot og har erstattet feminismekampen med en kamp for retfærdig rettergang og forbedrede fængselsforhold. Fængselskampagnen er et led i deres oprustning, og Masha fortæller, at det er deres egne oplevelser i fængslet, der har været katalysator for deres nye projekt:

”Vi fokuserer på fængselskampagnen, fordi vi var i chok over at se, hvilke omstændigheder der hersker i fængslerne, og vi kan ikke bare sidde og gøre ingenting. Jeg tror, det er en meget personlig oplevelse og et personligt projekt,” fortæller hun og fortsætter: ”Vi skal følge principperne om elementær ærlighed og ikke bare, hvad der er populært lige nu. Selvfølgelig er forholdene i fængslet forfærdelige. De er forfærdelige, har været det og vil blive ved med at være det, hvis ikke vi foretager os noget. Problemet er ikke, at sengen er ubehagelig. Problemet ligger i den attitude magthaverne har over for de indsatte.”

Både Masha og Nadya drager paralleller til tiden i Sovjetunionen og kalder fængslet for et ”slaveterror-regime”, hvor de indsatte absolut ingen rettigheder har: ”Situationen minder meget om den i Sovjetunionen. Politiske fanger kan få frataget deres advokat uden, at det har nogen betydning for deres rettergang, da det i princippet er lige meget, hvad advokaten siger i forhold til deres sag”, fortæller Nadya. Masha beskriver, hvordan mekanismerne bag terror-regimet i fængslerne ligger i det russiske samfund og har gjort det siden Sovjetunionen: ”Det er ikke så svært at opbygge dette slaveterror-regime. Folk der får lidt magt bruger den til at udnytte og bestemme over andre, da mennesket åbenbart har tendens til at undertrykke andre. Derfor er det utroligt vigtigt, at folk uden for systemet prøver at stoppe denne ’tradition’”.

Slaveterror-regimet henviser til, at magthaverne systematisk fratager indsatte (og i det hele taget borgere) deres elementære rettigheder gennem overvågning og undertrykkelse. Denne ’taktik’ og skabelse af apati kan siges at være et levn fra Sovjetunionen, forklarer Rusland-ekspert og lektor ved Århus Universitet Mette Skak. Der hersker altså en tradition for undertrykkelse fra magthavernes side, som Putin fører videre i sin politik, og derfor skal der også fundamentale ændringer til for at rykke ved situationen i de russiske fængsler og i det russiske samfund, forklarer Nadya: ”De længerevarende ændringer sker kun, hvis vi bliver ved med at arbejde på det. Og det er det vi gør.”

6, maj protester mod Putins genindsættelse i 2012.
6, maj protester mod Putins genindsættelse i 2012.

’6.maj-fanger’
Et af deres mål med Zona Prava er at oplyse omverdenen om, hvad der skete i Rusland den 6. maj 2012. Her var der massedemonstration i Moskva, hvor russiske borgere samledes for at protestere mod Putins genindsættelse i præsidentembedet. Reuters oplyste, at der var omkring 20.000 demonstranter i Moskvas gader. 400 mennesker blev anholdt, og Nadya fortæller: ”Vi vil have folk til at læse om begivenhederne den 6. maj 2012, hvor mange blev anholdt. Det er en meget vigtig begivenhed i Ruslands historie. Det er kun de fanger, som omverdenen kender, der bliver befriet, alle de andre bliver glemt. Meningen er, at folk skal støtte dem.”

Det var den største demonstration i Rusland, siden Putin kom til magten i 2000. Tre af Putins vigtigste politiske modstandere var blandt de 400 anholdte, heriblandt antikorruptions-aktivisten Alexey Navalny, der har organiseret store protester mod politisk korruption og for demokrati, og som The Wall Street Journal i 2012 kaldte ”den mand som Putin frygter mest”; Sergei Udaltsov, der er politisk aktivist tilhørende venstrefløjen, og som også var en af de ledende figurer under demonstrationerne i 2011-2012, samt Boris Nemtsov, tidligere premierminister og medlem af det registrerede parti ”Republican Party of Russia – People’s Freedom Party (RPR-PARNAS).
Siden demonstrationerne op til Putins genindsættelse i 2012, har folkelige protester været en sjældenhed i Rusland. Spørgsmålet er, om det lykkedes Putin at slå de vigtigste politiske modstandere tilbage ved denne begivenhed og cementere sin magt ved at anholde 400 demonstranter.

Bannerne hang uden for Nadyas fængsel i Mordovia. Her ses de i Logen Teater i Bergen under festspillene, hvor Pussy vs Pution blev vist. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund
Bannerne hang uden for Nadyas fængsel i Mordovia. Her ses de i Logen Teater i Bergen under festspillene, hvor Pussy vs Pution blev vist. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund

Mette Skak tilskriver ikke 6. maj en så stor betydning, men peger på en række begivenheder de sidste to år, der har gjort det muligt for Putin at holde protester og opposition nede: ”Det lykkedes ham ikke ved demonstrationen den 6. maj, men så kom Sotji, og midt i det valgte Putin at sætte Mikhail Khodorkevskij fri og så Ukraine-krisen, så russisk indenrigspolitik er blevet glemt igen må man konstatere. Alligevel tror jeg hun kan have ret i (red. Nadya), at russerne selv næppe har glemt protesten i maj 2012, folk vælger bare at dukke hovedet lige nu. De håber på bedre tider.”

En stærk leder og et svagt folk
Ifølge Nadya og Masha er der ingen tvivl om, at Putin styrer Rusland med benhårde metoder og rydder sine modstandere af vejen, koste hvad det vil. Blaise Pascal skrev engang: “The greatest and most important thing in the world is founded on weakness” – the power of kings is founded on the reason and the folly of the people.” Putin er lige nu en af de stærkeste statsledere i verden, og hvis man skal følge Pascals logik, må det være ensbetydende med, at det russiske folk er svagt.

Det er dog ikke dette billede, Nadya og Masha tegner af deres landsmænd. Tværtimod mener Nadya, at der er en vilje til at protestere blandt det russiske folk: ”Faktisk har befolkningen et latent potentiale for protest, men de ved ikke, hvordan de skal udleve dette potentiale, da Putin gennem hele sin regeringstid, skridt for skridt, har lukket mulighederne ned for at udtrykke og udleve disse protester og tanker”, fortæller hun.

Masha mener, at Putin de seneste år er lykkedes med at spærre de fleste af sine modstandere inde: ”Mange af de mennesker der stadig er meget aktive, og som manifesterer deres potentiale og udtrykker deres tanker, er enten i fængsel, forfulgt eller i husarrest. Niveauet af undertrykkelse stiger og stiger, fordi Putin har indset, at majoriteten af det russiske folk faktisk støtter ham. De (red. Kreml) bruger mennesker til at provokere og gå imod politisk aktivisme, og der hersker den samme stemning i det russiske samfund som i fængslet.” Mette Skak uddyber: ”Putin holder protesterne nede gennem kontrol over medierne og de udenrigspolitiske eventyr i Ukraine – annekteringen af Krim – er notorisk populær blandt russerne. Der var masser af protester op til Dumavalget i 2011 og det efterfølgende præsidentvalg i 2012, men ingen kommer alligevel op på siden af Putin i popularitet, fordi mange anser ham som dygtig eller den ”mindst ringe”. Alle disse protester er stoppet, da der er et massivt meningstyranni lige nu, og folk er ligefrem blevet bange, ligesom de var, dengang landet hed Sovjetunionen.”

Ifølge Nadya og Masha er de fleste russiske intellektuelle og Putins politiske modstandere altså enten fængslet eller sidder i husarrest og er derfor blevet gjort tavse i deres kamp. ”Lige nu er oppositionen kuet, og den har altid været splittet,” fortæller Mette Skak og fortsætter; ”Man kan godt frygte, at Rusland skal være alvorligt i krise selv, før det kommer til et opgør med Putin. Økonomien har det ikke for godt, men Kreml forsøger at gøre sig immun ved at fokusere på den russiske nationalisme og identitet i stedet for de økonomiske problemer.” Ligeledes ser Mette Skak ingen oplagt stærk modkandidat til Putin, men peger dog på antikorruptions-aktivisten Alexey Navalny, som var en af de anholdte under 6.maj demonstrationen: ”Navalny kunne godt presse Putin. Han opnåede popularitet under protestbølgen i 2011-12, men desværre er en del af de intellektuelle nogle drømmere – eller også er de nationalistiske, bare med en lidt anden dagsorden end Putin. Så det er lidt svært at finde lyspunkter lige nu – mange fornuftige russere vælger faktisk at udvandre på trods af, at etniske russer elsker deres land på godt og ondt.”

Folkets sammensætning
På trods af Putins udemokratiske metoder støttes han af majoriteten af russere. Det er svært for os demokratiske vesterlændinge at forstå hvorfor, og i det hele taget få et indblik i hvordan det russiske folk hænger sammen, og hvilke grupperinger det består af. Det giver Mette Skak et bud på: ”Det er ikke så nemt at udtale sig med sikkerhed om sociale klasser og grupperinger i Rusland. Middelklassen udgør mindst en fjerdedel, måske en tredjedel og kan defineres som dem, der har bil og kan holde ferie i Vesten. Øverst på kransekagen er der en lille gruppe styrtende rige, men det store flertal er mere forarmet uden dog at sulte. Især den store gruppe af pensionister bør man have ondt af, fordi deres opsparing blev ædt op af hyperinflation i 1990’erne. Derfor stemmer de ofte på kommunisterne. Men de unge i Rusland har en helt anderledes livshorisont, de kender alt til livet i Vesten, er på nettet og de sociale medier, derfor er de potentielt Putin-kritiske og Pussy Riot-solidariske,” forklarer hun.

Europa har sovet i timen
Nadya og Masha mener ikke, at Putin har intensiveret sine hårde metoder den sidste tid, han har blot skiftet fokus fra indenrigs – til udenrigspolitik, sådan så omverdenen nu også kan se hans herskermetoder tydeligt. ”Politiet er blevet mere aggressive og aktive, men ellers er situationen i Rusland den samme som før,” forklarer Nadya.

”Det ville have været bedre, hvis Europa havde set det (red. Putins herskermetoder) noget før,” siger Masha, som mener, at Europa for længst burde have indført sanktioner på blandt andet oligarker, som der nu er blevet gjort for at presse Putin ud af Ukraine.

Provokation og polarisering
Med sig på deres rejse har Nadya og Masha den russiske kulturleder Alexander Cheparukhin. Han sætter dem i kontakt med musikere og kunstnere over hele verden og fungerer som deres tolk. Efter filmvisningen af ”Pussy vs. Putin” i Bergen reflekterer han over, hvilke konsekvenser Pussy Riots optræden i Frelserkirken og den efterfølgende retssag fik for Rusland: ”Selv folk der var okay med styret, blev chokerede over, hvordan magthaverne reagerede over for Pussy Riot, så magthavernes reaktion gjorde, at de blev mere kritiske over for magthaverne efter disse episoder. De russere der var meget religiøse blev mere pro-Putin, så på en måde delte Pussy Riots handlinger landet. De polariserede samfundet og bandt kirken og staten tættere sammen, hvilket var til fordel for Putin, da han gennem dette bånd kunne udvide sin magt.”

Flere har også ment, at Pussy Riots handlinger var for voldsomme og kom for tidligt, så de faktisk indirekte var med til at bremse den folkelige opstand, der var blevet sat i gang før præsidentvalget, uddyber Alexander Cheparukhin. Mette Skak mener dog ikke, at denne begivenhed var epokegørende i forhold til, at det lykkedes Putin at holde protester nede efterfølgende: ”Jeg tror Putin under alle omstændigheder var opsat på at få oppositionen ned med nakken. Det er primært her i Vesten, at Pussy Riot møder opbakning, hvorimod de fleste russere lod sig provokere af deres happening i Frelserkirken – godt hjulpet af de Kreml-venlige medier, der tav om, at det IKKE foregik midt under en gudstjeneste,” fortæller hun.

Putin har med tacklingen af Ukraine-krisen gjort sig meget upopulær i Vesten, hvorimod Pussy Riot og specielt Nadya og Masha, behandles som ‘super-stars’ i både Europa og USA. Den samme brede opbakning findes ikke i Rusland, forklarer Mette Skak: ”Da retssagen gik i gang i 2012, var der ganske vist 100 russiske kulturpersonligheder, der gik i forbøn for dem, og der var faktisk hele 40.000 russere, der skrev under på en 2. appel om straffefrihed. Men ud af en befolkning på 141 millioner russere er det ikke så mange, selv om de liberale i Moskva og Sankt Petersborg reagerede ligesom i Vesten.”

Politik er kunstens bedre halvdel
Man bør ikke undervurdere betydningen af Pussy Riots kunstneriske og æstetiske udtryk, når man vurderer, hvordan det lykkedes dem at sætte sig selv og Ruslands indenrigspolitik på det politiske verdenskort. Dog er det politikken og ikke kunsten, der er det væsentlige, og Nadya forklarer, at det for hende er umuligt at skabe kunst uden et politisk budskab: ” Hvis jeg for eksempel boede i USA ville jeg også kæmpe for politiske rettigheder. Kunsten er vigtig, men for os handler det ikke om at spille guitar, vi er ikke musikere. Vi er performancekunstnere. Politikken er kunstens bedre halvdel for os,” konkluderer hun bestemt.

Man får indtrykket af, at deres kamp for at opbygge et modimperium til Putins først lige er begyndt. De har et klart mål, som de har haft siden deres første optræden: ”Vi vil stadig udvikle en protest-kultur, som vi ville før (red. som medlemmer af Pussy Riot)”, fortæller Masha.

Mens Nadya sad fængslet, korresponderede hun gennem breve med den slovenske filosof Slavoj Zizek. Hun skrev blandt andet om deres mission og om dem selv: ”Vi er rebellerne der gør krav på stormen og tror på at sandheden kun kan findes i en evindelig søgen. Hvis ’verdens ånd’ når dig, skal du ikke forvente, at det bliver smertefrit.”

Til spørgsmålet om, hvad de har opnået indtil nu svarer Masha: ”Vi mener ikke, at det er os selv der skal bedømme det. Vi mener, at det er de mennesker der har støttet os der skal dømme os.”

Efter at Masha og Nadya er blevet løsladt, er de gået i gang med NGO-projektet ”Zona Prava”, hvor de kæmper for indsattes rettigheder i fængsler over hele verden.
Efter at Masha og Nadya er blevet løsladt, er de gået i gang med NGO-projektet ”Zona Prava”, hvor de kæmper for indsattes rettigheder i fængsler over hele verden.

Hvad de kommer til at opnå i fremtiden er uvist. Vil de være i stand til at opbygge et imperium der kan true Putins? Vil de skabe en rebelsk storm der vokser sig stærk nok til at kunne konfrontere og ændre sandheden og verdens ånd? Ingen ved det, dog virker de overbevisende i deres forsøg.

Læs også Blandt russiske demonstranter.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Vold i Burundi op til præsidentsvalg

”Der er demonstrationer mod vores præsident hver eneste dag. Der er ingen...
Læs mere