Yoko Ono – et barn af havet

Hvem er hun, denne Ono? Verdens mest berømte og ukendte kunstner har John Lennon kaldt hende. Og dette paradoks beskriver meget godt kvinden der i både i sine værker, budskaber og udtalelser udstråler en kompleksitet, der gør det svært at indhegne hendes væsen. Hun er på én og samme tid både æterisk og sensuel, blid og udfarende, sky og exhibitionistisk og får med sin fremtoning én til at tænke på både en lille pige og en gammel dame, en sart sjæl og i besiddelse af en nærmest overjordisk styrke. <!more->

Netudgaven var til pressemøde på Louisiana for at møde pioneren i anledning af åbningen af hendes omfattende retrospektive udstilling HALF-A-WIND SHOW. Hun træder varsomt ned ad trappen i Louisianas koncertsal og mødes af et kamera-hav der antager paparazzi-agtige dimensioner. Iført en sort habit, den hvide hat let på skrå og med de ikoniske sorte solbriller der hviler på næseryggen, så man stadig kan møde hendes øjne – fortsætter hun ned i salen, hvor hun ydmygt stiller sig til skue med let sænket hoved og tager imod. Ydmygheden ledsages af en uimodsagt og selverkendt stjernestatus og et budskab om at hendes tilstedeværelse er altafgørende. ”Der er en stor forskel på at sende mine værker og så sende denne krop, som har levet i 80 år. Jeg er sikker på, at denne krop taler til jer og deler mit åndedrag og mit hjerteslag med jer.” Vi er i stue med en guru og en levende legende, som er en tilbagevendende og ikke upræcis beskrivelse af mennesket eller snarere fænomenet Yoko Ono.

Peace, love and understanding

Hendes budskaber er de samme som dengang. Peace, love and understanding er stadig mottoet, og bag den rynkede krop gemmer sig et usvækket engagement og en produktivitet som før kroppen gik i forfald. Selv siger hun at hun føler at hun som 80 årig oplever begyndelsen på en ny æra. Alder betyder ingenting for hende, og hun forklarer at en af årsagerne til at hun stadig er her, er fordi hendes handlinger er båret af kærlighed. ”I do things with love.”

Ono has arrived. Foto: Annette Max Hansen
Ono has arrived.
Foto: Annette Max Hansen

Det er ikke en ældre dame vi sidder overfor. Det er en kvinde, der med eksponeret kavalergang kraftfuldt sender sin karma ud i rummet. Kun en enkelt svaghed afslører hendes alder når hun med mellemrum beder om at få spørgsmålet gentaget, fordi hendes hørelse, som den eneste sans forekommer det,  har lidt tab undervejs.

Hun er stærk i ånden, og som hun fortæller; ”Ikke engang da hele verden hadede mig og angreb mig, lod jeg min sjæl påvirke”. Hendes liv har ikke været den snorlige vej til succes, selvom vi i dag møder hende med en nærmest underdanig attitude.

Jeg er bedre til at lave kunst end at lave børn

Privat har hun også haft brug for på ukueligheden. Under 2. verdenskrig overlevede familien bombningen af Tokyo i et underjordisk beskyttelsesrum. Senere flygtede hendes mor, Eisuke Ono, med børnene ud på landet med deres ejendele på en trækvogn og måtte overleve ved at tigge. Faren, Iso Yasuda, blev tilbage i Tokyo og havnede som krigsfange i en lejr i Kina. Hele familien overlevede krigen og flyttede til Scarsdal.

Alle kender vi til mordet på hendes mand, men en mindre kendt del af hendes privat liv knytter sig til tiden før Lennon, hvor hun var gift og fik datteren Kyoko med en amerikansk jazzmusiker og filmproducer Anthony Cox. Ono havde travlt med  karrieren, og det var Cox der primært tog sig af datteren. Parret blev skilt i 1969 og Yoko Ono fik efter en længere kamp tildelt fuld forældremyndighed. Det fik Cox til at kidnappe datteren to år efter, hvor han holdt hende skjult i en kristen kult. Det tog flere år før Ono og Kyoko blev genforenet. Kunsten har altid fyldt mest.” Jeg er bedre til at lave kunst end at lave børn”, siger hun.

At leve sine ord

”Vi har alle kraften til at forandre vores liv, og til at forandre verden. Og det er den samme idé”, siger hun. Og hvor denne udtalelse måske kommer letkøbt til andre, har Ono levet ideen. I stedet for at tage på bryllupsrejse med Lennon indlogerede de sig på et hotel i en uge og demonstrerede for fred. Hendes aktivistiske arbejde har fulgt hende hele livet og frem til i dag, og sidste år modtog hun en human rights pris for hendes arbejde for rettigheder ikke mindst på ligestillingsfronten.

Balance Piece. Foto: Annette Max Hansen
Balance Piece.
Foto: Annette Max Hansen

Vi er alle feminister

”I dag er der en angst for at proklamere sig som feminist, men vi er alle feminister, det gælder også mændene”, siger hun. Feminisme handler for Ono ganske enkelt om rettigheder. En feminist er en humanist. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun langer ud efter den del af feministerne, som endnu ikke er kommet ud af skabet. ”Jeg kan godt forstå mænd er optaget af at konkurrere, de kan jo ikke føde børn som os, det er os der har skabt dem. Så er det ikke mærkeligt de føler sig underlegne.” Der er ingen mænd der tager til genmæle i salen, det er vist ikke tidspunktet at tage kampen op med den 80årige dame, som jo også har en del af have sine statements i. Ikke mindst på kunstscenen har hun arbejdet for at få kvinderne frem på scenekanten.

Et af værkerne på udstillingen består i en dokumenteret happening fra 1971, hvor Ono sætter en annonce i avisen for at reklamere for sin udstilling på MOMA. En video viser en række interviews med folk, der har været på MOMA og bliver spurgt om de synes om udstillingen. Nogle af dem raser over at den ikke var der og at de er dybt skuffede, andre siger bare, at de ikke så den, og nogle svarer, at de virkelig godt kunne lide den. Faktum var at hun ikke indgik i udstillingen men promoverede en ikke eksisterende udstilling i protest mod at der på det tidspunkt kun var en håndfuld kvinder der havde separate udstillinger på de store velrenommerede museer og gallerier.

Air Talk. Foto: Annette Max Hansen
Air Talk.
Foto: Annette Max Hansen

Painting to be constructed in your head
Værket afspejler en af Onos sider som kunstner, ironien, og hendes værkproduktions konceptuelle karakter. Og det imaginære og det fantasi skabende univers hun bevæger sig i. Som med en række værker bestående af indrammede japanske skrifttegn på papir, der bærer titlen ’Painting to be constructed in your head`. Og ikke mindst fortæller værker som disse historien om en kunstner der aktivt integrerer betragteren som værkskabende og med til at afslutte værket. Ligesom bolsjeautomaterne i installationen Air Talk, hvor man kan trække luft eller Water Piece med vandflasken og pincetten, hvor man kan vande svampen. Udstillingstitlen HALF-A-WIND refererer også til værket som ufuldendt, der komplimenteres af publikum. Ono er igangsætteren som leverer den ene halvdel.
Udstillingen forsøger med held at formidle Onos involverende kunst og består af skakspil, hvor man kan sætte sig ned og tage det næste træk, en rutsjebane man i høj fart skal glide ned af for at kravle i gennem et lille hul for at komme videre ind det næste rum, en bog man kan skrive den næste sætning i og videreførelsen af det berømte værk Bag Piece. ’Deltag i værket, get involved´, står der foran disse værker, som inviterer indenfor, og det er befriende at gå rundt i en udstilling, der ikke er overstrøret med skiltninger som ’Værket må ikke berøres’.

Water Piece. Foto: Annette Max Hansen
Water Piece.
Foto: Annette Max Hansen

Det er en ganske anden kontekst værkerne blev skabt i, men Louisiana kommer vellykket fra det med deres kuratering, som mildest talt er en udfordring – at putte Ono ind i en museal kontekst.

Hun får da også undervejs spørgsmålet om hvordan hun har det med at komme på museum. På spørgsmålet glider hun lidt af; ”Jeg synes dette sted er magisk og udstillingen er kurateret med stor respekt for rum”. Rum (space) er en tilbagevendende reference – space in her brain – space in the world. Så måske mener hun hvad hun siger – eller også er hun blot ligeså respektfuld som Louisiana har været i sin rumforståelse og svarer som et menneske båret af kærlighed nødvendigvis må svare. Hun er svær at blive klog på. Hvad skjuler høfligheden? Man må lede i værkerne.

Under alle omstændigheder hersker der næppe nogen tvivl om at Ono er et andet sted, end hun var, da hun startede. Og at selv om hun stadig intenst advokerer dedikeret for peace, love and understanding og under pressemødet går i clinch med oil fracking industrien, som hun har kampagneret indædt imod, bl.a. gennem organisationen Artists Against Fracking, så har det kommercielle aspekt også indhentet Ono.

Men er det et problem? Og gør det Ono til mindre autentisk eller troværdig? Jeg mener det ikke. Hvis det er én ting, jeg har fået bekræftet i dag, så er det hendes uimodståelige og smittende naive tilgang til verden. Man kan ikke andet end gå med hende og lade sig drive med ind i hendes poetiske, sanselige og livsbekræftende univers. ’It’s time for action. There is no option. Get a life. Stay alive, every day in every way’, som hun synger på albummet A Blueprint For The Sunrise . Den tekst har hun selv levet op til.

IMG_4963

Jeg kan ikke få nok

Vandet går igen som et tema. ”Vandet er en af de vigtigste konstanter i vores liv, Vi er også bærere af vand. Vi består af 90 % vand. I jordisk terminologi er vand følelse, kærlighed”, siger hun i et interview med Julia Peyton-Jones i Yoko Ono. To the Light fra 2102. Et af hendes værker, Watertalk, materialiserer den tanke med en lang række små flasker fyldt med vand og påsat etiketter med navne på filosoffer, kunstnere og andre kendte mennesker. “You are water. Im water. We’re all water in different containers. That’s why it’s so easy to meet. Someday we’ll evaporate together.” (Water Talk)

Vandet er også del af hendes navn. Yoko Ono betyder barn af havet. Og på udstillingen finder man både det oprørte og det stille af slagsen. Særligt i hendes musik tager denne mangfoldighed form som en ekstrem musikalsk spændvidde. Det blide og det aggressive, stilheden og stormen følges side om side, som de modsætninger der hele vejen igennem synes at karakterisere Ono. Hendes musikalske produktion spænder fra vammel pop til sprøde lovesongs over reggae inspirerede numre til lækre dansante og sensuelle beats for at ende i hysteriske udbrud som ikke lader sig genreinddele.

På udstillingen er Onos mange albums on display og man kan lytte til udgivelserne. Foto: Annette Max Hansen
På udstillingen er Onos mange albums on display og man kan lytte til udgivelserne.
Foto: Annette Max Hansen

Mødet med Ono og udstillingen er en særlig og rørende oplevelse. Overvældende og imponerende. Man rejser gennem hendes vekslende og alsidige brug af medier og udtryk fra performance art til installation, over tegninger, fotografi, poesi og video. Et livsstykke som trods sin retrospektive karakter ikke bliver fortidig og uaktuel.

Da jeg forlader museet, som nu er blevet indtaget af publikum, har jeg stadig en af hendes tekster fra albummet Blueprint for a Sunrise fra 2001 i hovedet….I’m not getting enough, I’m not getting enough from life, la la la.

Jeg har heller ikke fået nok af udstillingen og skal med garanti se den igen inden den lukker d. 29. september.

Udstillingen er et samarbejde mellem Schirn Kunsthalle, Kunsthalle Krems, Guggenheim i Bilbao og Louisiana. HALF-A-WIND SHOW vises på Louisiana fra 7. juni –  29. september og ledsages af en række talks og arrangementer. Læs mere

Titlen HALF-A-WIND SHOW peger tilbage til en udstilling med samme navn på Lisson Gallery i London i 1967, som var den første større udstilling i Europa og anses for at være hendes gennembrud på denne side af Atlanten. Der er en lang række værker fra denne udstilling med på udstillingen på Louisiana, og det giver således også en pejling af, at udstillingen tidsmæssigt rækker tilbage til begyndelsen af Yoko Onos karriere og lægger et retrospektiv snit gennem hendes værk. /Kirsten Degel, Udstillingskurator.

IMG_4857

More from Annette Max Hansen

Ord der dræber

Idag åbner Avignon festivalen for 67. gang. Med på programmet er bl.a....
Læs mere