Bare musikken, tak – Helene Aagaard på Roskilde Festival

Et sted mellem torsdag og søndag i denne uge, smeltede to spor i min musikopdragelse sammen. Det lyder på en gang enormt højtidligt men også en smule pladder-romantisk. Men det er nu engang det Roskilde Festival er. En højtidig pladder-romantisk omgang, som hvis man en gang har forelsket sig i det, har svært ved at give slip på igen – ligegyldigt, hvor meget ens hofter værker søndag aften, når man trækker stikket, giver op og tager hjem.

Det her bliver på ingen måde en modereportage fra mediebyen aka se, hvor mange kendte jeg kender, som jeg kan instagramme, eller en jeg er nu på Meyers og spiser stegt flæsk med rødbede-spelt billedserie. Der har hverken været moderedaktører eller madbloggere i min umiddelbare radius. Men bevares, selv hvis der havde været, skal de da have lov til at være der og knipse de billedserier, som nu engang passer dem bedst. Jeg ville dog ønske, at de vovede sig lidt mere ud på pladsen, i stedet for at ligge ly af enten mediebyens gratis sæbe og pæne toiletter eller Food Courtens pæne borde og politisk korrekte Gloria scene.

Som Erik Jensen fra Politiken, der i år var på sin 35’ og sidste Roskilde Festival, i mange år har plæderet for, så handler festivalen om musik – og særligt at høre noget, du ikke lige kendte. At Politiken og Erik Jensen for den sags skyld har været festivalens største kritiker gennem tiden, er en anden sag. Sidebemærkning – hvad hulle skete der for Politikens anmeldelser i år. Er det bare mig, eller var de bare en smule ved siden af – for ikke at tale om sure? Netop derfor gider jeg heller ikke se eller høre, om hvem der forstod at kombinere smækbukser med bøllehat og Celine solbriller med de rette sneaks, eller hvem du mødtes til en skrabet is med rabarber og fennikel. Men jeg vil rigtig gerne høre, hvilke kunstnere der spærrede dine øjne op, hvem der skuffede, hvem der satte gang i dine hofter, og hvem der mindede dig om din barndom eller dit første kys.

Jeg er godt klar over, at det egentlig er en gammel plade – specielt i en ramme, hvor Roskilde Festivalen selv promoverer sig på at være ‘more than music’. Og du skyder bare løs i skoen på mig, at jeg er misundelig over din glæde for byggrød eller adgang til rene toiletter. Jeg er immun, for to nye kunstnere røg med hjem i mit iTunes bibliotek efter fires dages fest. Men selv hvis det ikke var nok, så stod der på Orange et band torsdag aften og en kunstner søndag aften, som hver især tegner sig for to spor i min musikopdragelse.

Min far har opdraget med mig med (blandt andet) Stevie Wonder – hvis man går på opdagelse i lp-samlingen, vil man finde rigtig meget med tråde til Stevie. Min onkel har smidt Rolling Stones efter mig, og når nu ret skal være ret, har min mor smidt Beatles passion efter mig. Yes, vi er ude i blomsterbørns-generationen.

Rolling Stones fik muligvis på puklen fra visse anmeldere for ikke at være fuldstændig på beatet og helt så sammenspillet, som man kunne håbe – plus der var de der to sange, hvor Keith lige pludselig skulle synge. Jeg er helt med på kritikken – tænker måske bare, hvilke andre 70-årige, der giver den så meget gas. Egentlig er jeg også ret ligeglad, når jeg ser tilbage på sange Wild Horses, Gimme Shelter og Start Me Up, mens solen gik ned over Orange og Roskilde for alvor gik i gang. Jeg savnede sange som Paint it Black og Under My Thumb – but you can’t always get what you want (pun intented).

Little Stevie Wonder. Uden ham ingen Prince, ingen Michael Jackson, ingen Beyonce. Det er muligt, at der godt kunne have været klemt et eller to ekstra numre ind på setlisten, hvis herren ved klaveret havde skruet en anelse ned for fællessangen, men omvendt nød jeg at kunne skråle med ‘Living for the City’ og ‘Signed, Sealed, Delivered’. Problemet med et så imponerede bagkatalog er jo, at man aldrig får stillet nogle tilfreds. Heller ikke mig, da der hverken var ‘For Once In My Life’, ‘He’s Misstra Know It All’ eller min fars favorit ‘Isn’t She Lovely’.

Ind imellem begyndelsen og slutningen, blev jeg:

Overrasket over Seeed

Vendt i hofterne af Outkast

Fik smilet frem af Haim

Skuffet over dem, der havde bestemt at Klumpen og Raske Penge skulle spille på Orange

Gik glip af Damon Albarn (på trods af, at jeg sad lige udenfor Arena, da han spillede, men jeg hørte ikke efter)

Inspireret af Chorus Grant

Da det hele var ovre, blev Haim og Chorus Grant hentet ned til bibliotektet. Hvad hentede du ned?

More from Helene Aagaard

Bare musikken, tak – Helene Aagaard på Roskilde Festival

Et sted mellem torsdag og søndag i denne uge, smeltede to spor...
Læs mere