Du må ikke være her med den T-Shirt!

Asger Juhl fra Radio 24syv besluttede den 11. juni sig for at teste ytringsfriheden, da den kinesiske propagandaminister kom til Danmark. Midlet var en t-shirt med det tibetanske flag og en falsk invitation. Målet var at blive anholdt.

– Det mærkeligste var næsten, at jeg blev lukket ind i palæet i det tøj.

Radioens kulturredaktrice havde lånt mig sin smalskuldrede sorte dame-blazer og en mandlig journalistkollega smed sine sorte cowboybukser.

Det sad ad helvede til, og det regnede endda, da jeg cyklede af sted fra redaktionen – som sædvanlig fem minutter for sent. Jeg dampede af både sved og regnvand, da jeg ankom til det nyrenoverede gulkalkede palæ midt i København. I for små lavtaljede bukser og med dametøj foroven.

Den kinesiske propagandaminister, landets 5. mest magtfulde politiker, Mister Liu, var i København for at åbne et kulturcenter her i den gamle bygning.

Jeg havde en t-shirt med det tibetanske flag inden under min hvide skjorte og planen var klar: Når Mister Liu begyndte sin tale, ville jeg smide skjorten, vise Tibet-flaget, og se, om jeg ville blive anholdt.

Gennem de seneste år har der været flere eksempler på aktivister fra Free Tibet-bevægelsen, som er blevet frihedsberøvet i Danmark under officielle kinesiske statsbesøg. Deres forbrydelse var ifølge politiet at vise tibetanske vimpler og flag på steder, hvor de kinesiske pinger befandt sig. Det må politiet ikke. Ytringsfriheden gælder – også når Danmark vil fedte for kineserne.

Vi havde allieret os med den kendte menneskerettighedsjurist, Jacob Mchangama, som var med i studiet, klar til at live-kommentere på begivenhederne i det gule palæ.

Fri Tibet og frisk kaffe

Det hele var gået lidt stærkt på redaktionen i løbet af dagen.

Først var det meningen, at nyhedsafdelingens kulturansvarlige skulle have testet ytringsfriheden og risikeret anholdelse. Jeg skulle have siddet i studiet og plapret.

Men en halv time inden vi gik i luften, bakkede hun ud. Hun turde ikke. Fair nok. Og da det hele var min ide, måtte jeg jo tage konsekvensen og selv tage af sted.

Det gjorde, at jeg måtte forsøge at snyde mig ind med kulturredaktricens invitation i hånden.

Jeg parkerede cyklen ved siden af hovedindgangen. Der var fyldt med politi. Flere salatfade stod parkeret ved fortovet og de fleste betjente snakkede i walkie-talkie eller gloede over på den anden side af vejen, hvor en broget forsamling af Fri Tibet-entusiaster havde taget opstilling med flag og megafoner.

Inden jeg gik op ad trappen og vendte ryggen til demonstranterne, hørte jeg en midaldrende aktivist i kørestol råbe ’Fri Tibet, ka’ vi få noget kaffe, Fri tibet, ka’ vi få noget kaffe’.

De levede op til alle fordommene. Mit gæt var, at mange af dem er med i fredsvagtturnussen foran Christiansborg. Men jeg huskede på, at de faktisk har en god sag. Kina er en kulturødelæggende imperialistisk besættelsesmagt og holder tibetanerne i et solidt greb. Tosserne på den anden side havde en pointe. Også med hensyn til kaffen. Det var koldt udenfor i regnen.

Den søvnige chefredaktør

Politiet havde givet demonstranterne lov til at være på den anden side af den 4-sporede vej. I behørig afstand fra den fintfølende propagandaminister.

Men jeg ville helt ind.

Jeg havde gjort mit hjemmearbejde. De kunne ikke bare forvise mig til demonstrationen. For så længe jeg ikke forstyrrede den offentlige orden, var jeg ikke en demonstrant. Jeg var bare en borger med en t-shirt. Og sådan nogle kan ikke forvises til særlige områder, hvor politiet har vurderet, man må demonstrere. Som fredelig borger med en tibetansk t-shirt må man være akkurat de samme steder som andre borgere med mindre ’provokerende’ bomuld hængende på overkroppen.

Ingen bad om at se invitation, så jeg gled direkte op ad trappen og ind i et stort rum, hvor mange allerede sad og ventede på den store Mister Liu.

Bertel Haarder vraltede rundt i sit stiveste puds og ledte efter en stol. Kulturminister Jelved sad allerede artigt på en af de forreste rækker. Kulturens store rorgænger, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, sad i midten af salen. Hans hoved ragede op fra mængden som en gammel udmagret kalkuns. Han lignede en, der kunne falde i søvn hvert øjeblik.

Bredskuldrede PET-vagter cirkulerede i rummet og stod på trappeopgangen.

Nu ringede min telefon. Det var redaktionen.

– Er du klar til at være live?

– JA, men han er ikke kommet endnu.

– Du er på om 30 sekunder.

Jeg kunne høre studieværten fortælle lytterne om vores ide. Han stillede om til mig, og jeg fortalte ganske kort, hvor jeg var, og at jeg ville vente med at afsløre t-shirten indtil propagandaministeren dukkede op.

Hidsige hvepse

Mens jeg snakkede kunne jeg se, at de habitklædte PET-vagter begyndte at bevæge sig. Hurtigt og spejdende.
Det var som om, de alle sammen blev aktiveret samtidig af en ordre i deres øredims.
De mindede mig om hidsige hvepse, der var sendt ud af dronningen for at forsvare deres bo mod et stort dyr. Jeg snakkede stadigvæk i telefon, da en af dem kontaktede mig.
Hvem er du? spurgte han.

Jeg gættede deres vagtleder hørte Radio24syv og derfor havde informeret dem om, at de skulle finde mig. Det var åbenbart ikke så svært.

– Jeg hedder Asger Juhl.

– Hvad laver du her?

– Jeg er journalist.

– Har du en invitation?

– Ja, den er lige her.

Han fik den. Jeg nævnte ikke, at den ikke var min.

– Hvis invitation er det her?

– Det er min kollegas.

– Så kan du ikke være her. Vær venlig at følge med udenfor.

Han tog mig i et fast greb.

Ellemanns dobbeltgænger

Nede på gaden blev jeg overdraget til en ubehagelig politibetjent, der med det samme mindede mig om Uffe Ellemans søn. Ham der også er kommet i Folketinget. Jakob Ellemann-Jensen. Det samme sorte skæg rundt om munden. Den samme store pande. Det samme friske spejderblik.

– Du skal over den anden side af gaden lige nu. Du må ikke være her.

– Jo, jeg må.

Der var masser af andre forbipasserende på fortovet rundt om os. Jeg knappede min skjorte op, så man kunne se min t-shirt.

– Hvis du ikke går derover, så bliver du anholdt.

– Det kan du ikke, jeg har ret til at være her. Jeg er ikke demonstrant, jeg er ikke en del af demonstrationen. Jeg er bare et almindeligt menneske med en t-shirt på. Det er ikke forbudt.

– Du skal ikke stå her.

Jakob Ellemann var blevet sur. Han bad en af sine folk om at holde øje med mig, mens han gik lidt væk for at snakke i walkie talkie.

Gennemtrafikstøjen kunne jeg stadig høre råbene fra den anden side af H. C. Andersens Boulevard. ’Fri Tibet. Fri Tibet. Vi vil ha’ kaffe. Fri Tibet.’

Betjent Ellemann var tilbage. Han tog mig meget hårdt i overarmen.

– Av, det gør pisse ondt.

– Hvis du ikke kommer med, så gør det mere ondt.

Ved fodgængerovergangen gav han slip og pegede over mod demonstrationen.

– Så er det af sted.

– Nej.

– Så bliver du anholdt.

Jeg bestemte mig for at gå over gaden.

Mchangama: Gå tilbage!

Et par betjente blev sat til at holde øje med mig på den anden side af fodgængerovergangen.

Bag dem tøffede en gammel dame hen ad fortovet. Det samme gjorde flere andre helt almindelige mennesker. De måtte åbenbart godt være på det modsatte fortov.

Jeg gættede på, at det tibetanske flag på min t-shirt, spillede en rolle.

Nu var jeg igennem i radioen igen. Med i studiet var juristen Jacob Mchangama. Jeg fortalte ham, hvad der var sket.

– Skal jeg gå over gaden igen?

– Det, at du har en t-shirt på er en del af din almindelige ytringsfrihed. Det virker som om politiet fortolker deres hjemmelsgrundlags i politiloven meget meget vidtgående. Det er påfaldende, at det er det tibetanske flag, de reagerer på hver gang. Der er set eksempler på, at politiet under en retssag indrømmer, at kineserne har lagt pres på for, at der ikke skal være tibetanske flag. De kalder det for ulovlige flag. Jeg synes, det er beskæmmende, at dansk politi tilsyneladende håndhæver kinesiske normer for ytringsfrihed. Jeg synes, du skal prøve grænserne af. Jeg synes du skal gå over gaden.

Okay, så var der ingen vej tilbage.

Fodgængerovergangen skiftede til grøn. Betjentene stod stadig og gloede olmt på mig. Der var tre styk nu. Ellemann-karakteren var forsvundet. Jeg kom halvvejs ud i krydset. Betjentene begyndte at trippe. De havde jo også lovet mig en anholdelse, hvis jeg kom tilbage.

Da jeg nåede det andet fortov havde jeg stadigvæk telefonen ved øret, og lytterne kunne høre det meste af min samtale med betjentene, der ventede på mig.

– Du må ikke være her?

– Er det t-shirten, du tænker på?

– Ja.

– Hvad er der med den?

– Du skal gå over til demonstrationen. Du må ikke være her.

– Men jeg er ikke med i demonstrationen. Der er også andre mennesker her.

– Så skal du knappe skjorten til.

– Men jeg vil ikke knappe den, det er jo bare en almindelig t-shirt med et tibetansk flag på. Der er jo andre mennesker her. En gammel dame og en jogging-løber. Må jeg ikke være her ligesom dem?

Intet svar. Walkie Talkierne blev hevet frem. De havde alligevel ikke tænkt sig at anholde mig lige med det samme.

Den kinesiske efterretningstjeneste fotograferer

Mchangama live-kommenterede begivenhederne fra studiet. Jeg kunne høre hans tørre, sprøde stemme gennem telefonen.

– Det virker problematisk, det var jo sådan set blevet indskærpet fra Justitsministeriets side af, at flag alene ikke kan begrunde at man bliver fjernet fra en demonstration.

Ellemann var tilbage hos mig nu. Han havde åbenbart taget en rask beslutning og var nu i gang med at spærre hele fortovet af foran det gule palæ. Smart.

På den måde blev det forbudt område for alle – og dermed også for mig.

Jeg kunne ikke gøre mere.

Derfor slentrede jeg tilbage over krydset. Over til demonstranterne.

Manden i den elektriske kørestol råbte stadig på kaffe i sin megafon. Han var næsten hæs og bad mig råbe lidt. Gerne. ’Fri Tibet. Mere kaffe. Fri Tibet. Mere kaffe’.

Demonstranternes aktionsleder var en yngre kvinde. Vi røg en cigaret sammen. Eller rettere: Jeg røg, hun snakkede.

Aktivisterne havde allerede fra morgenstunden været opmærksomme på, at den kinesiske efterretningstjeneste ville tage billeder af alle demonstranterne under aktionen. Ganske rigtigt. Zoom-linser pegede ud fra de små vinduer fra den gule bygning over for.

Inde i salen var Mister Liu allerede i gang med sin tale om kulturudveksling mellem Danmark og Kina. Han så aldrig min t-shirt.

En kollega SMS’ede mig derindefra. Bo Lidegaard var faldet i søvn.

Hør udsendelsen her

Skrevet af
More from Asger Juhl

Evangelisterne Jens og Johny

Hver morgen, når Jens vågner i den kristne lejr i Negevørkenen, så...
Læs mere