Om døden, hjernen og havet – Nedslag i naturvidenskaben set med det skønlitterære blik

Forfattere har i århundreder gjort en fiktionsfest ud af at låne fra og lege med naturvidenskaben. De hårde facts bliver til blød abstraktion og poetisk erkendelse hos så forskellige forfattere som Peter Adolphsen, Solvej Balle og Jules Verne.
Urhestens hjerte i benzintanken

Selvom der ikke er mange sider i Peter Adolphsens lille roman MACHINE (2006), strækker handlingen sig ret langt – over 55 millioner af år, faktisk. Vi følger en urhest, der falder i en sø, og hvis hjerte på bunden af denne sø bliver til den oliedråbe, vi senere skal følge som benzin i tanken på en bil i USA. Den kausalitet, der er mellem hesten, der bliver til olie, der bliver til benzin og så videre, knytter os både til hovedpersonerne, der kører i bilen med selvsamme benzindråbe i tanken, og deres skæbne, mens hele universet udspiller sig derimellem.

Det er noget af en bedrift; at blotte hele universets svimlende uendelighed gennem en roman på så få sider. Men det er samtidig det, der er med til at gøre MACHINE utrolig unik. Den vender vores forestillinger på hovedet og fremstiller videnskaben abstrakt og poetisk, mens sproget fremstår videnskabeligt og faktuelt. Som i denne passage efter urhestens død:

machine-198x300
Peter Adolphsens MACHINE (her med tekstnær forsideillustration fra den engelske oversættelse).

“Døden findes, men kun i praktisk, makroskopisk forstand. Biologisk kan der ikke skelnes mellem levende og dødt; overgangen er et kontinuum. Også på dette punkt består naturen af irreduktible processer, ikke afgrænsede kategorier. Problemet med at definere døden spejler en tilsvarende besværlighed med livet: En levende organisme består af ikke-levende materiale organiseret således, at det kan optage energi til at opretholde sit system, og døden er så den irreversible standsning af disse funktioner.” (MACHINE)

Sproget beskriver nøgternt, hvordan døden kan defineres. Men det er på paradoksal vis netop i den videnskabelige forklaring, at døden og livet viser sig i deres næsten ufattelige og abstrakte forstand. Det er ikke kun eksistentielt, at livet og døden kan virke som noget, der rækker ud over vores bevidsthedsevne, selv i videnskaben er overgangen mellem liv og død en svært håndgribelig gråzone.

DET STOF, DER HOLDER MENNESKET OPREJST
Solvejs Balles novellecyklus IFØLGE LOVEN. FIRE BERETNINGER OM MENNESKET (1993) behandler, som undertitlen indikerer, hvad det vil sige at være menneske. Hver af de fire noveller starter med en lov, som her i starten af novelle/paragraf fire: ”Legemer, der befinder sig i et lukket system, hvor der ikke tilføres energi, vil søge mod større og større uorden. (Termodynamikkens anden lov)”.

Hver indledende lov er en nøgle til hver af de fire noveller, deres hovedpersoner og disses søgen. For de søger alle sammen efter noget. Noget grundlæggende ved livet og ved det at være menneske, som biokemikeren Nicolas S., der søger efter det signalstof, der holder mennesket oprejst:

De næste mange timer tilbragte Nicolas S. i laboratoriets mørke. Uden pause, uden at åbne døre eller vinduer for det mindste lys og uden forbindelse med tiden eller døgnets bevægelse, sad Nicolas S. ved et bord i det ubelyste lokale, udskar det ene papirtynde udsnit af nedfrosset hjernevæv efter det andet, afmærkede objektglas med etiketter, tilsatte et stof, der ved farvning skulle afdække vævets kemiske strukturer, lagde et dækglas over og placerede præparaterne i nøje tilrettelagt orden på lokalets hylder for senere i mikroskopets skarpe lys at kunne undersøge glassene med menneskeligt væv ét efter ét. (IFØLGE LOVEN)

Nicolas S. dissekerer mennesket til så små vævsprøver, at han helt mister blikket og perspektivet på, hvad det vil sige at være et (helt) menneske. Og det er grundlæggende for alle hovedpersonerne. I deres stringente søgen efter at definere de rammer, hvori man er menneske, mister de selv helt deres menneskelighed. Videnskaben kan forklare meget, men ikke alle nuancer af livet.

Og det er netop her, det fiktive kommer ind og udfylder det, som videnskaben måske ikke altid formår at forklare os andre. Solvej Balle formår i sine skildringer af de søgende mennesker at belyse, hvad det vil sige at være menneske – både som en krop og en organisme, der er underlagt naturlovene, og som et komplekst, tænkende væsen, der skal fungere i det sociale rum.

Kaptajn Nemo og uafhængigheden under havet

verne-225x300
Blæksprutte observeres fra Kaptajn Nemos undervandsbåd.

Science-fiction er en af de skønlitterære genrer, der virkelig leger med videnskaben. Genren tager ofte udgangspunkt i en verden, hvor videnskaben – og især den teknologiske udvikling – er forud eller markant anderledes end den for vores egen tid. Som i Jules Vernes EN VERDENSOMSEJLING UNDER HAVET fra 1869, hvor vi møder kaptajn Nemo om bord på hans undervandsbåd Nautilus. Bogen er en rejse gennem havene og undervandslivet og er samtidig en stor, filosofisk beretning om natur versus civilisation:

Havet er naturens kæmpestore forrådskammer. Det er på grund af have, at kloden så at sige blev til, og hvem ved, om den ikke også går til grunde dermed! Dér hersker den dybeste ro. Havet tilhører ikke despoterne. På dets overflade kan de stadig udøve uretfærdigheder, kæmpe, opsluge hinanden og overføre alle deres jordiske rædsler dertil. Men tredive fod under havoverfladen ophører deres magt, deres indflydelse slukkes, deres styrke forsvinder! Åh, min herre, lev, lev i havets skød. Kun der findes uafhængigheden! Der anderkender jeg ingen herre! Der er jeg fri!
(EN VERDENSOMSEJLING UNDER HAVET)

More from Maria Kjeldsen

Om døden, hjernen og havet – Nedslag i naturvidenskaben set med det skønlitterære blik

Forfattere har i århundreder gjort en fiktionsfest ud af at låne fra...
Læs mere

1 kommentar

  • Hej, dette er en kommentar.
    For at slette en kommentar logger du blot ind og læser indlæggets kommentarer. Der har du mulighed for at redigere eller slette dem.

Det er ikke muligt at kommentere.