Folkeskolereformen – Klare mål uden midler

I denne uge ringer det ind til en ny hverdag for lærere, elever og forældre i de danske folkeskoler. Skoledagen er blevet længere, engelsk er kommet tidligere på skemaet og skolen skal åbne sig op mod det omgivende samfund. I løbet af de næste uger vil samfundsredaktionen her på Netudgaven bringe en række analyser, interviews og artikler, i jagten på at forstå den største reform af folkeskolen i nyere tid.
Med denne artikel giver Netudgaven et indspark til reformdebatten. Vi sætter forligskredsens aftaletekst under lup og undersøger forholdet mellem reformens mål og de midler den udpeger til at indfri dem.

I de seneste måneder har folkeskolereformen fyldt meget i medielandskabet, hvor de to velkendte kamphaner – undervisningsminister Christine Antorini (S) og formanden for Danmarks Læreforening Anders Bondo Christensen – igen og igen har stillet op til diskussion om reformen. Det gennemgående tema for debatterne og den øvrige dækning af reformen har overordnet været lærernes uvished og usikkerhed omkring reformens indhold. Hvad er understøttende undervisning? Hvor skal forberedelsen foregå? Og hvordan kommer den nye hverdag til at se ud?

I en undersøgelse lavet af Danmarks Lærerforening lige før sommerferien, sagde halvdelen af de adspurgte tillidsmænd på skolerne, at de ’slet ikke’ eller ’i mindre grad’ har overblik over, hvordan børnenes hverdag kommer til at se ud, når folkeskolereformen træder i kraft.

Læs også: Dr.dk: Lærerne aner ikke, hvordan de skal undervise efter sommerferien

Usikkerheden omkring reformens indhold sammen med de nye arbejdstidsregler har bevirket en stor utilfredshed og modstand fra lærernes side.

En modstand som tidligt fik forskere og politikere til at råbe vagt i gevær. Især da den svenske stat, i februar i år, kunne offentliggøre en større rapport om deres skolereform op gennem 1990’erne, der tydeligt pegede på lærernes modstand som den afgørende faktor for den fejlslåede reformering.

De danske læreres utilfredshed medførte med andre ord en påmindelse om at engagerede lærere er en forudsætning for en god folkeskole og ikke mindst implementeringen af den nye reform.

I Politiken den 9. juni udtrykte professor ved Aarhus universitet, Per Fibæk Laursen, bekymring over lærernes modstand.

”Alt det, politikerne vedtager, virker ikke direkte. Det påvirker rammebetingelserne i skolen, men hvis det ikke bliver omsat af engagerede og entusiastiske lærere, kan man ikke forvente, at det vil give den positive virkning.”

Citatet er et eksempel på en generel antagelse i debatten om folkeskolereformen – Lærerne skal være omstillingsparate, reformvillige og fleksible, hvis reformen skal have mulighed for at lykkes med sin forandring og den positive effekt opnås.

Citatet understreger også, at der eksisterer en anden mere generel antagelse blandt beslutningstagerne. I det omfang lærerne er omstillingsparate og ’går til reformen med en positiv indstilling’ er der en forventning om en direkte kausalitet mellem reformens tilstræbte forandring og den praktiske forandring ude på skolerne.

I debatten udpeges lærerne som helt afgørende for reformens succes. Men det sker som en polarisering hvor lærerne sikrer enten reformens succes eller fiasko. Enten modsætter de sig reformen, og som stopklods vil de betyde en mislykket reform, eller også lader de reformen gennemstrømme deres virke.

Problemet med denne antagelse er imidlertid, at den usikkerhed lærerne beskriver i forhold til reformens indhold, ikke bunder i forandringsfrygt eller manglende omstillingsparathed. Et nærmere kig på reformen afslører nemlig, at den ikke modsvarer sine klare mål med klare midler.

RENTREE SCOLAIRE 2004

Reform uden middel

Reformens mål er veldefinerede og klare. Blandt andet skal ”eleverne på sigt kunne det samme i 8. klasse, som de i dag kan i 9. Klasse.” Dertil kommer de tre helt overordnede og derfor mindre præcise mål for reformen;

• Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
• Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
• Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis

En af de helt afgørende elementer i reformen er et øget timeantal. At øge timeantallet kunne ligne et middel til at nå målet om blandt andet et højere niveau i dansk og matematik, men her må man indskyde undervisningsministerens, hendes ministeriums og Kommunernes Landsforenings egen indvending; ”vi kan ikke løse folkeskolens udfordring med mere af det samme.” Når der fra afsenderen af reformens side insisteres på, at den skal medføre et paradigmeskifte er det svært at forestille sig, hvordan en stigning i noget, som allerede eksisterer, kan være midlet til at nå målet.

Reformen peger dog også på andre områder, der skal sikre paradigmeskiftet. Her illustreret med et citat fra forligskredsens aftaletekst:

”Det drejer sig bl.a. om alsidig udvikling og læringsrelevante kompetencer, alsidige læringsstrategier, tilegnelsen af viden og kreativitet, motivation, refleksion, bedre undervisningsmiljø og trivsel, samarbejde mellem lærere og pædagoger, bevægelse og motion, kobling af teori og praksis og mulighed for lektiehjælp.”

Af de i alt tolv ovenstående elementer til at indfri reformens ambitiøse mål, synes det pudsigt nok kun at være den sidste, der udpeger et reelt middel – nemlig lektiehjælpen. Pudsigt fordi netop lektiehjælpen, på grund af et uforudset manglende flertal til reformen, måtte fjernes som et lovpligtigt og obligatorisk tiltag for eleverne. De resterende elementer som refleksion, motivation, tilegnelse af viden og kreativitet må siges at falde under samme kategori som tilfældet var med et øget timeantal: mere af det samme.
Det virker i hvert fald som en fornærmelse at fremhæve blandt andet trivsel, samarbejde og alsidige læringsstrategier som elementer lærerne ikke skulle have kendt til eller brugt før reformen.

Der peges også på øget trivsel som et afgørende mål med reformen. Og det understreges hvordan skolelederne, lærerne og pædagogerne skal klædes bedre på til at arbejde med undervisningsmiljø og trivsel, så den undervisningsforstyrrende uro kan mindskes til gavn for elevernes sociale og faglige udvikling. Et klart mål med en opkvalificering af personalet som midlet, eller hvad? For præcis hvordan skal de så klædes på?

Det skal de med udgangspunkt i Dansk Center for Undervisningsmiljøs termometer, som skal danne grundlag for det nye måltal for trivsel i folkeskolen. For på denne baggrund kan skolerne ”arbejde systematisk og målrettet med at styrke elevernes trivsel i sammenhæng med den faglige udvikling”.

Sigtet er altså øget trivsel og redskabet et instrument til at måle trivsel. Men hvordan man kommer fra den nuværende til en øget trivsel, overlades imidlertid til de lokale skoler at regne ud.

Tilbage står lærerne og skolelederne med en reform der nok har klare mål og nye instrumenter til at måle resultaterne af deres arbejde, men som ikke leverer midlet til at indfri dem. At kunne måle på effekten af nye tiltag er selvfølgelig ikke uden betydning, men det overlades til de lokale skoler at finde frem til disse nye tiltag. Folkeskolereformen udmærker sig altså ved at kalde på radikal forandring, uden at afklare vejen til at nå denne forandring. Ved at opstille en række mere eller mindre klare mål for den danske folkeskole, skabes der en forventning om forandring. Men det følges ikke op af veldefinerede midler, men nøjes derimod med at markere, hvor ansvaret for forandringen ligger.

Kan det være anderledes?

Lærerne er i stort omfang ansvarlige for reformens succes. Hvordan de skal indfri reformens mål hviler samtidigt primært på deres skuldre. Men spørgsmålet er hvorvidt lærerne ønsker det anderledes. Alternativt til mål uden middel er detailstyring af lærernes fagområde. Og spørgsmålet er om det ikke i endnu større grad ville afføde modstand? Især med tanke på de nyligt ændrede arbejdstidsregler.

Ville lærerne, lederne og pædagogerne foretrække den uvished de netop nu oplever til fordel for en detailstyring af deres hverdag? Om reformen så er for hastigt vedtaget og implementeret for hurtigt, er svært at blive klog på. Men når folkeskolen søges forandret fra politisk side, må og kan det kun ske gennem målsætninger og afsatte penge.

Derfor er det ikke så mærkeligt at lærerne er usikre på, hvordan hverdagen kommer til at se ud under reformen. Reformen forholder sig til rammebetingelserne og ikke til, hvordan rammen lokalt skal udfyldes. Men det betyder også at når undervisningsministeren siger til Politiken; ”jeg håber, at når først lærerne kommer i gang med reformen, vil deres bekymring forhåbentlig blive gjort til skamme”, mener hun faktisk at når lærerne først har givet indhold til reformens nye rammebetingelser, vil de og hende selv forhåbentlig opdage at de ambitiøse mål kan indfries.

Skrevet af
More from Lasse Dam

Folkeskolereformen – Klare mål uden midler

I denne uge ringer det ind til en ny hverdag for lærere,...
Læs mere