Kunsten i byens rum – byens rum i kunsten

Kunsten er rykket ud på gaden og gaden er rykket ind på gallerierne. Gadekunsten, bedre kendt som street art er en videreudvikling af grafittien, som blomstrede op i Danmark i 80’erne og skyllede ind over landet på en bølge fra USA, hvor det at spraye sit navn og initialer overalt var forbundet med en slags intern kommunikation. I dag er kunsten på muren forbundet med et mere bevidst budskab, hvor kunstnerne er blevet bevidste om deres synlighed og derfor vælger at udnytte det til at kommunikere væsentlige budskaber, ofte med et politisk indhold.

Af Rasmus Poulsen, måske bedre kendt som Raske Penge, og Annette Max Hansen, første gang bragt i magasinet KURT # 1 2005

Der er ikke noget nyt i at den visuelle kunst indtager byrummet med politiske budskaber. Historisk har folk som f.eks. Bjørn Nørgaard og Jens Jørgen Thorsen gennem 60’erne og 70’ernes happeningkultur praktiseret integration mellem kunst og byrum med en politiserende agenda. Den rituelle hesteofring i Hornsherred i 1970 og afhuggelse af Den lille Havfrues hoved i 1964 er eksempler herpå. Men trods hyppig jonglering med Marx’s begreber når kunstens rolle som politisk redskab skulle forklares, må man nok hævde at mange at disse aktioner i sit udgangspunkt brugte værkerne/aktionerne til at diskutere forholdet mellem kunst og virkelighed.

Street art kunsten er ikke ude i et kunstteoretisk ærinde men bruger i nogle tilfælde gadekunsten til at diskutere ejerskab og puster liv til spørgsmålet om; Hvem ejer byens rum, og hvem bestemmer hvad vi skal se på når vi går rundt i vores by?

Det valgte bl.a. Danmarks Radios P2 at fokusere på for år tilbage med en udstilling i Københavns billborads. Til udstillingen, der havde fået titlen ‘Dagen Efter’, fik kunstnere fra hele landet mulighed for at sende forslag til værker ind til udstillingen. Blandt mere end 80 indsendte forslag valgte en jury 10 værker til udstillingen blandt ukendte og etablerede kunstnere, deriblandt street artists.

Det var en artikel i Politiken af cand. mag. Camilla Mehlsen, som debatterede gadekunstens trange vilkår og reklamens voksende og uforstyrrede position i byrummet, der satte hjernen i sving hos vært på Kunstmagasinet på P2, Michael Thouber. Det ene førte til det andet, og pludselig sad Michael Thouber med Niels Egerup fra mediebureauet OMD i røret for at spørge, om han ville være med til at finde billboards – altså reklamepladser – til kunsten. Niels Egerup sagde ja.

Udstillingen var et oplæg til diskussion af kunstens manglende plads i byrummet. Mens reklamernes plads vokser i alle de større byer, bekæmpes gadekunsten, da den ofte opsættes ulovligt. Hvor virksomheder og reklamebureauer kan købe udstillingsplads i byen har kunstnerne ikke et lovligt rum, hvor de kan udstille – og reklamepladserne har almindelige kunstnere ikke råd til at købe sig ind på. Udstillingen var således også et opråb til borgere og politikere og rettede opmærksomheden mod potentialet i billedkunsten med ambitionen om, at kommunerne i fremtiden vil give bedre, lovlig, plads til kunsten i byerne.

Hvad er street art?
En af dem der ved mest om street art og graffiti i Danmark er Rasmus Poulsen, som også er forfatter til bogen ’Graffiti i Danmark’. En stor fortaler for at man skal åbne øjnene og opleve dens blomstring i byrummet frem for at være sur på den. Men inden han tager os en tur ud i København for at opdage den, fortæller han hvad street art egentlig er for en størrelse.

Street art – graffiti med et budskab
Det man normalt kalder for street art eller post-graffiti er en videreudvikling af den traditionelle graffiti. Traditionel graffiti opstod i Philadelphia og New York i USA i slutningen af 60’erne. Det begyndte med at nogle unge, fortrinsvis mænd, i byernes fattige kvarterer skrev deres navne eller øgenavne på byens mure og især i undergrundsbanen. Det blev en omfattende trend og for at få ens eget navn til at træde frem imellem alle de andre, begyndte folk at lave bogstaverne større og mere farverige, give dem skygger og tredimensionelle effekter osv., og til sidst kunne et navn fylde hele ydersiden af en togvogn og være pyntet med et helt landskab eller noget lignende. Det så flot ud og har siden bredt sig til hele verden og udviklet sig i alle mulige kunstneriske retninger. Den kunstgenre man kalder for graffiti defineres normalt som bogstavbaserede billeder lavet med tusch eller spraymaling. Men graffitien er fortsat i gang med at udvikle sig kunstnerisk. Og en af de senere retninger, som har fået megen opmærksomhed er street art.

Med street art mener man som regel al den graffiti, der ikke lever op til den normale definition. Graffiti med kridt i stedet for spray. Graffiti uden bogstaver. De mest udbredte former for street art er velsagtens plakater, klistermærker og stencils. Stencil betyder skabelon, og stencil-graffiti er billeder, der er skabt ved hjælp af spraymaling igennem en skabelon. Det giver en særlig grafisk effekt og nogle skarpere kanter, end de fleste ville kunne lave med en spraydåse alene.

Street art er blevet en meget markant graffiti genre af flere årsager. Dels fordi den er en meget aktiv genre, der tilsyneladende tiltrækker mange nye udøvere og gamle graffitimalere. Og dels fordi det er en mere åben form for graffiti end den traditionelle, som ofte er svær at afkode, læse og forstå. Street art har i modsætning til traditionel graffiti ofte et budskab. Det er gerne humoristisk eller æstetisk lettere fordøjeligt, fordi det tit forestiller en genstand man kender eller en figur, der har personlighed. Det er svært at sige noget generelt om nogen form for graffiti, for det er ikke lavet af nogen fasttømret bevægelse, men bare af en hel masse forskellige mennesker i hele verden, der ikke har stort andet tilfælles end at de laver graffiti og/eller street art.

Men tit er det sådan med street art, at det henvender sig til ‘almindelige’ mennesker. Traditionel graffiti har meget handlet om at skabe sig opmærksomhed internt i graffiti miljøet, men street art’en vil typisk også gerne have opmærksomhed fra alle andre, der færdes i gaderne. Denne åbenhed har bl.a. gjort at street art er blevet tildelt en utrolig mængde mediedækning, og street art kunstnere har lavet pladecovers, reklamer, musikvideoer, designet sko, skateboards osv. i et større omfang end de traditionelle graffitimalere.

Og det at street art er så kommunikerende, har også motiveret en del graffitimalere til at blive mere bevidste om, hvad de gør med den opmærksomhed, de har tilkæmpet sig. Hvor man i de gamle graffitidage typisk bare ville sige ‘her var jeg’, ser man street art kunstnere udvikle et behov for at formidle en filosofisk tanke, et dilemma, et spørgsmål eller et decideret politisk budskab.

Men street art er stadig en del af graffitien. Og mange værker ligger midt imellem eller lige meget i hver genre. Både street art og graffiti ses i lovlig form i de såkaldte halls of fame og illegalt i deres oprindelige element, altså på gaden.

Untitled-2
Mærkelig myrelignende skabning. Foto: Rasmus Poulsen

Åbn dine øjne København!
På rundtur med Rasmus Poulsen engang i starten af 00erne dengang foto var noget man fremkaldte.
Lige nu går det amok med street art i København. Det er efterhånden blevet en halvfast rutine for mig søndag eftermiddag at cykle en tur i byen og fotografere tømmermændene væk. I dag kostede det 2 og en halv film. Der var kommet nogle mærkelige myrelignende skabninger op med pink og sølv spray i Istedgade. Der var nogle ikonografiske kufferter eller ludertasker med sort tusch på Nørrebro, hvor der traditionen tro også var nye tags af vekslende kvalitet, en Husk Mit Navn jeg ikke havde opdaget, og en varebil som NFE havde været så gavmild at shine op med et throw-up med vinger og flammer. Der var nye tags inde i Pisserenden, ligesom tilfældet var på Enghavevej, som var målet med min tur. På vej hjem fra byen i nat stjal nogle nye handstyles opmærksomheden og tiggede om at blive fotograferet i dagslys, inden de bliver gået over eller fjernet. I løbet af de 10 timer der er gået siden da, var der oven i købet kommet nogle velmenende plakater op i samme gade.

Personliggørelse af fællesrummet Betagelsen står den bevågne bybeboer bi. Men hvis man virkelig skal have det hele med, forslår jeg en cykeltur hver anden uge som en kost i en kornsilo. For det første er man nødt til at tage et meget større område med end midtbyen, da en fabrik på Ama’r sagtens kan byde på en masse stil, som man kun får at se, hvis man med risiko for skuffelse gider tage et sted hen, hvor man absolut ingen business har. Og desuden har ting som plakater og manipulation med reklamer ofte en endnu kortere levetid end almindelig graffiti, bortset selvfølgelig fra graffiti på passagertog. Selv inde i byen, er der mange ting man ikke fanger på en cykel.

I dag slog jeg knæet, da jeg skulle parkere for at fotografere en Akay plakat som må have gemt sig hidtil. Jeg måtte sætte mig på en trappe og sunde mig, og kun derfor så jeg, at der ved siden af trappen sad en lille hvid kakkel med noget, der med god vilje kunne være bogstaver. Beboerne i kollektivet København personliggør fællesrummet ned i mindste detalje. Der er ingen til at sige, hvad der er godt og skidt, og derfor er det meste selvfølgelig noget lort. Men på den anden side er der jo heller ikke meget sjov ved hvide vægge, røde mursten, grønne el-kasser eller grå skraldespande i sig selv.

Øjebæ
Selvom det ofte er øjebæ, er der nu trods alt noget at se på. Og nogle gange er det jo af en kvalitet, som vi faktisk er nogen, der ville købe, hvis det var til salg, og vi havde penge.

I min verden var Freaks Gallerys “telte” det første danske initiativ, til det vi i dag kalder street art, i mangel på et udtryk, der kan siges uden himmelvendte øjne. Jeg ved ikke, hvad de skulle forestille, men for mig lignede de stolper med presenning spændt ud imellem. Freaks Gallery boede den gang i Næstved, hvor han bl.a. havde hængt abstrakte sort/røde plakater op i en parkeringskælder. Det så fucking fedt ud, husker jeg, og fotografierne gi’r mig ret i dag. Han havde også stillet store sprøde billboards op ud til vejen med teksten “Killing Fields” – egentligt bare et crewnavn, men vidste man ikke bedre, kunne det jo også være en sørgmunter kommentar til biltrafikken. Han saboterede valgplakater med egne fotokopierede antivalgkamps budskaber.

Han stillede forsølvede lokummer op midt på marker og byggepladser til lokalavisens forundring og sikkert mange borgeres fryd. Det var jo ikke graffiti, så der er næppe nogen, der er blevet sure på de lokumer. Så kunne de jo også bare fjerne dem.

Byen Brænder
Da Freaks Gallery flyttede til København, tror jeg at street art flyttede med. Der har muligvis været noget inden da, men de fleste nævner ham som den første i København til at male figur throw-ups og tagge ord, som ikke var et navn – eksempelvis “Watching You”. “Watching You” tags’ne kom vistnok samtidig med nogle tegninger af overvågningskameraer og politihjelme i sølv og sort spray. Nørrebro lagde facader til, og fulgte man kameraerne og hjelmene ud på Ydre Nørrebro, ville man opdage, at de var en del af udstillingen Word on the Street, som havde samlingspunkt og dokumentations- rum i den gamle BZ bastion i Baldersgade. Graffitimalere som Dais, Mart, Biggs, Hast og Kegr havde sammen med DJ Pladespil- ler bidraget med bombing, skabeloner, plakater og en installation.

Banksy-art

Banksy er fra Bristol og en af de kunstnere (det kalder han ikke sig selv) der har brugt sine stencils til at promovere politiske budskaber og udpege reklamerne som den ægte vandal. Han har de seneste år opnået noget nær kultstatus i street art miljøet. Du kan finde ud af meer om banksy på www.banksy.co.uk

Reklamestandere på togperroner var blevet åbnet og reklamerne skiftet ud med hjemmelavede triptykoner. Reklame pap- skiltene over vinduerne i S-tog blev pillet ned, vendt om, lavet til fede produktioner og hængt op igen på samme sted. Og med Dais’ grafiske stil så det ikke helt usandsynligt ud, at de faktisk skulle hænge der som officiel udsmykning eller for at sælge et eller andet. Der var sat små skilte op i reklameflag og togsæder med sådan en pistol, man bruger til at sætte priser og mærker fast i tøj med. Fantasi og ildhu fejlede ingenting.

Udstillingen var en stor succes både kvalitativt, og hvad angår subkulturel modtagelse. Og den blev siden fulgt op med Byen Brænder, som var noget mere omfattende og i endnu større udstrækning omfattede andre udtryk end den traditionelle street art. Byen Brænder fik en masse opmærksomhed fra medierne og borgerne, og trods det helt åbenlyse bifald af hærværk og civil ulydighed, var medierne mærkværdigvis nærmest udelt positive i deres dækning.

Imellem de to udstillinger skete der også et og andet i gadebilledet, som åbnede almindelige menneskers øjne for fænomenet. “Få Skæg” var en kampagne på Nørrebro med en masse små klistermærker og plakater, som med muntre tusch figurer i børnehøjde formidlede det glade budskab, at “dem med skæg er bedst”. Det gik mere eller mindre direkte over i “Husk Mit Navn” kampagnen, der videreudviklede det samme udtryk – humor og sort tusch på papir – men i større målestok og mindre nuttet. Biggs og Den Tyrkiske Prins førte en massiv skabelon- og stickerkampagne i hele byen, som med sloganet “We Love” og diverse stencil slipsemænd gik rent hjem i hiphop mil-jøet såvel som reklameverdenen. “We Love” logoet ses nu på plakaten for hiphop pladen Nobody Beats the Beats og på væggen bag tatovøren i Carlsberg Hvede tv-reklamen. HuskMitNavn er nok en af de kendteste street art kunstnere udenfor miljøet. Nogle kender ham måske for dette års Jazz festival plakat.

I forbindelse med Byen Brænder fik københavnerne sat et navn på fænomenet. De fik lejlighed til at snakke om det, og fire steder i byen kunne de paradoksalt nok gå indenfor og se forskellige varianter af street art. Den største af BB udstillingerne holdt til i udstillingslokalet Under Dybbølsbro og trak publikum fra alle samfundslag og aldersgrupper. Trendspottende modefotografer blandede sig med åndsfriske pensionistpar og kultiverede børnefamilier. Og de så ud til at være enige; We Love!

Folkekunst uden censur
Mens byen brændte – og siden, hen, er street art kun blevet mere markant, selvom det stadigvæk langt hen ad vejen er Tordenskjolds soldater der står bag. Letters stiliserede tags og brevikoner, Straight Ups stjerner i parentes, Freaks Gallerys igang- værende farvebombardement med linoleumstryk og unionsflag i Christianiafarver, Nuages skyer med meget mere er nu noget folk lægger mærke til, hvor de før åbenbart har formået at ignorere dem i forbindelse med at sortere, hvad der var relevant, og hvad der var irriterende. Før var det noget med tags, som man jo ikke ku’ li’. Nu er det en ny og spændende kunstform.

Og det kan ses. Performance kunstneren Signa Sørensen har kørt en massiv skabelon kampagne for forestillingen “Nika Is Dead”. Den nye plade med svenske Hellacopters er blevet lanceret med en sticker- og plakatkampagne med nogle tordenskyer ikke helt ulig dem, som Kegr lavede for mange år siden, og som stadig kan ses mellem Dybbølsbro og Hovedbanen. Gule spray cirkler reklamerer for Globale Rødders Tolkien adbuster aktioner under topmødet (www. lott.dk). Og der er folk, som er begyndt at cykle ud i skumringstimen med en vand- forstøver og nøjsomt pille HuskMitNavn plakater ned, for at hænge dem op hjemme i stuen (hvad ikke bifaldes af kunstneren selv, skulle jeg hilse og sige).

Folk, for hvem graffiti har været et ugæstfrit og regelbundet fænomen, har nu tilsyneladende fået selvtillid til at skrive og male og klistre op. Nogle har valgt at efterligne det eksisterende, som fx Prototybe, der har lange øjne til HuskMitNavn. Andre har lavet en skabelon og så ikke tænkt så meget mere over det. Og så er der dem, der bare har valgt at tagge det mest banale, de kunne komme i tanke om.

Det er gået op for folk, at graffiti er folkekunst uden censur. I gaderne er der ikke kun nogen der må male, der er ingen, der må. Mere demokratisk bliver det ikke. Og det er jo pudsigt. For noget af det friske ved graffiti er netop, at det tiltrækker folk, som ganske givet aldrig har tænkt på sig selv som kunstnere, men som udtrykker sig af mange andre årsager, som fx status i en subkultur, opmærksomhed fra pigerne eller drengene, for spændingens skyld, som politisk aktion eller bare som en fase af de lovbrud, der nu en gang hører sig til i en sund og naturlig læringsproces fra barn til teenager og videre derfra.

Men allerede inden Byen Brænder var der folk uden tilknytning til graffiti, som var begyndt at præge gadebilledet. De vittige og populære “Billetomat” klistermærker er mig bekendt lavet af en fyr, der ikke har noget med graffiti at gøre. Og det samme gælder de A4 sider med tekster som “Jeg vil ikke Lyve” og “Ærlig”, som har siddet fast med tape på Nørreport Station og i Høje Gladsaxe. De bliver sat op af en berejst midaldrende mand, kunne man høre i radioprogrammet Det Elektriske Barometer på P3. En lytter havde mødt ham i færd med at klistre op, og hun skrev til programmet om, hvordan han havde forklaret, at han havde lært ude i den store verden, at positive budskaber kan modvirke sygdom og dårskab. Og i Høje Gladsaxes beton bor der mange stakkels mennesker, som han så prøvede at hjælpe. Radiolytteren var blevet så imponeret, at hun selv var begyndt at fyre op, hvad der siden bredte sig via radioen til andre unge rundt i landet.

København overhaler New York
Københavns street art scene er på sit hidtil største og lader ikke noget tilbage at misunde andre europæiske storbyer. Street art scenen i København er da også allerede blevet fejret i New York’s mest velestimerede graffitimagasin Mass Appeal, Tysklands ditto Backjumps, det progressive internationale livsstils magasin LoDown, modebladet Street Fashion fra Østrig og på udstillingen Ask For Trouble i Berlin kun med danske kunstnere (Itso, Freaks Gallary og HuskMitNavn).

Men som mange skrivere mavesurt har bemærket, så har det efterhånden ikke en skid med graffiti at gøre. Og rigtigt nok så er meget af street art både fimset og letkøbt og i det hele taget den diametrale modsætning til fresh. Men hvis man ikke selv maler er et blikfang i sig selv og ad omveje forbi fotokopierede sofaer og faststøbte kakler, er vi nu tilbage ved tændstikmænd og vin- ger på postkassen. Det blomstrer som aldrig før, og selvom det visner, vil det næppe nogensinde dø. Så gør, som der står med kridt ved Skt. Hans Torv, “åben dine øjne” og nyd det, der gror i din jungle i stedet for at være sur på det.

Siden denne artikel blev udgivet første gang er der naturligvis sket mangt og meget på grafitti og street art scenen. I bogen Dansk Gadekunst, som udkom i juli 2011 kan du bl.. danne dig et overblik over den hjemlige scene.

More from Annette Max Hansen

Yoko Ono – et barn af havet

Hvem er hun, denne Ono? Verdens mest berømte og ukendte kunstner har...
Læs mere