Nye væltede skove

Forfatterne Rasmus Graff og Rasmus Halling Nielsen har på én dag skrevet, redigeret og udgivet et navnløst fællesværk fyldt med kæmpeparanteser, feltundersøgelser, låger i jorden og væltede skove. Netudgaven har mødt de to forfattere for at få en snak om det der gule hæfte.

DET ENESTE TIDEN GIVER OS ER
LEJRE I ALLE RETNINGER
HEJREN SPISTE OP FRA DAMMEN

Rasmus Halling Nielsen har jeg mødt mange gange før, han er en af mine helt stor forfatterhelte, et vanvittigt intelligent og befriende svært rubricerbart menneske på en evig strøm af ord, der spyttes ud på blogs, i hæfter og i bøger. Rasmus Graff er et helt nyt bekendtskab, men et par google-søgninger har hurtigt vist, at han er et imponerende allestedsnærværende menneske, der opererer på adskillige kunstneriske og teoretiske platforme. Nu sidder de i min stue for at fortælle historien om det lille gule hæfte:

10. august 2014 sætter de to forfattere sig ned i hver sin ende af stuehuset på Graffs gård nord for Aarhus og skriver en fællestekst i samme dokument. De skriver en halv time. Derefter redigerer de, og kort før midnat er værket redigeret, trykt, nummereret, færdigt.

”Vi skal jo også lave et hæfte, ikke?”
Graff: Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt havde spurgt, om vi ikke skulle lave et hæfte. Mest bare for at lave et eller andet sammen,

Halling: Ja, jeg havde smidt mig på sengen igen efter jeg havde været oppe og drikke kaffe og du kommer bare ind sådan der og siger ”vi skal jo også lave et hæfte, ikke?”

Graff: Og så kørte vi ind til byen og fandt ud af, at Bog & Idé havde åben og så var vi jo i gang, så var det bare hjem og skrive. Vi overvejede om vi lige skulle tage et hvil inden, men vi gjorde det ikke, vi gik bare i gang.

rbog

Halling: Efter den halve time, vi måtte bruge på at skrive teksten, havde vi det lidt sådan ”Vi har lige skrevet det her, vi aner nærmest ikke hvad det er der foregår”. Så fandt vi på en efterproces, hvor man måtte vælge seks linjer hos den anden og placere hvor man havde lyst til – den sampling løftede det. Man begyndte at tænke på tekstens muligheder, og på en eller anden måde fandt linjerne sammen og den røde tråd dukkede op.

Graff: Jeg havde forestillet mig at vi skulle skrive på teksten over mange gange og virkelig avle mange sætninger, men så kunne vi jo godt se, at efter den halve time var der allerede et eller andet.

Halling: Det er måske også fordi vi lidt kommer fra to forskellige positioner, hvor jeg er sådan en skrive-skrive-skrive-dagen-lang, mens Rasmus er mere en tænker. Den der halve time, det var helt fint for mig, de der helt hurtige processer der bare går amok. Men om aftenen, sådan kl. kvart over elleve hvor jeg var sindssygt træt og jeg skulle sidde der og nummerere hæfterne, vi havde printet, i hånden og jeg bare hele tiden måtte tælle forfra, der var vi sgu begge to rimelig stressede. Vi var jo blevet så besatte af, at alt bare skulle laves den tiende. Og så pludselig var vi alligevel færdige med det hele tyve minutter i midnat og så sad vi bare der og var helt kogte.

Graff: Ja. Det var ret fedt.

På hver sin side af koncertgraven
rasmus_rasmus-004-300x225

Halling: Det er en vild ting, det der med at sidde og skrive i det samme dokument med en anden. Selvom det jo ikke er noget nyt længere, er det stadig en helt vild effekt med de der markører, der hopper rundt i dokumentet.

Graff: Det ukontrollerede i processen var rart. Jeg kan godt lide den fornemmelse, når man sidder der og skriver i den ene ende af huset og kan se i dokumentet på skærmen, at der er en anden stemme end ens egen i gang, og den gør alt muligt foran en, skriver alle mulige ord og sætninger.

2

Så føler jeg mig egentlig ret befriet fra mig selv, og så kan jeg bare følge med og skrive derudaf og også stemme lidt ind i forhold til Rasmus’ sætninger; men så kunne jeg pludselig høre mig selv i teksten en gang imellem, og så var der ikke helt flow i det længere. Så fandt jeg på, at jeg kunne skrive en masse kinesiske ord ud, og så røg jeg ud af mig og mine strategier igen og kunne bare skrive.

Halling: Og da jeg så alle de der kinesiske ord dukke op på skærmen, NIHAO! LEIFØHR DJÆGGA tænke jeg at nå, nu har han gang i en eller anden lydpoesi, fedt nok. Men vi skriver jo i meget forskellige hastigheder, jeg er vildt hurtig, og når jeg havde skrevet en eller anden linje kunne jeg høre Rasmus i den anden ende af huset, pludselig var der helt stille, der blev virkelig tænkt over den, og så begyndte jeg også at blive opmærksom på, hvad det var der skete i Rasmus’ linjer, og så begyndte de måske mere at mime hinanden, ligesom et pokerspil, hvor man sidder der med kortene og tænker ok, hvad foregår der nu? Eller i et orkester, to musikere på hver sin side af koncertgraven. Så sidder de og spiller i hver sin side og deres toner støder sammen og danner en tredje tone for publikum nede i salen.
Når jeg læser op af det her hæfte, som jo er skrevet for en uge siden, så kommer jeg faktisk i tvivl om, hvem der skrev hvad – altså DRIVE-BY SHOOTINGS ville jeg aldrig have kunne skrive  – men ellers er det allerede blevet en fælles stemme.

Spontandunkelheder

NYE VÆLTEDE SKOVE, SKAL
METALLET OMSMELTES, JA DET
ER DEN TID
TROEDE LIGE FØR AT ALTING
KOGER, ANSIGTSTRÆKKENE
UNDERSØGT I MØRKE

DEN ENESTE TID VI HAR HOLDER
OS ANSAT SOM VAGTER
GØR TÅLMODIGHEDEN TIL UVEN

Halling: Jeg ved ikke, hvornår de der lidt dunkle tematikker begyndte at komme ind i teksten, vi havde jo slet ikke talt om noget som helst på forhånd. Men hvis man sætter sig ned og læser teksten dystopisk, så lukker det jo også for en masse. Der er jo også noget der prøver noget godt fx SAMFUNDETS FEJLSLAG BØR OPFATTES POSITIVT.

Graff: Der er jo en del enkeltelementer i hæftet, der sagtens kunne have noget med samfundssituationerne at gøre, men det er jo ikke noget, vi har tænkt så meget over, vi havde jo pissetravlt så det var vel bare det, der lige faldt os ind; GØR TÅLMODIGHEDEN TIL UVEN står der jo også et sted i teksten. Men der er ikke noget værre en de der rigtigt-og-forkert læsninger. Hvad laver de der kæmpestore parenteser for eksempel? For mig er det som om de på en gang adskiller teksten fra verden og er en del af verden, som en parentes kan være en del af en sætning. Måske fører de faktisk teksten sammen med verden ved at pege på, at der selvfølgelig altid er en verden uden for teksten, hvis autonomi altid kun er relativ.

GRADEN AF LYKKE AFHÆNGER
AF DISTANCE SKAL JEG RODE
MIG UD I DET

Uden titel
Uden titel

Graff: Måske er det meget smart, hvis hæftet får en titel, det kunne måske bare hedde Tidsel?

Halling: Jeg kan egentlig godt lide, at det ikke rigtigt hedder noget. Så kan folk gå og omtale det som det der gule hæfte eller det der gule noget…den der lille bog med planten på. Men det er klart, at der også er en anden grund til at hæftet ikke har en titel, det kan jo være svært lige sådan at fiske en titel ud af ærmet, når man nu har givet sig selv så kort tid.

Udentitel2
Graff: Der er helt klart noget uhøjtideligt over hæftet, det er jo ren DIY. Billedet af tidslen på forsiden er jo også bare lavet med en mobiltelefon. Det er også lidt for at vise at man kan da bare gøre det, man kan da bare skrive og redigere og sætte nogle kæmpe parenteser ind, og så printe og klipse og skrive på facebook, at nu er de til salg og så ellers bare sende dem af sted.

Halling: Det er jo også en kommentar til, hvordan man normalt tænker det der med bøger. Hvis man kigger ud til andre lande, så rykker det hele lige nu i alle mulige retninger, der sker alt muligt, også i forhold til teknologien jo: vi er et sted med en interskandinavisk live-oplæsning, med afslappet deltagelse gennem googles Hangout-funktion. Og et sprog omkring det følger med. Det er ikke længere datamaskinen, der fremstiller kæder af programmer for linjerne gennem input, det er mere tale overalt på internettet. Internettet lever af det og agerer samtidig tavle for det, et sprog der har tendens til at opløse medie, genrer. Vi spørger ikke os selv hvilken effekt en promotionvideo har, vi tænker allerede over hvilken musikvideo den kan blive. Allerede ligger selv dette her snart i bunker, integrationen er intet problem, der er, mener jeg,et jævnbyrdigt forhold mellem teknologien og det skrevne: se på hvilken fart de løber i sat sammen, så skriver man lige flere i samme dokument på samme tid og så trykker man print eller lægger ud på en blog. Så det er jo også en invitation til andre: Man kan sagtens gøre det selv, det skal man da bare gøre.

Rasmus Graff og Rasmus Halling Nielsens gule hæfte er netop udkommet i 2. oplag og kan, så længe lager haves, købes for kr. 40 på deres dertil indrettede forlag OVO.
2. oplag vil i øvrigt være forsynet med en ISBN kode, så hæftet kan lånes ud på biblioteket.
Se mere om ovo og udgivelsen her
Læs Rasmus Halling Nielsens blog her

More from Lea Fløe Christensen

Lister i litteraturen

Dyr med værdifulde stoffer i navnet, en flerstemmig misteliste, Robinsons vragfund, Borges'...
Læs mere