Ars Electronica Festival – musikalske eksperimenter i en provinsby i Østrig

Hvordan lyder en by? Mangler den elektroniske musik flere robotter? Erik Scherz Andersen har været til Ars Electronica Festival i Linz. I denne artikel beretter han bl.a. om heliumballoner, der i deres opstigen sørger for afspilning af kassettebånd.

En af verdens største kunst- og teknologifestivaler

Ars Electronica Festival er en stor kunst- og teknologifestival, der for 27. gang løber af stablen i september. Det er det første år, hvor udstillinger, installationer og events er flyttet ud i selve byrummet, men ellers udspringer festivalen fra selve Ars Electronica, et fremtidsmuseum, som de så friskt kalder sig selv.

De fem dage jeg er i Linz, bliver jeg mødt med et overflødighedshorn af teknik, kunst, eksperimenter, visioner og leg. Nogle af festivalens højdepunkter er teknologiske landvindinger til forbedring af verden, social aktivisme, cyberart, device art, kunstinstallationer, koncerter og musik i forskellige former. Det er sidstnævnte jeg i denne artikel vil dække.

Lyt til din by

sonotopia

Du lytter måske til havets brusen, når du går langs stranden, og til bladene, når du trasker gennem skovens efterårsbund. Men går du også gennem København, Silkeborg eller Nyborg og lytter til byens lyde? Sonotopia er en lydinstallation af Peter Androsch og Anatol Bogendorfer på en aflukket gårdsplads. Her er rør, vinduer og tag udstyret med mikrofoner til at forstærke lyde og optaget med henblik på en halv time lang komposition. Den er skabt ud fra en teori om tingenes egenresonans, og jeg lærer på en workshop, at lydbølger og -frekvens spiller særdeles effektivt sammen med bygningens arkitektur. Da jeg flytter mig hen under en rundbue hører jeg en drone, der er forskellig alt efter hvor jeg stiller mig.

Ud over den musikalske oplevelse er det netop kunstnernes sigte at gøre os bevidste om byens rum og arkitekturens betydning for den lydlige oplevelse. Det gælder ikke kun i en koncertsal. Hørelsen er noget vi altid bruger uanset om vi filtrere lyden og knapt opfatter den. F.eks. er lyden af køleskabe eller lysstofrør på samme frekvens som ild, hvilket stresser kroppen, da ild ligger i et frekvensniveau der opfattes som et faresignal.

Ud fra ideen om at byen i sig selv er en musikalsk installation er Schuh zu Gehör opstået. Og det hjælper mig helt sikkert at have talt med Hörstadt kunstnerne fra Sonotopia, inden jeg deltager i Katrinems performance. Da vi går gennem byen hører jeg udsugning, klokker og biler og bemærker brudstykker af samtaler som en lydkollage, der ellers normalt filtreres bort, når jeg bevæger mig rundt i byen. Er det musik? Da sted (rute), tid (eftermiddag) og materiale (sko) benyttes af kunstneren, er kompositionen rent genremæssigt i familie med field recordings. Måske vil jeg fremover lytte mere til byen, men jeg er stærkt i tvivl om hvor ofte melodien vil falde i min smag.

Installationer

Arkitekturens indflydelse på LIVE LONG af den Taiwanesiske kunstner Jui-Chung Yao er måske ikke bevidst udtænkt. Videoinstallationen har krigens efterladte bygninger som tema. En officer står på en scene og råber ud i en sal, som munder ud i en lang, bred gang, hvor der også er plads til et publikum. Installationen er hængt op på en storskærm i domkirken i Linz og hver gang han fra scenen råber ud i salen, runger hans hilsen videre ud i kirkerummet som et uventet, ekstra lag.

Flying Records / Ei Wada. © Tom Mesic, Ars Electronica
Flying Records / Ei Wada. © Tom Mesic, Ars Electronica

Domkirken har også en af festivalens smukkeste lydinstallationer. Ei Wada, der tilbage i 2010 bidrog med Braun Tube Jazz Band, står bag Flying records. Installationen består af seks store kassetteafspillere, hvor hvert magnetbånd er bundet fast til en heliumballon. Ved heliumballonens opstigen afspilles lyden fra magnetbåndet, hvilket udløser en lang “hummmm”-en og andre gange trækkes ballonen hurtigt ned af kassetteafspilleren, når den spoler tilbage, så ballonen igen kan stige til vejrs.
Sådan fortsætter de seks afspillere i et meditativt, melodisk afvekslende lydbillede, der spiller smukt sammen med det visuelle.

Den hollandske dronemusiker Machinefabriek har en installation i kirkens krypt, der både er fugtig, dyster og forekommer mig lidt tilrøget. Machinefabriek fremfører også to værker på “The Big Koncert Night”, hvor det ene værk er lavet af materiale fra 150 musikere, der spiller tonen ‘A’ – hvilket giver en indikation om hans konceptuelle og konsekvente tilgang. Alt i alt lykkes det festivalen at udnytte kirkens rum til disse og andre installationer.

Helt det samme kan ikke siges om Sonic Robots, der står i en shopping arkade. Men denne event afspejler noget af det legesyge og demokratiske, som også finder sted på festivalen: kunsten er umiddelbar tilgængelig og opføres ud fra et princip om at det er sjovere at være med, hvorfor publikum flere steder kan lege med instrumenterne via et display. Jeg kommer til at tænke på Maker-kulturen, når jeg ser de flotte, hjemmelavede trommer.

Sonic Robots / Moritz Simon Geist. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014
Sonic Robots / Moritz Simon Geist. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014

Ars Electronica præsenterer Moritz Simon Geists værk, manden bag Sonic Robots med den skrøbelige pointe, at der mangler robotter i elektronisk musik. Jeg synes Ars Electronica tager fejl. Projektet er pænt, men kedeligt udført. Der er ikke nytænkende at transformere digital lyd til analoge trommeslag på baggrund af en robots slag. Digital musik mangler i forvejen elementer som f.eks. musikerens nervøsitet, tænding og den dynamik der kan opstå gennem feedback fra publikum. Jeg synes den digitale lyd rummer andre potentialer. Kan den digitale musik udvides i forhold til selvgenererende sekvenser på baggrund algoritmer, bevægelse og fortolkning? Kan det digitale medium bedre udnytte 3-D sammenhænge til at skabe en mere kropslig oplevelse af lyd?

Dansk prisvinder

Watch That Sound. © Florian Voggeneder, Ars Electronica, 2014
Watch That Sound. © Florian Voggeneder, Ars Electronica, 2014

Festivalen byder på mange andre forskellige typer af indslag af musikalsk art. Der præsenteres teknologi med fokus på handicappedes mulighed for at lave musik, og der er workshops (også for børn) med mulighed for at se nærmere på teknologiens muligheder. Under animationsfilmfremvisninger er der blandt andet en session med musikvideoer, hvor Licht Motif var nomineret til en Ars Electronica Pris inden for Computer animation/ video/ vfx. Her synes jeg bedst om bidragene fra Magma, Xenas og BeatCam, da jeg på en festival som Ars Electronica forventer originalitet.

Inden for kategorien “Digital Communities” var danskstiftede Freemuse nomineret til en pris. Gennem 15 år har de arbejdet for musikeres rettigheder til at udtrykke sig. Ole Reitov, direktør for den danske Freemuse afdeling var overrasket over nomineringen, fordi de ikke betragter sig selv som særligt digitale. Deres arbejde er opsøgende, de møder op ved domstole, aflægger besøg i fængsler, promoverer de censurerede musikere i udlandet, blandt andet ved FN, og understøtter et møde mellem musikere, der er udsat for censur. Deres arbejde med at udfærdige landerapporter er velanset og det viser sig, at det ikke kun er lande som Senegal eller Afghanistan, hvor de oplever problemer, men sågar i vores naboland Norge er der eksempler på religiøs begrænsning af musikalsk udfoldelse.

Livekoncerter

Voestalpine Klangwolke 2014. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014
Voestalpine Klangwolke 2014. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014

Jeg hører ikke så mange koncerter (der var værd at skrive hjem om). Det er en fejl af mig at gå til Klangwolke; lørdagens kæmpeshow med fyrværkeri, helikoptere og skibe på Donau-floden, hvorfra der bliver spillet an der schönen donau i et stort mashup af klassiske musik, rock, ska og techno. Men det siger vist lige så meget om bredden i festivalens målgruppe, som det siger noget om min krukkede holdning til populærkulturens fællesnævner.
Ved torsdagens festivalåbning ved domkirken spiller et kønsløst brass band, der kort efter ledsages af en Taiwanesisk kunstner, der på håbløst engelsk skråler “The Final Countdown”. Åbningens kulmination, en videoprojektion på den gamle domkirke, er en skuffelse, fordi æstetikken skæmmes af gammel teknologi. Hvilket er ironisk, da temaet for festivalen i år er “what it takes to change”.

Josef Klammer. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014
Josef Klammer. © Tom Mesic, Ars Electronica, 2014

Men jeg er glad for at høre Philip Glass’ to stykker Ouverture for 2012 fremført af Bruckner Orchestra Linz og Movement for Two Pianos fremført af Maki Namekawa og Dennis Russels Davies; og tidligere at stifte bekendtskab med den lidt kejtede Josef Klammer, der blandt andet spiller på trommer, hvor plastikfladen man normalt slår på, er helt blød som tyggegummi. Når han trykker gummiet ned i trommerne og lader dem rette sig op igen, er det som om de trækker vejret.

Ars Electronica Festival var samlet set et spændende bekendtskab på den musikalske front. Men du behøver ikke tage helt til Linz i Østrig for at opleve lignende installationer og koncerter. I Danmark er kompositionsmusikken repræsenteret via Klang Festival og Athelas Sinfonietta Copenhagen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Copenhagen Phil.
Den eksperimenterende, elektroniske musik er flot repræsenteret via f.eks. Click og Phono Festival i henholdsvis Helsingør og Odense. Og endelig synes jeg, at Josef Klammer og Ei Wada er oplagte performere på LAK, når den festival vender tilbage igen.

More from Erik Scherz Andersen

Digitale forandringer: Delebil, delebolig og selvfremstillede produkter

Du har givetvis hørt om Airbnb, hvor private udlejer deres bolig til...
Læs mere