Cohen og Cave – de udødelige

På mange måder rubriceres ens liv i specifikke oplevelser, epoker, milepæle som rejser eller ophold i udlandet. Det er svært at holde fast i tiden når man er hjemme, og hverdagen får alt til at flyde sammen. Tiden forsvinder og man ved ikke hvad man har lavet andet end at leve som ethvert andet almindeligt menneske der skal ”bane sig vej gennem den klæge masse der kalder sig livet”, som Cortázar engang beskrev det.

Information og Politiken skriver om, at vi har mistet evnen til at nyde for nydelsens skyld alene, og at vi i kampen for at blive til noget har glemt at blive til nogen. Vi prøver konstant at afbalancere forholdet mellem lyst og fornuft.Vi baner os vej, vi forsøger at skabe en mening, et narrativ, et livsprojekt. Tit forsvinder det for os, livsprojektet, og vi træder vande og sover en ekstra time eller to, fordi morgenen er mørk og lukket og den kommende dag er uvelkommen.
Sommetider spekulerer jeg på, om vi har mistet evnen til at være storladne, dramatiske og romantiske. Hannah Arendt har i et af sine værker skrevet, at det tydeligste tegn på, at den offentlige sfære er i forfald er, at ingen længere interesserer sig for eller dyrker udødeligheden.

Jeg synes hun har ret.

Milepæle
Leonard Cohen fyldte i denne uge 80 år og har udgivet albummet ”Popular Problems”, i dag har Nick Cave’s film ”20.000 days on Earth” forpremiere i Grand Teatret.
Cohen og Cave er vedvarende milepæle. De er for mig udødelige. De gør den klæge masse magisk og den grå himmel dragende. Med deres stemmer i øregangen forvandler København sig til et eventyr af anekdotiske, morderiske fortællinger om forsvundne elskere, ulykkelig kærlighed, mandschauvinisme, kvindebedårelse, hellighed og blasfemi.

Janis Joplin giver et blowjob på Chelsea Hotel mens en ukendt morder spændes fast og har spasmer på grund af barmhjertighedssædets ubarmhjertighed. En fremmed bliver naglet til korset, mens historiens heldigste mand sidder på en trone af guld. Et hemmeligt liv, en idé og en atombombe. Historien gentager sig selv. Alt falder fra hinanden – igen og igen.. Mary får en kugle for panden. Hun gik med en fremmed mand hjem. Verden er fuld af farer, hold dig inden døre. Historien udfolder sig. Kroppen står i brand og Gud er nærværende. Kun de druknede kan se Jesus og derfor tør han gå over vandet. Han var en sømand – Jesus – vidste I det?

leonard_cohen_2127

 

Fremgangen ender med at udgøre tilintetgørelsen. Nemesis og hybris er to uundgåelige følgesvende. Ideerne fødes, skaber og ødelægger. En ballerina der ikke kan danse, et hjerte uden følgeskab – måske hjertet er Stagger Lee’s, Caves badass motherfucker skurkefigur? Han foretrækker en tyk drengs røvhul frem for halvtreds gode fisser, han er en helvedes karl. Ingen mennesker er gode, heller ikke Stagger Lee. Han dræbte bartenderen og fik et blowjob af byens skøge. Halleluja! Natten er mørk og sort, og ingen bryder sig om hvad fremtiden bringer, ingen dyrker udødeligheden.

Kvinden
Kvinden, åh kvinden! Cohen og Cave har den kyniske og realistiske romantik til fælles. Kvinden udgør en central figur i mange af deres sange. Hun figurerer på forskellige måder: Som uopnåeligt objekt, som sexsymbol, som omsorgsfuld moder, som efterladt – udbrændt. Nogle gange er hun en kortvarig inspirationskilde til pragmatisk afgrænset forbrug, andre gange er hun meningen med hele livet og hun ophøjes som helgen med et varmt skød og bløde omsluttende lår.

Nøgen kvinde, Modigliani
Nøgen kvinde, Modigliani

Begge mestrer balancegangen mellem fiktionens storladne, altoverskyggende kærlighed og primitiv, bundærlig libido.

Det var for resten Cohen der fik et blowjob af Joplin i tidernes morgen på Chelsea Hotel, hun foretrak normalt flotte mænd, men gjorde en undtagelse, da de to havde musikken til fælles. Og så døde hun. Kærlighedsguden forbereder sin afgang da Cohen efterlades af Alexandra, mens han siger ’so long’ til Marianne på den græske ø i det hvidkalkede simple hus med bare vægge. Cave stikker hånden ned i en kvindes bukser, mens alt falder fra hinanden og er helt forkert – historien gentager sig selv synger han og fortsætter ”babe you turn me on”. Hånden er stadig dernede og gør sin ting i det lune og våde halvlukkede rum, mens melodien spiller sagte og smukt, og man mærker verden svinde væk fra én og blive ligegyldig, ligesom fremtiden og fortiden, da alt kollapser og al moral er forsvundet.

Der er ofte noget uforløst over Cohen og Caves kvinde – og kærlighedshistorier – uanset om de forlader eller bliver forladt. I deres udlevering er der en befriende relativisme, kærlighedssorgen er på nogen måder produktiv og at elske er ikke klart afgrænset eller forbeholdt de få. Som når Cohen i ”Coming back to you” synger: ”Even in your arms I know I’ll never get it right.” Eller når han i ”Chelsea Hotel” synger: ”I don’t mean to suggest that I loved you the best, I can’t keep track of each falling robin”. Der er mange elskere, mange slags forhold.
Cohen er ikke blevet en mindre realistisk romantiker på sit nye album ”Popular problems.” Elskede jeg dig nogensinde? Behøvede jeg dig nogensinde? Kæmpede jeg nogensinde for dig? Ville jeg nogensinde have dig?, Spørger Cohen i ”Did I ever love you”.

I ”Oh my Oh my” hersker der ingen tvivl om kærligheden, men den er til gengæld flygtig og fortidig. Spændingsfeltet mellem at forlade og blive efterladt eksisterer i bedste velgående. Den 15. juli 1948 skriver den danske journalist og forfatter Thorkild Hansen i sin dagbog: ”Er det sådan, at man enten er den lille i kærligheden, eller også er man på en eller anden måde – en lille lort?” Jeg tror Thorkild Hansen har fat i noget her, og både Cohen og Cave formår i deres tekster, skiftevis at være den lille i kærligheden og den lille lort, de er både skønne og uskønne, og derfor er de mine udødelige følgesvende.

Udødelig hverdag
I 1980 udgav historikerne Raphael Samuel og Paul Thompson værket ”The Myths we live by”. Værket undersøger den menneskelige erindringsmekanisme og finder i korte træk ud af, at mennesket indirekte bruger myter, fortællinger og fantasier i deres erindring og narrative historie.

I forlængelse heraf skriver den danske historiker Annette Warring, at menneskers historieinteresse i højere grad er draget mod det heroiske, forræderiske, tragiske og forbilledlige end mod det hverdagsagtige og faktuelle.

Det hverdagsagtige interessere os ikke, og dog er det, det vi bruger det meste af vores liv på. Den offentlige sfære er i forfald da ingen længere dyrker udødeligheden, siger Arendt. Jeg giver hende stadig ret. De fleste af os bekender os til udødeligheden i vores erindring men til hverdagslivet i vores handlinger. Cohen og Cave er udødelige i den forstand, at de er myteskabere, historiefortællere, eventyrere. De er forræderiske og heroiske, tragiske og forbilledlige.
Hverdagsrealisme og ophøjet dekadence flyder sammen i to levede liv, to karrierer, to uhyre store samlinger og personligheder. I sin utilstrækkelige almenhed sætter hverdagens menneske sig fast som en anden parasit og suger blod af de forbilledlige udødelige.

Lyt til pladen, se filmen.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Vold i Burundi op til præsidentsvalg

”Der er demonstrationer mod vores præsident hver eneste dag. Der er ingen...
Læs mere