Emil Nolde – en kopist af forestillingen

For nylig fortalte en veninde mig om en teori hun havde hørt fra en mandlig bekendt. Den handler om hvorfor kvinder igennem historien – og stadig i dag bruger rød læbestift som udsmykning. Ifølge teorien er det for at simulere ophidsede skamlæber, der i ophidselsesfasen både rødmer og vokser, på samme måde som læberne gør det, når kvinder skaber et optisk bedrag ved at påføre det kemiske røde forskønnelsesprodukt kaldet en læbestift. >De røde læber fungerer altså som skamlæbernes synlige repræsentant og derfor tænder de manden. En interessant teori – fantasifuld men også logisk.

Jeg kom til at tænke på teorien, da jeg stod og iagttog Emil Noldes maleri ‘Det tabte paradis’ på Louisiana. Evas røde læber ligner faktisk opsvulmede skamlæber – syndige og omslugende. Hun har store, blanke, stirrende blå øjne og skæve, uens bryster. Klumpfødder og halvfede lår. Adam skeler mod hende, bange, flæbende, initiativløs med slap kropsholdning – sunket ned. Læberne tænder ham tydeligvis ikke.

Kertedanserinder 1912. PR foto Louisiana
Kertedanserinder 1912. PR foto Louisiana

På trods af maleriets overvejende grimhed drager det én ligesom ‘Bjergkæmper’ gør det, det første maleri Nolde malede i 1895. ‘Bjergkæmper’ forestiller fire lodne væsner – halvt mænd, halvt trolde, som sidder i et mørkt rum med et ølkrus imellem sig. De ser glade og latterlige ud. Penselstrøgene er tykke og grove, de fire væsner er fulde af liv og jeg får lyst til at lære dem at kende. Der er noget håbefuldt over deres naivitet.

Nordens troldmand
Emil Nolde – Nordens troldmand som han også er blevet kaldt – var en af de store tyske ekspressionister. Egentlig tysk statsborger men opvokset i Slesvig og mestrede sønderjysk, derfor også en brøkdel dansk. Lige nu præsenterer Louisiana deres tredje Nolde-udstilling med mere end 140 af hans værker. Værkerne spænder vidt. Fra trolde, til blomster, til negermænd fra Ny Guinea, bibelske fortællinger, hav og haver. Der er lidt for enhver smag. Personligt finder jeg blomsterbillederne flotte, men kedelige. Jeg vil se Noldes mærkelige væsner. Jeg vil se hans frie figurbilleder, som også blev hans kunstneriske og menneskelige gennembrud.

Helgen i ørkenen, 1911. Foto fra udstillingens særkatalog.
Helgen i ørkenen, 1911. Foto fra udstillingens særkatalog.

Adam og Eva i ‘Det tabte paradis’ er nogle af Noldes frie figurbilleder. Men hvad vil et frit figurbillede sige? Hvordan defineres det frie og det figurative element i en slags malerisk fuldbyrdelse? Det hele står og falder med Noldes person og dens frigørelse. De frie figurbilleder hentyder ikke til et malerteknisk gennembrud, men til en modningsproces hvor Nolde blindt begynder at stole på sin fantasi og sin forestillingsevne. ”En ydre optisk impuls forvandlede sig til en følt indre værdi” – sådan beskrev han selv sit gennembrud.

Spring ind i forestillingen
Forvandlingen sker, ifølge Nolde selv, i hans fyrretyvende år: ”Indtil min begyndende modning kunne jeg ikke tegne noget frit opfundet, og senere opstod mine småting kun ganske langsomt. Det fyrretyvende leveår måtte overskrides, inden jeg frigjort kunne tegne og male fuldgyldige, frie figurbilleder.” Først her arbejder de dansende pensler og den snørklede hjerne sammen som én skabende kraft, først her bliver Nolde en ”kopist af forestillingen”. For Nolde var modningsprocessen lig med sanselig, barnlig umiddelbarhed, evnen til at overgive sig til sine indre forestillinger og portrættere disse uden at fortolke dem. Nolde kunne nu frit skabe imaginære og groteske figurer – at blive modnet som menneske betød frie fuldgyldige figurbilleder.

Noldes figurbilleder kræver noget af beskueren, skriver han i sine erindringer: ”De hører ikke til den kunst, som mageligt lader sig nyde i lænestolen – de kræver, at beskueren springer med ind i rusen”. Så det forsøger jeg mig med da jeg står overfor maleriet ‘Helgen i ørkenen’ fra 1911: Helgenen står midt i ørkenen med den typiske kalkunkrop som mænd erhverver sig når de kommer op i alderen og bliver satte og salige: tynde ben som i deres unge, virile dage. Hvilende på dem er der fremvokset en stor, struttende mave – en dunk af levet liv. Han har lange badeshorts på. Solen irriterer ham, han kniber øjnene sammen og hans ene mundvig hænger en anelse. Han har foldede hænder og en gloria over hovedet og kun én tand. Ørkenen er rød, grøn og gul. Han ligner mere en halvfornøjet turist på Mallorca end en helgen i ørkenen.

Gravlæggelse, 1915. PR foto Louisiana
Gravlæggelse, 1915. PR foto Louisiana

Maleriet er en del af Noldes serie af bibel- og legendebilleder ligesom ‘Det tabte paradis’. Serien består af 51 værker med religiøse motiver. Han producerede dem efter han i 1909 havde haft en nærdødsoplevelse i Tudbøl syd for Tønder. I udformningen af dem fulgte han ”en uimodståelig længsel efter at fremstille dyb åndelighed, religion og inderlighed, dog uden megen vilje, viden eller overvejelse.” I min interaktion med maleriet finder jeg ikke meget åndelighed eller helligdom. Det frie figurbillede er i stedet begyndt at leve sit eget liv – en helgen i ørkenen har forvandlet sig til en turist på stranden, hvor han unægtelig må have det sjovere.
Malerierne fra serien er sanselige og kødelige, mange af dem sensuelle. De fremstår ikke som hellige, men som profane. Der er en ufrivillig komik over flere af dem. Maleriet ‘Gravlæggelse’ skiller sig ud – her er der en dybfølt menneskelig smerte, der skærer ind til benet.

Dæmoner og umalede billeder
Under Anden Verdenskrig forbød det nazistiske styre Noldes billeder, hvilket var ham til stor frustration. Dog endte forbuddet med at blive produktivt og han kreerede serien ‘Umalede billeder’, hvilken han i 1943 beskriver som: ”Udflugter ind i det drømmeagtige, ind i det visionære, ind i det fantastiske ligger hinsides regler og kølig viden. Det er frie, herlige landskaber og områder fulde af charme og sværmen ind i den lyse og dybe og lette åndelige oplevelse. Den, der ikke kan drømme og ser, kommer ikke med.”

Nolde var ikke en udfarende provocateur, han var nærmere en indadvendt, tænksom sønderjyde. Fantasien og det fantastiske var essentielt for hans virke. Siden sin barndom havde han set væsner og figurer, han var en del af en anden verden, som han videreportrætterede i sine værker. Han beskrev sit kunstneriske jeg således: ”På en gang natur- og kulturmenneske, at være guddommelig og samtidig dyr, at være barn og samtidig kæmpe, at være naiv og raffineret, fuldt ud af sjæl og fuldt ud af forstand, lidenskabelig og uden lidenskab. Flammende liv og tavs ro.”

Emil Nolde i Schweiz, 1918. PR Foto Louisiana
Emil Nolde i Schweiz, 1918. PR Foto Louisiana

Nolde så både smukke kvinder, grimme troldevæsner, danserinder og liggende mænd, sorte væsner og Jesus Kristus. Hans fantasi spændte vidt ligesom hans samlede værker og den nuværende udstilling på Louisiana gør det.
Paul Klee, den tysk-schweiziske maler og Noldes gode ven, beskriver i 1927 Noldes sammensatte person: ”Nolde er mere end blot jordbunden, han er også denne regions dæmon. Selvom man selv er hjemmehørende andetsteds mærker man bestandig ham fætteren fra dybet – som beslægtet. Man lægger sig ikke til at sove blandt dæmoner, dertil er spændingen i deres nærhed for stor.”

Nolde udviklede sig igennem sin malerkarriere til en, med egne ord, “kopist af forestillingen”. Han portrætterede ikke virkeligheden men forestillingen om den, som nok ofte er mere virkelig og ærlig end virkeligheden selv. Måske virker denne afsluttende lignelser en anelse søgt. Men hvis vi vender tilbage til skamlæbeteorien, kan man sige, at læberne er kopier af skamlæberne, og at Nolde rent faktisk malede min venindes mandlige bekendtes forestilling af de røde læber. Dermed bevist at Emil Nolde er en kopist af forestillingen. Tænk at kunne portrættere fremtidige forestillinger. Større og smukkere bliver det vist ikke.

Besøg kopisten og dæmonen, se skamlæber og trolde frem til den 19. oktober på Louisiana.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

I filmen forsvinder vi

CPH:DOX er slut for denne gang. Et hav af film, fortællinger og...
Læs mere