Løsark fra et liv

Om keglerejseren og den onde stedmoder, den berusede opdagelsesbetjent, finske mavekneb, polske baroner og andre ”løse ender til erindringer”.

Det er umuligt at opsummere et levet liv. Ofte glemmer vi, hvad vi er blevet fortalt som små, eller vi glemmer simpelthen at spørge, inden det er for sent. Historierne forsvinder, og tilbage står nogle tågede erindringer og en masse tomme felter. Men heldigvis gør nogle mennesker en dyd ud af at gemme til eftertiden. Så vi kan få en ny chance for at forstå deres liv og deres tid, eller måske bare få en god historie. Sådan var min morfar.

mor-65-og-morfar-008

Min morfar hed Knud. Knud var opdagelsesbetjent, modstandsmand, spejderleder, børnehjemsforstander, legeonkel, skakspiller. Han var den store taler, han elskede opera, bøger og gode tilbud.

Og så var han en gemmer. Knud gemte elastikker, bøger, legetøj, frakker, skruer, knapper i skabe, skuffer, æsker, poser, skure. Og dokumenter. Papirer af alle slags fra sit liv. Han skrev ikke ét brev uden at gemme den hospitalsgrønne overslagskopi, og han gemte alle udtalelser, eksamensbeviser, taler, sange, artikler, breve, rapporter. Et helt liv gemte han, og for enden af det liv døde han, som man jo gør, og skabe og skuffer og skure blev tømt, det meste smidt ud.

Men to kufferter med dokumenter blev skånet. Det er jo hele hans liv, de kufferter, dem kan man vel ikke smide ud? Alle de timer, alle de tanker? En kommer i kælderen hos min mor og en på loftet hos min onkel.

Længe savnede underbukser
De første 25 år af mit liv havde jeg fire bedsteforældre i mit liv. Fire mennesker født i begyndelsen af det tyvende århundrede, som ikke tog asfalt for givet, som skrev ”melis, æg, mælk, gær” på dosmersedlen og som gik hen til fjernsynet for at skifte kanal mange år efter, at fjernbetjeningen så dagens lys. Nu er de væk og tilbage er historierne, min egen personlige udgave af fortællingen om det tyvende århundrede. Men de smuldrer, historierne. Derfor beslutter jeg mig en sommerdag for at genfinde et par af dem i morfar Knuds kuffert i min mors kælder.

Knud som nyuddannede betjent og hustruen, sygeplejersken Agnes.
Knud som nyuddannede betjent og hustruen, sygeplejersken Agnes.

Knud var en mand med stor ordenssans, og dokumenterne i kufferten er sorteret i brune papmapper efter årstal. Heri er taler, sange og breve fra højtider, fester, ferier. Knud var et socialt menneske, der hele livet igennem var naturligt midtpunkt i en stor familie- og vennekreds, og taler, breve, sketcher og sange vidner om en glæde ved litteraturen, mennesket, fællesskabet, livet. Indimellem de kærlige, men formelle breve fra og til venner og familie slipper hverdagen igennem. Et brev til Knuds kære hustru Agnes fra en veninde indledes med ”Hermed sender vi de længe savnede underbukser, som blev fundet under varmeapparatet i badeværelset og nu har været til vask”. Hvis Knud havde skyggesider, affærer, stridigheder, så er dokumentationerne ikke gemt, årstal efter årstal vidner om endnu en fødselsdag, endnu en spejderlejr, endnu en familiekomsammen.

Jeg leder lidt rastløst i mapperne. Ikke efter sensationer, men efter Knud. Hej morfar, hvor er du? Slip høflighederne og fortæl mig en rigtig livshistorie.
Imellem ’1956’ og ’1957’ finder jeg en grå Unibank-mappe uden årstal. ”Af mine erindringer” står der på den hvide etiket. Sætningen er overstreget, og nedenunder er der påsat endnu en etiket: ”Løse ender til erindringer”.

Teori om onani
Mappen er ikke særlig tyk, og jeg finder kun 16 maskinskrevne sider, der ser ud som egentlige erindringer. Noget, Knud har sat sig ned og skrevet til eftertiden. Men også her er stilen for det meste formel og munter: ”Overskriften af dette livsafsnit kunne passende være ’En travl og festlig uge!’”. Ud over de knap påbegyndte erindringer er mappen et for Knud usædvanligt virvar af løse papirer, attester, rapporter, opgaver og breve. Men det er disse papirer, der ligger i denne mappe. Det er vel råmaterialet til den livshistorie, de livshistorier, han gerne ville have fortalt sin eftertid.

Knud med sol, skakkammerat og sønner.
Knud med sol, skakkammerat og sønner.

Jeg bladrer lidt rundt i et par maskinskrevne opgaver. Efter 2. verdenskrig sagde Knud farvel til Københavns kriminalpoliti og uddannede sig inden for børneforsorgen for senere at blive drengehjemsforstander i først Aalborg så Randers. I Knuds årsopgave ‘Nogle betragtninger om seksualoplysning i opdragelseshjem for unge mænd’ på Børneforsorgens Fortsættelsesseminar, 1961, lyder det bl.a.:

”Onani er det almindeligste svar på seksuelle stimuli hos unge i puberteten. Når vi tillader vores elever at dekorere deres værelser med stars og pin-up girls, er dette selvsagt seksuelle stimuli. Jeg vil forsvare, at eleverne får denne tilladelse, fordi de samme fotos bortgemt i skuffer og skabe vil være endnu kraftigere stimuli.
Og jeg tror, at der kun vil være de to muligheder at vælge imellem.”

I opgavens afsluttende bemærkninger skriver Knud, at:

”Seksualoplysning er ikke nogen patentmedicin eller lykkerecept, der klarer alle vanskeligheder. Men den er en vigtig del af opdragelsen. Den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose siger et sted: ’Den største forbrydelse voksne kan begå mod deres børn, er at glemme deres egen barndom’.”

En mors forsvinden
Selv fortalte Knud ikke meget om sin egen barndom, og det er først, fordi jeg gennemlæser papirerne i mappen, at min mor og hendes brødre får at vide, at Knud havde to halvsøstre fra faderens første ægteskab, hvoraf den ene, Marie, var en del af Knuds barndom. Om Knuds farmor, som min mor heller ikke har hørt om før, læser jeg, at ”Hun var ansat ved mejeriet Enheden og kørte med hestetrukken mælkevogn, der med hende på bukken kørte tidligt rundt med mælk”. Børn og børnebørn har mest hørt Knuds korte bemærkninger om en vidunderlig moder, der dør pludseligt, da han er 5 år, og en stedmoder så ond som i eventyrene, der hurtigt gør livet i hjemmet til et helvede for Knud og hans søskende.
Kun når stedmoderen undtagelsesvist er ude, er der glimt af godhed i hjemmet:

”Far stod i soveværelset og kiggede ud på Langelands Plads. Jeg blev stående i døren og han bad mig komme nærmere. Jeg refererede ’mors’ forbud mod, at jeg gik ind i soveværelset, men han sagde, at det nok gik en enkelt gang.
Jeg gik hen til vinduet og så, at på pladsen spankulerede en stork. En fugl, jeg aldrig havde set før.”

Man kan ikke beskylde Knud for at fortrænge den mindre harmoniske del af barndommen. Over adskillige sider i erindringsløsarkene uddyber han livet med stedmoderen KM:

”Hun flyttede ind hos os i juli måned med titel af ’tante’, men hun fik hurtigt overbevist far om, at det var bedst for os børn at hun fik status som ’mor’. KM fik hurtigt sat sit præg på hjemmet. Først fjernede hun alt, der havde tilknytning til mor. Forbindelse med mors familie blev afbrudt. Alt der mindede om mor blev hensat i kælderen for kort efter at forsvinde sporløst.”

Et par sider senere skriver Knud et par episoder, der kan ”genopfriske KMs karakter”:
”KM sendte mig ud og søge arbejde ved mejeriet Enigheden. Jeg var fyldt 10 år i november og var lille af vækst, og jeg var meget betænkelig, da jeg nåede frem til Enigheden og spurgte mig frem til den, der havde med ansættelser at gøre. Det var en venlig mand, der smilede lidt og sagde, at jeg nok burde vente til jeg blev lidt større. Med denne besked begav jeg mig lettet hjemad og aflagde beretning for KM, der svarede: ’det er løgn, du har slet ikke været inde og spørge’. Jeg bad hende ringe til mælkeriet og få svar. Jeg husker, at jeg var meget chokeret over KMs beskyldning for at lyve. Min respekt for voksne udelukkede, at man kunne lyve for dem.”

Og denne: ”Det viste sig hurtigt, at jeg ikke kunne leve op til det påtvungne løfte om ikke at tisse i sengen. KM dikterede, at jeg fremover ikke måtte drikke vand efter kl. 15. Såfremt jeg alligevel fortsatte, ville tidspunktet blive rykket en time tilbage, dvs. kl. 14, kl. 13 og så fremledes.”

Den berusede opdagelsesbetjents besøg hos Pisse-Marie
Knud fulgte i sin fars og brødres fodspor og kom i arbejde som porcelænsbrænder på Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik. Efter nogle år der besluttede han sig for at blive politibetjent og senere kriminalbetjent og kriminaloverbetjent.

knud3

Og skal man tro de gulnede udtalelser fra en overordnet, er det en dårlig nyhed, at Knud efter ni år i kriminalpolitiet igen skifter kurs, nu mod børneforsorgen:

”Jeg har lært ham at kende som en yderst dygtig, pligtopfyldende og samvittighedsfuld kriminalpolitimand. Jeg sætter personligt stor pris på K. B. C. og jeg må dybt beklage, at han har valgt at udtræde af dansk kriminalpoliti.” Stakken af gemte udtalelser er stor, hvilket måske ikke er så mærkeligt, her fx et par ord om Knud som spejderleder: ”Vi er mange, der tænker tilbage på alvorsfulde samtaler, hvor han hjalp os over døde punkter og skabte fornyet håb. Han er optimisten, der forstår på smittende måde at drage de lyse sider frem, hvor vi andre fortvivles over alt det triste.”

Livet som kriminalbetjent, eller opdagelsesbetjent, som det så flot hed dengang, lyder ellers ikke kedeligt. Størstedelen af erindringsuddragene er fra tiden som ung betjent, her fra tiden i Istedgade:

”Efter den såkaldt politiløse tid og efter nogle måneder, hvor det illegale politi havde klaret de politimæssige opgaver, genindtrådte tidligere ledere, og normale forhold genindførtes. For mit vedkommende betød det, at jeg genindtog min afbrudte opgave som medhjælper ved kriminalpolitiet, men nu ved politiet på Vesterbro, da stationen i Valby ikke var renoveret efter tyskernes anvendelse. I modsætning til Valby er Vesterbro en meget livlig bydel. (…) En af de prostituerede hed Pisse-Marie. Hun havde under en afhøring, hvor hun var lettere beruset pludselig rejst sig fra stolen og sat sig på hug ved siden af. Her havde hun lettet sig for et stort indre pres, der efterlod en sø på gulvet. Almindeligvis var Marie dog ædru, og det var hun den aften, jeg og en kollega tog ud til hende for at konfrontere hende med sigtelsen for at have stjålet en kundes armlænke. Det var meget sent, og vi var usikre på, om Marie var hjemme. Da det var mig, der kendte til Marie, overlod min kollega venligst mig at få Marie til at lukke os ind. Gennem den låste dør spurgte Marie hvem jeg var. Jeg spillede lettere påvirket og insisterede – lettere snøvlet – på at hun kendte mig og nu skulle lukke op for en ven. Marie gjorde flere indsigelser, som jeg afviste med ’hold nu op Marie, luk døren op Marie’. Efter noget parlamenteren på hver side af døren lukkede Marie op, og hun fyldte nu døråbningen ’in puris naturablis’.

knud4

Bag hende skimtedes et køkken, og en kæmpegryde i kog udsendte appetitvækkende dufte. Vi fik lov til at træde ind i lejligheden, der var rent overalt, Marie inklusive. Vi forklarede anledningen til vores besøg, og Marie bestred at hun havde stjålet noget som helst. Hun var villig til at følge med os og opfordrede os til at vende ryggen til hende mens hun iførte sig sin bedste toilette. Kollegaen var straks villig til at dreje sig bort, medens jeg beklagede, at jeg agtede at følge enhver af hendes bevægelser, da jeg var interesseret i at se, om hun skjulte noget i sin folderige gevandt. Da hun var klar til afgang og havde slukket gryden bad jeg hende om at tage den stjålne armlænke. Efter et par bemærkninger – mest positive – om min person, fandt hun armlænken frem og gav mig den idet hun mente sig berettiget til at aflyse den planlagte afhøring.
(…)Inden vi tog afsked med Marie ved Dommervagten tilbød jeg hende at anbefale hende til en stilling som model på Københavns Kunstskole Charlottenborg, hvor jeg kendte en mand, der skaffede modeller til de mange kunstnere, der frekventerede skolen, men Marie var tilfreds med sit nuværende arbejde.”

Finland, The Rest is Silence
Mindre interessant er embedsturen til Finland i 1956 tilsyneladende. En velforberedt tur, der skal give indblik i det finske kriminalpolitis hverdag. Måske sker der ikke så meget i efterkrigstidens Finland, eller også drukner turen i de imødekommende finners høfligheder. Alligevel skriver Knud en 12 sider lang rapport med udførlige, dagbogslignende notater om turen, der allerede indledningsvis lægger op til stor detaljerigdom:

”Politibetjent Brodersen og undertegnede startede fra Kbh kl. 7.30 med toget til Helsingør. Jeg kunne klare bagagen med to kufferter, en stor og en lille, medens Brodersen havde en meget stor, en mindre, samt en mappe (…) Det var overskyet vejr og senere regnede det småt hele dagen. Kronborg lod sig af samme grund ikke fotografere. ”

Det er et moderne Finland, der møder Knud. Bl.a. er han her på sit livs første flyrejse, en indenrigsflyvning han ikke bryder sig det mindste om, og det første hotel, han indlogeres på, er ganske moderne:

”Hotellet var nyopført og i Hollywood-stil. På hotellet spiste vi aftensmad, oksefilet og sild med Øl, 11. d.kr. pr kuvert. Hotellet var smukt men upersonligt, og det passede ikke ind i Gøsta Berlings saga. Det var stadig gråvejr og det småregnede, så heller ikke Siljan-søen viste sig fra sin smukkeste side. ”

I det hele taget er turen nok lidt for blankpoleret for Knud. Om menneskerne på et hotel i ødemarken hedder det: ”Turisterne var kedelige som det jo ofte er tilfældet med mennesker, man møder på dyre hoteller”. Også maven skuffer: ”Det er meget alvorligt med mavebesværligheder når man er på rejse. Det kan være svært at komme på et toilet, især når det skal ske hurtigt. Jeg måtte gå i seng kl. 20 og jeg var på flere toiletbesøg i løbet af natten. Heldigvis lå toilettet lige udenfor min dør.”
Knud deltager i diverse arrangerede middage og festlige sammenkomster på turen:

”Det var mest cognac men også en del vodka, som de finske kollegaer tilsyneladende var meget glade for. Jeg blev hurtigt klar over at jeg skulle passe på, men man kunne ikke afslå af hensyn til vores finske venner. Jeg måtte derfor på mange måder unddrage mig drikkevarerne, f.eks. ved at spytte cognacen ud i min kaffe og så lade kaffen stå ellers urørt. Jeg holdt derved sprituspromillen nede og var klar hele aftenen. Det gik værst ud over Brodersen, men også Mäntülä var noget påvirket. Vi fandt hjem kl. ca. 01 til vores hotel. ’The Rest is Silence’.”

Hvordan Finlandsrapporten fandt vej til erindringsmappen, er lidt af en gåde eller måske nærmere: lidt af en tilfældighed.
Noget, der til gengæld glimrer ved sit fravær i mappen, er 2. verdenskrig. Knud var modstandsmand. Af den udøvende slags. Måske nævner han ikke denne tid, fordi hans indsats, der kan have kostet menneskeliv, for ham ikke har synes spor heltemodig. Måske fordi modstandsdokumenterne ligger i den anden kuffert, den på min onkels loft.

Breve fra en søster
I en sen alder bliver Knud opdagelsesbetjent i sin egen barndom. ”Jeg husker slet ikke min mor, og min første erindring går kun tilbage til hendes dødsdag d. ??” skriver han i et par løse noter. Han sender derfor breve med spørgsmål om sine første leveår og sin slægt til sin storesøster Karla. Breve, der undtagelsesvis ikke er kopier af i kufferten, men brevene til Knud med Karlas nydelige håndskrift ligger i “Løse ender til erindringer”-mappen. Karla forsøger at svare på lillebroderens mange spørgsmål:

”Du spørger, om mor aldrig fortalte noget om sin barndom, nej det gjorde hun ikke.”

”Jeg spurgte engang far hvad mor døde af. ’Dårlige ben’, svarede han; det havde jeg ikke mærket noget til, vi gik jo altid når vi skulle nogen steder, og det gik da fint. Vi har været forkølede i over en uge, det er svært at komme af med.”

”1922 i juni døde mor, jeg var 12 år, Otto lige fyldt 11, Arne var 9 år og du var fem år, så dit fødeår må være 1916 – ellers kan du vel få det at vide i kirkebogen?”

”Far havde ud over arbejdet på fabrikken en tobaksforretning, den gik fallit, Far gav for meget kredit og hyggede sig for meget med kunderne i baglokalet. Så blev han keglerejser og bartender på en ven fra korets traktørsted.”

”Moster Ellens søn Poul var meget interesseret i slægten, han fandt ud af en helt masse både om bedstefædre og oldefædre (…) og de stammer fra Polen, den sidste han fandt, var en baron med et stort forgældet gods.”

Men Knud kommer for sent i gang med at indhente sin storesøsters supplerende erindringer. Han bliver dement, og spejderlederen, kriminalkommissæren, skakspilleren, modstandsmanden og børnehjemsforstanderen maler de sidste år af sit liv de yndigste dækservietter med ænder og kyllinger i glade farver, mens han lytter til P2 i plejehjemmets kreative værksted og synes, at alt er blåt.

Allerbagerst i ”Løse ender til erindringer”-mappen ligger min mormors dåbsattest. Det er det eneste papir fra hendes liv. For min mormor, min fortryllende, varme og altid nærværende mormor, var ikke en gemmer.

More from Lea Fløe Christensen

Nye væltede skove

Forfatterne Rasmus Graff og Rasmus Halling Nielsen har på én dag skrevet,...
Læs mere