Med Pessoa i hånden gennem Lissabon

Den portugisiske forfatter Fernando Pessoa er mest kendt for sine utallige navne og digte. Men i 1988 udkom hans guidebog ‘Lisboa: What the tourist should see’. hvor turisten følges med en ivrigt informativ Pessoa langs Lissabons havnepromenade, forbi byens mange monumenter og ud i det bakkede opland. Det kræver et par søsygepiller, en del historisk interesse og generel accept af at forfatteren, foruden hans mange poetiske heteronymer, også har en patriotisk side – her hedder han bare Fernando Pessoa.

Statue af Kristus, Cristo Rei,, her observeret gennem et 50-cents-teleskop fra Säo Jorge-borgen i den gamle bydel.
Statue af Kristus, Cristo Rei,, her observeret gennem et 50-cents-teleskop fra Säo Jorge-borgen i den gamle bydel.

4. november 1925 rejses en statue af journalisten Franca Borges i Praca de Rio de Janerio. 18. december samme år står en statue af Marques de Pombal færdig for enden af Avernida da Liberdade. Begge i Portugals hovedstad Lissabon, eller nærmere: Fernando Pessoas Lissabon. For mellem disse datoer har forfatteren færdiggjort manuskriptet til sit værk ‘Lisboa: What the tourist should see‘. Værket er ikke dateret og først fundet posthumt i 1988. Opførslen af Borges-statuen er den senest daterede begivenhed i Pessoas guidebog, mens Pombal-monumentet stadig beskrives som værende undervejs. Man har således ved hjælp af lidt snild hovedregning, fundet frem til, at bogen er skrevet i mellem disse datoer.

På min rejse til Lissabon har jeg tre bøger med. Fernando Pessoas ‘Den anarkistiske bankier‘ fra 1922, Politikens ‘Turen går til Lissabon‘ og, i mangel af bedre, en 47 siders udprintet version af Pessoas ‘Lisboa: What the tourist should see‘. Jeg er ankommet til lufthavnen i Kastrup et godt stykke tid før min kæreste, flygtet fra et seminar om Poul Henningsen, der, trods et væld af interessante synspunkter og opfindelser, på femte time i et undervisnings-lokale på KUA ikke længere syntes så interessant.

Inden jeg finder Pessoas guidebog på nettet, har jeg allerede bladret flere gange i ‘Turen går til Lissabon‘ som forberedelse til rejsen, og hver gang har jeg sagt til mig selv, at jeg må kunne finde bedre måder at forberede mig på byen; noget mindre kategorisk, noget der i mindre grad stræber efter pseudo-eksotisk objektivitet. Alligevel har jeg brugt den, slået op, forsøgt at danne mig et overblik, forsøgt at forstå. Rationaliteten har raseret, og mit organisatoriske begær har atter overstrålet det spontane.

Byen som en katalysator for skriften
Uvidende om den egentlige baggrund for Pessoas bog, og heller ikke specielt vidende om forfatterens biografiske aspekter, foruden et par google-søgninger og et efterfølgende febrilsk forsøg på at gennemskue hans digter-heteronym-hejs, sætter jeg mig på en solbefængt bænk foran terminal 3 og begiver mig i kast med denne ikke-særlig- miljøvenlige printede udgave af ‘Lisboa: What a tourist should see‘. Jeg begejstres først af Rita Lopes introduktion, der meget elegant sætter værket ind i en biografisk og historisk kontekst.

Herefter står jeg pludselig på en båd med Fernando Pessoa i hånden, udsigt til Lissabons havn og en introducerende passage, der giver bogen fart: “For the traveller who comes in from the sea, Lisbon, even from afar, rises like af fair vision in which the sun gladdens with its gold. And the domes, the monuments, the old castles jut up above the mass of houses, like far-off heralds of this delightful seat, of this blessed region.” Jeg læser hen mod næste afsnit med forventningen om et poetisk portræt af Lissabon og tænker straks på poeten Pessoa, eller skulle man sige, poeten Alberto Caeiro, der i et digt fra samlingen ‘At være virkelig‘ fra 1957 skriver:

I byerne er livet mindre / End her i mit hus på toppen af denne bakke. / I byerne låser de store huse for udsigten, / Skjuler horisonten, forhindrer os i at skue himlen i sin helhed, / Gør os små fordi de fjerner det som vore øjne kan give os, / Og gør os fattige fordi vores eneste rigdom er at se.

De to teksters blik for byen, de to teksters måder at skrive byen på, er diametrale modsætninger; en prisende over for en pessimistisk, begejstring over for afsky. Alligevel er der en fornemmelse af, at begge tekster oplever byen som en katalysator for skriften, som et objekt eller en tilstand, der åbner op for et følelsesregister.

Udsigt over byen med den gamle bydel, Alfama-kvarteret, til venstre, toppet op med Sâo Jorge-borgen. Cristo Rei-statuen kan skimtes i horisonten.
Udsigt over byen med den gamle bydel, Alfama-kvarteret, til venstre, toppet op med Sâo Jorge-borgen. Cristo Rei-statuen kan skimtes i horisonten.

I flyet lægger jeg begge Lissabon-bøger ned til flymenu og safety-guides i den elastiske netlomme, der lige akkurat ikke rører mine knæ. Først da jeg også sniger min Ipad derned, er der kontakt.

Original scroll
Den første morgen på en solvendt café-terrasse ved Alfama, Lissabons gamle bykvarter, med udsigt til en af byens antikke (og forhenværende Københavnske) sporvogne, der udelukkende eksisterer for turistens skyld, vender jeg tilbage til Pessoas guidebog. En time forinden har jeg været heldig, på min første visit i en boghandel, at finde den seneste trykte version af værket fra 2012 – en flot rød udgave, hvor den oprindelige portugisiske tekst løber, side efter (og om) side med den engelske oversættelse. Jeg kom endda til at love boghandleren at sende danske oversættelser af Pessoa, vel vidende om, at de fleste er udsolgt. Hvad han ville bruge dem til, står mig en smule uklart. Efter det introducerende hyldestafsnit, tilbyder, næsten tvinger, Fernando Pessoa turisten til at følge ham langs havnepromenaden, Avenida 24 de Julho. Og sådan fortsætter det ellers non-stop, som en anden original scroll fra en beatpoet, ind i en bil og gennem den nordligt liggende bydel Belem, forbi botanisk have og op mod byen Sintra, små 45 minutter fra Lissabon, med den tilhørende bjergnationalpark, også kendt som Disneyland for voksne.

Sjovt nok er Sintra den eneste del i bogen, der får sin egen overskrift. Og sjovt nok, er det heller ikke selve byen, der berettes om, men turen derop og alle de monumenter på vejen, der giver turisten en idé om det mægtige land Portugal er (og var) og hvilke historiske helte – tag bare Vasco da Gama og Christopher Colombus, som et par ydmyge eksempler – det har født ud i dets sydeuropæiske landskab. Selv gik vi op ad bjerget og i løbet af den halvanden sveddryppende time det tog, skal jeg gerne indrømme, at jeg havde en forhåbning eller to om, at vi ville blive samlet op af en chauffør med bowlerhat og stilsikkert moustache i vater. Om jeg så skulle have hørt fortællinger om samtlige store portugisere undervejs.

Indgangen til Valley of the Lakes, der ligger smukt placeret ved bunden af disney-slottet Palacio de Pena. Begge beliggende i bjerg-nationalparken, der starter ved foden af den tidligere kongeby Sintra.
Indgangen til Valley of the Lakes, der ligger smukt placeret ved bunden af disney-slottet Palacio de Pena. Begge beliggende i bjerg-nationalparken, der starter ved foden af den tidligere kongeby Sintra.

Patrioten Pessoa
Denne nationalistiske tendens, der spreder sig gennem denne guidede tour de force, gør at bogen skiller sig markant ud fra resten af Pessoas forfatterskab. Om Lissabons botaniske have skriver Pessoa eksempelvis: “This building has adjoining it a garden which is one of the most picturesque in Lisbon, and even in Europe; so, at least many, foreigners have said.” Fin var den da, men jeg er nok en af den slags mennesker, der synes, at træer nu engang er træer, hvad enten de er sået i Lissabon eller hentet fra Mexicanske ørkenområder.

Pessoa ønsker at trække Lissabon op på niveau med andre europæiske storbyer, han vil vise at byen ikke bare er fascinerende, men at den er mest fascinerende. At Portugal ikke bare er rig på historie, men at landet har den største, den vigtigste historie. Som når han beskriver butikkerne på den centrale Rua do Ouro som værende “as luxurious as their Parisian equivalents” eller stålmonumentet Elevador de Santa Justa som “one of the sights of Lisbon and always compels great admiration from tourists from everywhere.“Det er forfatteren Pessoa, der har skrevet bogen, det mærker man i det beskrivende sprog, det konstante flow, den tydelige kreative inspiration, der for ham udfolder sig i mødet med byen. Men hele vejen igennem hersker mest af alt tonen fra nationalisten og entreprenøren, der skal præsentere og sælge sin by til udlandet, til turisten. Portugiseren som i for lang tid har følt sig trådt over tæerne af sine større europæiske søskende.

Detaljer i rutsjebanefart
Pessoas guidebog er dog ikke bare en invitation til at se byen ved at følge en lokal; den er en fuldstændig kortlægning af hver enkel lille detalje, der skal portrættere Lissabons opblomstring efter det store jordskælv i 1755. Om Lissabons centrale banegård ved Rossio fra 1887 tenderer Pessoa til det grotekst minutiøst beskrivende, når han beretter om, hvordan “The clock at top is an electrical one, connected with those inside the station.” Og så ellers videre til næste stop, ikke fordi det forhenværende ikke var interessant nok, heller ikke på grund af manglende spalteplads; mere som konsekvens af den fart, der er på rundturen, den begejstring der er efter at få vist det hele.

Her er det for alvor en portugiser, der rækker hånden ud til turisten. Og han har ikke tænkt sig at give slip. Men læseren, eller turisten, når dog knap nok at få et fast greb og når slet ikke at spænde sikkerhedsselen, før han eller hun suser med rundt på denne fascinerende, men også på mange måder skræmmende rutjsebanetur gennem Lissabons storhed, præsenteret via statuer, gader, bygninger og alt hvad det nysgerrige øje ellers begærer. Uret er faktisk det første jeg lægger mærke til ved banegårdsbygningen. Elevatoren når vi aldrig op i. Her er jeg allerede mæt efter teksten.

Download Pessoas rejseguide gratis her

More from Noa Kjærsgaard Hansen

Med Pessoa i hånden gennem Lissabon

Den portugisiske forfatter Fernando Pessoa er mest kendt for sine utallige navne...
Læs mere