Special Agent Dale Cooper – tilbage, langt ude i skoven

“Diane, I am holding in my hand a small box of chocolate bunnies …”

Yes, han er tilbage, Special Agent Dale Cooper. Og det er resten af Twin Peaks’ absurde beboere også. Kævlekvinder, homecoming queens og enøjede sataner med hang til glidende gardiner. Er du superfan og mangler the missing pieces, så er Twin Peaks nu udgivet på Bluray med ekstra interviews og bortredigeret materiale. Men den er også til dig, der bare gerne vil gense en askegrå Laura Palmer … og inviteres ind i afkrogene endnu en gang. Rikke Finland har været en tur i kulissen, 25 år senere.

Cherry pie og a damn fine cup of coffee kan man stadig få på cafeen. Den café, der udgjorde en vigtig kulisse i tv-serien Twin Peaks, og som i virkeligheden ikke hedder Double R Diner men Twede’s. Cafeen har både overlevet Anden Verdenskrig og invasionen af hysteriske Twin Peaks-fans i 1990′erne og inkarnerede fans resten af tiden. Før Twin Peaks bagte Peggy, den tidligere indehaver af Double R Diner, seks tærter om dagen. I tiden efter bagte hun 60.

Foto: Rikke Finland
Foto: Rikke Finland

Interiøret ligner stadig seriens kulisse – eller også er det omvendt – og også Twede’s omgivelser er de samme som i serien: Byen North Bend i det nordvestlige hjørne af staten Washington, omgivet af meterhøje grantræer, der sluger hver stribe af sollys, Cascade Mountains, der blokerer for alt udsyn til omverdenen og en hårdfør myte om en langt højere selvmordsrate i netop dette hjørne af USA sammenlignet med resten af Guds eget land – tilsyneladende på grund af de mange regnvejrsdage (som i øvrigt er endnu en myte, både New York og Hawaii får mere regn end Seattle).

Mordet i mørket
Mændene bag Twin Peaks var Mark Frost og David Lynch. Frost var en af manuskriptforfatterne på politiserien Hill Street Blues (1981-87), et cop show om livet på en politistation, den med “Let’s be careful out there”. Serien foregik i en unavngivet amerikansk by – det kunne have været Chicago, Miami, Detroit, men aldrig North Bend: for mange træer og for få udrykninger.

Lynch havde også beskæftiget sig med kriminalstof før. I filmen Blue Velvet fra 1986 vender en ung mand tilbage til sin fødeby, Lumberton, og finder et afskåret øre, en natklubsangerinde og en rimelig vred Dennis Hopper … og ikke mindst en underverden af slibrige detaljer og deciderede kryb.

Laura Palmer. Foto: Paramount.
Laura Palmer. Foto: Paramount.

Twin Peaks er ligesom Lumberton en “lumber town”. Og dog. For her er hverken en overflade af pænhed eller overflod af solskinstimer – til nød en hyggelig lillebystemning. Men man skal ikke kigge særlig dybt ind i skoven eller i The Red Room for at se, at det her handler om sindets afkroge. Træer, der taler og grænser, der krydses. Afkroge i enhver forstand.

Seriens anslag er fars pige, den lokale homecoming queen Laura Palmer, der en morgen skyller op på land som strandvasker ud for savværket i Twin Peaks. Der kaldes på forstærkning udefra for at hjælpe den lokale, bundsolide sherif Harry S. Truman og hans assistent Andy, der har et hjerte af guld og nerver af gele. FBI Special Agent Dale Cooper entrer byen ulasteligt klædt med en lige diktafonlinje til sin sekretær Diane og en uforbeholden kærlighed til kaffe og skæve syllogismer.

Selvom opklaringen af mordet på Laura Palmer er begivenheden, hvorom alting begynder og ender, så bæres serien i endnu højere grad af det tågede univers og en medrivende langsommelighed. Under opklaringsarbejdet udrulles et inferno af løse ender og en underskov af kuleskøre eksistenser, dødsensfarlige mænd og de ultimative knaldhætter af hidtil usete dimensioner for en amerikansk tv-soap i starthalvfemserne.

 

MINOLTA DIGITAL CAMERA

Langt ude i skoven …
Træerne er ikke uden betydning for stedet, hverken for savværksindustrien, der har brødfødet byen siden slutningen af 1800-tallet, eller for byens udødelighed. For det var hovedsageligt på grund af de store Douglas grantræer, at David Lynch valgte at placere optagelserne i lige præcis denne del af USA. Lynch havde altid været dybt fascineret af de mastodontiske grantræer og vidste, at omgivelserne i Twin Peaks skulle spille en bærende rolle, næsten som en karakter i sig selv. Mængden af træstammer, nedlagte jernbanespor og iskolde floder gav serien den fortættede og dystre stemning, der blev dens kendetegn … og forærede Lynch The Log Lady.

Inden optagelserne gik i gang var Lynch på besøg i North Bend for at finde locations til serien, fotæller han i bogen Lynch on Lynch. På det lokale savværk så han en kvinde, der marcherede målrettet rundt blandt træstammerne med en pind og en notesblok. Når hun havde banket en enkelt gang med pinden på træet, noterede hun nogle tal i sin notesblok og gik videre til næste stamme. Efter hvert bank vidste hun, hvordan saven skulle indstilles, hvordan stammen skulle skæres og i hvilke størrelser. En real life Log Lady. Og den bedst betalte af alle ansatte på savværket.

Double R Diner – where everybody knows your name
Double R Diner med Mount Sis to bjergtoppe i baggrunden fik også sin væsentlige berettigelse i Twin Peaks som krydsfeltet, hvor byens personager bevæger sig ind og ud mellem hinanden (helt bogstaveligt i visse af afsnittene). Det er her, den tunghøre og højtråbende Agent Gordon Cole opdager, at smukke servitricer hjælper på hørelsen. Det er her, bad boy Bobby Briggs bliver indviet i sin far Major Briggs vision om den ellers så rebelske søns lysende fremtid. Og det kan kun være på Double R Diner, at Audrey Horne til lyden af jukeboxen og “Audrey’s Dance” kører fingeren rundt langs kaffekoppens kant, mens hun hvisker til Donna: “Do you like coffee? Agent Cooper loooves coffee”.

Forfatteren Richard Russo, som blandt andet har skrevet bøgerne Empire Falls og Straight Man, og i øvrigt intet har med Twin Peaks at gøre, har sagt, at han aldrig kunne finde på at skrive om indbyggerne i en storby, for folk har det med at skabe små enklaver sammen med ligesindede. Og same same, but different skaber for få gnister. I den lille by findes alle lag i umiddelbar nærhed af hinanden, og majoren kan støde ind i den voldelige, narkosælgende langturschauffør på et hvilket som helst fortov, fordi fortovskvadratmeter ikke er det, der er mest af i small town America. Derfor kan de også sidde side om side i den lokale diners båse, eller kævle om kævle i Double R Diner.

Twistede trivialiteter
Frost og Lynch havde fået frie hænder af tv-selskabet ABC til at skabe deres mærkelige projekt, det dystre soap melodrama, udsprunget af et mordmysterie. Network-tv havde i 1980′erne tabt terræn til kabel-tv, og ABC, som var en af de tre store tv-netværk, ønskede at fange det yngre og mere veluddannede publikum.

Og de intellektuelle, veluddannede seere kunne åbenbart identificere sig med kævlekvinder, tunghøre specialagenter og dværge, der snakkede bagvendt, da de den 8. april 1990 første gang blev lukket ind i et hjørne af USA – et komplet vanvittigt, på alle måder skørt og fuldkomment bizart udkantshjørne. Her var kaffen ikke bare god, den var damn god, her blev man gråhåret overnight, og et af de klogeste træk, man kunne foretage sig, var at holde sig langt væk fra folk med doktor-titler.

Oprindeligt ønskede Frost og Lynch først at afsløre morderen langt senere i serien end, som det endte med at blive, allerede i det 16. afsnit, kun halvejs inde i seriens 29 afsnit plus en pilot. Mordhistorien skulle være trådt i baggrunden, og karaktererne skulle i højere grad bære serien videre. Og først når publikum havde lært alt om Twin Peaks’ indbyggere, skulle den sørgende far, Leland Palmer, vise sit sande ansigt, det vil sige: BOB. Et forhold, ABC overhovedet ikke syntes om. De krævede, at morderen langt hurtigere skulle på banen, for det var det, publikum ønskede.

Men afsløringen gjorde det svært at fortsætte serien, og den blev overlæsset med små sidehistorier, ikke mindst Agent Coopers akavet blakkede fortid, og med ting så ubeskriveligt skøre, såsom Josie Packards sjæl, der spærres inde i kommodeknoppen, at selv Twin Peaks-fans stod af. Efter sigende skulle Frosts og Lynchs beslutning om Josie Packards grumme skæbne som håndtag have lydt sådan:

Lynch: I miss Josie. Maybe we should bring her back.
Frost: Uh, we kind of killed her, Dave…
Lynch: Oh… Well, maybe she’s not dead. I mean, can’t we turn her into a piece of furniture or something?

ABC valgte at droppe serien.
Men under trivialiteterne i small town America lurer det yderste mørke stadig blandt kirsebærtærter og kaffe. “The owls are not what they seem”, og en trækævle har siden da aldrig bare været en trækævle.

Bluray-boks:
Hele Twin Peaks-serien (1990-91), filmen Fire walk with me (1992) og en masse ekstra materiale: The missing pieces, behind the scenes og 90 minutter med scener, der aldrig nåede til serien, interviews og dokumentarmateriale. Paramount Pictures.

Læs mere om Twin Peaks og om David Lynch:
David Lynch, Lynch on Lynch; (Chris Rodley edt.) Faber and Faber, 1997, revideret version 2005.

Se cafeen Twede’s her. Og kommer du til North Bend en dag, så besøg Twede’s her.

More from Rikke Finland

Special Agent Dale Cooper – tilbage, langt ude i skoven

“Diane, I am holding in my hand a small box of chocolate...
Læs mere