This is dealing with my issues – tanker fra USA

Netudgavens USA-korrespondent går gennem Brooklyn – både fiktionens og virkelighedens. Med sig har hun en hel masse ulve, et kældermenneske og fortællingen om sig selv.

“Do I contradict myself? Very well then I contradict myself, (I am large, I contain multitudes.)”
– Walt Whitman, Song of Myself

Ja, fiktionen har sikkert gjort mig til et mere empatisk, velreflekteret menneske – men fiktionen har også splittet min selvforståelse i flere dele, end jeg endnu helt har accepteret. Jeg ville gerne oven i hatten påstå, at jeg via fiktionen har internaliseret en kausalsammen-hængsmæssig fejlslutning om det personlige narrativ – men jeg tror ikke det er hele historien.

Splittelsen til gengæld – den skriver jeg på fiktionens regning, og den følger direkte i kølvandet på det personlige narrativ, hvis funktion og udfoldelse jeg paradoksalt nok har nærmet mig gennem læsningen af fiktion.

Til LYSE NÆTTER #4 i Møllegade satte kunstnerkollektivet FUKK mærkater på genstande i gaden. ”this is dealing with my issues” var på boghandelens rude.
Til LYSE NÆTTER #4 i Møllegade satte kunstnerkollektivet FUKK mærkater på genstande i gaden. ”this is dealing with my issues” var på boghandelens rude.

Jeg sad for nylig på en bænk i Kastrup Lufthavn og erklærede: ”Det føles som om det sker for en anden. Jeg kan ikke identificere mig med det her. Jeg sidder midt i en fiktion, jeg selv har skabt.”

Jeg kunne jo godt se, at der stod New York og Maria Maarbjerg Dønvang på den samme flybillet. Jeg kunne jo godt huske, at jeg få uger forinden var stoppet op hver halve time for at hyle og kigge på det liv, jeg pakkede i kasser og satte væk.

Jeg kunne jo godt huske, at jeg besluttede mig for at forlade alt, jeg elsker, for at flytte til en by, hvor absolut intet ventede på mig. Men jeg sad der på den bænk i Kastrup Lufthavn og kunne ikke for mit liv (!) internalisere følelsen af, at det rent faktisk skete for mig.

Kælderdybets selvhjælpsbog
Jeg skrev engang adskillige sider om, hvordan Dostojevskijs Kældermenneske udmærker sig som en ikke-patologiserende psykologisk realisme netop ved sin inkonsistens, sin essentielle uforståelighed.

Med Mikhail Bakhtin i baghånden læste jeg først Kældermennesket som en mangestemmig størrelse og udbyggede med Deleuze og Guattaris kritik af Freuds behandlingsmetode over for Ulvemanden polyfonibegrebet til at kunne indeholdes i et enkelt subjekt. Jeg tillod mig at læse Kældermennesket som en karikatur over det menneske, jeg tror, vi alle sammen er.

Det er alt sammen meget langhåret og mere akademisk, end jeg selv bryder mig om, men lad mig forklare den del af tankestrømmen, der rykkede noget i mig, og hvorfor den lykkedes med at udvide min forståelse af mig selv som menneske som en anden selvhjælpsbog.

Det er så åbenlyst, at Kældermennesket er flintrende selvmodsigende. Hvad der til gengæld ikke er åbenlyst, er, om han er psykisk syg eller ej. Traditionen vil mene, at han er syg. Jeg giver heldigvis ikke særlige mange fucks for traditionen – slet ikke, når den tager så altødelæggende fejl. Det er præcis den mekanisme, der udfolder sig i den traditionelle læsning af Kældermennesket, der er et problem for vores selvforståelse. Nu siger jeg det bare: KÆLDERMENNESKET ER IKKE SYGT. Kældermennesket indeholder modstridende impulser, ja – han er adskillige følelser og fornufter på én gang. Selvom han kategorisk afviser muligheden af det rationelle menneske, opererer han med et logisk tankesæt, omend det afmonterer sig selv på hver anden side.

Kældermennesket stritter ganske enkelt i alle retninger, og det tror jeg også, du og jeg gør.

Mine fødder efter første dag i New York.
Mine fødder efter første dag i New York.

Også i morgen vil jeg vågne i Brooklyn
Kældermenneskets lidelse handler i min optik om mange ting, men først og fremmest dette: Han er underlagt en samfundsstruktur og en nok også en litterær tradition, der afkræver subjektet konsistens og gennemsigtighed. Han fordres at være et sammenhængende menneske, og det forekommer ham, rimeligt nok, utilnærmeligt.

Måske det har at gøre med den europæiske romantradition, der fremstiller intelligible karakterer, hvis motivationer står klare for læseren og giver indtryk af et stabilt subjekt – men hey, hvem fanden er det her stabile subjekt, der har styr på sine motivationer?

Ja, undskyld jeg spørger, men selv en indadrettet motivgranskning vil altid være, hvis ikke lodret forkert, så i det mindste fejlbarlig. Ja, jeg tror, at vi lyver for os selv, når vi mener at kunne gennemskue vores motiver for dette og hint. Men jeg tror ikke, det alt sammen skal skrives på den europæiske romantraditions regning.

Jeg bor nu i en abnormt højloftet lejlighed i Brooklyn. Jeg laver mad i det her køkken hver dag, jeg hænger mine billeder på væggen, jeg indretter mig. Jeg falder i søvn og er klar over, at også i morgen vil jeg vågne i Brooklyn. Jeg ved alt det, men noget bliver ved med at stille sig i vejen. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg taler så meget med mig selv, at jeg ikke kan løsrive mig fra det fiktive niveau, der helt klart stadig skurrer. Jeg ved ikke, om det er, fordi det tager tid at identificere sig med så radikal og absurd en beslutning, der ikke har nogen fornuftig forklaring. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg genkender mine følelser i de bøger, jeg læser.

Efterrationalisering for fuld smadder
For at få den her famøse mening med tilværelsen skaber vi et narrativ omkring vores person, en selvforståelse, som vi kan støtte os til, når vi er på dybt vand og træffer beslutninger, der læner sig op ad det irrationelle. Vi læser os selv, som litteraturkritikeren læser den moderne europæiske romans stabile subjekter.

Men det er ikke fair. Jeg tror, at vi famler i mørket efter noget at stå op til. En spændende hverdag. En hjertevarm familie. Noget så simpelt som et kys, en oprigtig omfavnelse.

Når vi enten finder det eller giver op, bygger vi en fortælling omkring episoden, der passer ind i vores narrativt konstruerede selvforståelse, for at retfærdiggøre vores handlinger over for både os selv og andre. Vi aner ikke, hvad vi laver. Vi efterrationaliserer for fuld smadder.

Jeg siger vi. Jeg mener jeg. Men jeg mener også lidt vi.

Har vi brug for narrativet? Ja og nej. Det vestlige menneskes selvforståelse kan ikke bare sådan løsrives fra idéen om det konsistente menneske. Vi har bygget hele vores civilisation på fortællinger om os selv. I én eller anden forstand har vi brug for det – vi må ikke underkende vores konstante stræben i retning af at ordne verdenen med fortællinger. Med det sagt, så har vi mindst lige så meget brug for at anerkende og undersøge netop den mekanisme, som vi blindt navigerer efter.

Myrtle/Wyckoff sent om natten
Myrtle/Wyckoff sent om natten

Det stabile subjekt hviler så meget i sin selvforståelse, at det står i vejen for sin udvikling.
Det stabile subjekt har ikke plads til afvigelser.
Det stabile subjekt er bange for inkongruens.
Det stabile subjekt kan ikke udvide territoriet.

Alle de ulve vi er
Det er en stående vittighed, at det eneste akademiske studie, der stadig beskæftiger sig helt alvorligt med Freud, er litteraturvidenskab. Men lad mig nu walk down that road anyway. Freud havde en patient ved navn Sergei Pankejeff. Han er nok bedre kendt som Ulvemanden. Pankejeff havde som barn en drøm: Adskillige ulve sidder i et træ og betragter ham – det er ubehageligt, og Pankejeff vågner i skræk. Freud tolker drømmen som underbevidsthedens synliggørelse af en splittelse, der er opstået i kølvandet på et traume, urscenen og alt det der. Han reducerer gennem talen antallet af ulve til kun én – den ene, han har udvalgt til at repræsentere Pankejeffs sunde, sammenhængende selv.

Noget bliver ved med at stille sig i vejen. Noget i mig – den side, der stadig utålmodigt leder efter kausalsammenhænge – tror, det har at gøre med identifikationsfaktoren. Jeg kigger på mit store, vigtige selv, som jeg kigger på en romankarakter, hvis træk jeg ikke kan identificere mig med, men hvis handlinger jeg beundrer.

Lige så længe jeg kan strække en fuckfinger i Freuds retning, lige så længe kan jeg klappe i mine små, fede hænder over Deleuze og Guattaris kritik i A Thousand Plateaus. De kritiserer netop denne case og den psykoanalytiske metode for altid at være reduktiv: [quote]”What does psychoanalysis have to say about all of this? It flattens everything, […] multiplicities of every variety. […] [It is] a tale told by an overconscious idiot who has no understanding of multiplicities as formations of the unconscious.”[/] Deleuze og Guattari forstår drømmen som en skizoid oplevelse, men det må de selv ligge og rode med. For mig er drømmen en metafor, en fiktion, og deres indledende kritik er relevant for langt mere end blot Freud og Pankejeff.

Jeg har tillagt mig en vane, som jeg sikkert deler med mange: at kigge på mig selv med en andens blik – jeg stoler ikke altid nok på min egen forpulede dømmekraft til at navigere i det hele, så jeg etablerer et blik, en karakter, der kan udfolde tanker og holdninger om min person, mine valg. Dette blik er naturligvis konstrueret af netop mig, hvorfor det aldrig vil være et andet blik, men netop en forlængelse af mit eget. Men det faciliterer alligevel en situation, der tillader mig at reflektere over mine handlinger, som jeg ville reflektere over en romankarakters.

Og så taler jeg med mig selv.

Højt.

Udsigt fra mit tag i Brooklyn.
Udsigt fra mit tag i Brooklyn.

Det er misforstået at reducere antallet af ulve – det er en kunstig iscenesættelse af et kunstigt ideal. Ja, nu vil jeg rent faktisk driste mig til at sige, at Kældermennesket er adskillige ulve, og det er sindssygt respektløst at reducere ham, Pankejeff, dig, mig, til mindre – Kældermennesket er eksemplet på menneskets indbyggede multiplicitet.

Kældermennesket er ikke mere sygt end dig og mig. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi begyndte at tale mere om.

Fiktion på fiktion på fiktion
Hvis jeg er nervøs for mødet med et andet menneske, iscenesætter jeg mødet i mit hoved og spiller selv begge parter – mig selv og den anden. Jeg gennemspiller mulige udfald af samtaler, og idet jeg taler til mig selv fra den andens synspunkt, får jeg mulighed for på forhånd at afprøve mine følelser og reaktioner på givne udsagn, den anden kunne finde på at præsentere mig for.

Jeg forbereder mig så at sige på den virkelige verdens følelsesmæssige sammenstød ved at fiktionalisere mødet, undersøge min reaktion og forsøge at afklare mig med den. Det betyder nogle gange, at jeg når til afklaring med fiktionen før virkeligheden.

Jeg når at glædes og ødelægges over ting, der – når alt kommer til alt – ikke er sket. Det bidrager unægteligt til min til tider afsporede virkelighedsopfattelse, da der for hver enkel virkelig hændelse er adskillige fiktive udfald.

Fiktive udfald, som jeg har gennemlevet, hvis konsekvenser jeg har følt.

Det går op for mig, at det peger tilbage på Kældermennesket. Han konfronterer på samme måde en fiktiv verden, som han selv har bygget til lejligheden. Hos ham hører det dog til sjældenhederne, at han tager sin fiktion med sig ud af kælderdybet. Når han endelig gør, konstruerer han en ny fiktion omkring den faktiske begivenhed for overhovedet at kunne bære det.

Mit indtil videre sparsomt indrettede værelse.
Mit indtil videre sparsomt indrettede værelse.

Den mekanisme kan jeg også godt genkende.

Fiktionen er plastisk og min.

Verden er statisk og faktisk.

Vi er fælles om den, og det kan godt være lidt hårdt at acceptere.

Fotos: Maria Dønvang

More from Maria Dønvang

E-mails og Kafka på tværs af Atlanten

Med Kafka i armene skriver Netudgavens to litteraturskribenter, Maria Dønvang i New...
Læs mere